Carmilla

CarmillaMin bedste læseoplevelse under sidste måneds Read-a-Thon var ‘Carmilla’ af J. Sheridan Le Fanu. Det er en gotisk klassiker, der ofte bliver omtalt som forgængeren til ‘Dracula’.

‘Carmilla’ fortælles af den unge kvinde, Laura, der bor på et slot i Østrig sammen med sin far. En dag forulykker en karet tæt på deres hjem, og en ung kvinde kommer til skade. Lauras far tilbyder med det samme, at den unge kvinde kan bo hos dem, indtil hun er kommet til hægterne, og kvindens mor tager straks imod tilbuddet, da hun skal haste videre. Laura og den unge kvinde, Carmilla, bliver venner, men Laura fornemmer også, at der foregår noget mystisk, for der er noget sært dragende og samtidig også urovækkende ved Carmilla. Da Laura bliver syg og langsomt svækkes, ser hun og faderen i øjnene, at det er på tide, de finder ud af, hvem Carmilla egentlig er…

Dette er en herlig dyster historie. Forfatteren har virkelig ramt den helt rigtige gotiske stemning, der bare emmer af dyster, ildevarslende uhygge. Jeg gennemskuede hurtigt hvilken retning, historien ville tage, men det gjorde ikke det mindste, når historien var så godt skruet sammen og ikke mindst så velskrevet.

‘Carmilla’ har ry for at være kontroversiel, og da jeg læste den, kunne jeg godt se, at de sensuelle scener bestemt må have forarget det bedre borgerskab, da bogen udkom i 1800-tallet. Bogen er som sådan ikke erotisk, men der er da en scene, som nok har fået en del læsere til at rødme dengang.

Kan du godt lide ‘Dracula’-historien, og har du lyst til at læse en kort historie, hvor hovedpersonerne er kvinder, så er ‘Carmilla’ noget for dig.

2 thoughts on “Carmilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *