Vinterpiger

Laurie Halse Anderson har høstet en hel del gode anmeldelser hos bogbloggere de senere år – blandt andet på grund af ‘Vinterpiger’, som har fået en rigtig god modtagelse. Jeg fik endelig lånt bogen på biblioteket for ganske nylig, så jeg kunne se, om bogen kunne leve op til hypen.

‘Vinterpiger’ handler om Lia og Cassie, der var bedste venner. Cassie begår dog selvmord og efterlader Lia med en grim smag i munden, for de to piger var gledet fra hinanden et stykke tid inden, at Cassie døde, men på dødsaftenen ringede Cassie 33 gange til Lia – der valgte ikke at tage telefonen. Men selvom Cassies død hele tiden spøger i baggrunden, så er det først og fremmest Lias unaturlige forhold til mad, der er omdrejningspunktet i bogen. Lia er anorektiker og drømmer om at blive tyndere og tyndere – faktisk helst så tynd, at hun forsvinder. Hun er besat af tanken om kontrol over kroppen og ikke mindst sulten, og hun bruger alle tricks for at narre omgivelserne til at tro, at alt er i orden…

Det er et alvorligt emne, forfatteren kaster sig over, og ved at lade Lia selv fortælle historien, kommer vi tæt på hovedpersonens tanker og smerte. Hun fortæller om, hvordan hun ønsker at blive tyndere, om hvordan hun hele tiden forsøger at spise mindre og mindre portioner (selvom om den syndige mad hele tiden spøger i baghovedet), og hun afviser enhver form for hjælp, som hendes omgivelser forsøger at yde. Ikke at de prøver synderlig meget – sådan virker det i hvert fald, når man ser det med Lias øjne.

Det er en ungdomsbog, og det skinner desværre lidt for tydeligt igennem på sproget, som ofte er lidt for simpelt, kortfattet og unuanceret. Der var dog glimt af sproglige finurligheder, hvor forfatteren slog sig løs i malende beskrivelser, når Lia for eksempel fortæller om at skære i sig selv, eller at det altid er præciseret hvor mange kalorier, der er i maden, når hun tænker på bestemte madvarer. Men men – der var ganske enkelt alt for langt mellem sprogperlerne.

Jeg havde faktisk forventet mere smerte og nærhed i bogen, men jeg syntes aldrig, at jeg kom helt tæt på Lia til at kunne føle hende og (måske) forstå hende. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ‘Lad mig bare forsvinde’ af Mille Eigard Andersen samt ‘Glaspigen’, som begge var bøger, der efterlod læseren tankefuld og nærmest forslået bagefter. Den sidste handler ganske vist ikke om anoreksi men om psykisk sygdom, men den har alt det, jeg savner ved denne bog.

For mig var meget af bogen overfladisk og hurtigt læst. Den gjorde desværre ikke så megen indtryk på mig, som jeg havde håbet og forventet, og det ærgrer mig, for det er en sygdom, som jeg har haft tæt inde på livet, da flere i min omgangskreds har lidt af anoreksi. Det er en modbydelig lidelse, og den fortjener en plads i ungdomslitteraturen – alene med den bagtanke, at det forhåbentlig kan være med til at skabe forståelse og opmærksomhed på en sygdom, som mange unge (og voksne) lider af.
Derfor – selvom jeg ikke var så imponeret af bogen, så vil jeg anbefale dig at læse den, for det er et vigtigt emne at kende til.

2 tanker om "Vinterpiger"

  1. Personligt har jeg været helt fanget af både Winter Girls og Speak, blandt andet fordi de begge behandler nogle helt utroligt vigtige emner og så især fordi begge bøger også lægger op til en diskussion og en åbenhed af emner som altid har været utroligt tabubelagte. Jeg synes selv at Halse Anderson gør et rigtig godt som forfatter med at skrive det hele ned, så dem af os der er udefrakommende bedre kan forsøge at forstå. Men sig mig, hvordan kan det være at den ikke gav et dybere indtryk, var det pga forfatteren, karaktererne eller måske noget helt andet??

  2. Jeg synes først og fremmest, at det var sproget, der virkede fladt, kedeligt og overfladisk. Teksten virkede ind imellem forhastet og udeltagende, og jeg manglede den nerve, smerte og intensitet, som jeg blandt andet har oplevet i 'Lad mig bare forsvinde' og 'Glaspigen'. Jeg synes heller ikke rigtig, at forfatteren rigtig får forklaret/'retfærdiggjort' hvorfor Lia ikke vil have hjælp. Nu virker hendes omgivelser heller ikke synderlig nærværende, men jeg synes, at Lia (læs: forfatteren) slipper lidt for let omkring det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *