3096 dage

På min liste over de 20 bøger, som jeg skal læse i 2012, står en enkelt biografi. Jeg er ellers ikke rigtig til biografier, men da Natascha Kampusch udgav sin biografi sidste år, vidste jeg, at den bog måtte jeg læse. Ikke bare fik jeg anbefalet den af flere venner og bekendte, men jeg husker også tydeligt dengang i 2006, hvor hun dukkede op efter otte års fangenskab. Her var en sjælden mulighed for at høre historien fra hovedpersonen selv i stedet for at høre sladderpressens vinkler på sagen.

‘3096 dage’ fortæller historien om Natascha Kampusch. Om hendes barndom både før og især efter kidnapningen i 1998, hvor hun som 10-årig blev bortført og spærret inde i en kælder af en mand, der de næste otte år holdt hende fanget. Bogen er skrevet af hende selv, hvor hun fortæller historien om indespærringen og kampen for at overleve som menneske. 

Hendes fangenskab gennemgår flere faser. Først det spinkle håb om at komme fri, indtil hun indser, at hun aldrig kommer derfra med gerningsmandens gode vilje. Skal hun væk, bliver hun nødt til at flygte, for hun vil aldrig kunne overtale ham til at sætte hende fri. Dernæst den langsomme psykiske nedbrydning, som gerningsmanden udsætter hende for, hvor han stille og roligt indprenter hende, at hun ikke er noget værd, at der ikke er nogen, der savner hende, at hun er helt afhængig af ham. Efter en tid følger afstraffelse i form af mindre og mindre mad samt slag over hele kroppen, så hun er oversået med blå mærker. 

Da jeg lyttede til hendes fortælling, blev jeg gang på gang slået af, hvor tænksom og stærk hun fremstår gennem hele bogen. Hun lægger ikke skjul på, hvor apatisk hun har været i perioder, men samtidig kan jeg kun beundre den viljestyrke og overlevelsestrang, som hun besad under fangenskabet. Hun reflekterer – naturligvis – en del over sine handlinger i løbet af bogen og vurderer både sig selv, gerningsmanden og myndighederne. Måske er visse pointer letkøbte – det er jo altid let at være bagklog – men jeg synes nu, at hun er god til at se nuanceret på tingene. 

Hendes reflektioner virker også som et behov for at argumentere for, hvorfor hun handlede – eller måske ikke handlede – som hun gjorde under sit fangenskab. Det er spændende læsning, men jeg tror nu mest, at det er for hendes egen skyld og knapt så meget for læseren. Det er ret analyserende, og enkelte gange kammer det lidt over, når hun refererer til psykologiens opfattelse af, hvorfor mennesker reagerer, som de gør.  


Hendes historie er ikke kun interessant, fordi det er en skræmmende og ubehagelig fortælling om et sygt menneske, der bortfører og frihedsberøver en lille pige. Det er også en vigtig fortælling om en pige, der formår at bevare fatningen og holde modet oppe, selvom der går otte år, før hun slipper fri. Det er en fortælling om livskraft, viljestyrke og menneskelighed, der formår at have forståelse over for gerningsmanden, selvom resten af verden står klar til at fordømme ham, da hun fortæller om sit fangenskab. Hun har en meget vigtig pointe med, at gerningsmanden også bare er et menneske. Hun siger det ikke for at bagatellisere, hvad han gjorde, men for at fortælle, at verden ikke er sort og hvid, at alle indeholder både gode og dårlige sider.

Bogen er holdt i et simpelt og hverdagsagtigt sprog, men reflektionerne er tankevækkende og vigtige. Læs den!

6 thoughts on “3096 dage

  1. Hoptimisten – det er en bog, der gør indtryk. I starten fængede den ikke så meget, men så lod jeg den komme tæt på, og bagefter måtte jeg se et par interviews med hende på Youtube for at kunne afrunde bogen 🙂

  2. Jeg er også meget spændt. 😀 Hvis anmeldere gør det, så burde de ikke læse bogen, hvis de kun vil have Harry Potter. Jeg kan godt lide, at hun vil skrive noget andet end HP. 😀

  3. Åh ja, jeg husker også tydeligt Natasja Kampus. Og jeg synes det er så imponerende, at hun er sluppet nogenlunde helskindet fra det.

    På et tidspunkt var overkloge Vibeke Manniche ude med en af sine sædvanlige, lynhurtige domme over en anden kvinde, som havde været indespærret i mange år. “Hun er jo nok heller ikke den skarpeste kniv i skuffen”, udtalte hun. Den nedladende sætning gjorde mig simpelt hen så vred! Som om det kun er dumme kvinder, der kan gøres til ofre.

  4. Dorte H – nej, det er også en ret tåbelig udtalelse – ofre behøves jo ikke at være dumme. Tit er det jo nok at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *