The Winter Children

Det er sjældent, jeg køber bøger spontant. Det sidste års tid har det primært været på grund af, at jeg har udfordret mig selv og kun må købe én bog for hver gang, jeg læser tre af de ulæste bøger på bogreolen. Men i decembers faldt jeg over denne bog hos Arnold Busck og syntes, at oplægget lød så interessant, at jeg måtte købe bogen.

‘The Winter Children’ er skrevet af Lulu Taylor og handler om Olivia og Dan, der efter mange års kamp endelig får tvillinger. Olivia ved dog ikke, at det er Dans veninde, Franscesca, der har doneret de æg, som Olivia fik indsat, og hun undrer sig derfor heller ikke over, at Franscesca går så meget op i børnene – noget, der ellers bliver ret tydeligt, da Olivia og Dan mangler et billigt sted at bo og bliver tilbudt at bo i et stort hus, som Franscesca og hendes mand netop har købt. Men huset har en historie, som stille og roligt bliver afsløret i takt med, at Franscescas opførsel bliver mere og mere… insisterende…

Hm. Se, denne bog viste sig at være meget anderledes i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig. Ud fra bagsideteksten havde jeg forventet en dyster bog – lidt a la en psykologisk thriller – og jeg havde egentlig forventet mig, at børnene ville spille en langt større rolle, end de reelt set gjorde. I stedet fik jeg en historie, der var opdelt i to, som blev fortalt sideløbende – hovedforløbet med Olivia, Dan, børnene og Franscesca samt biforløbet, der fortalte om husets historie. Ingen af disse historier var specielt dystre eller spændende i det hele taget. Tværtimod var grundhistorien med Olivia, Dan og Franscesca ret ordinær og ikke specielt dramatisk. Husets historie virkede i bedste fald ligegyldig og i værste fald ret påduttet.

Jeg undrede mig en del, da jeg læste bogen. Dels over at der ikke skete mere, dels over at jeg kunne misforstå bagsideteksten så meget. Da jeg bagefter så, hvor høje karakterer, folk giver bogen på Goodreads, måbede jeg. Jeg kunne virkelig ikke se de ting i bogen, som andre åbenbart kan, men det er også et meget godt eksempel på, at bare fordi en bog har en høj rating på Goodreads, så er det ikke nødvendigvis er garanti for en god læseoplevelse.

Måske skal man være mere til chick-lit end jeg for at kunne lide denne bog. Måske skal man virkelig ønske sig børn og derfor i langt højere grad kunne mærke det uhyggelige ved denne bog. Under alle omstændigheder var det en skuffelse, hvor især den vage og forudsigelige slutning irriterede mig.

2 tanker om "The Winter Children"

  1. Øv. Jeg så først billedet, og tænkte, at bogen så noget så indbydende ud. (Jeg er nemlig ikke vokset fra, at vurdere bøgerne ud fra deres omslag.) Det lyder dog heller ikke som om, at det er en bog for mig. Tak for anmeldelsen.

    • Jeg har det på samme måde – forsiden gav mig straks en masse ideer til, hvordan historien kunne udvikle sig, men det viste sig desværre, at mine ideer var langt bedre end forfatterens… (efter min mening).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *