Tokyo

Jeg overvejede at kaste mig over denne bog i maj, da jeg læste bøger om krig, for her kunne bogen også passe ind. Jeg endte dog med at udskyde bogen til denne måned, hvor jeg læser bøger om Japan.

‘Tokyo’ er skrevet af Mo Hayder og handler om den småsære unge kvinde, Grey, der tager til Tokyo for at opsøge den gamle kinesiske professor, Chongming. Hun er besat af tanken om at finde sandheden bag japanernes besættelse af den kinesiske by, Nanking, i 1937. Greys lidenskab har kun vakt undren og mistro indtil nu, men det lader til, at professoren ved mere, end han først vil indrømme, og til sidst indvilger han i at fortælle hende mere – hvis hun vel at mærke kan skaffe den eliksir, som familieoverhovedet i en af Tokyos gangsterfamilier er i besiddelse af. Hvorfor professoren vil have fat i eliksiren er uklart, men snart er Grey en del af underverdenen med alt, hvad det indebærer af vold, frygt og misbrug.

Det er en interessant og ret anderledes bog, der tager udgangspunkt i de grusomheder, som japanerne begik mod andre asiatiske folkeslag i tiden op til og under 2. Verdenskrig. I denne bog er der dog et ekstra twist, men det vil jeg ikke røbe her – det må du i stedet læse i bogen.

Forfatteren har valgt en lidt atypisk person som hovedperson, for Grey er en sær snegl, som er sygeligt besat af at finde frem til en film, der efter sigende kan afsløre de brutale episoder, der foregik under besættelsen af Nanking. Hendes besættelse har tilmed fået hende indlagt på et psykiatrisk hospital, da hun var yngre, og det lader til, at hun er så fokuseret på at finde frem til filmen, at hun har svært ved at tage vare på sig selv og sit liv. En temmelig ensporet tankegang, men ikke desto mindre er det med til at gøre hende interessant – også selvom det kan være lidt svært at relatere til hende.

Historien er skrevet som to forløb, der flettes ind i hinanden – nutiden, hvor Grey er hovedpersonen og besættelsen i 1937, hvor historien ses med Chongmings øjne. Spændingen bygges stille og roligt op, mens man som læser sidder og gætter på, hvad der foregår, og hvad det vil ende med. Visse hændelser er måske ikke så overraskende, og alligevel udvikler bogen sig til en pageturner, der er svær at lægge fra sig, da historien for alvor folder sig ud.

Slutningen er måske en smule søgt – den var jeg ikke helt fan af – men ellers er det en ret spændende bog, som jeg slugte i løbet af få dage. Er du til spændingsromaner, og vil du gerne have et indblik i krigens grusomhed, så bør du læse denne bog. 

2 tanker om "Tokyo"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *