Berlin

‘Berlin’ af Jason Lutes

Berlin gennem to årtier
Tyskland og i særdeles Berlin gennemgik mange omvæltninger i årene efter 1. Verdenskrig. De første år var økonomien stram, men derefter sprudlede Berlin af kreativitet og intellektuel frihed. I ‘Berlin’ følger man flere forskellige personer, der er med til at vise udviklingen af samfundet i forhold til blandt andet politik og seksualitet. Man følger blandt andet den unge kvinde Marthe, der mistede en bror under 1. Verdenskrig, og journalisten Kurt, hvis idealisme blegner i takt med, at nazismen vinder frem.

Det helt almindelige menneske
En af styrkerne ved denne graphic novel er klart persongalleriet, som består af ganske almindelige mennesker, der alle bærer på almene og alligevel særegne historier. Ingen af dem er superhelte eller på nogen måde altafgørende i forhold til verdenshistoriens vingeslag, og alligevel er de med til at tegne et interessant billede af Berlin og årene efter 1. Verdenskrig. De er også med til at skabe en (ny) forståelse af, hvordan nazismen opblomstrede og endte med at dominere Tyskland gennem 30’erne, men det er dog ikke en historie om nazisme eller 2. Verdenskrig – historien slutter netop, som Hitler for alvor får magt.

Smuk, stilren streg
‘Berlin’ er fortalt i detaljerede og nærmest poetisk smukke tegninger, som emmer af stemning. Meget smukke og nærmest vemodige tegninger, som i den grad har krævet research. Det er virkelig gennemarbejdet og flot lavet.

‘Berlin’ er til dig, der nyder graphic novels, der tager udgangspunkt i verdenshistorien men også for dig, der holder af at læse om ganske almindelige menneskeskæbner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *