Hippie 2

Så er turen kommet til anden del af Peter Øvig Knudsens fortælling om Thylejren. Den første bog – ‘Hippie 1’ – læste jeg som almindelig papirudgave, mens anden del var på lydbog. Det kom jeg ikke til at fortryde, for oplæseren – forfatteren selv – gjorde det rigtig godt.

I ‘Hippie 2’ er noget af gassen gået af ballonen. Opstarten var præget af optimisme og iværksætterånd, men nu begynder problemerne for alvor at melde sig med tyverier, intriger og misbrug i lejren. Forholdet til de lokale bliver også sat på hård prøve – ikke mindst da en gruppe lejrdeltagere besætter Hjardemål Kirke. Situationen tilspidses, og besættelsen udvikler sig til en kaotisk kamp mellem de lokale, besætterne og de tilkaldte politistyrker.

Der er en kæmpe forskel på de to bøger. Den første bog er som sagt præget af en positiv og skabende stemning, hvor alle tror på det nye samfund, der kan favne alle slags mennesker. I anden bog viser det sig at være en illusion, hvor alle menneskets dårlige sider kommer frem i lyset, og hvor lejren langsomt bryder sammen.

Det er interessant – men også deprimerende – læsning, og der var også en række overraskelser undervejs. Jeg kendte for eksempel ikke til kirkebesættelsen, ligesom der også er flere andre dramatiske episoder, jeg heller ikke havde forventet at skulle læse om i en bog om Thylejren.

Kirkebesættelsen fylder meget i bogen, og selvom den er en vigtig del af fortællingen, så synes jeg også, at denne del er lige lovlig langtrukken. Man kommer lidt for langt væk fra livet i lejren, og det er synd, så jeg havde gerne set, at episoden havde fyldt mindre i bogen.

‘Hippie 1’ og ‘Hippie 2’ er værd at læse, hvis du vil have et indblik i en af hippietidens største begivenheder i Danmark. En tid, hvor troen på en ny verden bygget på kærlighed og tolerance levede i bedste velgående, men hvor stoffer og alkoholmisbrug også var med til at ødelægge mange drømme og venskaber. Spændende læsning.

Imaqa

Jeg læste Jørn Riels skrøner fra Grønland for en række år siden og nød den underspillede humor, som prægede fortællingerne om fangerne langs den grønlandske kyst. Da jeg fandt ‘Imaqa’ af Flemming Jensen, håbede jeg på at finde en bog i samme stil.

Bogen handler om Martin, en dansk skolelærer, der tager til Grønland i 1970’erne for at undervise. Inden han forlader Danmark, får han at vide, at han ikke skal begynde at lære sig grønlandsk, for det er ikke det, han er der for. Faktisk bør han slet ikke forsøge at tilpasse sig det nye samfund, for det er grønlænderne, der skal lære noget. Martin er dog uenig, og selvom kultursammenstødet giver en del misforståelser og spøjse situationer, så lærer han snart bygdens beboere at kende, og venskaber opstår.

Det tog lidt tid, før jeg rigtig ‘følte mig hjemme’ i fortællingen, for den skulle lige have tid til at folde sig ud. Lige så stille får de små, skæve episoder lov til at give en lun og underfundig stemning, og selvom historien ikke helt kommer på højde med Riels hyggelige skrøner, så er bogen alligevel et interessant indblik i en tid, hvor Grønland for alvor begyndte at ændre sig – blandt andet på grund af danskernes forsøg på at lære grønlænderne ‘gode danske vaner’.

Jeg synes, det er en fin lille bog – ikke noget stort og spektakulært, men en udmærket historie at lytte til, mens du er på farte.

Glaspigen

Dette er en dokumentarisk bog, der bygger på virkelige hændelser, men en decideret biografi er det ikke, eftersom visse ting er omskrevet lidt, og en række personer går under andre navne.

‘Glaspigen’, der er skrevet af Karin Dyhr og Marianne Holmen, handler om den 29-årige Ida, der har ondt i sjælen på grund af begivenheder, der fandt sted i hendes barndom. En dag kan hun ikke rumme det længere og må have behandling, men én behandling er ikke nok, og i de følgende år ryger hun ind og ud af psykiatriske afdelinger 70 gange. Hun er fortvivlet, vred, destruktiv og svær at behandle, og efterhånden tager en stadig større del af personalet afstand fra hende og mener, at hun er krukket og egoistisk. Men midt i al elendigheden er der også et par stykker, som sætter sig for at gøre en forskel – at lytte til Ida og hjælpe hende til at komme videre, så hun ikke fortaber sig i medicinske tåger.

Dette er på ingen måde feel-good læsning, og flere gange måtte jeg stoppe op for at sunde mig og tænke over indholdet, inden jeg kunne læse videre. Det er ubehageligt og deprimerende at høre om, hvordan Ida blev misbrugt af sin far som barn og den lange og til tider ydmygende behandling, som hun blev udsat for som voksen. En behandling, der både rummede perioder med umyndiggørelse, medicinering og manglende empati.

Selvom sympatien og forståelsen først og fremmest ligger hos Ida, så synes jeg også, at bogen er med til at belyse hvor svært det kan være som behandler/sygeplejer/psykiater at gøre det rigtige. Hvad der er det rigtige at gøre i én situation for at få en person til at åbne op, vil sandsynligvis ikke være det rigtige i en anden. Hvornår skal man udfordre patienten og hvornår skal man holde sig til at lytte? Jeg har selv været pårørende til en person, der tumlede med en række psykiske udfordringer, og her følte jeg mig flere gange magtesløs og i tvivl om, hvad jeg burde gøre – og hvad jeg kunne gøre i det hele taget.

Det er som sagt barsk læsning, men ikke desto mindre vil jeg kraftigt anbefale dig at læse bogen, for den giver et skræmmende indblik i, hvordan det er at være psykisk syg, og hvilken behandling man kan risikere at blive udsat for.

Hippie 1

Denne bog var en af de mest omtalte bøger sidste år og fik mange roser med på vejen, og det gjorde mig så nysgerrig, at jeg valgte at sætte bogen på en liste over 20 bøger, som jeg skal læse i år.

‘Hippie 1’ af Peter Øvig Knudsen er første del i fortællingen om en af Danmarkhistoriens vigtigste begivenheder i det 20- århundrede – nemlig Thylejren i 1970, hvor flere tusinde hippier forsøgte at skabe et nyt samfund bygget på frihed og total demokrati.

Bogen er en detaljeret beskrivelse af de første 32 dage i lejren og indeholder en række tilbageblik fra årene op til lejren, hvor grundstenene til eksperimentet blev lagt.

Lejren eksisterede i 74 dage og var et resultat af flere års oprør mod verden, som den var dengang – et oprør mod kontrol, krig og diktatur og i stedet en invitation til et samfund med kærlighed, forståelse, rummelighed, hash og samarbejde.

Det er spændende læsning, som giver et langt mere nuanceret af hippiernes samfund – på godt og ondt. Der er utrolig mange detaljer, som bygger på et omfattende og beundringsværdigt researcharbejde, hvor forfatteren dog også flere gange må fremhæve, når interviewpersonerne er uenige i udlægningen af en række begivenheder. Menneskers evne til at huske er forskellig og ofte præget af, hvad man har lyst til at huske, så det er ikke så underligt, at der er uenighed om en del ting. Samtidig må man ikke glemme, at der også blev eksperimenteret en del med hash, lsd m.m. dengang, og en del minder er forsvundet i de euforiserende tåger. 

Når man beskriver hippietiden, kan man ikke undgå at komme ind på sex og opløsningen af det faste parforhold, og bogen kommer også ind på en lang række af de forhold, der blev indgået og brudt på kryds og tværs, hvor man ikke tog det så tungt, hvis kæresten pludselig havde lyst til at hygge sig med en anden. Datidens journalister gik meget op i al den nøgenhed, som lejren bød på, og det fremgår også, at lejrdeltagerne – først og fremmest kvinderne – syntes, at det var ret irriterende at blive opfattet som et objekt, der skulle beglos og fotograferes konstant. Alligevel var det hver dag muligt at besøge lejren – mod et lille beløb, hvis man ikke tilhørte en af de lokale beboere.

Det er især konflikterne, der er interessante, for de er med til at udvide min opfattelse af tiden omkring Thylejren og viser et hippiesamfund, der var langt mere splittet, end jeg havde forventet. Mange hjalp selvfølgelig til i lejren, men der var også mange nassere og tilmed folk, der stjal – både personlige genstande (tøj, penge, telte) og fra fælleskassen.

Forholdet til lokalsamfundet var generelt positivt, men her opstod der – naturligvis – også konflikter, når man placerer en lejr med flere tusinde hippier midt i et klassisk konservativt landsbysamfund. Der blev dog samarbejdet om en lang række ting, og mange af de lokale besøgte da også lejren for at se, hvad det var for nogle langhårede kjøvenhavnere, der havde forvildet sig over på de jyske marker. Der opstod dog gnidninger – blandt andet på grund af rapserierne, der steg mærkbart i området og ikke harmonerede særlig godt med de gode intensioner, som lejren byggede på.

Et interessant indblik i hippietiden og et samfund, som byggede på gode intensioner, men blev ødelagt af interne stridigheder, magtbegær, misundelse og mangel på engagement og ansvarlighed.

Creme fraiche

Denne måneds bogudfordring fra Bogklubben var at læse en bog fra samme år, som man er født, og derfor skulle jeg finde en bog fra 1978. Jeg måtte desværre indse, at det var ret begrænset, hvad jeg havde lyst til at læse blandt de titler, jeg fandt frem, og jeg var da stærkt fristet til at gå efter det sikre hit – en digtsamling af Michael Strunge. Jeg tænkte dog, at det kunne være spændende at kaste sig over noget, jeg ikke kendte i forvejen, og derfor valgte jeg Suzanne Brøggers ‘Creme fraiche’.

I den delvist selvbiografiske bog følger vi jeg-fortælleren, der beskriver sine unge år, som både indeholder kærlighed, sex, rejser, familieøjeblikke og mange små og underfundige passager. Det er en bog, hvor kønnet – eller rettere det kvindelige køn – er i centrum, og hvor jeg-personen eksperimenterer og provokerer.

Jeg må indrømme, at var dette ikke en udfordrings-bog, så havde jeg droppet den undervejs. Der er lidt for mange beskrivelser af intime detaljer hvad angårpersonernes kroppe og deres sexliv, og det er ærlig talt ikke mig. Jeg overvejede, om den åbenhed var særlig for kvindelitteraturen for den periode, men jeg læste et sted, at bogen vakte megen opsigt, da den kom frem, så det har åbenbart ikke været et kendetegn. Det kunne ellers fint ligge i tråd med den frigjorte 70’er-stil, hvor man ikke skulle skamme sig over sin krop, og hvor frihed og lighed blev lovprist. Men som sagt – jeg er sådan set ligeglad med, hvem og hvor mange hovedpersonen dyrker sex med – jeg gider bare ikke læse så mange detaljer om det. Det virker mere som om, der er et ønske om at provokere (og det lykkedes) end om at beskrive den nye seksuelle bevidsthed hos kvindekønnet.

Men når nu jeg havde pålagt mig selv at læse bogen til ende – for når det er en bogudfordringsbog, så opgiver jeg ikke – så endte jeg alligevel med at finde passager, som interesserede mig. Der var for eksempel historierne om jeg-personens far, som var tankevækkende og spændende, og det var også mest den første halvdel, som var lidt for seksualiseret – anden halvdel var langt mere tiltalende.

Jeg har en klar fordom om, at denne bog nok primært vil tiltale kvinder i alderen +45 år, men hvis du er yngre end det og nød at læse bogen, så skriv gerne en kommentar om, hvad der tiltalte dig ved bogen.