Anstalten

SPONSORERET INDLÆG

‘Anstalten’ af Stephen King

Det er ikke altid en fordel at være noget ganske særligt
Luke er allerede som tolvårig et geni – et vidunderbarn, der klarer sig ufattelig godt i skolen og som ser ud til at have en lys fremtid foran sig. Men en nat bliver han bedøvet og bortført af bevæbnede personer. De bringer ham til et sted, Anstalten, hvor han vågner op i et værelse, der ligner en tro kopi af hans eget værelse – bortset fra nogle enkelte små detaljer. Der er ingen vinduer og kun en dør, der fører ud til en lang gang, hvor andre børneværelser også fører ud til. Og her møder han de andre børn – børn der åbenbart har særlige evner såsom telepati og telekinese. Men hvad er formålet? Hvorfor er de spærret inde? Hvad er der sket med deres forældre? Og hvad sker der egentlig med de børn, som har været på Anstalten i flere uger og pludselig forsvinder?

Når man gør børn fortræd
‘Anstalten’ er en barsk bog. Her er tale om voksne, der spærrer børn inde og udsætter dem for en lang række smertelige forsøg for at blive klogere på børnenes særlige evner. At mishandle børn er i mine øjne en lige så let og billig måde at fremkalde afsky hos læseren på som når en skurks hæslighed understreges med en eller flere voldtægter i løbet af en bog. Kort sagt – det er et lidt for let trick at bruge for en erfaren forfatter som Stephen King, men det er ikke desto mindre yderst effektivt – man hader virkelig de voksne i denne bog! Ikke mindst fordi det virker så uforståeligt og umenneskeligt.

Nu skal vi ikke forhaste os
Stephen King elsker ord, og han elsker et langsomt fortælletempo. Det kan i visse tilfælde retfærdiggøres – ‘22.11.63’ var ikke en side for lang, selvom den hører til blandt hans tykkeste bøger. Men ‘Anstalten’ er lige lovlig lang i forhold til, hvor lidt der reelt set sker i bogen. Og eftersom historien ikke byder på så mange nye vinkler i forhold til hans tidligere bøger, så kunne den snildt være kortet mindst 100 sider ned.

Men han skriver nu stadig godt
Man kan sige meget om Stephen King og hans bøger. Nogle er mesterværker, enkelte er deciderede makværker. ‘Anstalten’ er ingen af delene. Den er over middel, men den kan på ingen måde måle sig med klassikere som ‘Dyrekirkegården’, ‘Christine’, og ‘Cujo‘. Han formår at skrive levende og spændende, personerne er interessante og troværdige, og så er der ingen udpenslede splatterscener, hvilket især var rart her, fordi bogen handlede om børn i fangenskab. Jeg blev draget ind i historien fra start, og jeg følte med børnene og hadede de onde voksne. Selvom bogen er 620 sider lang, var jeg godt underholdt fra start til slut og sad med tilbageholdt åndedræt de sidste 100 sider, for jeg kunne slet ikke forestile mig, hvordan det ville ende for Luke og hans venner.

Tak til Hr. Ferdinand for anmeldereksemplaret

Island

Forventninger:
Jeg faldt over denne bog, da jeg var i London sidste år og blev nysgerrig, da jeg ikke havde hørt om bogen før. Men oplægget lød spændende, så den endte med at blive købt med hjem.

Resumé:
Teenagedrengen Cameron skal for første gang med sin mor til en arktisk ø, hvor hun skal arbejde i en uges tid. Han er ikke særlig begejstret for udsigten til en uge uden computer og mobil, men da han møder pigen Inuluk på en af sine vandreture, er der endelig en, han kan tale med. Inuluk fortæller ham om øens historie, og sammen udforsker de øen, mens Cameron bliver mere og mere betaget af den rå og barske ø. Men hvem er Inuluk egentlig? Og hvad er det ved den hvide isbjørn, der virker så dragende på Cameron?

Det bedste:
Jeg kan godt lide ideen med at opbygge en børnebog, der belyser farerne ved global opvarmning. Det var noget, der optog mig allerede som barn, så jeg synes, at det er fint at tage dette alvorlige emne op. Samspillet mellem Cameron og hans mor er meget fint fortalt. Historien er desuden suppleret af nogle meget fine illustrationer af Chris Riddell (som også illustrerede Neil Gaimans Sleeper Spindle).

Det værste:
Fortællingen rørte mig desværre ikke så meget, som jeg havde håbet. Den var til tider lidt knudret fortalt, og det er ikke en god idé, når nu den er skrevet til børn. Historieflowet kunne godt have brugt en lille opstramning.

Kan anbefales til:
Er du til historier med overnaturlige elementer og barsk natur, så er denne bog muligvis noget for dig. Den er nok lidt for abstrakt for de helt små børn, men tweens bør kunne få noget ud af historien.

Father Christmas’ Fake Beard

Forventninger:
Jeg havde ikke så mange forventninger til ‘Father Christmas’ Fake Beard’ af Terry Pratchett, men jeg håbede selvfølgelig, at den kunne byde på et par gode grin, for det gør hans bøger som regel – og så var det jo ikke dårligt, at det samtidig var julenoveller, for det var jo helt klart oplagt at læse i denne måned.

Resumé:
Bogen består af 10 noveller med julen som omdrejningspunkt, og de er illustreret med en række skøre og sjove tegninger.

Det bedste:
Der var flere lune og finurlige fortællinger i novellesamlingen, som fik mig til at trække på smilebåndet og klukke lidt for mig selv. Tegningerne var også ganske fornøjelige at se på.

Det værste:
Der var desværre også en del af novellerne, som føltes lige lovlig tynde og uinteressante. Det betød også, at den samlede læseoplevelse var på det jævne, og at bogen ikke var helt så god og underholdende, som jeg havde håbet på.

Kan anbefales til:
Børn og barnlige sjæle, der gerne vil læse nogle hyggelige julenoveller og som elsker halvgakkede tegninger.

Julebestiariet

Forventninger:
Jeg havde ikke så mange forventninger til ’Julebestiariet’, som er skrevet af Benni Bødker og illustreret af Jon Kenn Mortensen. Mest af alt var det bare en oplagt mulighed for at kombinere kvartalstemaet, horror, med julelæsning – en ikke så kendt kombination, som dog er blevet mere udbredt de seneste år.

Resumé:
’Julebestiariet’ er en slags julekalender og monsterguide på samme tid. Hver dag præsenteres et nyt vintermonster, og hver præsentation er fulgt af en detaljeret illustration af monsteret/monstrene.

Det bedste:
Illustrationerne er uden tvivl det bedste ved bogen. De er detaljerede og stemningsfulde og helt igennem hygg… øh, uhyggelige at se på!

Det værste:
Jeg synes desværre ikke, at konceptet i sig selv fungerede så godt – måske fordi jeg kendte de fleste monstre i forvejen. Jeg havde foretrukket, hvis der var gjort lidt mere ud af at beskrive hvert monster – måske med en (fiktiv) stemningsrapport, der fortalte om et menneskes møde med et sådant væsen.

Kan anbefales til:
Børn, der er træt af nuttede nisser og gerne vil kigge på flotte illustrationer af farlige monstre. Nåja, og til voksne, som gerne vil skræmme ungerne lidt…

Jul i andre lande

Forventninger:
Jeg elsker at høre om traditioner fra andre lande – især når det gælder jul og nytår – så det lå lige til højrebenet, at jeg skulle læse ‘Jul i andre lande’ af Sofie Maria Brand. Jeg satsede stærkt på, at det ville blive en hyggelig oplevelse.

Resumé:
Bogen gennemgår juletraditioner i 24 lande, hvor teksten er suppleret af hyggelige og farverige illustrationer. Der fortælles både om de nordiske juletraditioner, om lande hvor julen først fejres den 25. december eller på Helligtrekonger og om, hvad man spiser i løbet af denne højtid i de enkelte lande.

Det bedste:
Selvom det strengt taget er en børnebog, så er ‘Jul i andre lande’ også hyggelig læsning for voksne. Der vil helt sikkert være traditioner, du ikke har hørt om før eller juletraditioner, du ikke nødvendigvis forbandt med lige det land.

Det værste:
Der er lige lovlig mange gentagelser i bogen, for der er selvfølgelig en del traditioner, som lande har tilfælles – for eksempel i de nordiske lande. Det kan være svært at gøre det meget anderledes, men måske det kunne være præsenteret anderledes i bogen, så det ville føles mere varieret.

Kan anbefales til:
Alle julenisser og folk, der gerne lære mere om juletraditioner i andre lande.

Mareridt & myrekryb 1


Forventninger:
Jeg har ikke så mange forventninger til ‘Mareridt & myrekryb 1’ af Nick Clausen. Nok mest af alt nogle ret simple horrorhistorier, som måske – måske ikke, ville være lidt for forudsigelige til min smag.

Resumé:
‘Mareridt & Myrekryb 1’ indeholder syv korte noveller om børn, der oplever noget uhyggeligt. Historierne er ret forskellige og spiller i flere tilfælde på de typer frygt, som børn har – for eksempel at ens yngre søskende løber med forældrenes opmærksomhed. Hver historie sluttes af med forfatterens noter om baggrunden for fortællingen.

Det bedste:
Det var nogle ret interessante, spændende og til tider sjove ideer, som hver novelle byggede på. Flere af dem mindede om noget, jeg havde læst før, men jeg syntes, at forfatteren formåede at gøre historierne til sine egne.

Det værste:
Plottet er måske til tider lidt for simpelt og forudsigeligt til voksne læsere, men det er rigtig god underholdning for børn og teenagere. Som voksen kunne jeg også sagtens nyde novellerne.

Kan anbefales til:
Er du til korte, uhyggelige og til tider morbide noveller, så er ‘Mareridt & myrekryb 1’ bestemt en novellesamling, du bør læse. Historierne er simple men effektive, og selvom målgruppen klart er børn, så kan du som voksen sagtens tåle at læse dem. Jeg skal helt sikkert læse videre i striben af novellesamlinger af forfatteren.

Click’d


Jeg lånte egentlig ’Click’d’ i forbindelse med mit scifi-læsetema, meeen det er nok lige at strække den at kalde denne ungdomsbog for scifi, selvom den handler om en pige, der programmerer spil.

Allie er en 12 år gammel pige, som har været på CodeGirls sommerlejrskole sammen med en lang række andre piger. Her har de hver især udviklet en app, og Allies CLICK’D er ret populær. Faktisk er den så lovende, at Allies lærer indstiller den til en app-konkurrence, og Allie glæder sig vanvittigt meget. Hun må naturligvis vise sine klassekammerater den nye app og kan ikke modstå fristelsen til at invitere dem til at bruge den, og pludselig spreder appen sig med lynets hast blandt skolens øvrige elever. Det er selvfølgelig fedt, at de andre elever er vilde med hendes app, men pludselig opstår der komplikationer, og Allie får bragt både venskaber og konkurrencen i fare.

Jeg synes, det er forfriskende med en ungdomsbog (eller måske nærmest børnebog), hvor hovedpersonen er en pige, der programmerer apps og spiller fodbold – vel at mærke uden at være en klassisk drengefigur, der lige er gjort til pige i fortællingen.

Skrivestilen er frisk og ligetil, og historien er letlæselig, ligesom hvert kapitel er illustreret med screendumps fra CLICK’D.

Allie er på mange måder en almindelig pige – måske meget reflekteret i forhold til sin alder, men som sagtens kan lave fejl alligevel. Her bliver bogen ind imellem ret pædagogisk, da Allie godt kan begå fejl, selvom hun er bevidst om, at det hun gør, ikke er særlig smart i situationen, og det er i disse scener, at det er mest tydeligt, at det er en ungdoms-/børnebog (a la ’her forklarer vi lige pointerne for læseren’). Men hun er grundlæggende et godt menneske, der bare gerne vil gøre det så godt som muligt, og hendes flid og dedikation er beundringsværdig.

Handlingen er i store træk ret forudsigelig, men bogen er ikke desto mindre velskrevet og kommer ind på en lang række interessante emner såsom venskab, tillid, it-sikkerhed og etik. Emner som er behandlet rigtig fint i bogen og som samtidig er ret relevante for målgruppen (pre-teens). Som voksen kunne jeg dog godt nyde at læse bogen, selvom den var en anelse ’for ung’ til mig, for den gik heldigvis udenom nogle af de klassiske scener (blandt andet var slutningen heldigvis ikke helt så Hollywood-agtig, som den kunne have været).

En hyggelig og livsbekræftende lille bog til den lette sommerlæsning og en anbefaling til pre-teens.

Wonder


Bogen ’Wonder’ gik sin sejrsgang i bloggerverdenen, da den udkom for nogle år siden. Den fik faktisk så massiv omtale, at jeg helt bevidst ventede med at læse den, fordi jeg var bange for, at den ikke kunne leve op til den hype, der var omkring den. Nu – et par år senere, hvor bogen i mellemtiden også er blevet filmatiseret – var det så endelig tid til at læse den. Eller rettere lytte til den som lydbog.

Bogen er reelt set en børne-/ungdomsbog, men det lettilgængelige sprog og den 10-årige hovedperson skal bestemt ikke skræmme voksne fra at læse den, for den rummer en historie, vi alle kan lære af.

’Wonder’ handler om drengen August – også kaldet Auggie – der snart skal starte i 5. klasse. Han har ikke tidligere gået i skole, for han blev født med et deformt ansigt, og hans barndom har derfor været præget af en lang række operationer. Auggie er lidt bekymret, for han er ikke så vant til at omgås børn, men nu vil han ikke desto mindre prøve at gå i skole. Han bliver hurtigt venner med Jack og falder også i snak med andre børn, men der er dog også nogle, der absolut ikke er søde ved Auggie, og drillerierne begynder at eskalere.

Dette er den helt klassiske fortælling om den grimme ælling, der ikke ligner de andre og derfor skal kanøfles. Hvordan mennesker – uanset alder – kan være ubetænksomme og til tider grusomme over for hinanden. Det er dog også historien om venskab, om at turde at gå imod strømmen og at være tro over for sig selv.

Historien fortælles først og fremmest gennem Auggie, men flere af kapitlerne bliver dog fortalt af andre, og det giver en ekstra dimension til fortællingen, da der kommer langt flere detaljer frem. Det betyder også, at situationer, som Auggie opfatter på en bestemt måde, ikke nødvendigvis er tiltænkt de samme motiver af de andre, der er til stede.

Der er ingen tvivl om, at det er en rørende historie, og selvom jeg var lidt skeptisk fra start, da jeg var bange for, at forfatteren ville bruge lidt for letkøbte tricks til at vinde læserens sympati, så måtte jeg overgive mig til sidst – det er en virkelig fint fortalt historie om at være anderledes men stadig have hjertet på rette sted.

Hvis jeg endelig skal kritisere noget, så må det være den letkøbte slutning, som var forudsigelig og lidt for klichéramt. Men den kan tilgives, når resten af bogen er så god.

Varm anbefaling herfra – både til børn og voksne.

Dragen med de røde øjne


Så er jeg efterhånden nået til sidste anmeldelse af de bøger, jeg læste til forårsreadathonen sidste måned (ja, det dejlige majvejr har udskudt en del af blogindlæggene :)).

‘Dragen med de røde øjne’ er en lille novellesamling af Astrid Lindgren. Den indeholder ti små historier om børn, der oplever forunderlige ting – for eksempel at møde en lille drage, at komme med på en flyvetur, selvom man er syg, eller møde en lillebitte person, som man kan lege med, når man er alene hjemme.

Det er en novellesamling, der henvender sig til de helt små læsere (der godt kan lide højtlæsning), men voksne, der er vokset på med Lindgrens historier, vil bestemt også nyde de fine, pudsige og lidt sårbare fortællinger. Jeg savnede ind imellem lidt mere kød på fortællingerne, men de er glimrende som højtlæsning for små børn.

The Way of the Warrior


Jeg nåede at læse en del bøger under sidste måneds readathon – blandt andet ‘The Way of the Warrior’, der er første bog i ‘Young Samurai’-serien. Jeg tænkte, at denne ungdomsbog ville passe fint til en readathon, hvor bøgerne gerne må være hurtige og lette at læse.

I bogen følger man drengen Jack, der strander på den japanske kyst, efter at hans faders skib bliver overfaldet af ninjapirater, og skibet derefter synker. Jack bliver reddet af en højagtet sværdmester og derefter adopteret på linje med sværdmesterens søn. Det er noget, som sønnen tager ilde op – ikke mindst da Jack også begynder at uddanne sig som samurai og tydeligvis er dygtig til det.

På mange måder minder denne ‘The Way of the Warrior’ om mange andre ungdomsbøger. Ung knægt bliver lærling og skal gennemgå en masse prøvelser men klarer sig selvfølgelig godt (det meste af tiden). Her er settingen dog lidt anderledes, da den foregår i Japan under samurai-æraen. Jeg havde det personligt lidt hårdt med de føromtalte ninjapirater (det er simpelthen for fjollet!), men bortset fra det var det en udmærket ungdomsbog med fokus på de klassiske værdier – ærlighed, venskab og næstekærlighed.

Det er ikke stor skrivekunst, men det er ok underholdning til en sommerferie eller hvis du blot trænger til en lettilgængelig historie uden de vilde overraskelser.