Assasinernes hemmelighed

Jeg er lige hjemvendt efter en 10 dages skøn ferie i det franske, og her var kufferten selvfølgelig spækket med bøger, der kunne læses ved poolen. Et par af dem var biblioteksbøger – blandt andet ‘Assasinernes hemmelighed’ af Jon Courtenay Grimwood, som jeg var faldet over, da jeg sidst var på biblioteket. 

Handlingen foregår i Venedig i 1400-tallet, hvor adelslivet summer af intriger og bedrag, og hvor mennesker købes og sælges for ussel mammon. I skyggerne lurer overnaturlige væsner, og flere personer forsøger at udnytte deres særlige evner i magtspillet om byen. Kontrasten mellem rig og fattig er som mellem sort og hvid, hvor de fattiges kår beskrives som uhumske, vulgære og ydmygende, og hvor de adelige er komplet ligeglade med andre mennesker.

I centrum for handlingen er den unge kvinde Lady Giuletta, assasinerlederen Atilo og den unge dreng Tycho, som alle inddrages ufrivilligt i de adeliges magtkampe. Ladyen er blevet pålagt at gifte sig med Cyperns konge for siden hen at forgifte ham, men inden brylluppet bliver hun bortført, og Atilo får til opgave at finde hende. Han får dog en del at se til, da han også forsøger at tæmme gadedrengen Tycho, der viser sig at have så fremragende snigmorder-evner, at Atilo vælger ham som lærling. Tycho skal være en vigtig brik i kampen om magten, men Tycho selv har sin egen dagsorden…

Oplægget lød rigtig spændende, men desværre var jeg ikke særlig begejstret for udførelsen. Jeg savnede større fokus på personerne med sympatiske træk, så jeg som læser havde lettere ved at holde af personerne og kunne fatte interesse for at følge dem. Samtidig var sproget både farverigt men til tider også lige lovlig knudret og påtaget, hvilket ødelagde rytmen i fortællingen.

Det overnaturlige element er ret underspillet, hvilket på sin vis er et klogt træk, da den historiske setting er interessant nok i sig selv, men der går alt for lang tid, inden læseren for alvor får en idé om, hvad der foregår, og jeg synes aldrig, at der kommer en forløsning på dette. Muligvis er det fordi, det er første bog i en trilogi, men det fremgår heller ikke tydeligt i bogen. Der skal åbnes mere for godteposen, hvis jeg som læser skal bide på og synes, at det er værd at læse den næste bog i serien.

Jeg kedede mig en hel del, da jeg læste bogen, og det er synd, for den historiske setting er fantastisk, og flere af intrigerne kunne let bruges i en rigtig spændende bog. Desværre er disse elementer ikke udnyttet særlig godt, og jeg læste kun bogen færdig, fordi den er hurtigt læst.

6 thoughts on “Assasinernes hemmelighed

  1. Jamen, så bliver der jo mærkeligt at se tv-serien, hvis de har lavet et havn om. Bare det ikke er Tyrion. Hans navn kan altså ikke ændres.

  2. Kathrine – det mener jeg ikke, det er – muligvis en af de små børn, som stort set ikke er med i første bog. Men glæd dig til tv-serien – den følger bogen meget nøje og er meget smuk og fantastisk 🙂

  3. Ja, bogen på billedet er prikken over i'et. Jeg er totalt fascineret!

    'Assaninernes hemmelighed' har jeg ikke hørt om før nu. Den lyder ellers spændende, selvom du ikke var helt begejstret for den. Kan nu godt forstå dig. Jeg bliver også ærgerlig over, hvis en bog ikke udnytter sit potentiale til fulde – og bare går hen og bliver middelmådig i stedet for fantastisk.

  4. Andra – jeg faldt over den på biblioteket, og ud fra bagsiden lød den interessant – meeen jeg synes ikke rigtig, at bagsideteksten giver et korrekt indtryk af indholdet. Ret ærgerligt, for der er flere gode elementer i bogen, som bare ikke udnyttes godt nok.

Skriv et svar til Piskeriset Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *