Så kom der nye bøger på boghylden

Så blev det endelig tid til at købe nogle nye bøger! Førsteprioriteten var efterfølgeren til ‘Kings of the Wyld’ – nemlig ‘Bloody Rose’ – og så måtte jeg selvfølgelig også have næstsidste bog i ‘The Walking Dead’-serien, nu hvor oktober og dermed horrorsæsonen nærmer sig med hastige skridt.

Men der var også mange andre gode tilbud – især i scifi-kategorien, hvor jeg flere gange har kigget interesseret på bøgerne, så her fandt jeg en god stabel, som jeg dykke ned i de kommende måneder.

Det er ikke så tit, jeg læser krimier, men jeg har en svaghed for Chris Carters bøger, og jeg er efterhånden kommet en del bagud i den serie, så jeg købte også ‘An Evil Mind’ og ‘I Am Death’. Og sidst men ikke mindst så fandt jeg også en lille Stephen King-bog, jeg ikke har læst før og som vil passe fint ind i min King-udfordring.

Hvad med dig – har du købt nogle spændende bøger for nylig?

Serie: Warfarers

I juli introducerede jeg konceptet serieanbefalinger, og her håbede jeg blandt andet at inkludere ‘Warfarers’, da første bog i serien var en af de tre bedste, jeg læste sidste år. Jeg har dog ikke været synderlig begejstret over anden og tredje bog i serien, så herunder vil jeg fortælle om serien men også forklare, hvorfor første bog efter min mening er meget bedre end de øvrige bøger.

Er det en trilogi?
Det kan man faktisk godt diskutere. Én ting er, at forfatteren ikke 100% har afvist, at der kan komme flere bøger i serien, en anden ting er, at man følger forskellige personer i de enkelte bøger og derfor sagtens kan læse dem uafhængigt af hinanden.

Første bog – ‘The Long Way to a Small, Angry Planet’
Jeg faldt pladask for den første bog. Alene titlen får mig til at smide. Bogen er et meget moderne drama, der foregår på et rumskib, hvor besætningen består af et væld af meget forskellige individer, når man ser på race, køn, seksualitet og temperament. Den er en fornøjelse at læse – ikke mindst fordi de mange spændende personligheder fungerer så godt sammen. Læs min anmeldelse af bogen

Anden bog – ‘A Closed and Common Orbit’
Jeg blev skuffet, da jeg fandt ud af, at anden bog i serien ikke er en direkte efterfølger til den første bog men nærmere ‘blot’ en bog, der foregår i samme univers. Der er én personlighed fra første bog, og det var ganske enkelt for lidt for mig, når nu persongalleriet var så fantastisk i den første bog. Også selvom dette individ har en ret interessant historie. Samtidig var stilen i anden bog lidt for klassisk scifi til mig, og jeg savnede den humor og kreativitet, som første bog struttede af. Læs min anmeldelse af bogen

Tredje bog – ‘Record of a Spaceborn Few’
Hvor anden bog trods alt fulgte en ret interessant person, så var tredje bog (endnu) mere fragmenteret, da man her fulgte en række helt nye personer. Igen en bog, der ikke er en direkte efterfølger til de foregående og sagtens kan læses som standalone. Jeg syntes bare ikke, at de nye personer var særlig spændende, og selvom flere af dem rummede interessante aspekter, så fængede historien ikke. Desværre.

Så – min konklusion er, at en serie, der startede fantastisk, er endt med at blive en række standalones, som du (heldigvis) kan læse uafhængigt af hinanden. Hvis du elsker den første bog, ‘behøver’ du ikke at læse videre, for du kommer alligevel ikke til at følge de samme personer. Du bør selvfølgelig stadig overveje at læse anden og tredje bog i serien, for det kan jo være, at du vil holde langt mere af dem, end jeg gjorde, men min pointe er blot, at det er ikke en serie, man ‘behøver’ at læse til ende.

Så gik august og jeg…

Fik set en del serier
Jeg havde egentlig planer om at læse mere i denne måned, men pludselig opdagede jeg to serier på DR, som jeg gerne ville se – og som ville blive fjernet fra hjemmesiden i slutningen af august! Så fik jeg travlt med det. Derudover udnyttede min allerkæreste og jeg også de mørkere aftener til at se nogle film og standup-shows på Netflix, inden vi sikkert går i gang med en ny serie her i starten af september. Muligvis The Americans eller The Mindhunter.

Læste 13 bøger
Jeg fik læst en pæn mængde bøger, selvom det var et lidt lavere antal, end jeg oprindeligt havde planlagt. Desværre var der ikke så mange gode læseoplevelser imellem, men sådan går det jo ind imellem. Jeg satser på at få læst mere i løbet af september – ikke mindst fordi jeg har flere tykke bøger, jeg gerne vil nå.

Købte årets korteste King-bog
I august prøvede jeg noget nyt! For første gang nogensinde har jeg købt en e-bog! Det er ellers ikke noget, jeg normalt vil gøre, eftersom jeg foretrækker at købe fysiske bøger, men ’Riding the Bullet’ kunne jeg kun finde som e-bog, og da den kun er på 66 sider, tænkte jeg, at det ikke var det store tab ikke at have den i fysisk udgave.

Var ikke så skuffet over ‘The Paying Guests’
Jeg holder meget af Sarah Waters bøger, men hendes ’The Paying Guests’ havde ikke fået særlig gode anmeldelser, og det opdagede jeg først, da jeg allerede havde købt den (på tilbud). Men jeg fik læst den i løbet af august og blev positivt overrasket over, hvor meget historien fangede mig. Det må først og fremmest være skrivestilen, for handlingen var ret simpel og tempoet meget langsomt. Desværre var slutningen ikke særlig interessant eller tilfredsstillende, så det samlede indtryk blev også derefter.

Huskede at læse tegneserier
Selvom mine læseplaner for måneden ændrede sig, så huskede jeg heldigvis at få læst mindst fem tegneserier, som jeg havde lovet mig selv i juli-indlægget. Når jeg skriver heldigvis, så skyldes det først og fremmest, at jeg blandt andet fik genlæst et par Rune T Kidde-tegneserier og dermed genfundet nogle virkelig sjove historier, jeg ikke har læst siden teenageårene. Supernostalgisk og hylende sjovt på samme tid.

I september vil jeg:

  • Ikke have så mange planer. Jeg pønser på at lave en læseplan for oktober, der udelukkende vil bestå af gys og horror – selvfølgelig i anledning af Halloween og efterår.