Serie: The Young Elites

Jeg introducerer nu et nyt koncept på bloggen – nemlig serieanbefalinger. Jeg har altid ment, at det var lidt bøvlet at skrive anmeldelser af bøger, der er en del af en serie. Lige så snart jeg når til anden bog i serien, så undlader jeg at skrive et resumé i anmeldelsen, da jeg ikke vil afsløre for meget af handlingen. Fremover vil jeg stadig anmelde den første bog i serien og derefter først anmelde resten af serien i et samlet indlæg. Dette gælder primært trilogier og quadrologier – er det lange serier, så vil jeg stadig kunne finde på at anmelde bøgerne i takt med, at jeg får dem læst.

Mit første serieindlæg handler om ’The Young Elites’ af Marie Lu. En dark fantasy-trilogi, jeg har læst gennem de seneste måneder og som var en virkelig positiv overraskelse.

Resumé
Serien centrerer sig om den unge kvinde Adelina, som er malfetto – et af de mennesker, der blev ramt af blodfeberen for ti år siden, hvilket satte spor på kroppen – og i visse tilfælde også gav bæreren magiske evner. Men malfettos er ikke velsete. Alene deres eksistens gør andre mennesker utrygge, og derfor bliver malfettos generet og til tider jagtet. De malfettos, der har fået magiske evner, bliver omtalt som The Young Elites, og nogle af dem er gået sammen i gruppen The Dagger Society, der slår ned på de uretfærdigheder, som malfettos udsættes for. Det er også dem, der redder Adelina, da hun er tæt på at miste livet.

Adelina finder et fællesskab hos The Dagger Society, men hun opdager også de stærke, mørke kræfter, som hun besidder. Kræfter, som kan give hende alt, men også kræfter der fortærer ens sjæl og fornuft.

En atypisk hovedperson
‘The Young Elites’ er en ret interessant serie. Udgangspunktet er som så mange andre ungdomsfantasy-serier – en ung kvinde/mand bliver undertrykt men opdager, at vedkommende besidder særlige evner, som kan redde verden – har så stor betydning for andre mennesker, at de bliver frygtet og jagtet. Sådan starter ’The Young Elites’ også, men Adelina er langt mere kompliceret end de fleste hovedpersoner, og det bliver hurtigt tydeligt, at hun ikke er den entydigt godhjertede hovedperson, man er vant til. Tværtimod drages hun mod de mørke kræfter, og det gør historien langt mere interessant. For selvom jeg som udgangspunkt gerne vil have hovedpersoner, der er lette at holde af, så er det langt mere interessant med personer, der også har mørke sider – det gør dem langt mere menneskelige og dermed også langt mere troværdige. Og Adelina er i den grad i sine følelsers vold, hvor man som læser både føler med hende men også bliver dybt frustreret, når hun reagerer uigennemtænkt og irrationelt – til stor skade for hende selv og dem, hun holder af.

Et bredt og nuanceret persongalleri
Selvom Adelina helt klart er hovedpersonen i serien, så er der heldigvis også plads til at det øvrige persongalleri kan folde sig ud, så man får et indblik i de enkelte bipersoners baggrund og tanker. Det gør dem helstøbte og spændende og giver så mange flere nuancer til historien.

Magiske kræfter med begrænsninger
Jeg er ret begejstret for konceptet bag de magiske kræfter, som personerne i bøgerne besidder. Både de forskellige variationer samt måden de fungerer på er fint udtænkt og skaber fantastiske billeder i læserens hoved. I takt med at man kommer længere ind i serien, får man også mere viden om, hvor kræfterne stammer fra, og hvilke begrænsninger de (trods alt) har. Helt klart et af de bedste magisystemer (hvis man kan kalde det det i denne sammenhæng), jeg længe er stødt på.

’The Young Elites’-trilogien er dark fantasy. Der er ikke mange lyspunkter i serien, så hvis du er til hyggelig fantasy med elversang og sød romantik, så er dette ikke en serie for dig. Til gengæld er den velskrevet og har et fantastisk persongalleri samt drama for alle pengene. Absolut en af de bedste fantasyserier, jeg længe har læst.

The Young Elites

Forventninger:
Jeg havde virkelig ikke særlig høje forventninger til ‘The Young Elites’ af Marie Lu. Det handlede ikke så meget om, at jeg ikke brød mig om hendes ‘Legend’. Jeg frygtede, at det var endnu en standard YA med de sædvanlige klicheer såsom ‘jeg er opvokset under fattige kår men viser sig at være den udvalgte’ og ‘to fyre er dødeligt forelsket i mig, og jeg ved ikke hvem af dem, jeg skal vælge’. Men oplægget lød interessant, så jeg tog chancen.

Resumé:
‘The Young Elites’ er første bog i en trilogi af samme navn. Her følger man hovedpersonen Adelina, som er en af de mærkede – en af de børn, der overlevede blodfeberen med ar på kroppen. Men det er ikke det eneste, de børn har – mange af dem besidder nu sære og stærke kræfter, og de andre mennesker har svært ved at finde ud af, hvordan de skal håndtere disse vanskabninger, som kaldes malfettos. De bliver generet, jaget og til tider dræbt. Adelina tror ikke, at hun har særlige kræfter – indtil de en dag viser sig, og helvede bryder løs. Hun flygter og opsøger i stedet The Dagger Society, som er en gruppe særlige malfettos. Men lige i hælene på hende er inkvisitionen, for nettet strammes om vanskabningerne, og nu bliver de åbenlyst henrettet. Men hvad vil Adelina? Kan hun finde tryghed og sammenhold hos The Dagger Society, og kan de lære hende at styre de særlige kræfter, hun besidder?

Det bedste:
Dette er en bog, der byder på flere overraskelser – ikke mindst hovedpersonen Adelina, som ikke er så rendyrket god person, som hovedpersoner ellers ofte er. Hun er egenrådig, egoistisk og temperamentsfuld, og det er til tider lidt svært at holde med og af hende. Men det gør hende også interessant, for kampen mellem ‘det gode’ og ‘det onde’ raser inde i hende. I det hele taget er persongalleriet forholdsvis bredt og nuanceret. Og slutningen… den kan jeg godt lide 🙂

Det værste:
Jeg kunne godt have brugt lidt mere dybde i flere af personerne – også selvom det havde betydet en noget længere bog. Men der er en del interessante personligheder i historien, som ikke rigtig når at folde sig ud, så jeg håber, at det er noget, der vil ske i de følgende to bøger.

Kan anbefales til:
Dette er til dig, der kan lide mørke fantasyserier, hvor alt ikke er lige forudsigeligt. Det er til dig, der godt kan lide twistede hovedpersoner og til dig, der husker at have bog nr. to liggende, så du kan læse den lige bagefter – det gør jeg nemlig.

Red Sonja Vol. 1

Forventninger:
Jeg havde lidt på fornemmelsen, at det godt kunne blive en kende old school at læse Red Sonja, for det er temmelig 80’er kliche med veldrejede kvinder i chain mail bikini. Men altså – min interesse blev vakt af den flotte tegnestil, og så kan jeg jo godt lide historier med kvindelige helte, der sparker r*v!

Resumé:
Den kvindelige kriger Sonja opsøges af to unge bueskytter, der anmoder om hendes hjælp på kongens vegne, og det kan Sonja ikke sige nej til. For hun skylder ham en tjeneste, og selvom det kan betyde den visse død, så træder hun straks til for at beskytte de svage og kæmpe mod ondskab og dæmoner.

Det bedste:
Meget flot tegnestil – den var jeg ret pjattet med. Jeg klukkede med jævne mellemrum over det totalt upraktiske i hendes sparsomme bikini-rustning, som virker så kikset i vore dage, men heldigvis går hun også mere fornuftigt klædt i en del scener. Selvom der ikke er så megen tyngde i hendes personlighed, så er hun en kvinde med ben i næsen, og hun fungerer ok som hovedperson.

Det værste:
Der er ikke så meget kød på historien. Jeg savnede mere tyngde og mere personlighed – det blev en anelse fladt, og selvom tegneserien som sagt er flot og indbydende, så kræver det altså lidt mere end en chain mail babe og et stort sværd. Lad os se, om næste nr. i serien har mere at byde på.

Kan anbefales til:
Er du til sværdsvingende smukke kvinder, masser af action og en historie uden de store komplikationer, så er ‘Red Sonja Vol 1’ noget for dig.

The Labyrinth of Drakes

Forventninger:
’The Labyrinth of Drakes’ er den fjerde og sidste bog i serien om Lady Trent. Jeg elskede den første bog i serien og har været fint underholdt af de følgende to bøger, så jeg håbede selvfølgelig, at den fjerde bog ville være en god afslutning på en interessant serie.

Resumé:
Jeg bringer af princip ikke resumé af bøger i en serie, da jeg gerne vil undgå at afsløre for meget af handlingen fra de foregående bøger.

Det bedste:
Det var et glædeligt gensyn med Lady Trent, som igen drager ud (undskyld ordspillet) for at studere de prægtige dyr. Jeg kan i det hele taget godt lide den lidt kølige analytiske stil, som historien fortælles i – det er forfriskende anderledes.

Det værste:
Jeg syntes desværre ikke, at denne bog havde så meget nyt at byde på – og den føltes ærlig talt lidt unødvendig, hvilket er synd, når nu udgangspunktet for serien er så interessant. Det var helt klart den første bog – og til dels den anden – der var de bedste i serien.

Kan anbefales til:
Denne serie er til dig, der gerne vil læse en mere videnskabelig tilgang til drager. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne den med ’Her Majesty’s Dragon’-serien, som helt klart er historisk inspireret – dog tilsat drager. På samme måde er serien om Lady Trent en fortælling, der i bund og grund foregår i 1800-tallet, men hvor den selvstændige kvinder forsker i drager frem for elefanter eller et andet eksotisk dyr. Det er en spændende fortælling om en intelligent og stædig kvinde, der ikke vil lade sig kue af det mandsdominerede samfund men dyrke sin store passion – dragerne.

Serafina and the Black Cloak

Forventninger:
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig af ’Serafina and the Black Cloak’. På den ene side havde jeg set en del positive anmeldelser af bogen, og på den anden side var jeg bekymret for, om den ville være lidt for meget børnebog til min smag.

Resumé:
Den unge pige Serafina lever skjult i kælderen hos den rigmand, hvor hendes far arbejder. Hun fanger rotter og bruger i det hele taget en del af sin tid på at tage på eventyr, men en nat oplever hun noget skræmmende. En mand i en lang sort kappe får et barn til at forsvinde, og hun formår kun lige at undslippe. Flere børn forsvinder, og rædslen spreder sig i området. Serafina ved, at manden må stoppes, og hun beslutter sig for at finde ud af, hvem han er.

Det bedste:
Anden halvdel var klart den bedste. Da først jagten på manden i den sorte kappe gik ind, så livede historien op og endte med at blive spændende. Derudover kan jeg godt lide den mørke, dystre stemning og af samme grund er dette ikke en bog, der bør læses af mindre børn.

Det værste:
Starten af bogen var noget tung og knudret at komme igennem. Det var, som om forfatteren lige skulle skrive sig varm. Jeg savnede lidt flere detaljer undervejs, da historien ind imellem kom til at virke lidt flad og unuanceret, da tonen i bogen var forholdsvis tør og nøgtern.

Kan anbefales til:
Er du til dystre fortællinger med overnaturlige elementer, så er denne børnebog måske noget for dig.

Rat Queens Vol 1

Forventninger:
Jeg fik ’Rat Queens Vol. 1’ som en ekstra overraskelse juleaften, så det var ikke et hæfte, jeg kendte så meget til, inden jeg gik i gang med at læse det. Jeg har dog før stødt på anmeldelser af det og har flere gange overvejet at læse det, så det var fint, at der nu var mulighed for det.

Resumé:
’Rat Queens’ er en gruppe på fire unge kvindelige eventyrere, der bliver udsat for snigmordsforsøg, da de er i gang med at løse en opgave. De er dog bestemt ikke tabt bag en vogn og formår at forsvare sig, men hvem er det, der forsøger at komme dem til livs?

Det bedste:
Det er selvfølgelig en sjov idé at samle en eventyrgruppe kun bestående af kvinder, som både er skarpe i replikken og er kyndige våbenbrugere. Man keder sig bestemt ikke med det hårdtpumpende tempo, der er i historien.

Det værste:
Stilmæssigt er dette hæfte desværre ikke mig. Det lidt for overgearede tempo og det beskidte sprog gør tegneserien lidt for pubertær til mig, og så er der noget ret bedaget over at have en ren kvindegruppe – sådan lidt 90’er-agtigt i stil med Spice Girls. Sjovt, men vi er altså kommet videre siden da (jeg er i hvert fald). Jeg savnede mere dybde og færre bandeord.

Kan anbefales til:
Hvis du mangler en actionfyldt tegneserie, hvor det er pigerne, der slår på tæven, så er denne måske noget for dig. Personligt foretrækker jeg dog bad ass kvinder såsom Katniss fra ’The Hunger Games’ eller Vin fra ’Mistborn’.

Lue – Skovhuggerens saga 1


SPONSORERET INDLÆG

Forventninger:
Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar i sommers og har siden flere gange haft fat i den uden at komme i gang med at læse den. Jeg blev pludselig bange for, at den ville være for banal og traditionel til min smag, men for nylig fik jeg endelig gået i gang med bogen, og det kom jeg ikke til at fortryde.

Resumé:
Da høvdingesønnen Ragner er elleve år, må han flytte fra hjemmet i ly af natten. Farens nye hustru stræber ham efter livet og har sendt sine familiemedlemmer efter Ragner. Med snilde og held formår han at undslippe, men nu står han alene midt i en kold og barsk verden. Hvor kan han søge ly? Og hvem kan han stole på?

Det bedste:
Den kølige nordiske stemning og de mange detaljer om hverdagslivet i bogen. Måske lige lovlig megen hverdag ind imellem men samtidig også godt i forhold til at skabe verdenen og et nuanceret billede af Ragner og hans omgivelser. Samtidig er det en meget reel historie, og så er der for en gangs skyld ingen kærlighedshistorie – et sjældent syn i ungdomsbøger. Bogen er i øvrigt smukt illustreret.

Det værste:
Jeg savnede lidt mere handling i anden halvdel af bogen. Den kom til at stå lidt for meget i kontrast til første del, hvor der virkelig var fart over feltet. Derudover brød jeg mig ikke om den lemfældige kommatering i bogen. Godt nok havde forfatteren advaret i forordet om, at tegnsætningen ville være lidt kreativ, da den skulle passe til højtlæsning. Det var ikke et problem i starten af bogen, men undervejs blev kommateringen mere og mere irriterende – ikke mindst fordi det ikke umiddelbart virkede som en hjælp i forhold til højtlæsning.

Kan anbefales til:
Er du til nordisk fantasy, hvor der er mere fokus på hverdagssysler og personlighedsopbygning end på storladent drama, så er ‘Lue’ noget for dig. Handlingen og tempoet er en anelse underspillet, så er du mest til actionpacked bøger, er den næppe noget for dig.

Morika-trilogien

Forventninger:
Jeg har tidligere læst den første bog i ’Krøniken om Morika’-trilogien – ‘Sandsnogens bid’ – så jeg kendte lidt til verdenen og kunne godt lide stemningen og skrivestilen. Jeg regnede med, at ’Morika’—trilogien ville være mere af det samme.

Resumé:
’Morika’-trilogiener en prequel og foregår ca. 600 år før den første serie. Her er det ellers fredelige land Morika i krig, da den adelsstyrede og racistiske organisation Oryndro har overtaget magten og forsøger at udrydde hilaerne. Men modstandsbevægelsen bekriger det nye styre, og historien ses gennem de to hovedpersoner – modstandsfolkene Eshri og Korau – der forsøger at nedkæmpe fjenden Oryndro og skabe et bedre og mere retfærdigt samfund.

Det bedste:
Bogen er skrevet i et enkelt og ligetil sprog og egner sig fortrinligt som ungdomsbog med masser af drama, action og hurtige bemærkninger. Det er dog især kampen mod racisme, homofobi og intolerance, der for alvor gør denne serie både fængslende og vigtig i det store udbud af ungdomsbøger.

Det værste:
Der går ind imellem lige lovlig meget kærlighedsfnidder i historien, men heldigvis er de enkelte episoder ikke noget, der trækkes i langdrag. En virkelig formildende omstændighed, da jeg ellers tit oplever, at kærlighedskonflikter skal strækkes så længe som muligt (og nej, det gælder ikke kun ungdomsbøger).

Kan anbefales til:
’Morika’-trilogien hører bestemt til noget af det bedste moderne danske fantasy. Bøgerne emmer af hormoner, kærlighedsdrama og action, men formår også at belyse alvorlige emner såsom racisme og homofobi. Der er store følelser på spil, og som voksen læser kan det ind imellem virke lidt melodramatisk, men det er ikke desto mindre spændende og medrivende bøger.

Words of Radiance


Forventninger:
Jeg havde skyhøje forventninger til denne bog – eller disse bøger, for ‘Words of Radiance’ af Brandon Sanderson er fysisk set delt i to bøger, selvom den er skrevet som én. Men siden jeg læste første bog – ‘The Way of Kings’ – i marts måned, har jeg glædet mig til at læse efterfølgeren. Og selvom nr. 2 sjældent er lige så god som den første bog (eller film) i en serie, så havde jeg ret stor tiltro til, at hr. Sanderson nok skulle finde på noget godt.

Resumé:
Jeg skriver af princip ikke resumé af en bog, der er en fortsættelse i en serie.

Det bedste:
Jeg fristes til at sige det hele, for bogen var fantastisk! Jeg elskede hovedpersonerne og den måde, de udviklede sig på. Kærlighedshistorien var lidt corny – altså på den ret sukkersøde og overvældende måde – men det var egentlig okay, og jeg kunne til nøds leve med det potentielle trekantsdrama, som heldigvis var meget underspillet. Selvom historien skrider langsomt frem, så har jeg det fint med det rolige tempo, fordi verdens- og personopbygningen er så interessant. Og magisystemet er spot on – ligesom i ‘Mistborn’-serien.

Det værste:
Jeg læser de engelske paperback-bøger, og her opdagede jeg til min skræk, at selvom tredje bog i ‘The Stormlight Archive‘-serien udkom tidligere i år, så bliver de først udgivet i den engelske paperback-udgave til september næste år! Argh! Havde ellers sat næsen op efter at læse den til jul. Jeg ender nok med at låne den amerikanske udgave af en bekendt, for så længe kan jeg altså ikke vente…

Kan anbefales til:
Folk, der elsker gennemarbejdet fantasy med interessante og lidt anderledes hovedpersoner. Og som ikke er bange for tykke bøger. Og som bare knuselsker velskrevne bøger.

A Flame in the Mist


Da jeg ledte efter Asien-inspireret litteratur til mit forårstema, faldt jeg over ’A Flame in the Mist’ af Renee Abdieh, som jeg endte med at læse i slutningen af juni. Det er en bog med overnaturlige elementer, uden at det decideret er en fantasybog.

I ’A Flame in the Mist’ er Mariko – datter af en respekteret samurai – på vej til sin kommende ægtefælle, da rejseselskabet bliver overfaldet af banditter. Mariko undslipper med nød og næppe, men når dog at opfatte, at det er The Black Clan, der stræber hende efter livet. Hvorfor ved hun dog ikke, men hun beslutter sig for at finde ud af det, så hun kan tage hævn. Hun forkorter sit hår, binder barmen ind og klæder sig i drengetøj, inden hun efterfølgende opsøger The Black Clan for at udspionere dem. Det vælger at indlemme den mystiske dreng i gruppen, og snart opdager Mariko, at her er et fællesskab, hvor hun bliver værdsat for sin intelligens og handlemod og ikke betragtes som en handelsvare, sådan som hendes far har gjort.

Jeg kunne virkelig godt lide starten af bogen, hvor der var masser af dramatik og spænding. Hele scenen, hvor Marikos rejseselskab bliver overfaldet, var virkelig godt skrevet. Desværre knækkede filmen allerede lige efter, hvor Mariko beslutter sig for at infiltrere The Black Clan. Hun har et overraskende stort overskud til at opbygge et øjeblikkeligt had mod de formodede gerningsmænd i stedet for på nogen måde at virke overrasket eller bekymret over at vade rundt i en mørk, ukendt skov. Det virkede så dumdristigt, at jeg som læser havde meget svært ved at acceptere denne præmis.

Jeg havde det i det hele taget noget ambivalent med Mariko, for i bogen beskrives hun som meget dygtig og intelligent, men hendes opførsel afspejler det ikke rigtig. Hun er vanvittig dumdristig og påståelig, så det er rent held, at hun klarer sig igennem. Men hun dog visse evner – for eksempel at kunne blande sprængstoffer samt udtænke våbendesign. Hvordan hun har erhvervet sig disse evner, når hun tydeligvis er opvokset i et hjem, hvor piger er nipsting, der bortgiftes til højestbydende, det har jeg ingen anelse om.

Settingen er spændende – det gamle Japan kombineret med mennesker, der har magiske evner – men jeg synes ikke, at potentialet bliver udnyttet fuldt ud, hvilket især skyldes de ret uinteressante personer, der er med i historien. Der er glimt af magi og mysticisme, men det bliver aldrig rigtig forklaret eller foldet ud.

’A Flame in the Mist’ er første del i en serie, men ikke en jeg kommer til at læse.