Unremembered

Jeg kan ikke huske, hvornår denne bog røg på min huskeliste hos biblioteket, men den har efterhånden stået der et stykke tid, så nu var det på tide at få den læst!

‘Unremembered’ er skrevet af Jessica Brody og handler om en 16-årig pige, der bliver fundet som den eneste overlevende i et flystyrt på havet. Hun kan intet huske af ulykken eller af sit liv før denne, hendes fingeraftryk og DNA findes ikke i en eneste database, og hendes familie dukker ikke op, da medierne skriver om hende. Hvem er hun? Og hvorfor er hun den eneste overlevende? Da der dukker personer op, som åbenbart kender hende, ved hun ikke, om hun kan stole på dem, for der er tegn på, at der er folk, der tilsyneladende ikke vil hende det godt.

Denne bog virker meget som en standard YA-bog. Hele historien om pigen, der er dukket op under mystiske omstændigheder og intet kan huske, er et fint udgangspunkt men ikke super-originalt. Der er en del ting undervejs, som er lidt for lette at gennemskue, og jeg savnede i det hele taget lidt mere dybde i historien.

Jeg var lidt bekymret for kærlighedsvinklen i bogen, men den blev heldigvis ikke alt for cheesy, selvom jeg heller ikke helt blev overbevist om deres følelser. Til gengæld var hovedpersonen desværre den type kvindelig hovedperson, som hele tiden skulle reddes af andre (mænd), og det var samtidig pakket ind i en lidt for traditionel kærlighedshistorie med den mystiske dreng fra fortiden. Ikke lige noget for mig, der er til stærke, selvstændige kvinder.

På den positive side er det en bog med tempo i. Der er en fin fremdrift i historien, og derfor kan den være udmærket til lidt light læsning i ferien. Det er dog ikke en serie, jeg forventer at læse mere af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *