Lincoln in the Bardo

Forventninger:
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig af ’Lincoln in the Bardo’ af George Saunders. Jeg mente, at jeg havde set flere positive anmeldelser af bogen, men det var et lidt spontant valg, da jeg besluttede mig for at låne den på Ereolen Global.

Resumé:
Bogen foregår over en enkelt nat – nemlig den nat, hvor præsident Abraham Lincolns søn, Willie, dør og bliver stedt til hvile i et nærliggende gravsted. Mens borgerkrigen hærger i baggrunden, sørger præsidenten over den døde søn, men sideløbende med dette, fortælles handlingen også af en række spøgelser, der er til stede ved gravstedet.

Det bedste:
Portrætteringen af den sørgende præsident er meget fin og rørende. At vise, at selv landets præsident – midt i kaos og krig – blot er et menneske, der føler stor sorg over tabet af et barn.

Det værste:
Historien er fortalt af mange personer på én gang, og det er ret overvældende for ikke at sige decideret forvirrende. Det er et interessant eksperiment, at bogen er skrevet som et drama, men desværre var det slet ikke noget for mig og endte blot med at være irriterende. Jeg tror, jeg ville have kunnet lide at se det opført som teaterstykke, men i bogform virkede det ikke for mig – slet ikke når bogen samtidig er for lang til, hvad historien kan bære.

Kan anbefales til:
Hm, det er lidt svært, eftersom det er en bog, der virkelig skiller vandene. Enten begejstres man over den anderledes skrivestil eller også bliver man voldsomt irriteret. Kan du godt lide, når forfattere eksperimenterer med form og struktur, så er denne bog måske noget for dig.

The Labyrinth of Drakes

Forventninger:
’The Labyrinth of Drakes’ er den fjerde og sidste bog i serien om Lady Trent. Jeg elskede den første bog i serien og har været fint underholdt af de følgende to bøger, så jeg håbede selvfølgelig, at den fjerde bog ville være en god afslutning på en interessant serie.

Resumé:
Jeg bringer af princip ikke resumé af bøger i en serie, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget af handlingen fra de foregående bøger.

Det bedste:
Det var et glædeligt gensyn med Lady Trent, som igen drager ud (undskyld ordspillet) for at studere de prægtige dyr. Jeg kan i det hele taget godt lide den lidt kølige analytiske stil, som historien fortælles i – det er forfriskende anderledes.

Det værste:
Jeg syntes desværre ikke, at denne bog havde så meget nyt at byde på – og den føltes ærlig talt lidt unødvendig, hvilket er synd, når nu udgangspunktet for serien er så interessant. Det var helt klart den første bog – og til dels den anden – der var de bedste i serien.

Kan anbefales til:
Denne serie er til dig, der gerne vil læse en mere videnskabelig tilgang til drager. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne den med ’Her Majesty’s Dragon’-serien, som helt klart er historisk inspireret – dog tilsat drager. På samme måde er serien om Lady Trent en fortælling, der i bund og grund foregår i 1800-tallet, men hvor den selvstændige kvinder forsker i drager frem for elefanter eller et andet eksotisk dyr. Det er en spændende fortælling om en intelligent og stædig kvinde, der ikke vil lade sig kue af det mandsdominerede samfund men dyrke sin store passion – dragerne.

Haabet

De senere år har de danske medier rettet fokus på Danmarks rolle i forbindelse med slaveriet på De Vestindiske Øer – et kapitel af Danmarkshistorien, der ellers ikke er blevet talt højt om. Det pirrede min nysgerrighed og var med til at inspirere mig til at låne ’Haabet’.

Bogen er skrevet af Mich Vraa og handler om den danske slavehandel, som var relateret til sukkerproduktionen på De Vestindiske Øer. I bogen følger man Maria, der er datter af skibsreder Anton Frederiksen. Hun drager med faren mod De Vestindiske Øer, men sejladsen går ikke som ventet, og pludselig står Maria i en meget dramatisk og uventet situation. Sideløbende med hendes historie hører man om akademikeren Mikkel, der kæmper for at frigive slaverne.

Historien springer i tid, og det var noget forvirrende i starten, men jeg vænnede mig hurtigt til det. Det er ikke altid, at det populære greb med at skifte i tid og sted virker, men i denne sammenhæng syntes jeg, at det understøttede historien fint.

Det er en brutal og nådesløs fortælling om en dyster og nedværdigende tid, og der var scener, der næsten gav mig kvalme, fordi de var så modbydelige. Svig og skruppelløshed driver fortællingen, og det gør skellet mellem de gode og de onde større – så meget, at det ind imellem bliver lige lovligt sort-hvidt. Maria er for eksempel let at holde af som hovedperson men kommer også til at fremstå utrolig naiv i starten af bogen og er dermed et oplagt offer for de amoralske mennesker.

Jeg synes, det er en fascinerende fortælling, men desværre taber historien pusten undervejs, og visse passager bliver lige lovlig forudsigelige. Som inspirationsindlæg i debatten om den danske slavehandel er den dog yderst velkommen, fordi forfatteren formår at tydeliggøre de brutale og dobbeltmoralske handlinger, der har fundet sted på De Vestindiske Øer.

Rovdyrenes klub – Bogeyman

Det er ikke så tit, jeg låner tegneserier på biblioteket, men da jeg for nylig kom forbi for at hente bøger, jeg havde reserveret, tog jeg både ‘Wika og Oberons rasen’ samt ‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ med hjem.

‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ er første hæfte i en serie, der er skabt af Valérie Mangin og Steven Dupré. Handlingen foregår i London i 1800-tallet under industrialiseringen. Her er kontrasterne store med fabriksejerne på den ene side og de fattige fabriksarbejdere på den anden. Forældre sender deres små børn ud for at tjene på fabrikkerne, da mange kæmper for at tjene nok til at kunne brødføde hele familien. Tegneserien skifter mellem at følge drengen Jack, der stjæler for at overleve, og rigmandsdatteren Elizabeth, som lever en beskyttet tilværelse. En dag støder de dog på hinanden, og det forandrer alt. Jack giver Elizabeth et indblik i de fattige børns liv, og fra da af er hendes liv ikke det samme.

Det er en pæn og sober streg med masser af detaljer, der rammer en klassisk engelsk stil. Meget stemningsfuld og lidt i stil med ‘Oliver Twist’. Samtidig er tempoet behersket, og den rolige opbygning passer godt til historien.

Personerne er desværre lidt svære at komme ind på livet af. Elizabeth er lidt overfladisk beskrevet, hvilket omvendt passer godt til de rammer, hun lever i. Til gengæld brød jeg mig slet ikke om Jack, der var alt for tvær og vredladen til mig, og det kom desværre til at trække ned i den samlede oplevelse af historien, da jeg manglede nogen at holde med undervejs.

Dette er en historie, der rummer grusomme detaljer, og jeg vil derfor ikke anbefale den til folk, som hader horror. Selvom tegneren ikke svælger i bloddyppende scener, så er der stadig nogle få men særdeles makabre tegninger undervejs, som virkelig giver historien et interessant og nervepirrende twist.

Selvom historien var lang tid om at komme i gang, og selvom jeg aldrig rigtig kom tæt på personerne, så gør netop twistet til sidst, at jeg er fristet til at læse videre i serien på et tidspunkt. Jeg må simpelthen vide, hvad der efterfølgende sker!

 

 

Jorden rundt på 80 dage

I løbet af de sidste par år har jeg læst eller genlæst en række klassikere – senest ’Drømmer androider om elektriske får?’. Især genlæsningerne er interessante, for er bogen lige så god som mindet om den?

Jeg har netop lyttet til ’Jorden rundt på 80 dage’ som lydbog, der i sin tid blev skrevet af Jules Verne. Historien foregår i 1873 og handler om rigmanden Phileas Fogg, der indgår et vovet væddemål om, at han godt kan rejse Jorden rundt på 80 dage. Der er mange penge på spil – 20.000 pund, som dengang var et uhyrligt højt beløb – men der er selvfølgelig også æren. Phileas og hans tjener Jean Passepartout skal dog ikke kun kæmpe mod tiden men også en lang række hindringer på deres rejse – for eksempel anklager om bankrøveri og en mulig arrestation.

’Jorden rundt på 80 dage’ er en kendt og elsket historie, som jeg både har læst som barn og har set adskillelige filmatiseringer af gennem årene. Den er – til tider – temmelig hæsblæsende fremstillet på film, men jeg syntes dog, at tempoet var noget mere afdæmpet i den originale tekst. De to rejsende har selvfølgelig stadig travlt, men det er dog også tydeligt, at historien er skrevet i en anden tid, hvor det ikke var muligt at rejse hurtigt med fly og bil. Det gør det samtidig også til en fascinerende rejse så mange år efter, fordi de transportformer, vi tager som selvfølgelige i dag, ikke var det for knapt 150 år siden.

Jeg synes, det er en fin historie, og det var bestemt et hyggeligt gensyn. Den var dog ikke nær så gribende, som jeg huskede det som – sandsynligvis fordi jeg er blevet påvirket af de mere dramatiske og actionfyldte fortolkninger gennem årene og derfor fandt originalen en anelse for afdæmpet i forhold til dem. Men det er en historie, der bliver ved med at fascinere og som sagtens kan læses igen og igen.

Onkel Toms Hytte

Jeg er pt. inde i en stime af klassikere. Det er som sådan ikke et bevidst valg, men i løbet af den seneste tid har jeg lånt flere klassikere via Ereolen.dk – herunder ‘Onkel Toms Hytte’, som jeg lyttede til for nylig.

Bogen er skrevet af Harriet Beecher Stowe og handler om den venlige og lidt naive slave, Tom, som er blevet lovet at blive sat fri af sin herre. Men herren mangler penge og ender med at sælge Tom, og hans nye ejer er en brutal og ondskabsfuld mand.

Det er en kort og simpel historie om en venlig slave, der udnyttes og pines af den hvide overherre. En historie, der var yderst kontroversiel, da den udkom i midten af 1800-tallet og som efter sigende var med til at udløse den amerikanske borgerkrig, hvor omdrejningspunktet var den mulige frigivelse af slaver. Det er en historie, der måske kan virke en anelse banal i dag, da fortællingen er så enkel og har så så simple personer, men det er ikke desto mindre en vigtig bog, da den siger meget om den tid, den er skrevet i. Og så skal man heller ikke ignorere, at det er faktisk en udmærket og tankevækkende historie.

Personligt savnede jeg lidt mere dybde hos personerne, men jeg var samtidig fint tilfreds med den enkle historie. Den er rørende uanset hvad.

‘Onkel Toms Hytte’ er med god grund blevet en klassiker, og selvom den ikke er blandt de bedst skrevne, så er den helt sikkert en vigtig bog at læse.

Krig og fred

Sommerens store læseprojekt var for mit vedkommende klassikeren ‘Krig og fred’ af Lev Tolstoj. Det er sandsynligvis den tykkeste bog, jeg nogensinde har læst – ja, den er faktisk så tyk, at den er delt op i to bind. Jeg havde håbet på at læse den på et par uger, da jeg startede på den i løbet af min sommerferie, men så kom der lidt forskellige ting i vejen, så det trak ud.

‘Krig og fred’ foregår i starten af 1800-tallet, hvor man følger en række russiske familier i de højere klasser i den periode, hvor Rusland deltog i Napoleonskrigene. Romanen er en blanding af de intriger og konflikter, der ind imellem opstår i familier, iblandet scener fra krigen, hvor flere af familiemedlemmerne deltager.

Jeg må desværre indrømme, at ‘Krig og fred’ var noget drøj at komme igennem, for den fangede mig ikke rigtig. Jeg savnede den elegante fortællestil, som gjorde ‘Anna Karenina’ til en dejlig læseoplevelse, og så var ‘Krig og fred’ virkelig langtrukken i det hele taget. Bevares – ‘Anna Karenina’ var til tider også noget lang i spyttet, men den formåede alligevel at holde mig interesseret hele vejen igennem.

Den første halvdel af bogen var egentlig udmærket, mens jeg nærmest måtte kæmpe mig igennem anden halvdel. Det var mest af alt ren stædighed, der fik mig til at gennemføre læsningen, for jeg kedede mig bravt de sidste mange hundrede sider.

Bogen indeholder en del passager på fransk, som så er oversat til dansk lige bagefter. Det var især starten af bogen, der bar præg af dette, og det irriterede mig voldsomt. Jeg ved godt, at sådan er bogen skrevet (mange russiske adelsfolk var så vant til at tale fransk, at de dårligt kunne tale russisk), men det var virkelig forstyrrende at få delt historien så meget op i bidder.

Jeg er et eller andet sted glad for, at jeg har læst ‘Krig og fred’, selvom det ikke var en særlig god læseoplevelse. Jeg overvejer, om jeg på et tidspunkt skal supplere oplevelsen med at se en af filmatiseringerne, men det har jeg ikke taget stilling til endnu.

Jo’s Boys

Jeg har endelig fået læst ’Jo’s Boys’ af Louisa May Alcott. Det er fjerde bog i ’Little Women’-serien, og jeg har tidligere anmeldt ’Little Women’ og ’Good Wives’.

Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med handlingen for ikke at røbe for meget fra de foregående bøger, men her er mine tanker om ‘Jo’s Boys’ i forhold til de to første bøger i serien.

Disclaimer: Da jeg læste bogen, troede jeg, at det var den tredje bog i serien. Faktisk er det den fjerde bog, for jeg overså, at ‘Little Men’ lå mellem ‘Good Wives’ og ‘Jo’s Boys’. Det gør dog ikke den store forskel i forhold til min læseoplevelse, da mine kritikpunkter ikke handler så meget om den (manglende) tid mellem de første bøger og så den, jeg lige har læst.

’Jo’s Boys’ var desværre ikke en bog for mig. Hvor ’Little Women’ var charmerende naiv, og ’Good Wives’ var en fin og mere balanceret fortælling, så følte jeg, at ’Jo’s Boys’ var en noget andet bog. Det hænger i høj grad sammen med, at småpigerne er blevet voksne, og at fokus i denne bog slet ikke er dem men Jos sønner. Det kan man naturligvis også regne ud, når man ser titlen, men det betød en hel del for stemningen i bogen. Den manglede den charme og naivitet, som første bog sprudlede af, og så fandt jeg heller ikke drengene/mændene nær så interessante. Bogen bærer i det hele taget præg af, at den er ‘endnu en bog i en serie’ frem for at boble af originalitet og fortælleglæde.

Jeg var glad for, at forfatteren havde gjort en del ud af at pointere, at piger også kan tage sig en uddannelse som for eksempel læge (Nan), men det blev dog ødelagt at kommentarer som “With the natural perversity of her sex Josie ceased to be curious the moment she was told to read it…”. Jeg kan bare ikke klare, når mennesker bliver tillagt bestemte værdier eller evner på grund af deres biologiske køn. Argh!

Men alt i alt desværre ikke bog for mig. Jeg har overvejet, om jeg skal læse ‘Little Men’ på et tidspunkt, men jeg tror, jeg vil lade være. Jeg synes, at de to første bøger var gode, men jeg kunne også mærke, at så snart forfatteren bevægede sig væk fra de oprindelige hovedpersoner, så tabte jeg interessen for historien, og fortællingen mistede sin charme, så jeg tvivler ærlig talt på, at ‘Little Men’ vil være noget for mig.

Dinas bog

Jeg får læst nogle ret forskellige bøger for tiden – blandt andet fordi jeg eksperimenterer en del i forbindelse med mine lydbogslån på Ereolen.dk. I denne uge lyttede jeg til ‘Dinas bog’ af Herbjørg Wassmo – en bog, jeg er stødt på flere gange gennem årene men aldrig før har læst.

Bogen handler om Dina, og man følger hende fra barnsben, hvor hun ved et uheld bliver skyld i moderens død. Hendes fader tilgiver hende ikke for denne udåd, og Dina vokser derfor reelt set op uden omsorgsfulde forældre. Hun må klare sig selv og udvikler derfor en række særheder. Som teenager bliver hun gift med faderens ven, Jacob, der efterhånden er en ældre herre. Det forhindrer dog ikke Dina i fuldstændig at overtage styringen i forholdet til Jacob og senere også på gården, da han dør. Pludselig står hun som ung kvinde med ansvaret for en hel gård og alle de ansatte, og hun bliver nødt til på kort tid at blive moden og ansvarlig.

‘Dinas bog’ er først og fremmest interessant på grund af hovedpersonen selv. Dina er langt fra en elskelig hovedperson – hun er sær, stædig og kynisk men dermed også meget menneskelig. Man kan næsten ikke undgå at blive lidt fascineret af den mystiske og svært tilgængelige pige/kvinde, som lever uden samvittighed og bruger mænd, som hun har lyst til.

Læseoplevelsen var noget svingende. Starten fængede ikke rigtig, mens jeg var ret opslugt af afsnittene om hendes ægteskab og tiden lige efter. Jo ældre hun blev, jo mere følte jeg mig distanceret fra hende, og derfor endte bogen med at være en middelmådig oplevelse. Men fremstillingen af Dina er bestemt interessant, og det er ret forfriskende med en kvindelig hovedperson, der er så politisk ukorrekt.

Curtsies & Conspiracies

Så fik jeg endelig læst anden bog i ‘Finishing School’-serien af Gail Carriger. Sidste sommer læste jeg den første bog, ‘Etiquette & Espionage’.

Traditionen tro vil jeg ikke bringe et resumé, når det drejer sig om fortsættelsen til en bog, da det vil afsløre for meget af handlingen i den første. Men jeg vil dog gerne røbe, at ‘Curtsies & Conspiracies’ desværre ikke sagde mig så meget. Bogen er ligesom forgængeren rimelig letbenet og uden den store dybde, men i 2’eren er der langt mere fokus på Sophronias evne til at tiltrække drengenes opmærksomhed, og man aner oplægget til et trekantsdrama (selvfølgelig mellem den bundsolide arbejderdreng og den arrogante overklassedreng). Det ærgrede mig en del. Ikke blot hader jeg trekantsdramaer, men det virkede også frygtelig stereotypt.

I ‘Curtsies & Conspiracies’ er der også gensyn med et par kendinge fra Carrigers skønne serie, ‘Parasol Protectorate’, men det var jeg noget lunken overfor. Jeg syntes, det kom til at virke lidt forceret og tog fokus væk ‘Finishing School’-seriens egen ramme.

Jeg er pt. noget splittet mht. om jeg vil læse videre i serien. Jeg syntes desværre ikke, at der er kød nok på historien – i hvert fald ikke til, at jeg vil bruge penge på bøgerne. Måske vil jeg læse videre, hvis jeg finder dem på biblioteket eller som e-bog på et senere tidspunkt.