Bliver ferielæsningen anderledes i år?

fra pixabay.com

Nå men… sommerferien bliver nok lidt anderledes for mange i år. Vores er heldigvis ikke specielt hårdt ramt – vi havde planer om et mini-roadtrip til Sydsverige, men havde ikke booket noget som helst, og selv hvis grænsen helt teoretisk set bliver åbnet til Sverige inden sommerferien, så har vi ganske enkelt ikke lyst til at tage derover.

Vi er dog vant til at holde sommerferie i Danmark. I de sidste mange år har vi haft mindst én miniferie et sted i Danmark i sommerferien, og i år går turen til Fanø. Der har jeg ikke været i over 20 år, så det bliver spændende at udforske øen. Og så bliver det helt sikkert hyggeligt, for vi skal afsted med familien, og vi plejer at være gode til at tage hensyn til hinandens interesser, så der både er tid til afslapning, udflugter og god mad.

Hvad skal jeg læse?
Jeg plejer at have en del bøger med på familieferien – netop fordi flere familiemedlemmer sætter stor pris på eftermiddagslur/afslapning, og det er som regel her, at jeg får læst en del (jeg kan ikke finde ud af at tage eftermiddagslur). Jeg tror dog ikke, jeg får læst nær så meget på familieferien i år. Dels vil transporten være via bil (og så vil min bedre halvdel sætte pris på, at jeg taler med ham fremfor at have næsen i en bog), og dels tror jeg ikke, at der er nær så meget behov for at slappe af om eftermiddagen, da temperaturen i Danmark nok er noget lavere, end når vi har været på ferie i Sydeuropa.

Jeg skal selvfølgelig læse i min ferie (både Fanøferien og resten af vores ferie derhjemme), og jeg ved allerede nu, at jeg satser på at læse ‘Greven af Monte Cristo’ i sommerferien. Jeg plejer altid at læse mindst én ret tyk bog i løbet af sommerferien, og i år passer det godt med, at ‘Greven af Monte Cristo’ samtidig er en del af min top-tyve-liste-udfordring. Jeg håber også på at læse lidt videre i Dresden Files-serien, og så har jeg også tænkt mig at læse ‘Castle of Water’, der handler om to mennesker, der strander på en ø. Det lyder da som en sommeferiebog, ikk’?

Men jeg skal selvfølgelig læse flere bøger i min ferie – jeg har bare ikke samme behov for at planlægge læselisten, som jeg plejer. Så i modsætning til andre år har jeg ikke pt. overblik over hvilke bøger, jeg vil læse i ferien – OG DET ER HELT OKAY! (for et planlægningsmenneske som mig kræver det lidt overvindelse at indse, men… efter de sidste par måneder har jeg vænnet mig til, at jeg ikke kan planlægge alt… desværre…).

Hvad læser du i din sommerferie? Har du allerede nu udset dig nogle bøger, du gerne vil læse i ferien?

Mordet på en havfrue

‘Mordet på en havfrue’ af Thomas Rydahl og A.J. Kazinski

H.C. Andersen møder krimigenren
Denne bog tager udgangspunkt i en fiktiv situation, hvor H.C. Andersen bliver anklaget for mord. Den nu kendte og elskede forfatter er ganske ung og ikke særlig vellidt, og hans fascination af menneskekroppen får ham til at opsøge prostituerede – for at tegne dem vel at mærke. Men det er der ikke mange, der tror på, da den kvinde, han lige havde besøgt, kort tid efter bliver fundet myrdet. H.C. Andersen forsøger at bevise sin uskyld og allierer sig med den dræbtes søster, men det er en snedig morder, de er oppe imod, og sagen bliver mere og mere kompliceret.

Kan man have en kendt og elsket forfatter som potentiel skurk?
Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke var vild med konceptet med at have H.C. Andersen som hovedperson i en krimi. Det virkede lidt som et billigt trick i starten, og jeg syntes, der blev fortolket lige lovlig meget i forhold til de historier, der går om ham. Men i takt med, at historien udviklede sig, så viste det sig at være… hm… hyggeligt at have en person, man ‘kendte’ som hovedpersonen, og det endte med at føles langt mere naturligt, end det gjorde i starten.

Spækket med historiske detaljer
Bogens største styrke er helt klart, at den formår at tegne et nuanceret og troværdigt billede af København i 1834. Vi får et indblik i de fattiges trøstesløse liv, samtidig med at H.C. Andersen også bevæger sig i de riges kredse. Og så flirtes der også med lægevidenskaben, hvilket kun gør historien endnu mere interessant. Plottet er usædvanligt, og fremgangsmåden for opklaringen er til tider noget søgt, men de historiske detaljer understøtter fortællingen og er med til at give en spændende læseoplevelse.

Er det en krimi?
Jeg er stødt på et par anmeldelser, der stiller spørgsmålstegn ved, om dette overhovedet er en krimi, fordi formen er anderledes end normalt. Det mener jeg dog bestemt, det er, og faktisk synes jeg, at denne bog er langt mere interessant end de fleste andre krimier, jeg har læst. Og det er først og fremmest den historiske vinkel, der gør fortællingen medrivende, men også morderens motiv.

‘Mordet på en havfrue’ er til dig, der elsker historiske romaner og som sætter pris på en krimi, hvor hovedpersonen ikke er en midaldrende, skilsmisseramt mand/kvinde med alkoholproblemer. Du skal dog være forberedt på enkelte scener, som bærer præg af noget overnaturligt.

Serie: Shades of Magic

‘Shades of Magic’-serien af V. E. Schwab har gået sin sejrsgang blandt bogvloggerne gennem de senere år, og da den første bog var blandt de tyve bøger, jeg skal nå at læse i år, så kom jeg endelig i gang med serien tidligere i år – og slugte dernæst de to andre bøger kort tid efter! Ligesom med ‘The Riyria Revelations’ er denne trilogi røget ind på listen over mine yndlings-fantasyserier!

Magi, pirater og drama galore
Kell er en af de sidste magikere, der har evnen til at rejse mellem Røde London, Grå London og Hvide London – og engang også Sorte London. Han arbejder for majestæten i Røde London, men under en rejse til Grå London støder han ind i gadetyven Delilah, og det bliver et møde med alvorlige konsekvenser for dem begge. Pludselig er alting på spil, og de bliver begge nødt til at strække sig langt for at redde, hvad reddes kan.

‘Shades of Magic’ er selvfølgelig sprængfyldt med magi og rejser mellem verdener, men undervejs dukker der også pirater op, der kommer til at spille en vigtig rolle, og så er der masser af drama og action. Store følelser og store armbevægelser!

Åh, den kærlighed
Jeg synes desværre sjældent, at kærlighed er særlig interessant beskrevet i ungdomsfantasy (hvilket jeg mener, at denne serie er), men her overrasker ‘Shades of Magic’ meget positivt. Ikke alene er der ikke noget trekantsdrama (hurra!), men kærlighedsscenerne er troværdige, og så elsker jeg, at der er homoseksuel kærlighed, som er indarbejdet på en meget fin måde, så det passer fuldstændig ind i historien.

Som er være der selv
Jeg satte stor pris på forfatterens evne til at beskrive personerne og omgivelser – det føltes nærmest som at være der selv. Bevares, det blev til tider lidt storladent, og et par gange glippede indlevelsen, når hovedpersonerne gennemgik virkelig mange prøvelser i træk, men overordnet set var det intens og ofte nervepirrende læsning. Jeg følte mig ikke altid sikker på, at jeg kunne gætte slutningen, selvom jeg selvfølgelig håbede det bedste for mine favoritpersoner.

Moralkodeks vs. tyve og pirater
Denne serie har en del personligheder med lidt… anløben… moral. Det giver en vis dynamik i fortællingen, men det giver også mulighed for personlig udvikling, og jeg kan godt lide de dilemmaer, det sætter personerne i. Det gør også, at du som læser er lidt skeptisk, når nogen opfører sig lidt for pænt, men det kan jeg godt lide – altså at personerne og dermed fortællingen ikke er så forudsigelig. Jeg syntes dog, at hovedpersonerne generelt var skønne og skæve og ikke nødvendigvis lignede de traditionelle hovedpersoner i ungdomsfantasy.

Dette er fantasyserien for dig, der elsker magi, tricksters og pirater. Dig, der elsker action, drama og storladenhed. Et persongalleri, der byder på flere overraskelser men også personer, der er værd at elske.

Hvad skete der i april?

Aahhh… ferie…
Det bedste ved april var min to uger lange påskeferie! Den erstattede godt nok en tre ugers ferie, hvor jeg skulle have været ude at rejse, men når nu jeg skulle afvikle ferie i Danmark, så gjorde det absolut ikke noget, at solen skinnede næsten konstant. Ferien blev dog ikke så afslappende som ventet, da vi besluttede os for at renovere et af værelserne, men det føltes så godt endelig at kunne planlægge noget her midt i al kaosset. Og så var der selvfølgelig også lidt tid til at læse ind imellem.

12 læste bøger
Jeg læste en del tykke bøger i denne måned – blandt andet bog 2 og 3 i den skønne serie ‘Shades of Magic’. Absolut en af de bedste serier, jeg har læst. Jeg fik cyklet mere, end jeg plejer, og af samme grund fik jeg ikke hørt nær så mange lydbøger, men det tror jeg, at jeg vil råde bod på i maj.

8 ud af 20
Jeg fik læst to bøger mere fra min top-tyve-liste-over-bøger-jeg-skal-læse-2020 – nemlig ‘Never let me go’ og ‘Slathbog’s Gold’. Begge var udmærkede men dog ikke helt så gode, som jeg havde håbet på. ‘Never let me go’ byggede på nogle interessante ideer, men den blev aldrig rigtig nærværende eller rørende. ‘Slathbog’s Gold’ havde også et fint udgangspunkt, men den var alt for simpel og pædagogisk til min smag. Til gengæld ‘slipper’ jeg så for at skrive endnu en serie på listen over dem, jeg skal færdiggøre.

Knapt så kendt scifi-klassiker
Jeg fik læst en knapt så kendt scifi-bog af den kendte forfatter, Philip K Dick – nemlig ‘Time Out of Joint’. Desværre ikke en bog for mig, men scifi-bøger er ret ofte enten knald eller fald i forhold til min smag.

Tegneserier
Jeg fik læst ‘Lucifer’, som jeg lånte af min allerkæreste, der er i gang med at læse serien. Jeg havde håbet på lidt af den samme magiske læseoplevelse, som en del af ‘Sandman’-albummene gav, men desværre fangede den mig ikke rigtig. Jeg fik også læst en af de mest populære mangabøger, der pt. Er på markedet – ‘Vinland Saga’, som jeg havde fået i fødselsdagsgave. Jeg har aldrig specielt god til manga (smukke tegninger, men overfladiske personer og meget karikerede/hysteriske reaktioner), og det indtryk ændrede sig desværre ikke. Den var dog bedre, end jeg håbede på, for udgangspunktet var ikke det bedste. Historien tager nemlig udgangspunkt i vikingetiden, og jeg kan vitterlig ikke fordrage moderne fortolkninger af vikingerne (af samme grund har jeg også kun set de første 3-4 afsnit af Vikings, før jeg måtte kapitulere). Jeg overvejer, om jeg skal prøve en anden manga af samme tegner, eftersom jeg rigtig godt kunne lide tegnestilen.

I maj vil jeg:

  • slippe af med nogle bøger. Jeg har efterhånden samlet en ret stor stak bøger, jeg vil give væk via den lokale byt-en-bog-boghylde, men på grund af coronasituationen har den været lukket i over en måned.
  • Læse flere fagbøger. I forbindelse med den store forårsrengøring (og renoveringen af et af værelserne) fik jeg frasorteret en del bøger, som jeg ikke har tænkt mig at beholde. Flere af dem kunne jeg dog godt tænke mig at læse en gang mere, inden de bliver givet videre, så det vil jeg begynde på i maj.
  • høre flere lydbøger. Jeg har fundet en række nye bøger på Ereolen (var ved at løbe tør), så der skulle være underholdning nok flere måneder frem.