Blaze

Stephen King har skrevet en lang række af bøger gennem sin over 40 år lange forfatterkarriere – herunder flere bøger under pseudonymet Richard Bachman. Jeg læste de fleste af Bachman-bøgerne, da jeg var teenager og var fascineret af korte (i hvert fald i King-sammenhæng) bøger med de enkle fortællinger om triste skæbner. Stilen var lidt anderledes end Kings almindelige bøger, men det gjorde ikke noget – Bachman-bøgerne havde bestemt også noget at byde på.

‘Blaze’ er den sidste af bøgerne, som King udgav under Bachman-pseudonymet. I forordet til bogen skriver Stephen King, at udkastet til bogen lå i hans gemmer i mange år, for han var ikke tilfreds med teksten. På et tidspunkt fandt han dog udkastet frem igen og efter en grundig gennemarbejdning valgte han at udgive bogen for nogle år siden. 

‘Blaze’ handler om kolossen af selvsamme navn – en høj fyr, der er psykisk handicappet efter han blev mishandlet som barn. Gennem mange år har han dannet makkerpar med den snedige George,  og sammen udfører de en lang række småkriminelle opgaver. George dør dog, men Blaze beslutter sig for at gennemføre Georges seneste plan – kidnapningen af et rigmandspars spædbarn. Blaze har dog slet ikke samme sans for detaljer, som George havde, så han ender hurtigt i problemer, da han forsøger at gennemføre kidnapningen. Men George er der til at give ham gode råd… eller er han?

Denne bog er et godt eksempel på, hvordan Stephen King gang på gang forstår at skabe personer, som – trods en række mindre heldige karaktertræk – alligevel er så menneskelige, at man kommer til at holde af dem. Blaze gør nogle åbenlyst dumme eller ligefrem grusomme valg undervejs, og alligevel kunne jeg ikke lade være med at håbe, at det ville ende godt for ham. Blaze er nemlig ikke ond, og i løbet af bogen hører man så meget om hans triste barndom, at man efterhånden sidder med følelsen af, at nu er det da snart på tide, at der sker noget godt i hans liv.

Bogen er en blanding af nutid og tilbageblik fra Blazes barndom, og det er især tilbageblikkene, der står stærkt, for Blaze har vitterlig ikke haft det let gennem sit liv. Makkeren Georges stemme dukker op i ny og næ gennem hele bogen, og det er faktisk en fin detalje, for det giver både noget modspil til Blazes tanker, ligesom det ind imellem fik mig til at overveje, om George nu også var død? Jeg mener – bogen er jo skrevet af Stephen King, som elsker at bruge overnaturlige elementer i sine bøger…

Handlingen er simpel, og var bogen ikke krydret med historierne fra Blazes barndom, ville jeg nok mene, at bogen var en anelse tyndbenet. Ikke desto mindre var det en rigtig god læseoplevelse, for selvom historien er ret enkel – og rimelig forudsigelig – så er Blaze en interessant og velskrevet hovedperson, som er svær ikke at holde af.

2 thoughts on “Blaze

  1. 'Blaze' er en af de bøger, jeg faktisk synes mindst om. Jeg synes den – trods barndomsfortællingerne – er lidt for tynd. Men jeg havde det præcis som dig – håbede det endte godt for ham alligevel!

  2. Jeg kunne nu godt lide, at den var ret simpel, for de seneste par år har jeg læst flere King-bøger, som har været alt for svulstige og unødigt lange – for eksempel 'Som en ond drøm' og 'Duma Key', som jeg bringer anmeldelser af i løbet af den næste uges tid 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *