Wizard and Glass – The Dark Tower 4

Jeg er fortsat i gang med at tygge mig igennem 7-bindsklassikeren fra Stephen King, også kendt som ‘The Dark Tower’-serien. Jeg er nået til bind 4 – du kan finde links til anmeldelserne af de tre første bøger nederst i dette blogindlæg.

Jeg vil vanen tro ikke bringe et detaljeret resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget fra de foregående bøger. Jeg kan dog fortælle, at denne bogs handling fortsætter umiddelbart efter slutningen på 3’eren, men at størstedelen af bogen faktisk handler om Rolands ungdomsår, som han fortæller sine rejsekammerater om.

Jeg må desværre indrømme, at denne bog ikke var noget for mig. Jeg syntes, det var irriterende, at Rolands fortid fyldte langt størstedelen af bogen, for det var noget af et antiklimaks i forhold til den fantastisk spændende start på bogen. Men for det første er jeg sjældent til kærlighedshistorier, og for det andet er den type historier heller ikke Kings styrke, så det var en noget tam læseoplevelse. Historien i sig selv er udmærket, men den er aaaalt for lang. Her kunne man med fordel have skåret minimum 200 sider – og gerne mere.

Jeg har umiddelbart indtryk af, at ‘Wizard and Glass’ adskiller sig fra de øvrige bøger ved at være så fokuseret på Rolands fortid, så selvom denne bog var noget træg at komme igennem, så har jeg ikke opgivet at læse videre i serien. Jeg satser på at gå i gang med den femte bog i slutningen af denne måned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *