Abehuset

Jeg har tidligere læst Sara Gruens ‘Vand til elefanterne’, hvilket var en god og rørende læseoplevelse, så da jeg faldt over ‘Abehuset’, som hun også har skrevet, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var en bog, jeg blev nødt til at læse.

Bogen handler om Isabel Duncan, der er forsker på et laboratorium, hvor der forskes i aber og deres sprogforståelse. Kontakten til aberne er så intens, at flere af medarbejderne knytter personlige bånd til aberne – og omvendt – så da laboratoriet angribes af aktivister, og aberne bortføres, indleder Isabel en desperat kamp for at bringe aberne tilbage. Det bliver dog en kort jagt, for hurtigt dukker aberne op igen, men ikke på en måde, som Isabel lige havde forestillet sig…

Historieoplægget er sympatisk, men minder for meget om lignende historier om venskaber mellem dyr og mennesker, og hvordan onde, pengegriske og kompromisløse personer ikke forstår dette men vil udnytte dyrene til egen vindings skyld. Der er for mange klichéer i handlingen, og derfor virker historien både velkendt og uinteressant.

Samtidig er linjerne trukket så skarpt op, at det bliver alt for sukkersødt og save the world-agtigt, hvilket på ingen måde var med til at skabe sympati for det egentlig budskab, og det irriterede mig – især fordi forfatteren tidligere har bevist, at hun kan fortælle interessante og rørende historier, uden at det bliver alt for vammelt. Som læser føler jeg mig også talt ned til, når personkarakteristikken bliver så ekstrem endimensional, og det ærgrer mig, at bogen ender med en lidt ligegyldig – men sød – historie om venskaber mellem mennesker og dyr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *