Kategoriarkiv: 80’erne

Samme dag næste år

Udgivet den af
8

I min søgen efter spændende bøger på netlydbog.dk faldt jeg over denne bog, som røg til tops på salgslisterne, da den udkom i for få år siden.

‘Samme dag næste år’ er skrevet af David Nicholls og handler om Emma og Dexter, som man følger fra 1988 og frem til 2007. Bogen er opdelt, så man får et glimt af deres liv den samme dag hvert år i denne periode – uanset hvor i livet de er på det tidspunkt.

Emma og Dexter lærer hinanden at kende, da de er sammen til den sidste fest på studiet den 15. juli 1988. Derefter skilles de, men de bevarer kontakten, selvom de hurtigt bevæger sig i hver sin retning, og med tiden udvikler det sig til et varmt venskab. Dexter er den charmerende og flotte fyr, som hurtigt får sig en fremadstormende karriere, mens Emma er den pæne, lidt stræberagtige pige, der helst skal være så korrekt som muligt – og derfor ofte glider i ét med tapetet. Som tiden går, udvikler begge hovedpersoner sig dog – både som personer men også i relationen til den anden – og mange ting ændrer sig.

Jeg indrømmer gerne, at denne bog ikke just hører til den type bøger, jeg plejer at kaste mig over med begejstring. Oplægget lugter langt væk af at være en undskyldning for at fortælle historien om et umage vennepar, der pludselig forelsker sig i hinanden og derefter lever lykkeligt til deres dages ende. Det var nu ikke helt den oplevelse, jeg fik ud af at læse bogen (heldigvis), men jeg syntes alligevel ikke, at bogen levede op til de flotte anmeldelser, den fik, da den blev udgivet.

Først og fremmest har jeg et problem med hovedpersonerne. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om dem. Det er ret tydeligt, at Dexter skal fremstilles som en overfladisk og selvfed fyr, som de færreste i sidste ende bryder sig om – slet ikke som tingene udvikler sig – men det var faktisk Emma, jeg brød mig mindst om. Hun var ind imellem temmelig bedrevidende og så korrekt, at det kom til at virke skingert og påtaget. Dexter fik jeg mest af alt ondt af, mens Emma burde vide bedre, når hun gjorde tankeløse ting. Venskabet mellem de to virker ind imellem også ret forceret. Hvad er det egentlig, de ser i hinanden? Og hvorfor bliver de ved med at holde kontakten, selvom de flere gange sårer hinanden? Det savnede jeg flere argumenter for.

Bogen er blandt andet beskrevet som humoristisk, men den del bed ikke på mig. Jo, Emma har da flere skarpe bemærkninger, og deres samtaler kan godt indeholde de finurligheder, der ofte opstår i samtaler mellem venner, men intet der for alvor rørte mig eller fik mig til at smile.

Jeg kan egentlig godt lide ideen med, at man følger de samme mennesker på en bestemt dato flere år i træk – jeg er bare ikke så begejstret for den spirende kærlighed mellem de to hovedpersoner, for jeg synes, den bliver lidt for søgt ind imellem, og jeg havde hellere set, at der var tale om et venskab, hvor kærlighed ikke spillede ind på noget tidspunkt. Det er trods alt muligt at have venskaber mellem mænd og kvinder, uden at det nødvendigvis udvikler sig til forelskelse.

En ret middelmådig læseoplevelse, som snart forsvinder i glemslen.

Eksil

Udgivet den af
4

På listen over de bøger, jeg skal læse i år, står Jakob Ejersbos bog, ‘Eksil’. Bogen er den første i Afrika-trilogien, som først blev udgivet efter hans død i 2008 – 40 år gammel.

‘Eksil’ foregår i Tanzania i 1980’erne, hvor teenageren Samantha er hovedpersonen, der fortæller om sin hverdag. Hun er den rapkæftede og fandenivoldske type, som spiller mere hård, end hun reelt set er, og hendes sårbarhed skinner igennem flere gange, selvom hun forsøger at skjule det.

Forholdet til forældrene er ikke noget at råbe hurra for, og hendes misbrug af alkohol og narkotika tager til, ligesom hun ender med at blive smidt ud af skolen. Til sidst ender hun med at finde sammen med en mand, der er over dobbelt så gammel som hende selv, men også det bringer problemer med sig.

Jeg har læst mange positive anmeldelser af denne bog – og enkelte negative – og desværre hører jeg til den sidste del, som ikke er specielt begejstret for bogen.

Jeg hørte bogen som lydbog, og det vil jeg fraråde. Oplæseren gjorde det godt nok, men på grund af tekstens simple opbygning er historien utrolig ensformig og enerverende, når bogen bliver læst op. Lad mig komme med et eksempel fra bogen:

„Vil du efterlade mig her helt alene med de gamle?“ spørger jeg.
„Ja,“ siger Alison.
„De tager livet af mig,“ siger jeg.
„Jeg bliver nødt til at lære noget,“ siger Alison. Far går forbi på gangen. Jeg drejer hovedet efter ham.
„Jeg har ikke set England i tre år. Vi har boet her i tolv år – jeg ender som tanzanianer,“ siger jeg højt. Han fortsætter hen ad gangen.
„Du skal nok komme til England,“ siger han uden at vende sig.
„Jeg trænger sgu nu,“ siger jeg. Far stopper op, kigger på mig.
„Nu slapper du af,“ siger han. „Jeg har sagt, du ikke skal bande herhjemme. Du kan rejse op og besøge Alison næste år.“ 

Det bliver utrolig tungt og trættende, når det læses op, mens det nok er lidt lettere at leve med, hvis du læser historien i bogform.

Det er en barsk fortælling om et råt teenageliv, hvor sprut, smøger og stofferne flyder. Sproget er simpelt, direkte og fyldt med irriterende meget teenageslang. Det var med til at gøre mig rigtig, rigtig træt af hovedpersonen meget tidligt i historien.

Til gengæld er det interessant, at forfatteren bruger Tanzania som ramme for sin fortælling, for det giver et indblik i en kultur, man ellers sjældent hører om her i Danmark, og det er meget forfriskende.

Som sagt er meningerne ret delte hvad angår denne bog. Læs den hvis du vil have et indblik i en teenagers liv i Afrika i 1980’erne, men forbered dig på en barsk fortælling og et sprog, din mor ikke ville have accepteret.

Glaspigen

Udgivet den af
8

Dette er en dokumentarisk bog, der bygger på virkelige hændelser, men en decideret biografi er det ikke, eftersom visse ting er omskrevet lidt, og en række personer går under andre navne.

‘Glaspigen’, der er skrevet af Karin Dyhr og Marianne Holmen, handler om den 29-årige Ida, der har ondt i sjælen på grund af begivenheder, der fandt sted i hendes barndom. En dag kan hun ikke rumme det længere og må have behandling, men én behandling er ikke nok, og i de følgende år ryger hun ind og ud af psykiatriske afdelinger 70 gange. Hun er fortvivlet, vred, destruktiv og svær at behandle, og efterhånden tager en stadig større del af personalet afstand fra hende og mener, at hun er krukket og egoistisk. Men midt i al elendigheden er der også et par stykker, som sætter sig for at gøre en forskel – at lytte til Ida og hjælpe hende til at komme videre, så hun ikke fortaber sig i medicinske tåger.

Dette er på ingen måde feel-good læsning, og flere gange måtte jeg stoppe op for at sunde mig og tænke over indholdet, inden jeg kunne læse videre. Det er ubehageligt og deprimerende at høre om, hvordan Ida blev misbrugt af sin far som barn og den lange og til tider ydmygende behandling, som hun blev udsat for som voksen. En behandling, der både rummede perioder med umyndiggørelse, medicinering og manglende empati.

Selvom sympatien og forståelsen først og fremmest ligger hos Ida, så synes jeg også, at bogen er med til at belyse hvor svært det kan være som behandler/sygeplejer/psykiater at gøre det rigtige. Hvad der er det rigtige at gøre i én situation for at få en person til at åbne op, vil sandsynligvis ikke være det rigtige i en anden. Hvornår skal man udfordre patienten og hvornår skal man holde sig til at lytte? Jeg har selv været pårørende til en person, der tumlede med en række psykiske udfordringer, og her følte jeg mig flere gange magtesløs og i tvivl om, hvad jeg burde gøre – og hvad jeg kunne gøre i det hele taget.

Det er som sagt barsk læsning, men ikke desto mindre vil jeg kraftigt anbefale dig at læse bogen, for den giver et skræmmende indblik i, hvordan det er at være psykisk syg, og hvilken behandling man kan risikere at blive udsat for.

No Logo

Udgivet den af
3

Den 20. og sidste bog, der stod på listen over bøger, jeg skulle læse i år, er denne fagbog, som har stået alt for længe på boghylden og bare ventet på at blive læst. Det er en klassiker, hvis du interesserer dig for reklamer, markedsføring og mærkevarer – og ikke mindst samfundsforhold. Dette er nemlig en debatbog, der belyser flere af de imagekriser, som store mærkevarer har haft, fordi de i jagten på profit har benyttet underbetalt arbejdskraft – voksne såvel som børn – i 3. verdenslande.

‘No logo’ er skrevet af Naomi Klein og er inddelt i fire dele. I første del beskriver forfatteren, hvordan de multinationale selskaber har indtaget – eller rettere overtaget – det offentlige rum gennem de seneste årtier, så du stort set ikke kan gå nogen steder uden at se reklamer. I anden del kommer forfatteren ind på, hvordan det er lykkedes virksomhederne at snige deres reklamer og/eller produkter ind på uddannelsesinstitutioner (først og fremmest i USA), mens tredje del behandler virksomhedernes jagt på profit på bekostning af ordentlige arbejdsforhold for de fabriksarbejdere, der producerer mærkevarerne. I fjerde og sidste del dykker forfatteren ned i de kampe, der har været mellem de multinationale selskaber og interesseorganisationerne, som kæmper for at synliggøre virksomhedernes dårlige produktionsforhold for at tvinge selskaberne til at tage et ansvar og i sidste ende ændre praktik.

Det er interessant men skræmmende læsning, og du kan ikke undgå at blive påvirket af at læse bogen. Det er helt sikkert en bog, som skal få læseren til at reflektere mere over eget forbrug og ikke mindst synet på de store mærkevarer, ligesom det skal få folk til at stille spørgsmålstegn ved, hvordan virksomheder i det hele taget bør agere. Er det virkelig værd at købe bestemte mærkevarer, hvis du ved, at de er produceret under forhold, hvor arbejderne dårligt nok kan spise sig mætte for den løn, de får? Eller hvor sikkerheden er så ringe på fabrikken, at der ofte sker dødsulykker?

Det er en bog, der opfordrer til handling og debat. Som helt almindelig person savner du dog den lette vej – en liste over virksomheder, som opfører sig ordentligt – for når du har læst denne bog, kan du godt blive en anelse desillusioneret. Hvilke virksomheder kan du egentlig stole på? En decideret facitliste ville dog hurtigt blive uaktuel, for verden ændrer sig hurtigt, og da denne bog er udgivet i 2001, så er der sket mange ting siden da. Én ting er dog sikkert – det er altid en god idé at forholde sig kritisk til de multinationale virksomheders massive indtog overalt og blive ved med at spørge ind til produktionsforholdene, så de nye lækre træningssko ikke laves på bekostning af andre menneskers helbred.