Well of Ascension – Mistborn 2

woa‘The Well of Ascension’ er fortsættelsen til ‘The Final Empire’ af Brandon Sanderson og dermed anden bog i Mistborn-serien.

Jeg vil ikke give et resumé af ‘The Well of Ascension’, da det vil afsløre for meget af handlingen af den foregående bog, men jeg vil forsøge at forklare, hvorfor ‘The Well of Ascension’ er en fremragende bog.

Først og fremmest er historien spændende og medrivende. Brandon Sanderson skriver fantastisk – han har opbygget en interessant og nuanceret verden, som man får lyst til at gå på opdagelse i, og som læser føler jeg mig helt tryg, for jeg kan fornemme, at det er en gennemtænkt verden, han har skabt – en verden, som rummer på mange detaljer og overraskelser, der er med til at få historien til at blomstre og gøre personerne levende.

Og ja, personerne er en af bogens helt store styrker. Brandon Sanderson formår at udvikle personerne og give dem nye karaktertræk, uden at det kommer til at virke påduttet eller utroværdigt. Man kan føle, hvordan de tøver, når de står over for svære valg, men de bliver aldrig for vægelsindede eller selvsmagende. Det er personer, der tør tage et valg – også selvom det er svært.

Der sker nogle ret overraskende ting i denne bog, og det er en af de ting, jeg virkelig sætter pris på – at en forfatter formår at strikke en historie sammen, så den ikke er forudsigelig, men tværtimod byder på en række plottwists og detaljer, som får mig til at måbe.

I skrivende stund er jeg i gang med at læse den tredje bog – ‘The Hero of Ages’ – og anmeldelsen af den bog kommer om nogle uger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *