Bloodthirsty

Denne lille bog faldt jeg for, da jeg så den i en book-haul-video på Youtube – også selvom jeg sjældent læser humoristiske bøger.

‘Bloodthirsty’ er skrevet af Flynn Meaney og handler om den 15-årige Finbar Frame, som er den klassiske, ranglede nørd, der ikke rigtig kan finde ud af det der med piger. Det gør det ikke bedre, at hans tvillingebror, Luke, er den lækre, muskuløse fyr, som alle pigerne sukker over.

Finbar ved ikke rigtig, hvad han skal gøre for at komme i kontakt med pigerne – eller bare i det hele taget være lidt mere populær i skolen – indtil den dag, hvor han og Luke skal starte på hver sin skole. Nu har Finbar mulighed for at få et nyt image – ja han kan jo selv være med til at forme det. Men hvordan gør man det, når man er en tynd, genert fyr, der er allergisk over for solskin?

Hov vent… solskin… er der ikke noget med, at vampyrer ikke kan tåle solskin? Og er der ikke noget med, at piger er VILDE med vampyrer? Inspireret af en pige, Finbar møder i toget, beslutter han sig for at blive vampyr.

Jeg kan godt lide tanken om den unge, smådesperate nørd, der prøver at udgive sig for at være vampyr for at score piger. I betragtning af hvor hotte vampyrer har været de senere år, er det en sjov og oplagt idé, selvom den ikke er videre realistisk.

Jeg havde håbet, at vinklen var lidt mere ekstrem – at hovedpersonen gjorde endnu mere ud af at være vampyr-agtig og mystisk – men det halter lidt undervejs. Det bliver i hvert fald ret søgt, at der skulle være piger, der tror på hans cover.

Personkarakteristikken er overfladisk og ikke specielt interessant. Den bygger meget på stereotyper, og selvom hovedpersonen er både sød og let at holde af, så kunne der godt have været lidt mere kød på personerne. Godt nok er det humor, men personerne må nu godt virke lidt mere levende og nuancerede.

Det er en sød og tilforladelig bog, og selvom det ikke er den store litterære oplevelse at læse den, så er den ikke desto mindre en fin lille og hyggelig bog, som man kan slappe af med en eftermiddag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *