Twelve Slays of Christmas

’Twelve Slays of Christmas’ af Jacqueline Frost

Mord i juleby
Da Hollys forlovede aflyser deres julebryllup kun to uger før, tager hun hjem til forældrene i byen Mistletoe for at søge trøst og støtte. Hjemme er der masser at lave, for gården er pyntet op til jul og har masser af besøgende hver dag, så Holly giver selvfølgelig en hånd med. Alting tager dog en dramatisk drejning, da den ældre, emsige dame, Margaret, bliver dræbt på familiens grund. Hvem vil dog dræbe hende? Godt nok var hun ikke vellidt og havde gjort sig uvenner med flere på det sidste, men alligevel. Holly vil gøre alt for at rense familien for mistanke, og snart er hun så involveret i efterforskningen, at hun modtager dødstrusler fra morderen.

Bjældeklang og sukkerstang
Der er fuldfed julestemning i denne bog, og i bedste amerikanske stil skyldes det selvfølgelig rå mængder af kage og sukkerstads, men helt seriøst – forfatteren forstår virkelig at smøre godt med jul ud over siderne, så man føler sig hensat til en by, der er pyntet op i stor stil. Jeg fik i den grad lyst til at besøge den fiktive by for at nulre rundt og se på juleudstillinger og nippe til varm kakao.

Kan man kombinere krimi og jul?
Jeg var lidt skeptisk over for konceptet – hvordan i alverden kombinerer man en mordgåde med noget så hyggeligt som jul? Men denne historie fungerer overraskende godt, for selvom det er tragisk, at der sker et mord, så passer historie og setting fint sammen.

Søde turtelduer
Holly kan ikke sig i skindet og skal absolut snuse rundt for at finde ud af, hvem der har dræbt Margaret til trods for, at den nye sherif flere gange beder hende om at lade være. Men det er nu også meget hyggeligt at have en undskyldning for at tale med den søde, pæne sherif, og det var sjovt at se, hvordan deres venskab spirede, hver gang de stødte på hinanden under efterforskningen. Jeg frygtede, at det ville blive lidt for klistersødt-chicklit-agtigt, men det blev det heldigvis ikke.

Konklusion: ’Twelve Slays of Christmas’ er en rigtig hyggelig og stemningsfuld julebog – trods mord og dramatik.

The Familiars

‘The Familiars’ af Stacey Halls.

Når liv kan føre til død
Den unge adelskvinde Fleetwood venter atter barn. Hun har før været gravid, men børnene har ikke overlevet fødslen, og denne gang frygter hun, at hun ikke selv vil overleve fødslen. Hun vil dog gøre alt for, at barnet gør, så da hun møder den unge jordemoder Alice, som lover, at hun kan hjælpe, sørger hun straks for at hyre hende. Men ikke alle har samme tiltro til Alice, og snart går der rygter om heksekræfter og ond magi.

Heksejagt og intriger
‘The Familiars’ foregår I 1600-tallet, hvor heksejagten rasede i Europa. Det var et sort kapitel i menneskets historie, hvor frygten for det ukendte og det mystiske førte til drab på tusinder af kvinder (og enkelte mænd). Hvor irrationelle og intrigante udtalelser udløste drab og tortur af mennesker, og hvor det var stort set umuligt at slippe levende derfra, når først man var blevet anklaget for hekseri. Selvom temaet er tydeligt til stede i fortællingen og også udgør en del af hovedplottet, så bliver det dog ikke nær så intrigant som en del andre historier om heksejagt, for fokus er først og fremmest på Fleetwoods graviditet, hendes kamp for livet, og hendes forhold til ægtefællen Richard.

Stærk loyalitet
Fleetwood beskrives som en ung og til tider naiv kvinde med hjertet på rette sted. Hun er let at sympatisere med, ikke mindst fordi hun vitterlig tror på det bedste i andre og gerne vil gøre det godt. Jeg var (selvfølgelig) vild med, at hun var så loyal over for Alice, når det samtidig var tydeligt, at det kunne bringe Fleetwood i problemer. Der er ingen tvivl om, at Fleetwood stiller sig selv i en meget sårbar og udsat position med sine handlinger, og jeg var lige ved at bide negle flere gange, når tingene spidsede til.

Ingen sikker vinder
Nu vil jeg selvfølgelig ikke afsløre slutningen – blot sige, at dette er et af de sjældne tilfælde, hvor jeg var meget i tvivl om, hvorvidt historien ville ende godt eller skidt, og hvad der egentlig ville være en god slutning. Hvor meget skal de gode ’vinde’, før man føler, at det er en happy ending? Findes det overhovedet i sådan en historie?

‘The Familiars’ var en rigtig fin læseoplevelse – stemningsfuld, dragende og en lille smule magisk.

Snesøsteren

‘Snesøsteren’ af Maja Lunde

En julehistorie i 24 kapitler
Det er december måned, og Julian glæder sig til juleaften, som også er hans fødselsdag. Men i år er der ikke megen julestemning, for forældrene sørger stadig over tabet af Juni, Julians storesøster der døde i sommers. Julian nægter dog at lade sorgen overskygge juleglæden, og mens han spekulerer på, hvordan han skal løse problemet, løber han ind i den livsglade pige Hedvig. Pludselig er der atter en, han kan lave sjove ting med. Men hvem er Hedvig, og hvorfor er hun så hemmelighedsfuld om sin familie.

Smukke stemningsfulde illustrationer
Dette er en bog, du bør læse i papirudgave – eller til nøds som e-bog – for du må endelig ikke gå glip af de smukke illustrationer, som supplerer historien rigtig godt. Det er en fornøjelse at fordybe sig i bogen for både børn og voksne.

Glæde og sorg går hånd i hånd
’Snesøsteren’ er et glimrende eksempel på, hvordan man kan fortælle en hyggelig julehistorie og samtidig have alvorlige elementer som sorg og tab med i fortællingen. Her er et barn, der elsker julen og juleglæden virkelig højt, men hvor familien stadig er tynget af sorg, og forfatteren formår at fortælle historien, så barnets glæde på ingen måde kommer til at virke respektløs i forhold til tabet af storesøsteren. Samtidig illustrerer det også fint, at man sagtens kan have alvorlige og triste elementer med i en børnehistorie, for børn er mere hårdføre, end voksne ofte tror (jeg mindes for eksempel at have læst både ’Kaskelotternes Sang’ og ’Mio min Mio’ i en ret ung alder). Det er noget, som – så vidt jeg ved – er ret særligt ved nordisk børnelitteratur.

Den er også for voksne
’Snesøsteren’ er en illustrereret børnebog, der er opdelt i 24 kapitler, så man kan læse den som julekalender. Den kan dog også læses som en almindelig bog og fungerer umiddelbart også bedst sådan. Selvom målgruppen helt klart er børn, så kan den læses af folk i alle aldre, for det er en smuk og tidløs fortælling om håb, kærlighed og venskab, og jeg nød bestemt den meget fine historie og de smukke illustrationer.

Så gik november og jeg…

Blev bekymret over gråt-i-gråt
Øhm… hvad sker der lige for vejret? Én ting er, at det har regnet næsten hver dag – noget andet er, at det har været lige så gråt, som det normalt er i januar! Hvis ikke vi snart får nogle flere solskinsdage, så når folk (inkl. undertegnede) da at få vinterdepression inden jul! :O

Læste 10 bøger
November var en ganske fin læsemåned, selvom antallet af læste bøger lå lidt under det sædvanlige snit. Jeg fik dog læst flere tykke bøger, hvilket er med til at trække antallet ned. Læsehumøret er i top, så nu mangler jeg bare at finde lidt bedre lydbøger – synes desværre ikke, at jeg har haft så meget held på den front de seneste måneder.

Læste tykkeste King-bog i år
I november fik jeg læst ‘Rosernes torne’, som Stephen King har skrevet sammen med sønnen Owen. Jeg er glad for, at jeg valgte at læse den på dansk, for den var ca. 800 sider og dermed også den tykkeste King-bog, jeg har læst i år. Desværre var den også for lang i forhold til, hvad historien kunne bære, men er jo sket før for King.

Nød en omgang girlpower-action
Jeg havde oprindeligt tænkt på, at jeg kunne kombinere månedens King-udfordring med målet om også at læse en bog på min. 500 sider i denne måned og dermed slå to fluer med ét smæk. Men heldigvis nåede jeg også ‘Bloody Rose’ – en efterfølger til ‘Kings of the Wyld’. 2’eren var knapt så fjollet som den første bog i serien, og så savnede jeg lidt mere dybde i persongalleriet.

I december vil jeg:

  • blogge to gange om ugen. Jeg har blogget mindre det sidste halve års tid, men her i december skruer jeg lidt op for indlæggene og vil således blogge to gange om ugen. Jeg regner med, at der hver uge kommer mindst én julebogsanmeldelse.
  • Beslutte hvilke læseudfordringer, jeg vil have i 2020.
  • Julehygge. I rå mængder. Herunder læse en del julebøger.