Tribeca Sunset

Jeg faldt over denne tegneserie som e-bog på Ereolen og tog en spontan beslutning om at låne og læse den med det samme.

‘Tribeca Sunset’ er tegnet af Henrik Rehr og er en selvbiografisk fortælling om terrorangrebet på World Trade Center samt tiden derefter for byens beboere. Her følger man Rehr på selve dagen for angrebet og flugten fra Manhatten samt månederne efter, hvor byen slikker sine sår, og beboerne forsøger at få en normal hverdag igen.

Lad mig starte med at fremhæve tegnestilen som er enkel og meget passende til historien. Der er noget hverdagsagtigt over den, som gør den meget troværdig til en selvbiografisk skildring af begivenhederne. Samtidig giver tegneserien et interessant – og anderledes – indblik i de helt almindelige byboeres oplevelse af angrebet.

Jeg synes dog, at især den første tredjedel, hvor angrebet fylder det meste, er beskrevet meget distanceret og neutralt. Jeg savnede flere helsides-billeder, der kunne fange dramatikken, sorgen og forvirringen under og efter angrebet. Ikke at det skulle være følelsesporno, men jeg savnede jeg enkelt nærvær og indlevelse. Det var lidt for nøgternt og beskrivende og manglede følelsen af at være til stede i øjeblikket.

Historien blev også noget mere fragmenteret i anden halvdel, og hvor jeg godt kunne lide de reflekterende udsagn fra en række forskellige mennesker, så var selve grundfortællingen om forfatterens vennekreds ikke særlig interessant.

I det hele taget blev jeg lidt skuffet over tegneserien. Jeg havde håbet på en historie med mere nerve, med mere nærvær, og i stedet fik jeg i store træk en distanceret fortælling om en gruppe mennesker, der aldrig rigtig sagde mig noget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *