Kakerlakkerne

Jeg læste første bog i krimiserien om Harry Hole tilbage i februar måned. Desværre var mit førstehåndsindtryk af serien ikke videre positivt – ‘Flagermusmanden’ tiltalte mig på ingen måde, hvilket især skyldtes den temmelig fordrukne hovedperson, jeg slet ikke kunne sympatisere med.

Jeg har dog hørt utrolig godt om serien fra flere af mine venner, og da jeg fra start havde været så optimistisk at købe de to første bøger i serien, så kunne jeg jo lige så godt også læse den næste bog, ‘Kakerlakkerne’.

Bogen er skrevet af Jo Nesbø og har den norske kriminalbetjent Harry Hole i hovedrollen. Denne gang sendes Harry til Thailand, hvor den norske ambassadør er fundet myrdet på et bordel. Omstændighederne ved mordet bliver holdt hemmeligt for pressen, for det er en temmelig pinlig affære, og Harry får til opgave at opklare mordet uden at vække for megen opmærksomhed undervejs. Harry finder dog hurtigt ud af, at der foregår en række lyssky ting, hvor mordet kun er en brik i et langt større puslespil.

Harry gør noget klogt i starten af denne bog – han sørger nemlig for at holde sig ædru, og det gør det væsentlig lettere at sympatisere med ham – noget, jeg synes er ret vigtigt, når det drejer sig om hovedpersonen i en bog. Han har stadigvæk masser af temperament og har til tider sin egen – kontante – måde at løse problemerne på, men jeg synes generelt, at han opfører sig langt mere professionelt og ansvarligt i denne bog. Heldigvis.

Hele politimiljøet – både hos det norske og det thailandske politi – er malerisk beskrevet og er med til at skabe en rigtig interessant ramme for fortællingen.

Jeg syntes også, at selve historien er mere interessant i denne bog. Sagen, som Harry skal opklare, viser sig blot at være et hjørne i langt større sag, og der er flere overraskelser undervejs. Det er, som om der er en bedre rytme i historien – noget jeg ellers savnede i den foregående bog.

Jeg er rigtig glad for, at jeg var så vovet/dumdristig at købe de to første bøger i serien (normalt køber jeg kun den første bog i en serie og læser den, inden jeg beslutter, om jeg skal købe resten af serien), for ‘Kakerlakkerne’ viste sig at være både spændende og velskrevet. Nu skal jeg helt sikkert læse flere bøger i serien!

Den skjulte blomst

I denne måned læser jeg bøger om Japan, for det er et land, der altid har betaget mig. Den japanske kultur er meget anderledes i forhold til den danske (og den vestlige i det hele taget), og jeg synes, det er meget fascinerende at læse om livet i Japan, og hvor forskelligt det på mange måder har været – og stadig er.

‘Den skjulte blomst’ er skrevet af Pearl S. Buck og handler om pigen Josui, der er opvokset i USA i 1930’erne og 1940’erne. Da hun er 15 år, må familien imidlertid rejse tilbage til Japan, da japanere er uvelkomne i USA på grund af 2. Verdenskrig.

Josui har levet i Japan i fem år, da hun en dag møder den amerikanske soldat, Allann, som straks forelsker sig i den smukke japanske pige. Josui er tøvende, men Allann bejler kraftigt til hende, og snart falder hun for ham. Den spirende romance falder dog ikke i god jord hos Josuis fader, som helst ser hende gift med en japaner og kun har dårlige erfaringer med amerikanere. Allann vil gøre alt for at få Josui med tilbage til USA, og snart planlægger de unge, hvad de skal gøre, for at Josuis forældre endelig kan gå med til, at Josui og Allann bliver gift.

Historien er på mange måder traditionel – to unge mennesker med hver deres kulturelle baggrund mødes, og sød musik opstår. Jeg synes dog, det går lige lovlig hurtigt mht. forelskelsen, men nu er jeg heller ikke til historier, hvor folk forelsker sig ved første øjekast, for det virker sjældent troværdigt. Det går lidt for stærkt i starten, og jeg havde lidt svært ved at se, hvordan to så forskellige mennesker kunne forelske sig så hurtigt – især når man tænker på, at det foregår i tiden lige efter 2. Verdenskrig.

Det er på mange måder en ret forudsigelig historie, og det er lidt synd, for det betød, at jeg sad og kedede mig flere gange, mens jeg læste bogen. Jeg undrede mig lidt over, hvad forfatteren egentlig vil med denne historie, for der sker ikke synderlig meget i bogen, og det meste af det er meget let at gætte sig til. Dog vil jeg rose et lille twist, der er til sidst, så slutningen ikke blev 100% som jeg frygtede.

Jeg var – som det fremgår – ikke synderlig begejstret for bogen, da den først og fremmest var for forudsigelig. Jeg savnede lidt et (nyt og) spændende budskab fra forfatteren, og jeg syntes desværre ikke rigtig, at bogen havde så meget at byde på.

Emerald Green

Dette er tredje og sidste del i ‘Ruby Red’-trilogien, der er skrevet af Kerstin Gier. Læs anmeldelserne af de to første bøger – ‘Ruby Red’ og ‘Sapphire Blue’.

‘Emerald Green’ fortsætter i umiddelbar forlængelse af anden bog, ‘Sapphire Blue’. Stille og roligt falder flere og flere brikker på plads i det store puslespil, og Gwyneth får en mistanke om, hvad det er, der foregår i det skjulte, og som ingen tilsyneladende vil fortælle hende om. Samtidig volder hendes relation til Gideon stadig problemer. Kan hun stole på ham? Og hvad sker der, hvis han finder ud af, hvad hun skjuler for ham? Er der overhovedet nogen, der ved, hvad der vil ske, når kronografen er samlet – og bør de helt lade være med at gøre det?

Den tredje og sidste del får heldigvis svaret på flere spørgsmål, end de foregående bøger gjorde. Der er ganske vist flere ting, som aldrig bliver forklaret (primært i forbindelse med, at de tidsrejsende krydser hinandens spor flere gange og derfor burde ændre fremtiden markant), men der sker langt flere (interessante) ting i denne bog i forhold til de to første bøger i serien.

Forholdet mellem Gwyneth og Gideon kommer dog aldrig helt til at virke – i hvert fald ikke i mine øjne. Én ting er, at jeg ikke er så meget til bøger med hurtige forelskelser – men Gwyneth tilgiver i det hele taget Gideon alt for hurtigt og pjatter rundt med ham næsten lige efter, at han har såret hende dybt. Det er komplet utroværdigt – sådan ville en håbløst forelsket og knust teenager aldrig gøre.

Som jeg også skrev i anmeldelsen af ‘Ruby Red’, så irriterer det mig, at forfatteren ikke udnytter konceptet til fulde. Der er så mange spændende plots og intriger, der kunne flettes ind i denne historie og gøre den spændende, medrivende og fascinerende. I stedet har forfatteren skrevet en forholdsvis flad og langsommelig fortælling, som aldrig rigtig udnytter potentialet til at blive en fantastisk serie. Desværre. En rimelig middelmådig læseoplevelse alt i alt.