A Storm of Swords

Jeg har netop afsluttet tredje bog i serien ‘A Song of Ice and Fire’, som er skrevet af George R. R. Martin. Jeg har tidligere anmeldt ‘A Game of Thrones’ og ‘A Clash of Kings’.

Bogen er delt op i to paperbacks (i hvert fald i den udgave, som jeg har læst) og fortsætter, hvor ‘A Clash of Kings’ slap. Af samme grnd vil jeg ikke referere handlingen her, da det vil afsløre for meget.
Til gengæld vil jeg godt røbe, at der er action og intriger for alle pengene! Der er højforræderi og vendekåber, trukne sværd og tænders gnidsel, og det er meget passende af anden del af bogen hedder ‘Blood and Gold’. Nu er forfatteren ikke ligefrem kendt for at holde hånden over sine hovedpersoner, og denne bog er ingen undtagelse. Der sker en hel del drastiske ting, som både chokerer – men som også bringer handlingen frem og lader nu intriger og forbund opstå.

Jeg syntes, at den foregående bog, ‘A Clash of Kings’, var god, men ‘A Storm of Swords’ er bedre. Der er ikke blot action og intriger i et omfang, så du næsten glemmer at trække vejret, mens du læser, men en lang række af hovedpersonerne får også lov til at udvikle sig – enten i positiv eller negativ retning. Forfatteren forstår at lægge så mange lag ind i personlighederne, at de bliver ved med at være interessante, og det er med til at sende historien i en helt ny retning hver gang.

Det er en barsk bog – især hvis du ‘holder med de gode’ – men selv midt i alt elendigheden er der små lysglimt af retfærdighed og håb. Du skal bare ikke forvente, at du kan regne ud, hvordan det går i denne bog, for selvom jeg godt havde luret et par af tingene, så var der også et par episoder, som fik mig til at måbe og ryste på hovedet.

Jeg har tidligere nævnt det, og jeg nævner det gerne igen – denne serie er blandt mine yndlings-fantasyserier, og hvis du blot er den mindste smule til fantasy og/eller højintrige og action, så bør du læse denne serie. Se evt. tre-fire afsnit af tv-serien Game of Thrones først, hvis du ikke er helt overtalt. Den første sæson i serien lægger sig meget tæt op af handlingen i den første bog i serien.

 

2 thoughts on “A Storm of Swords

  1. Vedr. Valhalla: Ja, det er ikke så godt, for nu bliver jeg jo snart nødt til at købe bog 2 😉 Man skal aldrig begynde at købe serier, hehe 🙂 Men pynter nu gevaldigt på bogreolen 🙂

  2. Sidsel – hehehe! Kender det godt – elsker at støde på nye, gode serier, men det kan godt tage tid at tygge sig igennem, når man pludselig er stødt på flere gode serier på kort tid. Håber på at få afsluttet flere af de serier, jeg er gået i gang med, i løbet af i år, for jeg synes godt nok, at jeg følger med i lovlig mange efterhånden 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *