Uglies

På listen over bøger, jeg skal læse i år, står også denne bog, som udkom nogle år før ‘The Hunger Games’ og var en af de første bøger i den dystopiske bogbølge, der har været de senere år.

‘Uglies’ af Scott Westerfield foregår i en fremtid, hvor alle skal være smukke. Når du er ung, lever du i et separat samfund, hvor alle kaldes ‘uglies’, men når du fylder 16 år, gennemgår du en omfattende operation, som gør dig smuk – uanset hvordan du end så ud inden. Hovedpersonen Tally venter længselsfuldt på denne dag, for hendes bedste ven, Peris, flyttede til de smukkes by for flere måneder siden, og Tally er træt af at være grim.

Kort tid inden, at Tally skal opereres, bliver hun venner med pigen Shay, som ikke er interesseret i at blive smuk. At gennemgå skønhedsoperationen er noget, alle gør, så det er ret kontroversielt, at Shay ikke vil, og hun  har derfor planer om at flygte. Da Shay stikker af, bliver Tally kontaktet af myndighederne og nægtet at gennemgå skønhedsoperationen, indtil Tally har afsløret, hvor Shay er taget hen.

Udgangspunktet for bogen er interessant. Forestil dig et samfund, hvor skønhed er den vigtigste faktor af alle, og hvor du ligefrem har opdelt borgerne efter, om de er smukke eller ej. Det er en fin kommentar til det nuværende samfund, hvor de glittede dameblade og farverige tv-reklamer i den grad skaber et billede af, at folk (især kvinder) skal se smukke og lækre ud for at være succesrige.

Jeg synes dog ikke, at udførelsen er særlig elegant. Den første fjerdedel af bogen var ret træg at komme igennem, for her skete der ikke særlig meget, og det var primært Tally, man læste om. Hun er ikke just en hovedperson, der er let at holde af – eller med – for hun er temmelig ensporet og naiv, grænsende til dum. Selvfølgelig er hun præget af det samfund, hun er vokset op i, men jeg havde gerne set, at hun reflekterede lidt mere over tingene, ligesom jeg gerne ville have uddybet hendes bevæggrunde noget mere.

Som enhver anden ungdomsroman er der selvfølgelig også romantik involveret, men det virker en anelse påklistret. Tally bliver meget hurtigt kæreste med en fyr, hun lige har mødt, hvilket naturligvis medfører en række komplikationer. Det virker lidt som om, at det er en let måde at tilføre bogen lidt mere dramatik og som om, at det er helt umuligt at skrive en ungdomsbog, uden at den kvindelige hovedperson skal være begæret af mindst én fyr. Lidt trættende – og utroværdigt.

I det hele taget var jeg ikke synderlig imponeret over bogen. Det er en ret simpel historie med en meget tyk morale, og selvom handlingen undervejs tager en (mere) interessant drejning, så er det ret tydeligt, at bogen i høj grad er skrevet til de yngste teenagere. Men udviklingen i bogen er i sidste ende med til at trække læseoplevelsen op, og selvom jeg ikke var specielt imponeret af bogen, så vil jeg ikke afvise, at jeg på et tidspunkt vil læse fortsættelsen. Det bliver dog i så fald ved at låne næste bog på biblioteket, for det er ikke en serie, jeg har behov for at have stående på boghylderne.

10 tanker om "Uglies"

  1. Jeg kunne nærmest ikke være mere enig. Jeg har læst hele trilogien og ingen af bøgerne imponerede mig synderligt, desværre. De har ellers så meget potentiale.

  2. Har lige fundet ud af, at du også har en bogblog – der kan man bare se 🙂

    Jeg var også ret skuffet over “Uglies”, og specielt efter den har fået så mange gode anmeldelser – jeg har virkelig ventet mig noget mere, men jeg blev bare heller aldrig grebet af den…

    Glæder mig til at følge lidt med herinde også 🙂

  3. Tak 🙂
    Den bedste bog i fantasy genren, jeg har læst for nylig er “Angelfall” af Susan Ee. Det er dystopia, og virkelig en anderledes og veludført historie 🙂

    Jeg bruger meget Goodreads til at holde styr på TBR bjerget og anmeldelser, men jeg holder virkelig meget af bogblogge efter jeg har opdaget bloggenes verden 🙂

  4. Camilla – hov, det er jo perfekt! Jeg tilføjede for nylig Angelfall på listen over bøger, jeg gerne vil læse, så dejligt at høre, at den er værd at kaste sig over 🙂

  5. Pingback: Matched | Den Lille Bogblog

  6. Pingback: Delirium | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *