Krøniken om Morika

’Krøniken om Morika’-trilogien af Sidsel Sander Mittet

Forhistorien til Morika
’Krøniken om Morika’ er forhistorien til Mittets anden trilogi, ’Morika’, og består af bøgerne ’Sandsnogens bid’, ’Solbiens brod’ og ’Stenløvens brøl’. De foregår ca. 600 år før ’Morika’-trilogien. På det tidspunkt havde hilaerne magten, men konflikten med morikanerne spidser til. Morikanerne har samlet en hær for at tage kampen op mod hilaernes overdømme. Midt i det hele befinder den unge hilakriger, Aaton, sig samt den unge morikanske adelskvinde, Itua. De to bliver tiltrukket af hinanden, men kærlighed har trange kår, når våben slibes og blodet flyder. De flettes ind i en kompliceret magtkamp og bliver udfordret på deres troskab over for deres folk og kærligheden til den anden.

Moderne dansk fantasy
Stilmæssigt minder ’Krøniken om Morika’ en del om forgængeren. Den er skrevet i et fængende og lettilgængeligt sprog, og der er skruet godt op for dramaet og de store følelser. Samtidig er den dog også en elegant spejling af den virkelige verden, da du sagtens kan se, hvordan konflikten mellem hilaer og morikanere er inspireret af nutidige konflikter verden over. Og kærligheden er også langt mere nuanceret i bogen, hvor biseksualitet blandt andet indgår på en interessant og naturlig del af historien.

En lidt smal historie
Det er en barsk historie, som trilogien fortæller, men den virker også en anelse smal i forhold til ’Morika’-trilogien – først og fremmest fordi man som læser følger Aaton og Itua, og det primære omdrejningspunkt er deres kærlighed. Her kunne jeg bedre lide opbygningen af den første trilogi. Samtidig nåede jeg efter de to første bøger også er blive lidt træt af de mange erotiske scener. Når det så er sagt, så er der stadig masser af plots og sidehistorier, der gør til andet og mere end en klassisk kærlighedshistorie mellem to, der burde være fjender.

Ungdomslitteratur, der gør dig klogere
’Krøniken om Morika’ er ligesom ’Morika’ bøger, der udfordrer den gængse måde at skrive ungdomslitteratur på. Her er endelig en forfatter, der tør ændre på rammerne og fortælle en historie, der samtidig gør dig klogere på din samtid. Personerne er nuancerede og dermed meget menneskelige med alle de positive og negative træk, man kan have. En klar anbefaling herfra.

Serie: Shades of Magic

‘Shades of Magic’-serien af V. E. Schwab har gået sin sejrsgang blandt bogvloggerne gennem de senere år, og da den første bog var blandt de tyve bøger, jeg skal nå at læse i år, så kom jeg endelig i gang med serien tidligere i år – og slugte dernæst de to andre bøger kort tid efter! Ligesom med ‘The Riyria Revelations’ er denne trilogi røget ind på listen over mine yndlings-fantasyserier!

Magi, pirater og drama galore
Kell er en af de sidste magikere, der har evnen til at rejse mellem Røde London, Grå London og Hvide London – og engang også Sorte London. Han arbejder for majestæten i Røde London, men under en rejse til Grå London støder han ind i gadetyven Delilah, og det bliver et møde med alvorlige konsekvenser for dem begge. Pludselig er alting på spil, og de bliver begge nødt til at strække sig langt for at redde, hvad reddes kan.

‘Shades of Magic’ er selvfølgelig sprængfyldt med magi og rejser mellem verdener, men undervejs dukker der også pirater op, der kommer til at spille en vigtig rolle, og så er der masser af drama og action. Store følelser og store armbevægelser!

Åh, den kærlighed
Jeg synes desværre sjældent, at kærlighed er særlig interessant beskrevet i ungdomsfantasy (hvilket jeg mener, at denne serie er), men her overrasker ‘Shades of Magic’ meget positivt. Ikke alene er der ikke noget trekantsdrama (hurra!), men kærlighedsscenerne er troværdige, og så elsker jeg, at der er homoseksuel kærlighed, som er indarbejdet på en meget fin måde, så det passer fuldstændig ind i historien.

Som er være der selv
Jeg satte stor pris på forfatterens evne til at beskrive personerne og omgivelser – det føltes nærmest som at være der selv. Bevares, det blev til tider lidt storladent, og et par gange glippede indlevelsen, når hovedpersonerne gennemgik virkelig mange prøvelser i træk, men overordnet set var det intens og ofte nervepirrende læsning. Jeg følte mig ikke altid sikker på, at jeg kunne gætte slutningen, selvom jeg selvfølgelig håbede det bedste for mine favoritpersoner.

Moralkodeks vs. tyve og pirater
Denne serie har en del personligheder med lidt… anløben… moral. Det giver en vis dynamik i fortællingen, men det giver også mulighed for personlig udvikling, og jeg kan godt lide de dilemmaer, det sætter personerne i. Det gør også, at du som læser er lidt skeptisk, når nogen opfører sig lidt for pænt, men det kan jeg godt lide – altså at personerne og dermed fortællingen ikke er så forudsigelig. Jeg syntes dog, at hovedpersonerne generelt var skønne og skæve og ikke nødvendigvis lignede de traditionelle hovedpersoner i ungdomsfantasy.

Dette er fantasyserien for dig, der elsker magi, tricksters og pirater. Dig, der elsker action, drama og storladenhed. Et persongalleri, der byder på flere overraskelser men også personer, der er værd at elske.

Serie: The Riyria Revelations

Jeg kan nu føje en ny serie til listen over yndlingsfantasyserier – nemlig ‘The Riyria Revelations’ af Michael J. Sullivan – og det har jeg det rigtig godt med! Serien er dog ikke ny, eftersom første bog blev udgivet i 2008, og dengang endte serien med at bestå af seks bøger. Forfatteren udgav selv bøgerne, men de blev så populære, at et forlag ønskede at udgive dem – dog samlet i tre bøger i stedet for seks.

Det skæve men velfungerende makkerpar
Seriens hovedpersoner er de to lejesoldater, Hadrian og Royce. De er som nat og dag – Hadrian den lettere godmodige og venlige soldat og Royce den skeptiske og tilbageholdende tyv. Sagde jeg tyv? Ja, for det er sådan set det, de oftest begiver sig ud i – lyssky forretninger, hvor ting skifter ejermand. Men de er blandt de bedste og derfor ret eftertragtede at hyre. Det går dog galt, da de får en opgave, som i virkeligheden er en fælde, og hvor de ender med at blive anklaget for at myrde kongen. De får dog én chance for at ændre på tingenes gang, og derefter tager alting fart.

Nuanceret og spændende persongalleri
Selvom Hadrian og Royce helt klart er de centrale personer i historien, så er bøgerne fyldt med mange interessante personligheder, og især på kvindesiden er der en fint bredde. Her er kvinder med styrke, tvivl, håb og snarrådighed, men også kvinder, der begår fejl. Kort sagt – personer, der er nuancerede og værd at lære at kende.

Action og humor – men også alvor
Det er fascinerende at se, hvordan historien udvikler sig gennem bøgerne. Der er klart mest humor i den første bog, mens alvoren stille og roligt indfinder sig i anden bog. Selvom tonen til tider er let, og man som læser nyder, når de enkelte personer begynder at drille hinanden, så er der også alvorlige scener, og der er også personer, der går bort undervejs.

Fin balance mellem forudsigelighed og overraskelser
Jeg kan godt lide, når historier overrasker – når jeg ikke altid kan gætte handlingen på forhånd og ikke er sikker på, hvad bogen/serien vil ende med. Sådan en serie er ‘The Riyria Revelations’. Selvom flere ting var rimelig lette at gætte undervejs, så var der heldigvis også flere twists, jeg ikke havde set komme.

Hvis jeg skal sammenligne serien med andre fantasyserier, så minder humoren lidt om ‘Skyggens lærling’, men har dog langt mere tyngde – lidt ligesom ‘Mistborn’, men dog ikke helt så kompliceret i forhold til magi. Det er i øvrigt ikke en skidt ting, når jeg sidestiller fantasyserier med ‘Mistborn’ – den første trilogi er nemlig min yndlingsserie.

Dette er fantasyserien til dig, der elsker sneaky hovedpersoner, der har hjerter af guld, et fantastisk makkerpar, der er som yin og yang, og et stort udvalg af ret forskellige og fascinerende personligheder. Det er til dig, der ikke er så vild med forudsigelighed og som godt kan bære, at ikke alt er rosenrødt, men som også elsker den søde hævn.

The Dragon Chronicles

’The Dragon Chronicles’ af Susan Fletcher

Jeg læste første bog i denne firebinds-serie, da jeg var barn, for den udkom dengang under navnet ’Dragemælk’. Derefter gik der mange år, indtil jeg for et par år siden opdagede, at den faktisk var første bog i en firebinds-serie – ’Dragon Chronicles’. De øvrige bøger var ’selvfølgelig’ ikke oversat til dansk (et problem, jeg har oplevet tilpas mange gange til, at jeg nu stort set kun læser serier på engelsk), men jeg købte de tre sidste i efteråret og læste dem i december måned.

Her er et kort oprids af de enkelte bøger.

‘Dragemælk’ / ‘Dragon’s Milk’
Den første bog i serien handler om pigen Kaeldra, der bliver nødt til at opsøge en drage for at bede om noget dragemælk, som kan helbrede Kaeldras søster.

‘Flight of the Dragon Kyn Dragon’
Anden bog foregår på et senere tidspunkt om handler om pigen Kara, som blev efterladt som lille i en grotte, men hvor en drage reddede hendes liv. Hun har en særlig forbindelse til drager, hvilket man nu vil udnytte.

‘Sign of the Dove’
I tredje bog er det Lyf, den lille pige som Kaeldra i sin tid reddede, der er vokset op. Hun støder på et stort kuld drageunger, som hun redder og forsøger at beskytte mod folk, der vil dem ondt.

‘Ancient, Strange and Lovely’
I fjerde og sidste bog er handlingen rykket til en nærfremtid verden, hvor pigen Bryn kan kommunikere med fugle. Det viser sig dog, at hun også kan kommunikere med drager – noget hun opdager, da et stort æg, som hendes mor har fundet på en ekspedition, pludselig klækker, og ud kommer en drageunge.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et blødt punkt hvad angår drager, så selvfølgelig knuselsker jeg bøger med drageunger! Man (læs: jeg) bliver helt forelsket i ideen om at have en flok drageunger omkring sig, og det var utroligt rørende at læse om det tætte bånd, der opstod mellem drageungerne og de enkelte piger.

Der er dog en del forskel på bøgerne. De to første er til tider rimelig barske og uretfærdige, hvilket den tredje til dels også er, men har dog også flere muntre øjeblikke. Den fjerde bog adskiller sig dog så meget fra de øvrige, at det er helt synd, at den er blevet skrevet. Det fungerer bare ikke, at handlingen er flyttet til en gang i fremtiden, og historien er i det hele taget ret uinteressant.

Hvis du elsker drager, så kan jeg varmt anbefale de tre første bøger i denne serie. Det er ganske vist børnebøger, men de er meget fint fortalt på en sød og lidt naiv måde. Lad til gengæld være med at læse den sidste bog – den er ganske enkelt ikke det værd.

Uprooted

’Uprooted’ af Naomi Nowik

Fortolket folkeeventyr
Agnieszka bor i en lille landsby, der ligger tæt på en forbandet skov. Byen beskyttes af en magiker, der går under navnet Dragon. Betalingen for beskyttelsen får han hvert tiende år, hvor kommer han ned til landsbyen og udvælger en ung pige, som skal bo sammen med ham de næste ti år. Der florerer mange rygter om magikeren, og alle frygter ham, så da Agnieszka til alles overraskelse bliver udvalgt af ham, er hun bange for, hvad der skal ske. Hvorfor valgte han hende, når nu hun ikke var den smukkeste eller klogeste? Agnieszka indser dog snart, at der er andre ting, som magikeren kigger efter, når han udvælger pigerne…

Den russiske overtro
Fantasiverdenen, som historien foregår i, er kraftigt inspireret af russiske folkeeventyr og overtro. Det er der faktisk flere af de nyere ungdomsfantasy-bøger, der er (for eksempel Grisha-trilogien), og det synes jeg er ret fedt, for der er noget mørkt og mystisk over disse folkeeventyr, som giver ekstra dramatik til fortællingen. Især skoven som ’skurken’ virker rigtig godt – det mørke, dystre og dragende vildnis, der opsluger og fordrejer folk.

Den er sin helt egen
Selvom ’Uprooted’ er en genfortælling af et folkeeventyr, så formår den samtidig også at være sin helt egen, og det kan jeg godt lide. Jeg afholdt mig i lang tid fra at læse bogen, da den havde fået virkelig blandede anmeldelser, og jeg frygtede derfor også, at det ville være en skuffende læseoplevelse. Det var det dog ikke – tværtimod er ‘Uprooted’ en fin eventyrfortælling, som indeholder både drama, uhygge og kærlighed, og jeg har siden undret mig over de 1-stjerne-anmeldelser, som den har fået på Goodreads. Måske har nogle folk forventet en mere klassisk fortælling?

Dette er ikke en sød kærlighedshistorie
Selvom det er et eventyr, og selvom der er kærlighed i fortællingen, så er det ikke en dominerende faktor, og det er næsten befriende at opleve. Ikke at jeg har noget imod kærlighedshistorier, men det er noget, der næsten altid dominerer i genfortællinger af eventyr disse år, så det er skønt at opleve en historie, hvor det ikke er det bærende element. Nåja, og så er selve eventyret generelt ret barsk, så du skal ikke læse denne bog, hvis du har brug for hyggelæsning.

Serie: An Ember in the Ashes

‘An Ember in the Ashes’ af Sabaa Tahir er en af de bedste serier, jeg har læst i løbet af de seneste år. Jeg har tidligere anmeldt de to første bøger i serien – ’An Ember in the Ashes’ og ’A Torch Against the Night’, og nu hvor jeg har læst den tredje bog, ‘A Reaper at the Gates’, er det på tide med en generel anbefaling af serien. Jeg havde egentlig troet, at det ville være en trilogi (ligesom så mange andre fantasyserier), men det ser ud til, at der kommer mindst en bog mere i serien. Hvis du vil læse et resumé af den første bog, så klik på linket herover i dette afsnit.

Brutalt regime
Serien foregår i en barsk ørkenverden, hvor imperiet holder befolkningen i et jerngreb. Det er et samfund præget af frygt og kontrol, hvor elite-enheden sølvmaskerne tyranniserer borgerne og jagter modstandsbevægelsen, der prøver at slække imperiets magt. Denne fantasiverden er så nederdrægtig og brutal, at den skiller sig markant ud i forhold til andre fantasiverdener. Især fordi det lykkes forfatteren at male et billede af en undertrykkende stat uden at bruge voldtægter i flæng for at vise overmagtens brutalitet (… *host* ‘Shadow’s Edge’… *host*…). Det er en verden, der emmer af frygt, vold og håbløshed. Og så er der visse overnaturlige elementer, der sniger sig ind i løbet af serien, og som er med til at… skabe lidt ekstra spænding.

Fantastisk persongalleri
Bøgerne har et bredt persongalleri. De to hovedpersoner – Laia og Elias – er selvfølgelig i hver sin ende af hierarkiet. Laia som slave, Elias som sølvmaske og kommandantens søn. Og selvom de som personer er interessante, ikke mindst da de begynder at interagere med hinanden, så er det to kvindelige skurke, der løber med opmærksomheden. Helena – Elias’ jævnaldrende ven og sølvmaske – har en dejlig tvetydighed i sin personlighed. Hun er barn af imperiet, men er også meget loyal over for venner og familie, hvilket flere gange sætter hende i et dilemma. Og så er der kommandanten, som er grusom på en måde, som kvindelige roller sjældent har lov til i fiktive værker. Men der er også tilpas meget mystik omkring til, at hun ikke bare bliver endimensionel ond skurk.

Action og plottwists i rå mængder
Der er ingen mulighed for at kede sig, når man læser denne serie. Actionniveauet er højt, og der er tilpas mange plottwists til at skabe en paranoid stemning, hvor man aldrig helt er sikker på, hvem der kan stole på hvem. Som læser skal man være på dupperne, for der er adskillelige uventede drejninger og afsløringer undervejs, ligesom personerne ikke altid er helt så sort/hvide, som man først skulle tro.

Hvis du primært er til hyggelige fantasybøger med et (relativt) forudsigeligt plot og konflikter, der aldrig rigtig bliver helt farlige, så hold dig langt væk fra denne serie! Her er ondskab, drama og nådesløshed i rå mængder. Til gengæld får det samtidig serien til at adskille sig fra de fleste andre ungdomsfantasy-serier på markedet.

Kings of the Wyld

Kings of the Wyld af Nicholas Eames – første bog i The Band-serien.

Når helte bliver ældre og ikke længere er i form
Engang var de legendariske – en gruppe lejesoldater, som alle talte om, og alle beundrede. Nu er årene gået, og de har stiftet familie, er faldet til ro og har også fået nogle ekstra kilo på sidebenene. Men så bliver en af gruppemedlemmernes datter fanget i en by, der er under belejring, og gruppen bliver nødt til at gå sammen igen for at redde hende og resten af byens borgere. Er det muligt? Har de stadig stærke, smidige og hurtige nok til at overvinde farerne, eller er de blot en flok halvgamle mænd, som kun kan aftvinge sig overbærende smil?

Menneskelige helte med næsten umenneskelig overlevelsesevne
Heltene i historien er alle midaldrende mænd, og deres lidt kluntede start på eventyret gør dem meget menneskelige. Der er dog ingen tvivl om, at de stadig kan et par tricks eller syv, og selvom det ind imellem virker rasende usandsynligt, at de kan klare sig så godt igennem, så er det også med til at holde actionniveauet højt samt forklare, hvorfor de fik så høj heltestatus i sin tid.

Det er okay at tabe… til kvinder
Til trods for, at hovedpersonerne er mænd, og at hovedmålet i bogen er at redde den enes datter, så er der alligevel en ganske fin mængde girlpower i denne bog. Ikke alene bliver de mandlige hovedpersoner frarøvet deres ejendele af en pigebande – der er også en ganske stærk kvindelig skurk, som får en særdeles interessant rolle i historien. Altid dejligt at se når fantasy ikke nødvendigvis er lig med middelalderens synspunkt på kvinder. I det hele taget er det en ret moderne fantasybog – homoseksualitet er også repræsenteret blandt de bærende personer og heldigvis også på en meget fin måde.

Ganske sjovt… og næsten for sjovt?
Den ting, der nok overraskede mig mest ved bogen, var hvor megen humor, der var plads til blandt alle actionscenerne. Det var fint, at historien var skrevet med et glimt i øjet, men det var lige før, at jeg syntes, at det var lige lovlig meget slapstick og smarte kommentarer. Det havde givet lidt mere dybde til historien, og det savnede jeg.

Kan bogen anbefales?
Helt bestemt – hvis du er til actionfyldt fantasy, hvor heltene ind imellem kvajer sig og kommer med i ret akavede og skøre situationer. Og hvor pigerne gerne må vinde. Og hvor det ikke altid er let at forudsige, hvad der sker på næste side.

Seafire

Seafire af Natalie C. Parker – første bog i Seafire-serien.

Gæve unge kvinder udgør besætningen på skibet Mors Navis – ledet af kaptajn Caledonia, der søger hævn over krigsherren Aric Athair, der dræbte hendes familie. Alle har de mistet familie og hjem på grund af ham, men det stopper dem ikke. Hver dag er en kamp for at overleve og komme tættere på endelig at få den hævn, de alle søger.

Girlpower og skumsprøjt
Et skib kun bemandet af unge kvinder, der søger hævn over en mandlig skurk – det kunne blive meget klichéfyldt, men det er det heldigvis ikke (og hvorfor skulle det i øvrigt være underligt, at der kun er kvinder på skibet – det er fantasy/steampunk og dermed ikke noget, der skal være historisk korrekt). Der er visse komplikationer ved, at skibet kun bemandes af piger/kvinder. De er hverken mandehadere eller er mindre kompetente, fordi de er kvinder, men de vil ikke have mænd på skibet, for de kunne være spioner for Aric Athair. Det passer mig rigtig fint, at køn ikke fylder mere, end det reelt set gør i denne historie, for det ville være rigtig trættende, men der er til gengæld masser af piratstemning og sømandsliv, hvilket både er fascinerende og nyskabende.

Fokus på personligheder og roligt historietempo
Denne bog emmer af sammenhold – selvfølgelig tilsat usikkerhed, fortielse og frustration – og det er let at holde af de ret forskellige personligheder, der udgør besætningen. Selvom der ikke er så megen plads til de enkelte personer, så synes jeg alligevel, at det lykkes for forfatteren at opridse nogle spændende personer med meget få ord, og hun er ikke bange for at gøre det, selvom det ind imellem er personer, som hurtigt forsvinder ud af handlingen. Samtidig er det interessant at se, hvor roligt historiens tempo er til trods for, at der naturligvis også er en del actionscener (vi taler jo om pirater).

Ønskes: Lidt mere dybde og kompleksitet
Dette er en ungdomsbog, og derfor kan man ikke nødvendigvis forvente dybde i plottet. Men når nu hele konceptet er så interessant (og anderledes), så ville jeg ønske, at der var lidt flere sider og lidt mere kompleksitet i verdensopbygning og plot.

Kan bogen anbefales?
Ja, det synes jeg. Det er klart en af de bedre fantasybøger, jeg har læst i løbet af de seneste måneder. Jeg kunne som sagt godt lide den lidt anderledes verden og koncept, og persongalleriet indeholdt mange interessante mennesker. Jeg satser på at læse næste bog i serien i løbet af efteråret.

Serie: The Young Elites

Jeg introducerer nu et nyt koncept på bloggen – nemlig serieanbefalinger. Jeg har altid ment, at det var lidt bøvlet at skrive anmeldelser af bøger, der er en del af en serie. Lige så snart jeg når til anden bog i serien, så undlader jeg at skrive et resumé i anmeldelsen, da jeg ikke vil afsløre for meget af handlingen. Fremover vil jeg stadig anmelde den første bog i serien og derefter først anmelde resten af serien i et samlet indlæg. Dette gælder primært trilogier og quadrologier – er det lange serier, så vil jeg stadig kunne finde på at anmelde bøgerne i takt med, at jeg får dem læst.

Mit første serieindlæg handler om ’The Young Elites’ af Marie Lu. En dark fantasy-trilogi, jeg har læst gennem de seneste måneder og som var en virkelig positiv overraskelse.

Resumé
Serien centrerer sig om den unge kvinde Adelina, som er malfetto – et af de mennesker, der blev ramt af blodfeberen for ti år siden, hvilket satte spor på kroppen – og i visse tilfælde også gav bæreren magiske evner. Men malfettos er ikke velsete. Alene deres eksistens gør andre mennesker utrygge, og derfor bliver malfettos generet og til tider jagtet. De malfettos, der har fået magiske evner, bliver omtalt som The Young Elites, og nogle af dem er gået sammen i gruppen The Dagger Society, der slår ned på de uretfærdigheder, som malfettos udsættes for. Det er også dem, der redder Adelina, da hun er tæt på at miste livet.

Adelina finder et fællesskab hos The Dagger Society, men hun opdager også de stærke, mørke kræfter, som hun besidder. Kræfter, som kan give hende alt, men også kræfter der fortærer ens sjæl og fornuft.

En atypisk hovedperson
‘The Young Elites’ er en ret interessant serie. Udgangspunktet er som så mange andre ungdomsfantasy-serier – en ung kvinde/mand bliver undertrykt men opdager, at vedkommende besidder særlige evner, som kan redde verden – har så stor betydning for andre mennesker, at de bliver frygtet og jagtet. Sådan starter ’The Young Elites’ også, men Adelina er langt mere kompliceret end de fleste hovedpersoner, og det bliver hurtigt tydeligt, at hun ikke er den entydigt godhjertede hovedperson, man er vant til. Tværtimod drages hun mod de mørke kræfter, og det gør historien langt mere interessant. For selvom jeg som udgangspunkt gerne vil have hovedpersoner, der er lette at holde af, så er det langt mere interessant med personer, der også har mørke sider – det gør dem langt mere menneskelige og dermed også langt mere troværdige. Og Adelina er i den grad i sine følelsers vold, hvor man som læser både føler med hende men også bliver dybt frustreret, når hun reagerer uigennemtænkt og irrationelt – til stor skade for hende selv og dem, hun holder af.

Et bredt og nuanceret persongalleri
Selvom Adelina helt klart er hovedpersonen i serien, så er der heldigvis også plads til at det øvrige persongalleri kan folde sig ud, så man får et indblik i de enkelte bipersoners baggrund og tanker. Det gør dem helstøbte og spændende og giver så mange flere nuancer til historien.

Magiske kræfter med begrænsninger
Jeg er ret begejstret for konceptet bag de magiske kræfter, som personerne i bøgerne besidder. Både de forskellige variationer samt måden de fungerer på er fint udtænkt og skaber fantastiske billeder i læserens hoved. I takt med at man kommer længere ind i serien, får man også mere viden om, hvor kræfterne stammer fra, og hvilke begrænsninger de (trods alt) har. Helt klart et af de bedste magisystemer (hvis man kan kalde det det i denne sammenhæng), jeg længe er stødt på.

’The Young Elites’-trilogien er dark fantasy. Der er ikke mange lyspunkter i serien, så hvis du er til hyggelig fantasy med elversang og sød romantik, så er dette ikke en serie for dig. Til gengæld er den velskrevet og har et fantastisk persongalleri samt drama for alle pengene. Absolut en af de bedste fantasyserier, jeg længe har læst.

The Young Elites

Forventninger:
Jeg havde virkelig ikke særlig høje forventninger til ‘The Young Elites’ af Marie Lu. Det handlede ikke så meget om, at jeg ikke brød mig om hendes ‘Legend’. Jeg frygtede, at det var endnu en standard YA med de sædvanlige klicheer såsom ‘jeg er opvokset under fattige kår men viser sig at være den udvalgte’ og ‘to fyre er dødeligt forelsket i mig, og jeg ved ikke hvem af dem, jeg skal vælge’. Men oplægget lød interessant, så jeg tog chancen.

Resumé:
‘The Young Elites’ er første bog i en trilogi af samme navn. Her følger man hovedpersonen Adelina, som er en af de mærkede – en af de børn, der overlevede blodfeberen med ar på kroppen. Men det er ikke det eneste, de børn har – mange af dem besidder nu sære og stærke kræfter, og de andre mennesker har svært ved at finde ud af, hvordan de skal håndtere disse vanskabninger, som kaldes malfettos. De bliver generet, jaget og til tider dræbt. Adelina tror ikke, at hun har særlige kræfter – indtil de en dag viser sig, og helvede bryder løs. Hun flygter og opsøger i stedet The Dagger Society, som er en gruppe særlige malfettos. Men lige i hælene på hende er inkvisitionen, for nettet strammes om vanskabningerne, og nu bliver de åbenlyst henrettet. Men hvad vil Adelina? Kan hun finde tryghed og sammenhold hos The Dagger Society, og kan de lære hende at styre de særlige kræfter, hun besidder?

Det bedste:
Dette er en bog, der byder på flere overraskelser – ikke mindst hovedpersonen Adelina, som ikke er så rendyrket god person, som hovedpersoner ellers ofte er. Hun er egenrådig, egoistisk og temperamentsfuld, og det er til tider lidt svært at holde med og af hende. Men det gør hende også interessant, for kampen mellem ‘det gode’ og ‘det onde’ raser inde i hende. I det hele taget er persongalleriet forholdsvis bredt og nuanceret. Og slutningen… den kan jeg godt lide 🙂

Det værste:
Jeg kunne godt have brugt lidt mere dybde i flere af personerne – også selvom det havde betydet en noget længere bog. Men der er en del interessante personligheder i historien, som ikke rigtig når at folde sig ud, så jeg håber, at det er noget, der vil ske i de følgende to bøger.

Kan anbefales til:
Dette er til dig, der kan lide mørke fantasyserier, hvor alt ikke er lige forudsigeligt. Det er til dig, der godt kan lide twistede hovedpersoner og til dig, der husker at have bog nr. to liggende, så du kan læse den lige bagefter – det gør jeg nemlig.