The White Dragon

Den sidste Anne McCaffrey-bog, jeg når i denne ombæring, er ‘The White Dragon’, som meget passende også er den sidste bog i den oprindelige drage-trilogi, hvor ‘Drager på himlen’ og ‘Dragonquest’ udgør resten af trilogien. Anne McCaffrey har skrevet flere bøger i samme serie (blandt andet ‘The Harper Hall’-trilogien, som foregår ca. samtidig med ‘Drager på himlen’ og ‘Dragonquest’).

I ‘The White Dragon’ skifter fortællevinklen. De tidligere hovedpersoner, Lessa og F’lar, træder i baggrunden og i stedet er det Ruathas kommende borgherre, Jaxom, og hans drage, Ruth, der er fremhævede i historien. I den foregående bog, ‘Dragonquest’, kom Jaxom til at præge den unge drageunge Ruth, og det giver en del problemer, for ikke alene har Jaxom allerede et ansvar som kommende borgherre – Ruth er også en lille hvid drage, som sandsynligvis ikke vil overleve. Det gør han dog, og det viser sig, at Ruth har en usædvanlig forbindelse til ildøgler, som elsker at bruge tid med den hvide drage.

Konflikterne mellem drageriderne intensiveres, og på de store linjer sker der i det hele taget flere interessante ting, der er med til at bidrage til den store fortælling om, hvorfor og hvordan verdenen Pern er skabt.

Jeg har vanen tro forsøgt ikke at afsløre for meget af handlingen i opsummeringen – blandt andet fordi visse ting ville afsløre for meget i forhold til de foregående bøger. Jeg synes dog, det er ret vigtigt at fremhæve, at fokus skifter til Jaxom og Ruth. I modsætning til det lignende skift i ‘The Harper Hall’-serien, hvor hovedpersonen også er en anden i den sidste bog i trilogien, så fungerer det dog ganske godt i ‘The White Dragon’. Jaxom er rimelig troværdig som ung og rastløs teenager, der gerne vil bevise sit værd, mens Ruth med sin kærlige og indsigtsfulde tilgang til livet er meget let at holde af. Jeg synes dog, at der er lige lovlig megen fokus på, at Ruth er anderledes i forhold til de andre drager – og især det faktum, at han åbenbart ikke bliver kønsmoden.

Den ændrede fortællevinkel er også med til at gøre, at man ser flere af de andre personer fra en helt ny – og ikke nødvendigvis flatterende – vinkel, og det synes jeg er en af bogens styrker, for det er med til at nuancere indtrykket af flere af personerne.

Bogen tabte lidt pusten undervejs – der var en længere passage, jeg ikke fandt så interessant – men tingene tog atter fart hen imod slutningen, og alt i alt syntes jeg, at bogen var næsten lige så god som sine forgængere. En fin afslutning på en fascinerende drage-trilogi – og samtidig også et godt springbræt til at læse flere af Anne McCaffreys bøger, der foregår i samme verden.

De næste bøger, hun skrev, foregår lang tid før, at disse tre dragebøger blev skrevet, så du er ikke afhængig af at læse bøgerne i den rækkefølge, de er udgivet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *