Rosernes torne

SPONSORERET INDLÆG

‘Rosernes torne’ af Stephen King og Owen King

Væk aldrig en sovende kvinde
I en fiktiv verden – meget lig den eksisterende – bryder en mystisk virus løs, der rammer alle klodens kvinder, når de lægger sig til at sove. Et tyndt spindelvæv omslutter dem, og hvis man prøver at vække dem ved at ødelægge spindelvævet, vågner de op i en tilstand af absolut raseri og forsøger at dræbe den formastelige, inden de lægger sig til at sove igen. Snart er mændene splittede i grupper, der enten vil beskytte kvinderne, dræbe dem eller indfange den ene kvinde, der efter sigende ikke falder i søvn og som måske har løsningen til, hvordan denne krise skal overvindes.

Interessant koncept
‘Rosernes torne’ er lidt anderledes end de normale dystopier. For det første er det kun kvinderne, der bliver ramt af sygdom i denne fortælling, og for det andet bliver de ikke slået ihjel men nærmere påvirket i en grad, hvor de måske/måske ikke kan reddes. Alt håb er derfor ikke ude, selvom udbredelsen af virussen går stærkt.

Kønnenes kamp – eller hvad?
Jeg synes på den ene side, at det er et interessant twist, at det kun er kvinderne, der bliver ramt af virussen, for det betyder, at der stadig er ca. halvdelen tilbage af menneskeheden til at reagere på udbruddet. Og heldigvis er mændenes reaktioner ikke helt så primitive, som man kunne have frygtet. På den anden side ville jeg have foretrukket, at det var mændene, der faldt i søvn, for tror jeg kunne have givet en langt mere nuanceret og overraskende fortælling. Der er – selvom forfatterne prøver at undgå det – stadig et strejf af, at det er manden, der skal redde kvinden, ligesom der [SPOILER ALERT] også går lidt for meget kvindekollektiv over det, der sker, når kvinderne falder i søvn. Men som sagt – points for, at mændenes reaktioner generelt er ret forståelige og naturlige og ikke så absurde/primitive, som man kunne have frygtet.

Svagt persongalleri
En af Kings stærke sider er persongalleriet, som – selvom der ofte er nogle klicheer iblandt – ofte indeholder nogle spændende skæve eksistenser og nogle gode, solide helte (og nogle til tider ret irriterende og knapt så nuancerede skurke). Men i ‘Rosernes torne’ er der langt mellem de interessante personligheder, ikke mindst fordi persongalleriet er alt for stort. Som læser mister man efterhånden overblikket over de mange personer, der optræder undervejs i historien, og derfor mister man også lidt grebet om fortællingen.

Begrænsningens kunst
Stephen King er kendt for mange ting – blandt andet at skrive en hel del tykke bøger. ‘Rosernes torne’ er ingen undtagelse, for den sniger sig op på 800 sider. Og kvantitet er ikke altid lig kvalitet. King har før vist, at han sagtens kan skrive lange bøger og stadig gøre historien nærværende og spændende, men det lykkes desværre ikke i denne bog. Den er alt, alt for lang. Man skal i hvert fald være væbnet med en ret stor tålmodighed eller være die hard King-fan for ikke at føle, at historien godt kunne have været strammet op. King mangler – atter en gang – en god og konsekvent redaktør.

Tak til Bog & Idé for anmeldereksemplaret.

Serie: An Ember in the Ashes

‘An Ember in the Ashes’ af Sabaa Tahir er en af de bedste serier, jeg har læst i løbet af de seneste år. Jeg har tidligere anmeldt de to første bøger i serien – ’An Ember in the Ashes’ og ’A Torch Against the Night’, og nu hvor jeg har læst den tredje bog, ‘A Reaper at the Gates’, er det på tide med en generel anbefaling af serien. Jeg havde egentlig troet, at det ville være en trilogi (ligesom så mange andre fantasyserier), men det ser ud til, at der kommer mindst en bog mere i serien. Hvis du vil læse et resumé af den første bog, så klik på linket herover i dette afsnit.

Brutalt regime
Serien foregår i en barsk ørkenverden, hvor imperiet holder befolkningen i et jerngreb. Det er et samfund præget af frygt og kontrol, hvor elite-enheden sølvmaskerne tyranniserer borgerne og jagter modstandsbevægelsen, der prøver at slække imperiets magt. Denne fantasiverden er så nederdrægtig og brutal, at den skiller sig markant ud i forhold til andre fantasiverdener. Især fordi det lykkes forfatteren at male et billede af en undertrykkende stat uden at bruge voldtægter i flæng for at vise overmagtens brutalitet (… *host* ‘Shadow’s Edge’… *host*…). Det er en verden, der emmer af frygt, vold og håbløshed. Og så er der visse overnaturlige elementer, der sniger sig ind i løbet af serien, og som er med til at… skabe lidt ekstra spænding.

Fantastisk persongalleri
Bøgerne har et bredt persongalleri. De to hovedpersoner – Laia og Elias – er selvfølgelig i hver sin ende af hierarkiet. Laia som slave, Elias som sølvmaske og kommandantens søn. Og selvom de som personer er interessante, ikke mindst da de begynder at interagere med hinanden, så er det to kvindelige skurke, der løber med opmærksomheden. Helena – Elias’ jævnaldrende ven og sølvmaske – har en dejlig tvetydighed i sin personlighed. Hun er barn af imperiet, men er også meget loyal over for venner og familie, hvilket flere gange sætter hende i et dilemma. Og så er der kommandanten, som er grusom på en måde, som kvindelige roller sjældent har lov til i fiktive værker. Men der er også tilpas meget mystik omkring til, at hun ikke bare bliver endimensionel ond skurk.

Action og plottwists i rå mængder
Der er ingen mulighed for at kede sig, når man læser denne serie. Actionniveauet er højt, og der er tilpas mange plottwists til at skabe en paranoid stemning, hvor man aldrig helt er sikker på, hvem der kan stole på hvem. Som læser skal man være på dupperne, for der er adskillelige uventede drejninger og afsløringer undervejs, ligesom personerne ikke altid er helt så sort/hvide, som man først skulle tro.

Hvis du primært er til hyggelige fantasybøger med et (relativt) forudsigeligt plot og konflikter, der aldrig rigtig bliver helt farlige, så hold dig langt væk fra denne serie! Her er ondskab, drama og nådesløshed i rå mængder. Til gengæld får det samtidig serien til at adskille sig fra de fleste andre ungdomsfantasy-serier på markedet.

3 horror-novellesamlinger

Oktober står altid på en masse horrorlæsning for mit vedkommende, og i år var ingen undtagelse. Det blev blandt andet til tre horror-novellesamlinger af Kenneth Bøgh Andersen – nemlig ‘Blandt skovens skygger’, ‘Monster Lilit’ samt ‘Evig hævn og andre gys’. Alle læst som e-bøger (selvfølgelig under dynen, mens mørket trængte sig på udenfor, og vinden rev og ruskede i træerne).

Kenneth Bøgh Andersen er en af mine favoritter blandt de danske forfattere. Han skriver spændende, fængende og ofte sjove børne- og ungdomsbøger, og disse tre novellesamlinger rummer alle tre aspekter, selvom fokus selvfølgelig først og fremmest er på horror. Da målgruppen for fortællingerne er børn og unge, så er det ikke overraskende, at det primært er børn, der har hovedrollerne i novellerne. Det er også er meget naturligt, at de fleste konflikter i historierne centrerer sig om forholdet til forældre, søskende og andre børn

De tre novellesamlinger svinger lidt i kvalitet. Personligt synes jeg ikke, at der var så meget kød på ‘Evig hævn og andre gys’, men den er muligvis også skrevet til en yngre målgruppe end de to andre. Det var dog – i hvert fald for mig – intet problem, at historierne tog udgangspunkt i børns konflikter og bekymringer, for langt de fleste kan man godt relatere til som voksen – om det enten er fordi, man selv har oplevet det som barn eller fordi det ligner udfordringer, man også støder på, selvom man runder de 18 år.

Så gik oktober og jeg…

pixabay.com

Nåede ikke readathon men til gengæld en dejlig tur til Sønderjylland
Jeg havde desværre lidt for mange andre planer i readathon-weekenden, så for en gangs skyld sprang jeg over. Jeg pønser på, om jeg skal lave en læsedag i juleferien, men nu må vi se. Til gengæld var der et par andre gode oplevelser i oktober – blandt andet en virkelig hyggelig tur til Sønderjylland, hvor vi spiste flere gode steder (herunder Bror Ditlev og Henne Kirkeby Kro) og besøgte Trapholt, Tirpitz og Lego House.

Læste 15 bøger
Jeg nåede 15 bøger i oktober, hvilket jeg er ret godt tilfreds med – ikke mindst fordi jeg ikke havde tid til readathon i år. Jeg fik ikke lyttet til så mange lydbøger, da jeg havde lidt problemer med at finde nogle interessante, men til gengæld fik jeg læst flere e-bøger, end jeg plejer.

En lille overset King-bog
Månedens King-bog var ‘Colorado Kid’ – en bog, jeg ikke havde hørt om, før jeg stødte på den, da jeg gennemgik en liste over alle Kings bøger. Og det er der måske en god grund til, for den var desværre ret uinteressant. Nåja, sådan er det jo med hans bøger – kvaliteten svinger en del.

Scifi-zombier – sådan da
Jeg valgte ‘Symbiont’ – anden bog i Parasitology-serien – som månedens tykke bog. Jeg knuselskede Mira Grants zombie-serie, men den nye serie er desværre ikke helt på niveau med forgængeren. Altså, den er udmærket, men jeg er slet ikke så blown away som jeg håbede på.

I november vil jeg:

  • finde julelæsningen frem. Jeg håber på at snige et par julebøger ind i december-stakken men er pt lidt i tvivl om hvilke bøger, det skal være.
  • Begynde planlægningen af næste års bogudfordringer. Normalt plejer jeg allerede at være godt i gang med overvejelserne på nuværende tidspunkt, men det har der slet ikke været tid til.