Assassin’s Quest

Så fik jeg endelig læst tredje og sidste bog i Farseer-trilogien, nemlig ‘Assassin’s Quest’. Jeg har tidligere anmeldt ‘Assassin’s Apprentice’ og ‘Royal Assassin’.

Serien er skrevet af Robin Hobb. Da dette er tredje bog i serien, bringer jeg ikke et resumé men beskriver i stedet overordnet de gode og knapt så gode ting ved denne bog samt serien som helhed.

Først og fremmest – jeg kunne bedre lide ‘Assassin’s Quest’ end forgængeren, ‘Royal Assassin’, og det skyldtes mest af alt, at der var langt mere fremdrift i den tredje bog. Hvor anden bog i serien stod i stampe det meste af tiden – især udviklingsmæssigt hos hovedpersonen – så var tredje bog langt mere interessant. Der var stadig tidspunkter, hvor historien gik lidt i stå, og hvor forfatteren med fordel kunne have skåret et par hundrede sider væk samt skruet op for tempoet, men der var en langt bedre rytme i denne bog.

Og slutningen? Ja, den vil jeg ikke røbe, men jeg syntes, den var meget fin og passede godt til serien.

Farseer-trilogien er velskrevet fantasy med en spændende verden. Jeg kunne især godt lide de overnaturlige evner, som flere af seriens personer har, for de åbner op for interessante dilemmaer og konflikter.

Serien lider desværre lidt af, at forfatteren er utrolig glad for at skrive (for) lange bøger, og det er synd, for det ødelagde ind imellem lidt af min glæde ved at læse serien. Er du til gengæld glad for Patrick Rothfuss (som heller ikke kan finde ud af at begrænse sig), så vil denne trilogi sandsynligvis være noget for dig.

Jeg overvejer at læse noget mere af Robin Hobb på et senere tidspunkt, men jeg er lidt i tvivl om, hvad det i så fald skal være, for hun har ry for at skrive ret tykke bøger. Det har jeg som sådan ikke noget imod, men jeg føler lidt, at de to sidste bøger i denne serie var unødigt lange og sagtens kunne have været 150-200 sider kortere.

3 thoughts on “Assassin’s Quest

    • Ja, det er lige det. Jeg overvejer at researche lidt mere på et tidspunkt, for jeg vil gerne læse flere af hendes bøger, men i første omgang vil jeg godt undgå de bøger, hvor folk netop pointerer, at historien er ret langtrukken.

  1. Pingback: Januar var… | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *