Vejen til Jerusalem

Ind imellem har jeg haft følelsen af, at jeg var en af de meget få her i landet, der endnu ikke har læst Arn-tetralogien. Serien, der har gået sin sejrsgang både i bogform og til dels også som film, udkom første gang som bog i slutningen 1990’erne, og jeg har længe tænkt på, at jeg burde se at få den læst. Da jeg så faldt over bogen på netlydbog.dk, var der ingen undskyldning længere.

‘Vejen til Jerusalem’ af Jan Guillou handler om den unge dreng, Arn Magnusson, og hans opvækst i midten af 1100-tallet dels i Sydsverige, dels i Danmark. Han opdrages af munke og lærer blandt andet skønsang og evnen til at mestre sværd og bue. Som teenager forlader han klostret og enderi problemer, da han uforvarende bliver en blik i magtspil og intriger. Snart dømmes han til tyve års bodstjeneste som tempelridder, og vejen til Jerusalem ligger åben.

Jeg læste et sted, at bogen blev betegnet som en historisk spændingsroman om den hellige krig, og den beskrivelse er ikke helt ved siden af. Selvom jeg nok ville forvente lidt mere dramatik og spænding i en spændingsroman, så er det en interessant måde at fortælle om 1100-tallet på. 

Bogen overraskede mig på flere punkter. Først og fremmest var den langt mere hyggelig, end jeg havde forestillet mig. Bøger om 1100-tallet og i særdeleshed bøger, der inddrager religion, har en tendens til at blive dystre, alvorlige og triste, men ‘Vejen til Jerusalem’ var langt hen ad vejen en glad, positiv og rar fortælling med et glimt i øjet. Munkene var ikke blot tørre papirnussere men havde varme, hjerte og humor, 

Derudover fylder Arns barndom langt mere af bogen, end jeg havde forventet, men det gjorde nu ikke noget, for selvom det til tider blev en tand for godmodigt, så var jeg fint underholdt. Faktisk skal man langt ind i bogen, før Arn for alvor får modstand. Jeg kan ikke helt beslutte mig til, om tiden inden da slet og ret er for sukkersød, eller om det gør den første rigtige konflikt langt mere interessant. Det er i hvert fald en brat ændring i hans liv.

Hvis jeg skal finde et kritikpunkt, så er det, at magtkampene mellem de forskellige slægter og lande til tider fyldte lige lovligt meget, og her havde jeg ind imellem svært ved at holde koncentrationen. Det er i sådan et tilfælde, at jeg godt kunne bruge en stamtavle eller lignende oversigt, så jeg kunne bladre tilbage for lige at dobbelttjekke et par navne, men det har man ikke lige ved hånden, når man hører en lydbog.

Alt i alt var det en ganske hyggelig oplevelse, så jeg regner med, at jeg inden længe vil låne næste bog i serien.

4 tanker om "Vejen til Jerusalem"

  1. Det virker da som en fin idé at holde sig til lettere genrer i sommerperioden. Jeg er personligt heller ikke så vild med chick lit, men tror det er “sundt” at læse en alligevel i ny og næ. Nogle gange bliver man virkelig overrasket, når man læser en bog fra en genre, man ikke plejer. 😉

    http://www.merryreading.blogspot.com

  2. Andra – ja, der er jo en lille chance for, at man bliver positivt overrasket, og så kan jeg godt lide at udfordre mig selv, så jeg ikke bare holder mig til de samme genrer igen og igen 🙂

  3. Pingback: Riget ved vejens ende | Den Lille Bogblog

  4. Pingback: Tempelridderen | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *