Tidens væsen

’Tidens væsen’ er skrevet af Ruth Ozeki og handler om to kvinder, der bor i hver sin verdensdel. Den ene, Ruth, bor i Canada. En dag finder hun en madkasse på stranden, som indeholder en dagbog skrevet af den japanske teenagepige Nao. I bogen fortæller Nao, at hun er træt af at blive mobbet og har planer om at begå selvmord. Inden vil hun dog nå at fortælle om bedstemorens liv, for det fortjener den 104-årige kvinde. Bedstemoderen er zenbuddhistisk nonne og har lært Nao meget om livet og mennesker. I takt med, at Ruth læser dagbogen, gør hun sig mange tanker om, hvem Nao er, og hvad der er sket med hende. Er hun stadig i live?

Jeg kunne godt lide starten på bogen og selve præmisset med, at den ene hovedperson oplever den anden hovedperson gennem en dagbog. Især Naos stemme var stærk og selvbevidst og kom til at stå i kontrast til Ruth, der virkede både forsigtig og bekymret. I takt med, at historien udviklede sig, syntes jeg dog desværre, at Naos stemme blev knapt så markant og mistede sin kraft. Samtidig blev Ruth mere og mere bekymret, da hun var bange for, at Nao ville stå ved sin beslutning om at begå selvmord. Ruth begyndte derfor at undersøge, hvordan hun eventuelt kunne forhindre det, og her havde jeg lidt svært ved at se, hvordan det hang sammen. Når Ruth var bevidst om, at hun læste i en dagbog, der var skyllet op på stranden efter at have rejst en halv jordklode rundt, så ville de fleste mennesker nok forvente, at der var gået (alt for) lang tid. Jeg havde i hvert fald svært ved at sætte mig ind i Ruths lidt paniske opførsel, og jeg syntes også, at det blev for konkret… for løsningsorienteret. Ja, jeg ved, det er en lidt pudsig formuleret kritik, men jeg syntes, at historien i sig selv var stærk nok til, at den ikke behøvede at have et efterspil i form af Ruths jagt på, hvem Nao er/var.

’Tidens væsen’ giver et interessant indblik i blandt andet zenbuddhisme, det japanske skoleliv og kamikazepiloterne under 2. Verdenskrig – et spøjst sammensurium som dog giver nogenlunde mening, når man læser det. Det er en historie om to kvinder, der er vidt forskellige steder i livet, men som alligevel ender med at betyde noget for hinanden – Nao for Ruth, der lever sig ind i teenagerens liv og kvaler og Ruth for Nao, der betragter den kommende læser af dagbogen som sin fortrolige.

Bogen er forsynet med en lang række noter, der forklarer de japanske udtryk, der bruges i Naos tekster. Jeg syntes, det var en guldgrube af oplysninger, men fodnoterne kan nok også irritere nogle læsere, selvom noterne ikke fylder så meget.

Alt i alt en interessant læseoplevelse, der dog tabte pusten undervejs og derfor ikke rørte mig så meget, som jeg havde håbet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *