Små gule citroner

Da min svigermor sorterede i sin bogsamling i sidste måned, fik jeg mulighed for at gennemgå kassen med kasserede bøger, inden den røg til genbrug, og her faldt jeg blandt andet over ‘Små gule citroner’ af Kajsa Ingemarsson. Det er en afdæmpet, chick-lit agtig svensk roman, der foregår i nutidens Stockholm, og selvom den ikke ligefrem hører til den type bøger, jeg normalt læser, så valgte jeg at prøve lykken alligevel.

Bogen handler om den unge kvinde Agnes, der arbejder som overtjener på en fin restaurant – lige indtil chefen forsøger at forgribe sig på hende, og hun afviser ham. Hun bliver fyret, og samtidig går hendes kæreste fra hende. Agnes ved ikke, hvad hun skal gøre, og flere ting når da også at gå galt, indtil hun endelig finder frem til et – måske – tåleligt arbejde. Men hun drømmer stadig om en karriere som overtjener og spekulerer på, hvordan hun skal realisere den drøm, når hendes tidligere arbejdsgiver har kontakter til samtlige gourmetrestauranter i byen.

Jeg havde ikke særlig høje forventninger til denne bog, og det var meget godt, for dette er en letlæst bog – som i virkelig letlæst og letbenet bog. Den hører helt klart til blandt de uforpligtende og hyggelige bøger, man typisk tager med på stranden eller i haven, og her vil den egne sig fint.

Det er på mange måder en hverdagsagtig og forholdsvis realistisk historie om en ung kvinde, der pludselig skal redefinere sit liv efter pludselig at have mistet noget af sin identitet i form af job og forhold. Jeg synes dog, at den sagtens kunne være fortalt mere levende og spændende – jeg savnede noget dynamik og sprudlende dialoger, men det meste af tiden føltes bogen flad og som at læse en kedelig dagbog uden megen indhold.

Jeg har kategoriseret denne bog under chick-lit, men jeg synes ikke, det er 100% korrekt, da jeg blandt andet forbinder chick-lit med humor, og den er der ikke meget af i denne bog. Det er synd, for det ville gøre bogen væsentlig bedre end denne jævnt kedelige fortælling om Agnes, som jeg hverken kan identificere mig med eller rigtig have ondt af.

Bogen vil som sagt egne sig fint til ferielæsning, men skal jeg være helt ærlig, så synes jeg ikke, den er værd at spilde tid på.

Jeg er Malala

Jeg bruger ofte muligheden for at låne lydbøger via ereolen.dk til at læse (eller rettere høre) bøger, hvor jeg ikke nødvendigvis ville kaste mig over papirudgaven og dermed udvide min horisont mht. genrer og forfattere, jeg ellers ikke læser. Denne bog er et fint eksempel på dette.

‘Jeg er Malala’ er et selvportræt skrevet af den pakistanske pige Malala Yousafzai. Malala er ikke en hvilken som helst teenagepige – hun blev for alvor internationalt kendt som 15-årig, da hun i 2012 blev udsat for et mordattentat af Taleban, som ønskede at dræbe den unge pige, fordi hun kritiserede ekstremisterne og talte for uddannelse af børn og unge. I 2014 blev hendes position som talerør yderligere styrket, da hun fik Nobels Fredspris sammen med Kailash Satyarthi fra Indien.

Bogen giver et indblik i livet som pige i nutidens Pakistan, men den bruger også megen plads på at beskrive Malalas familie og deres historie. Det er på den ene side logisk, da Malala trods alt er ung og derfor har en kort livshistorie, men det er på den anden side også lidt synd, da jeg allerhelst ville høre om hende og derfor godt kunne blive lidt utålmodig, når passagerne om hendes familie trak ud.

Malalas historie er vigtig, for den giver et indblik i hverdagen for en pakistansk pige og tegner et andet (og måske mere nuanceret?) syn på Pakistan i forhold til det billede, som de vestlige medier giver. Og så alligevel, for Malalas ønsker er meget i tråd med den vestlige verdens forestillinger om, hvad et rigtigt og velfungerende samfund er. Forskellen er først og fremmest, at hun har en stolthed og en kærlighed til sit land, som vesten ikke nødvendigvis har, og det gør hendes stemme meget interessant efter min mening. Desværre virker bogen til tider overfladisk og upersonlig – det er svært at mærke Malala i teksten, og jeg mangler nærhed og oprigtig engagement. Der er lidt for meget glansbillede over historien, til at jeg helt tror på den.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne bogen med ‘Iranske erindringer’, som jeg læste for nylig, og det er muligvis lidt tarveligt, for her kommer ‘Jeg er Malala’ til at virke kort og vag i forhold til førstnævnte bog. Malalas historie er bestemt interessant, men da hendes kamp har været ret kort (og slet ikke så dramatisk som Shirins fra ‘Iranske erindringer’), så virker det en anelse overkill at skrive en hel bog om hende allerede nu.

Malala er vigtig som forbillede for piger – og menneskeheden i det hele taget – verden over, for hun belyser problemerne ved at negligere uddannelse og undertrykke kvinder. Jeg er spændt på, hvordan hendes liv vil forme sig, og jeg håber, at det bliver så fuld af gode resultater, at der kan skrives en ny og mere spændende bog om hende om 10-20 år.

I like big books and I cannot lie…

Jeg læser mange tykke bøger – dvs. bøger, der som regel er mellem 500 og 1000 sider lange. Jeg ser det ikke som en kvalitet i sig selv – tykke bøger er ikke nødvendigvis gode bøger (eller det omvendte), men jeg ender tit med at falde for bøger, som strækker sig over mange sider.

Jeg tror, det først og fremmest skyldes de genrer, jeg holder mest af, og her tænker jeg særligt på fantasygenren. Det er, som om fantasyforfattere ikke kan begrænse sig. Én ting er, at mange fantasyromaner ofte ender på over 500 sider – det er også tit første del i en trilogi (eller en serie, der er endnu længere – f.eks. Anne McCaffrey-serien ‘Pern’ eller Robert Jordan-serien ‘Wheel of Time’). Selvfølgelig skyldes det til dels, at de skal bruge en del af bogen/bøgerne på at opbygge en (ny) fantasyverden, men alligevel. Scifi-genren er også tit ramt af denne tendens, men mit umiddelbare indtryk er, at fantasygenren er mest præget af det.

Men er det så et problem at læse tykke bøger? Tja… der er både fordele og ulemper. Den største fordel er selvfølgelig, at hvis det er en god historie, så gør det absolut ikke noget, at den strækker sig over mange sider. Man har ikke lyst til at sige farvel til en fortælling, som er spændende, fascinerende og gribende.

Omvendt ser jeg det også som en kunst at begrænse sig og fortælle en knivskarp historie uden alt for mange svinkeærinder. En historie bliver ikke bedre af 100-300 siders ekstra sidehistorier og subplots, og jeg synes ikke altid, at forfattere er gode til at dræbe deres darlings – altså at luge ud i det, som ikke er stærkt nødvendigt for at fortælle hovedhistorien.

Jeg vil også indrømme, at tykkelsen på bøger kan være intimiderende, og at tykke bøger er upraktiske. Jeg læser ofte som en del af de daglige togture, og her slæber jeg altså ikke en basse som ‘22.11.63’ med. Sådan en bog bliver ofte gemt til lange ferier – typisk sommer- eller juleferier – hvor jeg har bedre tid til at fordybe mig i de tykke bøger.

Det er dog sjældent, jeg fortryder, at jeg går i gang med en tyk bog, og en af de bedste bøger, jeg læste i 2014, var da også føromtalte ‘22.11.63’. Men jeg ville ønske, at visse forfattere var bedre til at redigere deres historier og ikke fortabe sig (for meget) i lange landskabsbeskrivelser, ligegyldige bipersoner eller hvad der nu kan være af ‘forstyrrende’ elementer i forhold til hovedhistorien.

Hvordan har du det med tykke bøger? Kan de skræmme dig væk, eller elsker du dem? 

The Rithmatist

Jeg kunne simpelthen ikke stå for denne fantasy-ungdomsbog, da jeg fandt den på særtilbud hos Bookoutlet for nogle måneder siden. Den er nemlig skrevet af Brandon Sanderson – forfatteren til blandt andet ‘The Final Empire’ og samtidig også en forfatter, som jeg har stærke intensioner om at læse flere bøger af.

‘The Rithmatist’ er første bog i en serie og handler om den unge fyr, Joel, der gerne vil være rithmatist – en form for magiker, der bruger kalktegninger for at vække magien til live. Joel fik imidlertid aldrig evnerne, da han som barn gennemgik ritualet, der afgør, om man bliver rithmatist eller ej, men han ved utrolig meget om teorien bag magien. Det bliver også nødvendigt, da flere af de rithmatist-studerende begynder at forsvinde – efter at sporene at dømme efter at have kæmpet for deres liv lige inden. Joel bliver inddraget i efterforskningen, og her finder han ud af flere ganske interessante ting…

Historien er rimelig klassisk (og alligevel er der et par twists undervejs, men dem vil jeg ikke afsløre her), men bogen endte alligevel med at overraske positivt, da jeg blev ret fascineret af magisystemet. Ikke blot er magien i denne bog knyttet til kalktegninger og dermed noget lidt andet end de fantasybøger, der udgives disse år – hvert kapitel starter også med en ny tegning samt forklaring på, hvordan disse symboler bruges i kamp. Det var meget stemningsskabende og gav en helt anden form for dramatik, når det trak op til kamp i bogen. Se et eksempel på starten af et kapitel nederst i dette indlæg.

Det er en ungdomsbog, og historien er derfor rimelig simpel på en række punkter. Jeg havde for eksempel gerne set, at persongalleriet havde været noget bredere, men det kan være, det kommer senere i serien. Jeg savnede i hvert fald flere personer, jeg kunne kaste mistanken på undervejs og mere kendskab til, hvem der ellers går på rithmatist-skolen.

Der er en fin humor i serien. Måske lige lovlig letbenet og letkøbt til tider, men nu behøver alle bøger jo ikke at være så alvorlige og depressive, og jeg trængte ærlig talt til lidt munter læsning. Især samspillet mellem Joel og Melody er hyggeligt og underholdende, og jeg kunne godt lide, at han havde en pigeven, uden at det automatisk førte til, at de straks forelskede sig i hinanden.

‘The Rithmatist’ var en udmærket og uforpligtende fantasybog. Den har slet ikke samme kompleksitet og tyngde som ‘The Final Empire’, men det forventede jeg heller ikke. Jeg regner med at læse videre i denne serie, når næste bog udkommer.