Wonder


Bogen ’Wonder’ gik sin sejrsgang i bloggerverdenen, da den udkom for nogle år siden. Den fik faktisk så massiv omtale, at jeg helt bevidst ventede med at læse den, fordi jeg var bange for, at den ikke kunne leve op til den hype, der var omkring den. Nu – et par år senere, hvor bogen i mellemtiden også er blevet filmatiseret – var det så endelig tid til at læse den. Eller rettere lytte til den som lydbog.

Bogen er reelt set en børne-/ungdomsbog, men det lettilgængelige sprog og den 10-årige hovedperson skal bestemt ikke skræmme voksne fra at læse den, for den rummer en historie, vi alle kan lære af.

’Wonder’ handler om drengen August – også kaldet Auggie – der snart skal starte i 5. klasse. Han har ikke tidligere gået i skole, for han blev født med et deformt ansigt, og hans barndom har derfor været præget af en lang række operationer. Auggie er lidt bekymret, for han er ikke så vant til at omgås børn, men nu vil han ikke desto mindre prøve at gå i skole. Han bliver hurtigt venner med Jack og falder også i snak med andre børn, men der er dog også nogle, der absolut ikke er søde ved Auggie, og drillerierne begynder at eskalere.

Dette er den helt klassiske fortælling om den grimme ælling, der ikke ligner de andre og derfor skal kanøfles. Hvordan mennesker – uanset alder – kan være ubetænksomme og til tider grusomme over for hinanden. Det er dog også historien om venskab, om at turde at gå imod strømmen og at være tro over for sig selv.

Historien fortælles først og fremmest gennem Auggie, men flere af kapitlerne bliver dog fortalt af andre, og det giver en ekstra dimension til fortællingen, da der kommer langt flere detaljer frem. Det betyder også, at situationer, som Auggie opfatter på en bestemt måde, ikke nødvendigvis er tiltænkt de samme motiver af de andre, der er til stede.

Der er ingen tvivl om, at det er en rørende historie, og selvom jeg var lidt skeptisk fra start, da jeg var bange for, at forfatteren ville bruge lidt for letkøbte tricks til at vinde læserens sympati, så måtte jeg overgive mig til sidst – det er en virkelig fint fortalt historie om at være anderledes men stadig have hjertet på rette sted.

Hvis jeg endelig skal kritisere noget, så må det være den letkøbte slutning, som var forudsigelig og lidt for klichéramt. Men den kan tilgives, når resten af bogen er så god.

Varm anbefaling herfra – både til børn og voksne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *