The Way of Shadows

På listen over de 20 bøger, jeg skal læse i år, er der denne fantasybog, som en lang række af de bogbloggere, jeg normalt følger, har anbefalet. Jeg siger jo aldrig nej til en god fantasybog, så jeg købte den for et stykke tid siden og læste den inden påskeferien.

‘The Way of Shadows’ er skrevet af Brent Weeks og er første bog i en trilogi. Bogens hovedperson er den forældreløse dreng, Azoth, som lever på gaden og forsøger at overleve magtkampene i den gadebande, som han hører til. Det er et barsk og ubarmhjertigt miljø, og Azoth higer efter et liv, hvor han ikke længere er bange, hvor han er i stand til at forsvare sig, og hvor andre ikke opfatter ham som et let offer. Han ser op til den legendariske lejemorder, Durzo Blint, og forsøger at blive Durzos lærling. Men Durzo er ikke en venlig og forstående læremester, og da han endelig tager Azoth til sig, indser Azoth snart, at livet som lærling er mindst lige så hårdt som gadelivet, og at han skal tage valg, som vil ændre hans og andres liv radikalt.

Dette er en barsk bog og adskiller sig markant fra ‘The Magician’s Guild’ og ‘Skyggens Lærling’-serierne, hvor persongalleriet indeholder mange gode og retfærdige personer, og hvor man aldrig får følelsen af, at hovedpersonen er i alvorlig fare. Det gør man til gengæld i ‘The Way of Shadows’, for her er ikke sparet på skurke, vendekåber og folk i fordærv. Her er tricksters, tyve og magthungrende mennesker i hobetal, og det er ikke underligt, at hovedpersonen har svært ved at gennemskue, hvem han kan stole på, for det ændrer sig konstant. Lige når du tror, at du har gennemskuet handlingen, så twister forfatteren lige historien en gang mere, og selvom det bestemt gør, at du som læser hele tiden er på tæerne, så bliver det også en anelse søgt til sidst.

Men det er først og fremmest skyggesiderne, der får bogen til at skille sig ud og gjorde det til en spændende læseoplevelse. Du ved ikke i hvilken retning, forfatteren vil dreje handlingen, og det pirrede min nysgerrighed og lyst til at læse en side mere… og en side mere… Samtidig er forfatteren ikke bange for at tage en række modige valg mht. personlighed, konflikter og dødsfald, og det får dramaet til at blomstre.

Hovedpersonen Azoth er overvejende god og ret moralsk, og selvom han måske godt kunne tage flere tvivlsomme beslutninger i løbet af bogen, så har jeg det nu bedst med, at hovedpersonen er et overvejende godt menneske. Lidt for meget af det nyere fantasy, jeg har læst, har haft hovedpersoner, som var decideret utiltalende, og så bliver jeg hurtigt træt af historien.

Lejemordermiljøet har ikke før været omdrejningspunktet for de bøger, jeg har læst, så det var også forfriskende med en anden type hovedperson end de gængse magikere, som ellers dominerer mange fantasybøger. Det betyder samtidig, at der er langt flere moralske valg i bogen, end du normalt støder på i fantasy, og det var med til at give bogen mere dybde og relevans.

Jeg kan kun tilslutte mig koret af tilfredse læsere – dette er en fantasybog, jeg gerne anbefaler. Hvis du har mod på fantasy fyldt med skurke, grådighed, løgne og ubehag, og hvor ikke alt er, som det ser ud, så bør du overveje at læse denne bog. Jeg har allerede bestilt næste bog i serien og glæder mig til at læse den senere på året.

9 tanker om "The Way of Shadows"

  1. Hej Anne!
    Håber du kan lide den – jeg var i hvert fald positivt overrasket og glad for, at bogen var lidt mere twistet og mørk end mange af de andre fantasybøger, jeg har læst det sidste års tid.

    Ps. sejt blognavn 😀

  2. Jeg er glad for, jeg kunne hjælpe 🙂 Der er endnu en bog i serien, der hedder “Sværdets stemme”, som er en forfortælling. Der kommer en anmeldelse en af dagene 🙂

    Vil bare SÅ gerne læse “The Way of Shadows” og nu har du da helt sikkert gjort min interesse endnu større. Tror Amazon snart får et besøg fra mig 🙂

  3. Pingback: Beyond the Shadows | Den Lille Bogblog

  4. Pingback: Shadow’s Edge | Den Lille Bogblog

  5. Pingback: Bogåret 2014 | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *