The Dragon Chronicles

’The Dragon Chronicles’ af Susan Fletcher

Jeg læste første bog i denne firebinds-serie, da jeg var barn, for den udkom dengang under navnet ’Dragemælk’. Derefter gik der mange år, indtil jeg for et par år siden opdagede, at den faktisk var første bog i en firebinds-serie – ’Dragon Chronicles’. De øvrige bøger var ’selvfølgelig’ ikke oversat til dansk (et problem, jeg har oplevet tilpas mange gange til, at jeg nu stort set kun læser serier på engelsk), men jeg købte de tre sidste i efteråret og læste dem i december måned.

Her er et kort oprids af de enkelte bøger.

‘Dragemælk’ / ‘Dragon’s Milk’
Den første bog i serien handler om pigen Kaeldra, der bliver nødt til at opsøge en drage for at bede om noget dragemælk, som kan helbrede Kaeldras søster.

‘Flight of the Dragon Kyn Dragon’
Anden bog foregår på et senere tidspunkt om handler om pigen Kara, som blev efterladt som lille i en grotte, men hvor en drage reddede hendes liv. Hun har en særlig forbindelse til drager, hvilket man nu vil udnytte.

‘Sign of the Dove’
I tredje bog er det Lyf, den lille pige som Kaeldra i sin tid reddede, der er vokset op. Hun støder på et stort kuld drageunger, som hun redder og forsøger at beskytte mod folk, der vil dem ondt.

‘Ancient, Strange and Lovely’
I fjerde og sidste bog er handlingen rykket til en nærfremtid verden, hvor pigen Bryn kan kommunikere med fugle. Det viser sig dog, at hun også kan kommunikere med drager – noget hun opdager, da et stort æg, som hendes mor har fundet på en ekspedition, pludselig klækker, og ud kommer en drageunge.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et blødt punkt hvad angår drager, så selvfølgelig knuselsker jeg bøger med drageunger! Man (læs: jeg) bliver helt forelsket i ideen om at have en flok drageunger omkring sig, og det var utroligt rørende at læse om det tætte bånd, der opstod mellem drageungerne og de enkelte piger.

Der er dog en del forskel på bøgerne. De to første er til tider rimelig barske og uretfærdige, hvilket den tredje til dels også er, men har dog også flere muntre øjeblikke. Den fjerde bog adskiller sig dog så meget fra de øvrige, at det er helt synd, at den er blevet skrevet. Det fungerer bare ikke, at handlingen er flyttet til en gang i fremtiden, og historien er i det hele taget ret uinteressant.

Hvis du elsker drager, så kan jeg varmt anbefale de tre første bøger i denne serie. Det er ganske vist børnebøger, men de er meget fint fortalt på en sød og lidt naiv måde. Lad til gengæld være med at læse den sidste bog – den er ganske enkelt ikke det værd.

Troldeliv – Julekalenderbogen

SPONSORERET INDLÆG

’Troldeliv – Julekalenderbogen’ af Sissel Bøe og Peter Madsen

Bliver det jul på gården?
Denne julekalenderbog er en smukt illustreret bog med historien om den gamle gårdnisse Nisse Nik, der er ved at gå ud af sit gode skind på grund af gårdens nye ejere, der ikke tror på nisser. De sætter ikke grød ud og de har tænkt sig at lave om på alle de ting, der betyder noget for ham. Heldigvis får Nik besøg af troldeungerne Pajko og Paja, som hjælper ham med at vise menneskene, at det er vigtigt at holde sig gode venner med nissen. De finder en allieret i pigen Sofie, som Nisse Nik skriver hilsner til. Men nutidens voksne er stædige, og både Nik, troldeungerne og Sofie får virkelig deres sag for.

Smukke og hyggelige illustrationer
Peter Madsen er en af mine absolutte favorittegnere, og med denne bog har han atter formået at tegne sig ind i mit hjerte. Tegningerne er både søde, hyggelige og dramatiske, og det er en sand fornøjelse at bladre igennem bogen for at se de farverige tegninger.

Når traditioner glemmes
Julekalenderbogen bygger på en klassisk fortælling om, at man ikke skal glemme traditionerne, og at alt ikke behøver at være top-moderne. En fortælling, der ofte bruges i julefortællinger, når det drejer sig om nisser og overtro. Og det fungerer ganske godt i denne fortælling, hvor Nisse Niks frustrationer er meget tydelige – og forståelige. Der er en fin kontrast i, at både Sofie og hendes bedstefar udmærket forstår vigtigheden i at respektere og pleje venskabet til nissen, mens Sofies forældre nægter at tro på nissers eksistens. Også selvom Sofies far kan huske nogle pudsige (nisse-) begivenheder fra sin barndom.

Ikke alt for tuttenuttet
De to troldeunger, Pajko og Paja, er med til at skabe en masse sjove situationer i bogen, men historien får dog flere gange en alvorlig drejning, som måske kan være skræmmende for de mindste børn. Af samme grund synes jeg, at børn bør være 6-8 år, før de læser denne bog. Det er også episoder, hvor det er en god idé, at børn og voksne snakker om, hvad der er rigtigt og forkert, og hvorfor man (mennesker/nisser) nogle gange reagerer, som man gør.

Masser (jule-)hjertevarme
Bogen er virkelig hyggelig julelæsning. Den emmer af juleglæde, håb og kærlighed – til trods for de dumme voksne, der ikke fatter noget som helst. Og selvom alting på et tidspunkt ser sort ud, så vil det jo nok blive jul… sådan plejer det jo at gå i julekalendere.

Tak til Bog & Idé for anmeldereksemplaret

Snesøsteren

‘Snesøsteren’ af Maja Lunde

En julehistorie i 24 kapitler
Det er december måned, og Julian glæder sig til juleaften, som også er hans fødselsdag. Men i år er der ikke megen julestemning, for forældrene sørger stadig over tabet af Juni, Julians storesøster der døde i sommers. Julian nægter dog at lade sorgen overskygge juleglæden, og mens han spekulerer på, hvordan han skal løse problemet, løber han ind i den livsglade pige Hedvig. Pludselig er der atter en, han kan lave sjove ting med. Men hvem er Hedvig, og hvorfor er hun så hemmelighedsfuld om sin familie.

Smukke stemningsfulde illustrationer
Dette er en bog, du bør læse i papirudgave – eller til nøds som e-bog – for du må endelig ikke gå glip af de smukke illustrationer, som supplerer historien rigtig godt. Det er en fornøjelse at fordybe sig i bogen for både børn og voksne.

Glæde og sorg går hånd i hånd
’Snesøsteren’ er et glimrende eksempel på, hvordan man kan fortælle en hyggelig julehistorie og samtidig have alvorlige elementer som sorg og tab med i fortællingen. Her er et barn, der elsker julen og juleglæden virkelig højt, men hvor familien stadig er tynget af sorg, og forfatteren formår at fortælle historien, så barnets glæde på ingen måde kommer til at virke respektløs i forhold til tabet af storesøsteren. Samtidig illustrerer det også fint, at man sagtens kan have alvorlige og triste elementer med i en børnehistorie, for børn er mere hårdføre, end voksne ofte tror (jeg mindes for eksempel at have læst både ’Kaskelotternes Sang’ og ’Mio min Mio’ i en ret ung alder). Det er noget, som – så vidt jeg ved – er ret særligt ved nordisk børnelitteratur.

Den er også for voksne
’Snesøsteren’ er en illustrereret børnebog, der er opdelt i 24 kapitler, så man kan læse den som julekalender. Den kan dog også læses som en almindelig bog og fungerer umiddelbart også bedst sådan. Selvom målgruppen helt klart er børn, så kan den læses af folk i alle aldre, for det er en smuk og tidløs fortælling om håb, kærlighed og venskab, og jeg nød bestemt den meget fine historie og de smukke illustrationer.

Anstalten

SPONSORERET INDLÆG

‘Anstalten’ af Stephen King

Det er ikke altid en fordel at være noget ganske særligt
Luke er allerede som tolvårig et geni – et vidunderbarn, der klarer sig ufattelig godt i skolen og som ser ud til at have en lys fremtid foran sig. Men en nat bliver han bedøvet og bortført af bevæbnede personer. De bringer ham til et sted, Anstalten, hvor han vågner op i et værelse, der ligner en tro kopi af hans eget værelse – bortset fra nogle enkelte små detaljer. Der er ingen vinduer og kun en dør, der fører ud til en lang gang, hvor andre børneværelser også fører ud til. Og her møder han de andre børn – børn der åbenbart har særlige evner såsom telepati og telekinese. Men hvad er formålet? Hvorfor er de spærret inde? Hvad er der sket med deres forældre? Og hvad sker der egentlig med de børn, som har været på Anstalten i flere uger og pludselig forsvinder?

Når man gør børn fortræd
‘Anstalten’ er en barsk bog. Her er tale om voksne, der spærrer børn inde og udsætter dem for en lang række smertelige forsøg for at blive klogere på børnenes særlige evner. At mishandle børn er i mine øjne en lige så let og billig måde at fremkalde afsky hos læseren på som når en skurks hæslighed understreges med en eller flere voldtægter i løbet af en bog. Kort sagt – det er et lidt for let trick at bruge for en erfaren forfatter som Stephen King, men det er ikke desto mindre yderst effektivt – man hader virkelig de voksne i denne bog! Ikke mindst fordi det virker så uforståeligt og umenneskeligt.

Nu skal vi ikke forhaste os
Stephen King elsker ord, og han elsker et langsomt fortælletempo. Det kan i visse tilfælde retfærdiggøres – ‘22.11.63’ var ikke en side for lang, selvom den hører til blandt hans tykkeste bøger. Men ‘Anstalten’ er lige lovlig lang i forhold til, hvor lidt der reelt set sker i bogen. Og eftersom historien ikke byder på så mange nye vinkler i forhold til hans tidligere bøger, så kunne den snildt være kortet mindst 100 sider ned.

Men han skriver nu stadig godt
Man kan sige meget om Stephen King og hans bøger. Nogle er mesterværker, enkelte er deciderede makværker. ‘Anstalten’ er ingen af delene. Den er over middel, men den kan på ingen måde måle sig med klassikere som ‘Dyrekirkegården’, ‘Christine’, og ‘Cujo‘. Han formår at skrive levende og spændende, personerne er interessante og troværdige, og så er der ingen udpenslede splatterscener, hvilket især var rart her, fordi bogen handlede om børn i fangenskab. Jeg blev draget ind i historien fra start, og jeg følte med børnene og hadede de onde voksne. Selvom bogen er 620 sider lang, var jeg godt underholdt fra start til slut og sad med tilbageholdt åndedræt de sidste 100 sider, for jeg kunne slet ikke forestile mig, hvordan det ville ende for Luke og hans venner.

Tak til Hr. Ferdinand for anmeldereksemplaret

Island

Forventninger:
Jeg faldt over denne bog, da jeg var i London sidste år og blev nysgerrig, da jeg ikke havde hørt om bogen før. Men oplægget lød spændende, så den endte med at blive købt med hjem.

Resumé:
Teenagedrengen Cameron skal for første gang med sin mor til en arktisk ø, hvor hun skal arbejde i en uges tid. Han er ikke særlig begejstret for udsigten til en uge uden computer og mobil, men da han møder pigen Inuluk på en af sine vandreture, er der endelig en, han kan tale med. Inuluk fortæller ham om øens historie, og sammen udforsker de øen, mens Cameron bliver mere og mere betaget af den rå og barske ø. Men hvem er Inuluk egentlig? Og hvad er det ved den hvide isbjørn, der virker så dragende på Cameron?

Det bedste:
Jeg kan godt lide ideen med at opbygge en børnebog, der belyser farerne ved global opvarmning. Det var noget, der optog mig allerede som barn, så jeg synes, at det er fint at tage dette alvorlige emne op. Samspillet mellem Cameron og hans mor er meget fint fortalt. Historien er desuden suppleret af nogle meget fine illustrationer af Chris Riddell (som også illustrerede Neil Gaimans Sleeper Spindle).

Det værste:
Fortællingen rørte mig desværre ikke så meget, som jeg havde håbet. Den var til tider lidt knudret fortalt, og det er ikke en god idé, når nu den er skrevet til børn. Historieflowet kunne godt have brugt en lille opstramning.

Kan anbefales til:
Er du til historier med overnaturlige elementer og barsk natur, så er denne bog muligvis noget for dig. Den er nok lidt for abstrakt for de helt små børn, men tweens bør kunne få noget ud af historien.

Father Christmas’ Fake Beard

Forventninger:
Jeg havde ikke så mange forventninger til ‘Father Christmas’ Fake Beard’ af Terry Pratchett, men jeg håbede selvfølgelig, at den kunne byde på et par gode grin, for det gør hans bøger som regel – og så var det jo ikke dårligt, at det samtidig var julenoveller, for det var jo helt klart oplagt at læse i denne måned.

Resumé:
Bogen består af 10 noveller med julen som omdrejningspunkt, og de er illustreret med en række skøre og sjove tegninger.

Det bedste:
Der var flere lune og finurlige fortællinger i novellesamlingen, som fik mig til at trække på smilebåndet og klukke lidt for mig selv. Tegningerne var også ganske fornøjelige at se på.

Det værste:
Der var desværre også en del af novellerne, som føltes lige lovlig tynde og uinteressante. Det betød også, at den samlede læseoplevelse var på det jævne, og at bogen ikke var helt så god og underholdende, som jeg havde håbet på.

Kan anbefales til:
Børn og barnlige sjæle, der gerne vil læse nogle hyggelige julenoveller og som elsker halvgakkede tegninger.

Julebestiariet

Forventninger:
Jeg havde ikke så mange forventninger til ’Julebestiariet’, som er skrevet af Benni Bødker og illustreret af Jon Kenn Mortensen. Mest af alt var det bare en oplagt mulighed for at kombinere kvartalstemaet, horror, med julelæsning – en ikke så kendt kombination, som dog er blevet mere udbredt de seneste år.

Resumé:
’Julebestiariet’ er en slags julekalender og monsterguide på samme tid. Hver dag præsenteres et nyt vintermonster, og hver præsentation er fulgt af en detaljeret illustration af monsteret/monstrene.

Det bedste:
Illustrationerne er uden tvivl det bedste ved bogen. De er detaljerede og stemningsfulde og helt igennem hygg… øh, uhyggelige at se på!

Det værste:
Jeg synes desværre ikke, at konceptet i sig selv fungerede så godt – måske fordi jeg kendte de fleste monstre i forvejen. Jeg havde foretrukket, hvis der var gjort lidt mere ud af at beskrive hvert monster – måske med en (fiktiv) stemningsrapport, der fortalte om et menneskes møde med et sådant væsen.

Kan anbefales til:
Børn, der er træt af nuttede nisser og gerne vil kigge på flotte illustrationer af farlige monstre. Nåja, og til voksne, som gerne vil skræmme ungerne lidt…

Jul i andre lande

Forventninger:
Jeg elsker at høre om traditioner fra andre lande – især når det gælder jul og nytår – så det lå lige til højrebenet, at jeg skulle læse ‘Jul i andre lande’ af Sofie Maria Brand. Jeg satsede stærkt på, at det ville blive en hyggelig oplevelse.

Resumé:
Bogen gennemgår juletraditioner i 24 lande, hvor teksten er suppleret af hyggelige og farverige illustrationer. Der fortælles både om de nordiske juletraditioner, om lande hvor julen først fejres den 25. december eller på Helligtrekonger og om, hvad man spiser i løbet af denne højtid i de enkelte lande.

Det bedste:
Selvom det strengt taget er en børnebog, så er ‘Jul i andre lande’ også hyggelig læsning for voksne. Der vil helt sikkert være traditioner, du ikke har hørt om før eller juletraditioner, du ikke nødvendigvis forbandt med lige det land.

Det værste:
Der er lige lovlig mange gentagelser i bogen, for der er selvfølgelig en del traditioner, som lande har tilfælles – for eksempel i de nordiske lande. Det kan være svært at gøre det meget anderledes, men måske det kunne være præsenteret anderledes i bogen, så det ville føles mere varieret.

Kan anbefales til:
Alle julenisser og folk, der gerne lære mere om juletraditioner i andre lande.

Mareridt & myrekryb 1


Forventninger:
Jeg har ikke så mange forventninger til ‘Mareridt & myrekryb 1’ af Nick Clausen. Nok mest af alt nogle ret simple horrorhistorier, som måske – måske ikke, ville være lidt for forudsigelige til min smag.

Resumé:
‘Mareridt & Myrekryb 1’ indeholder syv korte noveller om børn, der oplever noget uhyggeligt. Historierne er ret forskellige og spiller i flere tilfælde på de typer frygt, som børn har – for eksempel at ens yngre søskende løber med forældrenes opmærksomhed. Hver historie sluttes af med forfatterens noter om baggrunden for fortællingen.

Det bedste:
Det var nogle ret interessante, spændende og til tider sjove ideer, som hver novelle byggede på. Flere af dem mindede om noget, jeg havde læst før, men jeg syntes, at forfatteren formåede at gøre historierne til sine egne.

Det værste:
Plottet er måske til tider lidt for simpelt og forudsigeligt til voksne læsere, men det er rigtig god underholdning for børn og teenagere. Som voksen kunne jeg også sagtens nyde novellerne.

Kan anbefales til:
Er du til korte, uhyggelige og til tider morbide noveller, så er ‘Mareridt & myrekryb 1’ bestemt en novellesamling, du bør læse. Historierne er simple men effektive, og selvom målgruppen klart er børn, så kan du som voksen sagtens tåle at læse dem. Jeg skal helt sikkert læse videre i striben af novellesamlinger af forfatteren.

Click’d


Jeg lånte egentlig ’Click’d’ i forbindelse med mit scifi-læsetema, meeen det er nok lige at strække den at kalde denne ungdomsbog for scifi, selvom den handler om en pige, der programmerer spil.

Allie er en 12 år gammel pige, som har været på CodeGirls sommerlejrskole sammen med en lang række andre piger. Her har de hver især udviklet en app, og Allies CLICK’D er ret populær. Faktisk er den så lovende, at Allies lærer indstiller den til en app-konkurrence, og Allie glæder sig vanvittigt meget. Hun må naturligvis vise sine klassekammerater den nye app og kan ikke modstå fristelsen til at invitere dem til at bruge den, og pludselig spreder appen sig med lynets hast blandt skolens øvrige elever. Det er selvfølgelig fedt, at de andre elever er vilde med hendes app, men pludselig opstår der komplikationer, og Allie får bragt både venskaber og konkurrencen i fare.

Jeg synes, det er forfriskende med en ungdomsbog (eller måske nærmest børnebog), hvor hovedpersonen er en pige, der programmerer apps og spiller fodbold – vel at mærke uden at være en klassisk drengefigur, der lige er gjort til pige i fortællingen.

Skrivestilen er frisk og ligetil, og historien er letlæselig, ligesom hvert kapitel er illustreret med screendumps fra CLICK’D.

Allie er på mange måder en almindelig pige – måske meget reflekteret i forhold til sin alder, men som sagtens kan lave fejl alligevel. Her bliver bogen ind imellem ret pædagogisk, da Allie godt kan begå fejl, selvom hun er bevidst om, at det hun gør, ikke er særlig smart i situationen, og det er i disse scener, at det er mest tydeligt, at det er en ungdoms-/børnebog (a la ’her forklarer vi lige pointerne for læseren’). Men hun er grundlæggende et godt menneske, der bare gerne vil gøre det så godt som muligt, og hendes flid og dedikation er beundringsværdig.

Handlingen er i store træk ret forudsigelig, men bogen er ikke desto mindre velskrevet og kommer ind på en lang række interessante emner såsom venskab, tillid, it-sikkerhed og etik. Emner som er behandlet rigtig fint i bogen og som samtidig er ret relevante for målgruppen (pre-teens). Som voksen kunne jeg dog godt nyde at læse bogen, selvom den var en anelse ’for ung’ til mig, for den gik heldigvis udenom nogle af de klassiske scener (blandt andet var slutningen heldigvis ikke helt så Hollywood-agtig, som den kunne have været).

En hyggelig og livsbekræftende lille bog til den lette sommerlæsning og en anbefaling til pre-teens.