Ultraviolet

Denne bog fandt jeg Byt-en-bog-hylden hos Arnold Busck sidste år. Jeg kendte intet til den, men da jeg læste følgende teaser på bagsiden, var jeg solgt:

“Once upon a time there was a girl who was special.This is not her story.

Unless you count the part where I killed her.”

‘Ultraviolet’ er skrevet af R. J. Anderson og handler om den 16-årige Alison, der er blevet anbragt på et institut for mentalt forstyrrede teenagere, efter hun en dag fik et anfald og samtidig hævdede at have slået en jævnaldrende pige ihjel. Alison bliver dog mere og mere i tvivl om, hvad der egentlig skete, for hun husker det som om, at pigen forsvandt i den blå luft, og politiet har da heller ikke fundet tegn på, at der er begået et mord – altså udover spor af pigens blod under Alisons negle. Samtidig bliver Alison mere og mere sensitiv og reagerer kraftigt på flere former for stimuli, og hun begynder for alvor at tro, at hun enten har nogle helt særlige evner – eller at der noget alvorligt galt med hende.

Jeg kunne godt lide den mystik, der var omkring Alison. Har hun overnaturlige evner, eller er der noget helt galt med hendes hjerne? Flere gange kommer man i tvivl, fordi der sker noget ret sære ting, og den balance fungerer fint i en stor del af bogen.

Jeg synes til gengæld, at især Alisons mor opfører sig ret sært og distanceret, og jeg kunne ikke rigtig forlige med hendes opførsel – den virkede ærlig talt ikke troværdig.

Bogens tempo er forholdsvist langsomt – lige på kanten til, at jeg blev utålmodig. Omvendt giver det også en ro til fortællingen, som var meget passende i forhold til, at man som læser sad og gættede på i hvilken retning, historien ville gå.

Desværre var jeg ikke så begejstret for slutningen. Den blev lidt for… sær… og på en måde også for letkøbt. Det ærgrede mig en del, for jeg syntes ellers, at det var en glimrende ungdomsbog indtil da, og jeg havde egentlig planlagt at læse den næste (og sidste) bog i serien. Det tvivler jeg dog på, at jeg vil gøre nu – slutningen var bare ikke mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *