Under en strålende sol

Jeg læste ‘Drageløberen’ af Khaled Hosseini for nogle år siden – en velskrevet og barsk fortælling, som samtidig gav et interessant indblik i nogle af de samfundsproblemer, som Mellemøsten er præget af. Jeg var derfor heller ikke i tvivl om, at jeg skulle læse ‘Under en strålende sol’ på et tidspunkt, men der gik alligevel et stykke tid, før jeg endelig fik læst den.

‘Under en strålende sol’ foregår i Afghanistan, hvor man følger to kvinder – Mariam og Laila. Selvom de langt fra er jævnaldrende, så flettes deres skæbner sammen i en mistrøstig og til tider tragisk fortælling om et samfund, der gennemgår store omvæltninger på grund af skiftende regeringer. Og det er ikke ligefrem omvæltninger, der er til kvindernes fordel, hvilket Mariam og Laila i den grad får at mærke. Alligevel er der små spirer af håb og sammenhold, og de to kvinder formår gang på gang at rejse sig og møde nye udfordringer med åben pande.

‘Under en strålende sol’ er endnu en spændende og velskrevet fortælling af Khaled Hosseini. Han får skabt to stærke – men også ret forskellige – kvinder, som bliver nødt til at samarbejde og tåle hinanden, og det lykkes ham også at skrive en ualmindelig modbydelig og samtidig troværdig skurk (her kunne Brent Weeks godt lære noget…). Gang på gang sidder man og bider negle, fordi der foregår så mange grumme ting i bogen, og alligevel sidder man og tænker, at nu – NU – må det da gå godt!

Der er enkelte steder, hvor jeg synes, at forfatteren har valgt en lidt for let – eller nærmere lidt for oplagt – vinkel på historien, og det er lidt synd, for det gør den relativ forudsigelig. Bogen er dog stadig spændende, og det er især Mariam og Lailas scener sammen, der er med til at fastholde spændingen i historien.

Bogen giver – ligesom ‘Drageløberen’ også et indblik i landets historie, og der var i hvert fald et par ting, som jeg ikke vidste om Afghanistan i forvejen – for eksempel hvordan kvindernes plads i samfundet var markant anderledes, da landet en overgang var præget af kommunismen.

‘Under en strålende sol’ er en fantastisk og tankevækkende fortælling. Den er barsk, grusom og kærlig på samme tid, og selvom der ind imellem går lidt Hollywood i den, så er den absolut anbefalelsesværdig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *