Godt klaret bogkøb!

En af årets bogudfordringer har været at læse flere bøger fra bogreolerne – mine egne vel at mærke. Gennem de senere år har mængden af mine ulæste bøger stille og roligt vokset. Ikke fordi jeg køber store mængder bøger men nærmere fordi jeg har brugt biblioteket mere og derfor ikke har fået læst så mange af de bøger, jeg har købt. Jeg besluttede mig derfor for, at jeg kun måtte købe én bog hver gang, jeg havde læst tre af de ulæste bøger fra bogreolerne for dermed at motivere mig selv til at få nedbragt mængden af ulæste bøger.

Faktisk ‘tyvstartede’ jeg på udfordringen allerede i slutningen af oktober 2014, så jeg besluttede mig for, at jeg måtte fejre en vellykket bogudfordring omkring 1. advent, da jeg alligevel skulle bestille en række bøger, som jeg har tænkt mig at give som julegaver. Jeg købte derfor 13 bøger – en bog for hver måned, bogudfordringen har varet.

Fra Saxo bestilte jeg en række bøger i serier, jeg er i gang med. Først og fremmest den meget omtalte ‘Winter’, der er fjerde og sidste del i ‘The Lunar Chronicles’. Jeg måtte også have ‘The Wicked + The Divine 2’, så der også var en tegneserie i bunken, og så er jeg i bagud i Chris Carters krimiserie om Robert Hunter, så jeg bestilte også ‘The Death Sculptor’ og ‘One by One’ (og blev ret irriteret over, at designet af bøgerne har ændret sig – argh!). Det blev også til ‘The Whispering Skull’ i Lockwood-serien.

Men – jeg skal selvfølgelig også i gang med nye serier, så jeg købte også ‘Steelheart’ og ‘Six of Crows’ – bøger jeg har store forventninger til.

Som du nok har bemærket, så læser jeg en del serier. Jeg kan dog også godt lide enkeltstående bøger, og her købte jeg ‘The Twistrose Key’, som forhåbentlig bliver en juleferie-læseoplevelse, samt ‘The Rest of Us Just Live Here’.

Og så er det jo december, så det blev også til et par julebøger – nemlig ‘Hogfather’ og ‘Christmas at Thompson Hall’.

To af bøgerne til bogudfordringsfejringen blev dog købt tidligere i november måned og ikke via Saxo. Den ene er ‘Arnulf + Veulf’, som jeg købte i BOGHandleren på Østerbro og den anden er ‘Voyage of the Basilisk’, som jeg købte via Bookoutlet.

bookdepository
Men men… dette indlæg er ikke kun en fejring af en vellykket bogudfordring. I får også lige et billede af disse tre bøger, som jeg købte i oktober måned (og som også overholdt bogudfordringen), da jeg faldt over et rigtig godt tilbud på Bookdepository. Her så jeg ‘The Secret of Bees’, ‘Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe’ samt ‘The Guest Cat’. Alle til en rasende god pris!

Indtil videre holder jeg fast i bogudfordringen, for pt. overvejer jeg at fortsætte med den i det nye år. Jeg har fået reduceret mængden af ulæste bøger en hel del, men der er stadig nok til, at jeg sagtens kan fortsætte med udfordringen, så det tror jeg, at jeg gør.

Har du købt nogle spændende bøger for nylig?

Vinderen er fundet

Så har jeg fundet vinderen af ‘The Princess Bride’, og det blev Anne-Mette! Jeg sender dig en e-mail lige om lidt. Tillykke med bogen – håber du bliver glad for den 🙂

Tak til alle jer, der deltog.

Jeg, Adrian Mayfield

Dette er et eksempel på en af de bøger, der har stået på min bogreol i over ti år, før jeg endelig fik den læst. Jeg havde ikke særlig store forventninger til den, hvilket sandsynligvis er den primære årsag til, at jeg ikke har fået den læst før nu. Men så er det jo godt, jeg har en bogudfordring, hvor jeg skal have ryddet ud i de ulæste bøger på bogreolerne!

‘Jeg, Adrian Mayfield’ er skrevet af Floortje Zwigtman og foregår i slutningen af 1800-tallet i London. Hovedpersonen er den 16-årige Adrian, der arbejder hos en skrædder – et arbejde, han er træt af på grund af den irriterende chef. Da han en dag møder en kunde, som lægger an på ham, bliver han først skræmt – og derefter nysgerrig. Han opdager, hvor tiltrækkende andre mænd finder ham, og han indser, hvordan han kan tjene penge på det. Snart har Adrian droppet jobbet hos skrædderen til fordel for et liv som trækkerdreng i et kunstnermiljø, hvor kærlighed kan købes, og hvor luksus og armod er i konstant kamp mod hinanden.

Dette var en ret interessant historie om en ung homoseksuel dreng, som lærer sig selv og andre at kende gennem flirten og seksuelle eksperimenter. Det er også historien om at prøve at leve et værdigt liv i et samfund, hvor man må skjule sider af sig selv, fordi homoseksualitet er forbudt. Og så er det også fortællingen om at opdage kærlighed og forelske sig hovedkulds i en, der er uopnåelig.

‘Jeg, Adrian Mayfield’ var – heldigvis – mere spændende og fascinerende, end jeg forventede. Adrian er en hovedperson, der trods hans ret afslappede holdning til lov og ret og generelle velvillighed i forhold til at narre penge fra folk, er let at holde af. Han tumler med en lang række problemer, og selvom han til tider har det overraskende let, så fornemmer man, at der ikke er langt fra succes til fiasko.

Der var en periode i bogen, hvor jeg begyndte at kede mig, da jeg syntes, at historien stod i stampe. Samtidig blev Adrian ind imellem lige lovlig filosofisk og livsklog i forhold til sin alder og sin stand, og det irriterede mig. Til gengæld var det fint, at han hurtigt opførte sig bedrevidende og smykkede sig i lånte fjer for at passe ind i kunstnermiljøet – det virkede ganske troværdigt.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ‘Dandy’ flere gange undervejs, ligesom jeg også smilede, da en af personerne i bogen refererer til ‘klassikeren ‘Dorian Gray’. Der var lidt af den samme dekadente stemning i ‘Jeg, Adrian Mayfield’. Bogen er måske ikke særlig nyskabende i forhold til fortællestil og problematikker, men det var nu en interessant læseoplevelse og gerne en bog, jeg anbefaler.

Danmark dejligst – Den nye Danmarkskrønike 1972-93

En af mine bogudfordringer for i år er at læse flere fagbøger, og det har jeg sandelig fået gjort – inden for alle mulige kategorier. En af disse har selvfølgelig været historie, og her har jeg blandt andet hørt ‘Danmark Dejligst’-trilogien som lydbøger. Serien er skrevet af Gregers Dirckinck-Holmfeld og handler om Danmarkshistorien i perioden 1972-1993.

Jeg var lidt spændt på, hvor meget jeg ville få ud af trilogien og havde nok forventet, at det var første bog om 1970’erne, der ville byde på flest overraskelser. Jeg er nemlig født i 1978, så det er ret begrænset, hvad jeg kan huske fra den tid 😉

Men – pudsigt nok viste det sig, at jeg havde ret godt styr på begivenhederne i 1970’erne, hvor det især var de politiske begivenheder, der fyldte meget i bogen. Til gengæld var der flere overraskelser i bogen om starten af 1980’erne, mens slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne mest af alt indeholdt en lang række glædelige gensyn med barndomsminder såsom EM-finalen i fodbold i 1992.

Jeg synes, at forfatteren har gjort et godt stykke arbejde med at udvælge de begivenheder, der skulle med i bogen. Mange er oplagte – Tamilsagen, Danmarks nej i 1992 osv. – men der er også nogle begivenheder, som jeg husker knapt så tydeligt, men som er ret interessante. Her på bogbloggen er det for eksempel meget oplagt at nævne forlagskrisen i slutningen af 1980’erne, hvor bibliotekerne også led under, at folk fravalgte at låne bøger. Her skulle man pludselig til at redefinere, hvad et bibliotek skulle være, og hvordan man fortsat kunne tiltrække biblioteksbrugere. Den udfordring er også relevant i dag.

I det hele taget er ‘Danmark Dejligst’ interessant læsning – uanset hvor meget af tiden, man selv har oplevet – for den giver et indblik i den nye Danmarkshistorie og forklarer til dels også, hvorfor samfundet er, som det er i dag. Jeg vil anbefale dig at læse serien, hvis du gerne vil vide mere om denne periode af Danmarkshistorien eller bare gerne vil have opfrisket de vigtigste begivenheder i denne periode.

25 spørgsmål til bloggeren

Bachs bøger har tagget mig i en blogleg, og jeg har valgt at lege med, så her er 25 ret forskellige spørgsmål, der giver dig lidt mere viden om mig og min hverdag.

1. Do you have any pets?
Ja, vi har to sorte katte – Luna og Leopold. De er fantastiske læsepartnere 🙂

2. Name 3 things that are physically close to you.
Min notesblok, en rød neglelak og et par juleøreringe, jeg vil have på i morgen.

3. What’s the weather like right now?
Mørkt og koldt.

4. Do you drive? If so have you crashed?
Nej, jeg har ikke kørekort.

5. What time did you wake up this morning?
Mit vækkeur står til 06.29, men ind imellem synes vores katte, at jeg/vi skal vågne midt om natten… *suk* 

6. When was the last time you showered?
For en halv time siden – er lige kommet hjem fra træning.

7. What was the last movie you saw?
Det kan jeg faktisk ikke huske. Jeg ser primært serier for tiden. Pt. ser jeg American Horror Story sæson 3 sammen med min allerkæreste og Black Sails sæson to, når jeg er alene hjemme.

8. What does your last text message say?
En masse skøre emojis fra en af mine venner.

9. What’s your ringtone?
Jeg har ingen ringetone – min telefon står altid på lydløs.

10. Have you ever been to a different country?
Ja, det er jeg flere gange om året. Vi plejer at være udenlands 2-3 gange om året – det er primært korte rejser i Europa.

11. Do you like sushi?
Ja, jeg elsker det! Spiser det dog sjældent, da der ikke er særlig mange sushirestauranter, der går op i at bruge fisk og skaldyr fra bæredygtige dambrug.

12. Where do you buy your groceries?

Det er en god blanding af Irma, Kvickly, Netto, Fakta, Aarstiderne samt landmænd, der sælger kød fra dyr, de selv har nusset om.

13. Have you ever taken medication to help you fall asleep faster?
Nej, jeg er utrolig god til at falde i søvn 🙂

14. How many siblings do you have?
Ingen – jeg er (desværre) enebarn.

15. Do you have a desktop computer or a laptop?
En stationær.

16. How old will you be turning on your next birthday?
Jeg bliver 38 til næste år.

17. Do you wear contacts or glasses?
Kontaktlinser til hverdag og briller i weekenden.

18. Do you color your hair?
Nja, det får jeg frisøren til – og der bliver prøvet nye farver et par gange om året.

19. Tell me something you are planning to do today.
Lige nu overvejer jeg, om jeg skal spille lidt computer eller måske se et afsnit af en serie. Senere regner jeg med at læse i 30-45 minutter, inden jeg lægger mig til at sove.

20. When was the last time you cried?
Jeg så et ret rørende et klip på Youtube for nylig, hvor en løve genkendte de folk, der passede ham, da han var en lille løveunge, og som han ikke havde set længe.

21. What is your perfect pizza topping?
Så længe den er bagt på vores grill eller kommer fra et godt italiensk pizzeria så er jeg rimelig åben for de fleste forslag. Klassiske italienske udgaver er altid at foretrække frem for mærkelige ‘danske’ udgaver med bearnaise og bøf (!?!?).

22. Which do you prefer-hamburgers or cheeseburgers?
Helt klart cheeseburger – elsker ost!

23. Have you ever had an all-nighter?
Ja, men det er mindst syv år siden.

24. What is your eye color?
Blå.

25. Can you taste the difference between Pepsi and Coke?
Jeg drikker ikke sukkerudgaverne, så der ved jeg ikke, om jeg kan smage forskel. Pepsi Max og Cola Light/Zero kan jeg godt smage forskel på – Pepsi Max er for sødt til mig.

Jeg vil gerne tagge Readers Wall, Sus’ Bogblog og Skrivepulten – håber I vil lege med 🙂

A Merry Christmas & Other Christmas Stories

Det er december og dermed tid til at læse julebøger! Ok, jeg ‘tyvstartede’ faktisk i weekenden i forbindelse med 1. advent, men det er også ok.

‘A Merry Christmas & Other Christmas Stories’ købte jeg for et års tid siden – lige efter jul så vidt jeg husker. Det er en fin lille sag, som indeholder en række julehistorier skrevet af Louisa May Alcott – ja, hende der blandt andet skrev ‘Little Women’. Bogen indeholder da blandt andet også et uddrag af denne bog – selvfølgelig med en scene fra jul.

Dette er en sød lille julebog fyldt med historier om næstekærlighed og juleglæde. Det bliver ind imellem lige lovlig karikeret og sukkersødt, men på den anden side er det jo en julebog, og derfor må der gerne smøres lidt tykt på. Det er en bog, der fik mig til at smile – og en enkelt gang få lidt fugtige øjenkroge – og jeg nød at læse de små historier, der emmede af drømme, kærlighed, skinnende æbler og glæden ved at give. De sidste to historier var desværre ikke helt på højde med de foregående, men ellers var jeg godt tilfreds.

En glimrende julebog med et nostalgisk skær for dig, der gerne vil læse søde julehistorier, der emmer af næstekærlighed og glæde.