Uendelige verden

Så skete det endelig! Den følelse havde jeg i hvert fald, da jeg kom i gang med at læse efterfølgeren til ‘Jordens søjler’. Denne bog har jeg nemlig ønsket at læse i flere år, men da det er en mursten på 1000 sider, har jeg hele tiden brugt som undskyldning, at det skulle passe sammen med en ferie. Det endte da også med, at jeg startede på den i Kr. Himmelfartsferien og tyggede mig igennem den i løbet af et par uger. Var den så værd at vente på? Det kommer jeg til lige om lidt.

‘Uendelige verden’ af Ken Follett er som sagt en fortsættelse af ‘Jordens søjler’, men de to bøger kan sagtens læses uafhængigt af hinanden. Der er flere referencer til personer fra den første bog, men ikke noget, der er decideret meningsforstyrrende, hvis du ikke læser dem begge.

Handlingen foregår i 1300-tallet i katedralbyen Kingsbridge, hvor fire børn overværer to mord ude i skoven. Disse mord – og følgerne af dem – kommer til at præge deres liv på flere måder. Læseren følger en lang række personer fra byen, hvor både uldhandlere, brobyggere, gejstlige, adelige og stratenrøvere er blandt de vigtigste. Byens gode og slette indbyggere må både gå gennem kærlighed, sorg, grådighed, misundelse, ulykker og sygdomme, og det ville blive temmelig omfattende, hvis det hele skulle beskrives her.

Hvis du har læst ‘Jordens søjler’ og kunne lide denne, så bør du også læse ‘Uendelige verden’, for her får du mere af samme slags. Der er et stort persongalleri med både gode og dårlige mennesker, og som læser følger du deres liv i over 40 år. Jeg syntes dog, at der var et par forskelle mellem de to bøger.

I denne bog er personskildringen lidt mere nuanceret. Der er stadig en tydelig forskel på de gode og de onde, men der er flere facetter hos især de onde, der gør, at det tager lidt længere tid, før du som læser begynder at hade dem. Der er flere af dem, der tilmed lader til at have et snert af samvittighed.
Der er flere af personerne, som er en anelse stereotype, hvis du har læst flere af Folletts bøger. Der er en kvinde (faktisk flere) med ben i næsen, der er den godmodige og rare mand, der er de opblæste gejstlige, der er de arrogante og grådige adelige osv. Samtidig bruger forfatteren de samme billige tricks til at pointere, når en person er ond – for eksempel ved at lade personen voldtage en eller flere kvinder.

Konflikter og udfordringer bliver hurtigere løst. Jeg syntes, der var mange situationer, som hurtigt blev løst eller afsluttet, så mange konflikter ikke blev trukket (unødigt) i langdrag, og det passede mig sådan set fint, selvom der var flere gange, hvor jeg ærgrede mig lidt over, at et spændende problem så hurtigt blev afrundet.

Jeg holder meget af middelalder-settingen og de problemstillinger, de må løse. Det er muligt, at den ikke er 100% historisk korrekt, men det er fin underholdning, og det er en god ramme for den dramatiske skæbnefortælling, som bogen i bund og grund er.

Så hvis du er til drama og har lyst til at følge en lang række skæbner i en middelalderlig setting, så bør du læse denne bog. Det er muligvis ikke finkultur, men bogen er rigtig godt skruet sammen, og du kommer ikke til at kede dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *