The Sky is Everywhere

Forventninger:
Jeg havde ikke de vilde forventninger til ’The Sky is Everywhere’. Den har fået noget blandede anmeldelser hos de bloggere, jeg følger på Goodreads, og det virkede som en standard ungdomsbog, men jeg gav den ikke desto mindre en chance.

Resumé:
Lennies storesøster, Bailey, er død, og Lennie befinder sig pludselig i et tomrum, hvor hun skal finde sig selv. Midt i det hele står Baileys kæreste, Toby, som Lennie søger trøst hos, men hun møder også den musikalske Joe, som vækker hendes interesse. Hun er splittet mellem de to fyre, og samtidig opdager hun, at hun åbenbart ikke kendte sin storesøster nær så godt, som hun troede, for Bailey gemte på mange hemmeligheder…

Det bedste:
Bogen er letlæselig, og den er tilpas overfladisk til at fungere fint som ferielæsning på stranden eller i sommerhuset.

Det værste:
Jeg var mildest talt ikke særlig imponeret af denne bog. Hovedpersonen var en egoistisk, ubetænksom og i det hele taget ret tåbelig teenager, som i store dele af bogen ikke virkede særlig berørt over, at hendes storesøster var død. Jeg havde egentlig troet, at det var en mere rørende bog at læse, når nu udgangspunktet er, at hovedpersonen lige har mistet sin søster, men det blev ret overfladisk behandlet det meste af tiden. Lennie havde en utrolig lemfældig omgang med andre folks følelser, og det virkede absurd usandsynligt, at to fyre skulle være interesserede i hende på samme tid. Derudover syntes jeg ikke, at de små tekststykker, som hvert kapitel blev indledt med, virkede særlig godt – det var alt for tænkt, alt for planlagt.

Kan anbefales til:
Jeg var som sagt ikke særlig begejstret for bogen, men hvis du har et svagt punkt for trekantsdramaer og ubetænksomme teenagetøser, så er denne bog måske noget for dig.

Min kæreste elskling

SPONSORERET INDLÆG

Forventninger:
’Min kæreste elskling’ af Gabriel Tallent har fået overvældende gode anmeldelser, hvilket selvfølgelig pirrede min nysgerrighed. Samtidig var der et eller andet lokkende ved titlen, som i første omgang fik mig til at smile – hvilket dog hurtigt falmede, da jeg hørte, at det var en ret barsk fortælling om en ung pige og hendes dominerende far.

Resumé:
14-årige Turtle lever i et forfaldent hus sammen med sin far. Hun er en enspænder, der bruger det meste af tiden derhjemme eller i det omkringliggende område, hvor hun øver sig i at skyde. Skolen bruger hun ikke megen tid på, og de andre elever interesserer hende ikke. Hun elsker sin far, der også ofte udtrykker sin kærlighed til hende – ind imellem på en meget direkte og upassende måde. Ingen lader til at have nogen anelse om forholdet mellem far og datter, for faren er en meget karismatisk mand, og Turtle gør alt for at dække over ham. Men så er der alligevel en dreng, der vækker hendes interesse, og pludselig begynder Turtle at opdage, at livet udenfor hjemmet kan have noget spændende at byde på.

Det bedste:
Den første tredjedel af bogen er yderst velskrevet – nærmest sanselig i sit brug af malende beskrivelser af områder og handlinger. Det gjorde, at den næsten ikke var til at lægge fra sig, da jeg først var begyndt at læse den. Samtidig er den fascinerende om end knudret fortælling om et menneske, der absolut ikke ligner de fleste hovedpersoner i bøger, ligesom den giver et indblik i, hvordan et liv med psykisk og fysisk vold kan være. Hvordan et menneske kan finde sig i alt på grund af kærlighed.

Det værste:
Dialogen er klodset og trættende i længden. Én ting er, at Turtle har et virkelig grimt sprog, som ind imellem kan virke frastødende. Det har dog samtidig også den virkning, at hun ikke får den klassiske uskyldsrene og passive offerrolle men faktisk virker som et menneske, der kan bide fra sig. Men dialogen mellem de forskellige personer i bogen bliver ofte for kantet og har et utroværdigt ordvalg. Cirka halvvejs er der en lang scene, hvor Turtle er på udflugt, og herfra syntes jeg desværre, at historien begyndte at blive fragmenteret og usammenhængende. Den stak i lidt forskellige retninger, som om den ikke rigtig kunne beslutte sig for hvilken stil og plot, den skulle holde sig til. Den sidste tredjedel og ikke mindst slutningen blev ret rodet, hvilket var ret ærgerligt, når nu bogen lagde så godt ud.

Kan anbefales til:
Er du til barske fortællinger om misforstået kærlighed, så er denne bog måske noget for dig. Hovedpersonen er en fighter, og hendes kamp er bestemt værd at læse om. Jeg må dog advare om, at der er nogle ret voldsomme scener i bogen. Der er heldigvis meget få scener med seksuelt overgreb (som i øvrigt ikke er særlig detaljerede) , men til gengæld er der nogle voldsscener, som er virkelig ubehagelige.

Serafina and the Black Cloak

Forventninger:
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig af ’Serafina and the Black Cloak’. På den ene side havde jeg set en del positive anmeldelser af bogen, og på den anden side var jeg bekymret for, om den ville være lidt for meget børnebog til min smag.

Resumé:
Den unge pige Serafina lever skjult i kælderen hos den rigmand, hvor hendes far arbejder. Hun fanger rotter og bruger i det hele taget en del af sin tid på at tage på eventyr, men en nat oplever hun noget skræmmende. En mand i en lang sort kappe får et barn til at forsvinde, og hun formår kun lige at undslippe. Flere børn forsvinder, og rædslen spreder sig i området. Serafina ved, at manden må stoppes, og hun beslutter sig for at finde ud af, hvem han er.

Det bedste:
Anden halvdel var klart den bedste. Da først jagten på manden i den sorte kappe gik ind, så livede historien op og endte med at blive spændende. Derudover kan jeg godt lide den mørke, dystre stemning og af samme grund er dette ikke en bog, der bør læses af mindre børn.

Det værste:
Starten af bogen var noget tung og knudret at komme igennem. Det var, som om forfatteren lige skulle skrive sig varm. Jeg savnede lidt flere detaljer undervejs, da historien ind imellem kom til at virke lidt flad og unuanceret, da tonen i bogen var forholdsvis tør og nøgtern.

Kan anbefales til:
Er du til dystre fortællinger med overnaturlige elementer, så er denne børnebog måske noget for dig.

Så gik januar og jeg…

Blev ikke ramt af januar blues
Det er ellers meget typisk at blive ramt af lidt sløvhed her i Danmark, når roen efter den hektiske december lægger sig og man indstiller sig på, at et nyt år er gået i gang. Januar er en måned, der generelt har et ret lavt tempo, og det passer mig fint. Vi har ikke haft så mange aftaler (for det havde vi i sidste måned), og det er godt, for så har vi blandt andet nået at se lidt flere film og tv-serier, spillet computer samt læst i sofaen.

Læste 10 bøger
Jeg fik ikke læst så mange bøger i denne måned, hvilket skyldtes, at jeg gik i gang med en over 1200 siders sag i slutningen af december. Det ville normalt ikke være et problem, når det er en bog af Brandon Sanderson, men desværre var jeg ved at sidde fast ca. halvvejs. Heldigvis kom der lidt mere fart over handlingen derefter, men den bog var i høj grad med til, at antallet af bøger ikke var så højt i denne måned.

Valgte en genlæsning som første Stephen King bog
Jeg havde oprindeligt planer om at lægge ud med en helt anden bog i forbindelse med min Stephen King-udfordring, men da jeg gik lidt død i ‘Oathbringer’, så endte jeg i stedet med at genlæse/høre ‘Den grønne mil’, som jeg faldt over hos Ereolen. Jeg holdt meget af bogen, da jeg læste den første gang for over 20 år siden, og heldigvis var det et glædeligt gensyn, da jeg lyttede til bogen denne gang.

Fik tygget mig igennem ‘Oathbringer’
Mit første ‘læs bog over 500 sider’ var som tidligere nævnt ‘Oathbringer’. Jeg er glad for, at jeg fik læst den, men jeg ærgrer mig over, at jeg ikke brugte mere tid på den i juleferien, så jeg havde undgået, at den slugte så meget af læsetiden i januar.

Brugte penge på andet end bøger
Jeg har fået shoppet nogle gode ting på januarudsalget, hvilket har været skønt, for jeg fandt en del ting, jeg manglede og som pludselig var sat 40-50% ned. Det blev dog ikke til bøger i denne ombæring, for jeg har tænkt mig at komme i bund (eller så godt som) i forhold til de ulæste bøger, jeg pt. har stående. Ikke fordi der er voldsomt mange – men dog nok til, at det irriterer mig lidt.

I februar vil jeg:

  • læse flere tegneserier. Jeg har nogle stykker stående, som jeg længe har glædet mig til at læse, så nu må det være på tide.