Bogåret der gik – 2014

2014 er næsten omme, og for mit vedkommende bød det på mange gode læseoplevelser. I år blev min læsning præget af to udfordringer – dels et læsetema for hver måned, dels at jeg skulle afslutte 12 serier.

Månedstema – en lidt for stor succes?
Da jeg satte mig for, at jeg skulle have et læsetema for hver måned, havde jeg ikke besluttet mig for, hvor mange temabøger jeg i så fald skulle læse om måneden. Det var både godt og skidt. På den ene side gav det plads til, at jeg kunne læse ekstra mange temabøger i de måneder, hvor temaet virkelig faldt i min smag (i marts læste jeg således 8 Stephen King-bøger – det var skønt!), ligesom jeg kunne holde det på et minimum, når et tema fejlede (jeg læste 3 Anne Rice-bøger i november – hun var virkelig ikke noget for mig). På den anden side læste jeg ofte så mange temabøger, at der dårligt var plads til at læse serier og bøger, der slet ikke var relateret til de to udfordringer.

Men – månedstemaet gav som sagt mulighed for at dykke ned i forskellige forfatterskaber og temaer, og bortset fra førnævnte Anne Rice-tema, så nød jeg alle de andre temaer.

Jeg færdiggjorde 12 serier!
Jeg nåede at færdiggøre 12 serier i løbet af 2014 – både serier, jeg var i gang med inden starten af 2014, og serier som jeg startede på og færdiggjorde i løbet af året. Jeg startede (og afsluttede) lidt flere serier i 2014, end jeg havde forventet. Eller rettere – jeg læste lidt flere nyudgivelser end planlagt, for der var faktisk et par serier på mine boghylder, som jeg ikke fik læst – og som var en af grundene til, at jeg lavede denne udfordring. Ups. Nå, men jeg fik som sagt læst og afsluttet 12 serier, og det var jo det, jeg havde lovet mig selv. Så må jeg se, om ikke jeg kan få læst de ‘glemte’ serier i 2015 i stedet. Det var i øvrigt ret tilfredsstillende at få afsluttet så mange serier, og det er noget, jeg vil fortsætte med – i stedet for blot at starte på en serie og så udskyde læsningen af de resterende bøger (også selvom den første bog var god).

Nåede du at læse de bøger, du gerne ville i 2014? Havde du en eller læseudfordringer i år, som du fulgte? 

4 thoughts on “Bogåret der gik – 2014

  1. Tak! Syntes dog også, at det fyldte lige lovlig meget i planlægningen. I 2015 vil jeg øve mig i at planlægge knapt så meget (hvilket er lidt af en udfordring for mig, eftersom jeg er planlægningsfreak ;)).

  2. Der var også et par gange, det var irriterende, men heldigvis var mange af temaerne nogle, jeg virkelig glædede mig til. Det bliver dog også rart, at jeg her i 2015 har mere frie rammer for læsningen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *