Da jeg havde fødselsdag for nylig, var der heldigvis også et par hårde, firkantede pakker – aka bøger 🙂 Jeg fik to bøger, som jeg virkelig ser frem til at læse. ‘Salomons ring’ er fortsættelsen til Bartimæus-trilogien, som er en af mine favoritter mht. fantasy-serier. Jeg er meget spændt på, om den kan leve op til forgængerne. Jeg fik også ‘Doktor Søvn’, der er fortsættelsen til en af Stephen Kings mest kendte bøger, ‘Ondskabens Hotel’. Sidstnævnte er godt nok ikke blandt mine King-favoritter (hvilket egentlig siger mere om, hvor mange gode bøger, han har skrevet, end om kvaliteten af lige den bog), men jeg er ret nysgerrig mht. hvad der har fået ham til at skrive en fortsættelse, og hvad der mon vil ske i bogen.

Jeg fik også lidt penge i fødselsdagsgave, og da jeg havde lovet mig selv at shoppe lidt bøger lige efter fødselsdagen (så jeg kunne købe de bøger, jeg havde ‘sparet op til’), så var det oplagt at kombinere disse to ting. Jeg har været lidt skeptisk mht. Saxos Plusmedlemsskab – måske fordi jeg er bange for, at det så vil betyde, at jeg vil føle mig forpligtet til at købe bøger hver måned, hvis jeg er medlem. Omvendt er det let at til- og framelde sig (ingen bindingsperiode eller lignende), så efter at have tjekket normalpriserne på de bøger, jeg ville købe, valgte jeg at købe dem til Pluspris. Det kunne især godt betale sig, eftersom jeg blandt andet købte ‘The Walking Dead’ hard cover-versioner, som per definition er dyre.
Stablen af indkøbte bøger er – for at sige det mildt – ret blandet! Der er både tegneserier, 1800-talslitteratur, ungdoms-sci-fi og en fagbog/biografi, og jeg glæder mig så meget til at læse dem alle sammen!
Udover ovenstående bøger har jeg i løbet af de sidste par måneder udnyttet nogle tilbud hos
Bookoutlet. Her har jeg købt
‘Lockdown’,
‘The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making’ og
‘Danse Macabre’.
Sidst men ikke mindst har jeg fået ovenstående bøger, da min svigermor sorterede sine skønlitterære bøger og derefter tilbød mig at kigge de kasserede bøger igennem, inden resten røg videre til genbrugsbutikken. ‘Den lukkede bog’ har jeg læst for nogle år siden og husker som ret god. Den kan jeg godt finde på at læse den på et tidspunkt. ‘Under en brændende sol’ har længe stået på min mentale to-read-liste, og ‘Giganternes fald’ føler jeg et eller andet sted forpligtet til at læse på et tidspunkt. ‘Små gule citroner’ er et sats. Jeg har virkelig ingen idé om, hvorvidt det er en bog for mig, men der er jo kun én måde at finde ud af det på…
Har du læst en eller flere af ovenstående bøger, og hvad syntes du i så fald om den/dem?