Berlinerpoplerne

Gennem de seneste år har jeg læst og hørt rigtig mange begejstrede kommentarer om ’Berlinerpoplerne’ af Anne B. Ragde, og jeg havde derfor visse forventninger til bogen.
Bogen handler om tre vidt forskellige brødre, der mødes ved moderens sygeleje. Det er en familie, hvor folk er gået skævt af hinanden mange år forinden og derfor ikke har holdt kontakten. Af samme grund er der mange misforståelser, usagte ting og skepsis, da familien samles, og flere må bide fordomme i sig og acceptere, at andre godt kan være fine mennesker, selvom de har andre normer.
Det er en enkel fortælling, som langt hen ad vejen har et stille og roligt fortælletempo, og forfatteren fortæller levende, så jeg tydeligt kan visualisere fødegården, hvor det meste af handlingen foregår.
Jeg må dog indrømme, at jeg slet ikke blev grebet af historien, og jeg undrer mig lidt over, hvordan bogen er blevet en bestseller, for den sagde mig ikke noget. Bogen er på 300 sider, og det var først ved de sidste 50 sider, at jeg følte lidt sympati for hovedpersonerne – indtil da var jeg mere eller mindre ligeglad med, hvad de foretog sig. De var som sådan ikke usympatiske – nærmere meget menneskelige med deres reaktioner og generelle væremåde – men forfatteren formåede ikke at gøre mig synderlig interesseret i, hvad de foretog sig og hvorfor. Det ærgrer mig, for med al den ros, som bogen har fået de seneste år, så føler jeg mig lidt snydt for en stor læseoplevelse.

6 thoughts on “Berlinerpoplerne

  1. Sådan har jeg det også nogle gange med bøger der har været på bestseller-listen, jeg forstår ikke helt hvordan de er havnet der….. men må så konstantere at smag og behag er forskellig 😀

    Jeg er aldrig kommet i gang med Anne Ragde, men har hørt meget rosende om hendes bøger….

    Mange hilsner
    Birthe

  2. Fedt at du læste den før mig, for nu gør jeg det nok ikke.
    Jeg har lige læst “slægtens offer” af josefine Ottosen. Det er skøn læsning. Det er en ungdomsbog om at skulle troloves, gamle skikke og guder og om høst og dagligdags gøremål for en ung pige af god stand i 1094-1095. Det kan anbefales fordi den gør glad og de historiske begreber føles rimeligt rigtige.

  3. NYBH – jeps, og det er jo egentlig meget godt, at den er det! 😀

    Men jeg synes nu på sin vis, at det er lidt hyggeligt, at en så stille og rolig bog kan blive så populær – det står lidt i kontrast til de mange actionfilm, der oftest vises i biografen.

  4. Signe – den bog, du nævner, overvejer jeg at læse. Jeg vil gerne læse mere af Ottosen – mest af alt for at finde ud af, hvordan hendes stil er. Jeg hørte serien om Mira som lydbog i foråret/sommers, og det er første gang i mange år, at jeg er blevet så hidsig af en bog! 😀

    Jeg kunne slet, slet ikke snuppe hovedpersonen, og bagefter var jeg faktisk lidt imponeret af, at forfatteren kunne vække så stærke følelser i mig 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *