Rune T. Kidde

set på ereolen

Har du prøvet at vende tilbage til en tegneserie eller film, som du syntes var ustyrlig morsom som teenager og været spændt på, om du stadig fandt den sjov? Det eksperiment udførte jeg for nylig, da jeg opdagede, at Ereolen har nogle af Rune T. Kiddes tegneserier liggende som e-bøger.

Jeg læste en del af hans absurde, skøre og provokerende grimme tegneserier som teenager og fandt dem hylende morsomme (og lidt platte). Jeg bilder mig ikke nødvendigvis ind, at jeg siden har fået en meget mere sofistikeret humor (for det ville være løgn), men smag ændrer sig jo gennem årene, så jeg var lidt nervøs for, om de stadig var noget for mig.

Heldigvis blev jeg glædeligt overrasket. Rune T. Kiddes tegneserier holder stadig. Jeg elsker den kreative, finurlige og snørklede humor, og jeg må se, om ikke jeg kan skaffe nogle af bøgerne, så jeg kan vise dem til mine nevøer. Jeg må nemlig med skam indrømme, at jeg ikke fik købt tegneserierne dengang, da jeg plejede at låne dem af vennerne, men nu får jeg lyst til at læse flere af dem, så dem vil jeg gå på jagt efter.

Mandelgaven


Forventninger:
Jeg havde ikke de vilde forventninger til ‘Mandelgaven’ af Erik Valeur. Jeg håbede selvfølgelig på nogle fine små horrornoveller med juletema, men jeg var også lidt skeptisk i forhold til kombinationen.

Resumé:
‘Mandelgaven’ indeholder syv små noveller, der foregår forskellige steder i Danmark. Omdrejningspunktet for dem alle er aftenen – dvs. juleaften – og de traditioner og fejltrin, der kan følge med, når familie og forventninger mødes i et sammensurium af højspændte følelser. For der er mange traditioner og forventninger tilknyttet mandelgaven, og der er mange muligheder for at såre og fornærme andre, hvis man ikke følger de uskrevne regler.

Det bedste:
De første noveller er klart de mest uhyggelige/ubehagelige og dermed også dem, der passede bedst til mine forventninger i forhold til oplægget. Det er simple men letgenkendelige konflikter, der drives af primitiv grådighed, smålighed og forstokkethed.

Det værste:
Jeg syntes desværre ikke, at der var så meget kød på de sidste historier. De var ikke lige så skarpe og forfærdelige som de første, hvilket selvfølgelig var ærgerligt, når nu novellesamlingen lagde så godt ud.

Kan anbefales til:
Til dig, der har oplevet en række lettere akavede juleaftener på grund af sære mandelgave-ritualer – eller til dig, der frygter, at du vil opleve det en dag. Måske er dette ligefrem en idé til næste års mandelgave?

Monster on the Hill

Jeg læste ‘Monster on the Hill’ af Rob Harrell i løbet af den seneste readathon, og den var en fin lille tegneserie, som egner sig fortrinligt til den slags læseevents. Det er i øvrigt en tegneserie, der har stået på min ønskeseddel i flere år, indtil jeg overgav mig og selv købte den.

Tegneserien handler om en by, der har et ret ufarligt og harmløst monster boende – og det er en katastrofe! Byboerne er dybt frustrerede over, at deres lokale monster aldrig viser sig og skræmmer dem godt og grundigt, for det skal et rigtigt monster jo! De er dybt misundelige på nabobyernes seje og skrækindjagende monstre, og deres eget monster, Avon…? Tja, han er godt klar over, at han har fejlet totalt. Heldigvis beslutter to mennesker – Dr. Charles og drengen Timothy – sig for at hjælpe monstret, og derefter starter et kapløb på tid, for pludselig er byen truet, og kun Avon kan hjælpe!

Jeg elsker ideen med, at det er vigtigt, at enhver by har sit eget monster, der kan skræmme beboerne. Det er et dejligt gakket udgangspunkt for en tegneserie, og det er da også en historie, der fik mig til at klukke af grin flere gange. Den er ikke tåkrummende skør eller hysterisk sjov men den er tilpas skæv til, at den fik smilet frem flere gange.

Tegnestilen er skør og nuttet på samme tid – og ret farverig – og det passer især godt til actionscenerne. Det er en stil, der nok vil tiltale de yngre børn, men glade sjæle som jeg sætter også pris på det.

Alt i alt en fin lille tegneserie – måske ikke helt så hylende skæg, som jeg havde håbet, men bestemt hyggelig og med plads til et par gode grin.

 

Order of the Stick -1, 0 og 1

Jeg har taget en tur ned af memory lane i løbet af de sidste par måneder, da jeg er begyndt at genlæse en af mine yndlingsserier – ‘The Order of the Stick’. Jeg begyndte at læse den på nettet i tidernes morgen – se den her – og den er nærmest et must read for rollespillere, for den tager så meget pis på bordrollespil og fantasyverdener. Da tegneserien stille og roligt blev udgivet i bogform, købte jeg dem, men de senere år har jeg ikke fået fulgt med på nettet. Da jeg opdagede, at der var udgivet et hæfte, jeg ikke havde fået købt, skyndte jeg mig at finde den hos en internetboghandler og bestilte den hjem. Og nåja – så var det jo en fin anledning til at genlæse de gamle albums, for selvom jeg husker de fleste af striberne ret godt, så skader det jo ikke at genlæse noget, man elsker.

Jeg har genlæst -1, 0 og 1 i serien, og allerede her tænker du nok “…. ahvad?!”. Hæfte nr. 1 kom selvfølgelig først, og så mener jeg, at både nr. 2 og 3 blev udgivet, inden forfatteren valgte at udgive hæfte nr. 0 og -1 for at fortælle baggrundshistorien for de enkelte personer og hvordan de mødtes. Jeg vil derfor anbefale dig, at du læser hæfte 1 først – og gerne de to næste – inden du læser forhistorierne. Da jeg har læst hæfterne flere gange, valgte jeg dog at læse dem med forhistorierne først.

Og det er altså ret underholdende tegneserier, men der er en del jokes, der er ret indforståede og måske ikke fanger dig, hvis du ikke er eller har været rollespiller.

Hvis du er nysgerrig, kan du se striberne gratis ved at klikke på linket i starten af indlægget. Jeg kan ikke huske, om forhistorierne (dvs. hæfte 0 og -1) kommer undervejs på hjemmesiden, men den starter i hvert fald med de samme striber, der er i hæfte nr. 1.

Den fede kat Otto

SPONSORERET

I december fik jeg en e-mail, der fangede min opmærksomhed. Den handlede nemlig om horror og katte! Jeg har to katte (som ind imellem dukker op på billederne her på bloggen – først og fremmest i forbindelse med readathon), så en tegneserie om en kat, der bliver mobbet, måtte jo være noget for mig. Jeg takkede derfor ja, da jeg blev tilbudt at få et anmeldereksemplar tilsendt.

‘Den fede kat Otto’ er tegnet og fortalt af Riivo Sarapik og Susanne P. Lorenzen. Den handler om katten af samme navn, der bliver mobbet af pindsvin, der stjæler hans mad. Gode råd er dyre, for Otto svinder mere og mere ind, men en dag får piben en anden lyd…

Dette er en superkort tegneserie, som kan læses på få minutter. Den bliver solgt som en børnebog, men jeg er lidt i tvivl om hvilken aldersgruppe, den henvender sig til. Humoren er nemlig en anelse grovkornet – tenderende til plat – men jeg grinede højt, da jeg læste den. Min kære ægtefælle blev dog noget forarget, da han læste den, så jeg må hellere advare – det er altså lidt upassende humor. Af samme grund vil jeg også mene, at den ikke egner sig til alle børn, og at det er en god idé, at forældrene læser den igennem, inden de overvejer at give den til barnet/børnene.

Men en fin lille tegneserie med nogle kære tegninger (… det meste af tiden…!).

Hver dag starter det forfra

Jeg faldt over denne tegneserie, da jeg skulle på biblioteket for at hente bøger, og så røg den med i lånebunken, for hvornår kan man ikke lige læse en tegneserie?

‘Hver dag starter det forfra’ er tegnet og fortalt af Line Kjeldsen Jensen. Tegningerne startede op som en afreageringsprojekt på Instagram, mens hun var på barsel med det tredje barn, og manden ofte var væk 3-5 dage om ugen i forbindelse med sit musikerjob. Det gav en del udfordringer – ikke mindst fordi Line samtidig havde problemer med sin ene fod og ikke kunne gå i en periode.

Tegningerne er først og fremmest små glimt af hektiske og frustrerende situationer under barslen men også de små sejre, der ind imellem popper op i den grå hverdag. Billederne er gennemsyret af følelser – først og fremmest frustration men også kampvilje og ikke mindst kærlighed til børnene – og den lidt naive streg giver dem samtidig et ret autentisk udtryk.

‘Hver dag starter det forfra’ er helt sikkert relevant for forældre og især småbørnsforældre. Personligt har jeg ikke selv børn, så tegningerne påvirkede mig ikke så meget, men jeg er sikker på, at der er mange forældre, som (gysende) kan nikke genkendende til mange af situationerne. I øvrigt et tip herfra – læs ikke tegneserien på én gang. Det var tydeligt, at tegningerne var blevet uploadet drypvis, og derfor blev det lidt for meget af det samme, da jeg læste tegneserien på under en time.

The Long Way to a Small Angry Planet

Lad mig bare indrømme det med det samme – da jeg stødte på denne bog første gang, faldt jeg pladask for titlen! Det der med en lille vred planet – det rørte bare et eller andet i mig, og siden har jeg nysgerrigt læst hver eneste anmeldelse, jeg er stødt på. Og heldigvis var anmeldelserne overvældende positive, så da jeg skulle købe bøger til sci-fi-temaet, var ‘The Long Way to a Small Angry Planet’ et oplagt køb.

Bogen er skrevet af Becky Chambers og er første del i en serie (jeg gætter på, at det bliver til en trilogi, men jeg ved det faktisk ikke). Den foregår i fremtiden, hvor man følger besætningen på et rumskib, som bygger ormehuller (wormholes – en slags portaler). Besætningen varierer utrolig meget i personlighed, udseende, køn, seksualitet og race, og det giver selvfølgelig en række konflikter og udfordringer på den lange rejse. For de har fået en ret kontroversiel opgave, der vil resultere i en klækkelig bonus, men det involverer også en række farer – ikke mindst fordi flere af besætningsmedlemmerne bærer på en række hemmeligheder…

Aaaahh! Denne bog var fantastisk! Intet mindre! Forfatteren er tydeligvis inspireret af både Firefly, Battlestar Galactica, Guardians of the Galaxy og måske også lidt Star Trek – på én gang! Der var masser af action, drama, personlighedstwists og humor, men der var også sørgmodige og tankevækkende øjeblikke. 

I starten følger man det nye besætningsmedlem, Rosemary, men i løbet af bogen kommer man dog også godt omkring de fleste andre på rumskibet. Det giver et indblik i en flok meget forskellige individer, og det er dejligt forfriskende – ikke mindst fordi det ikke holder sig til to køn og lidt forskellige hudfarver men også er udvidet til væsner, der blandt andet kan skifte køn eller som har en langt mere nuanceret seksualitet end ‘blot’ at skelne mellem heteroseksualitet og homoseksualitet. Der bliver gang på gang vendt op og ned på de gængse stereotyper, og det er virkelig fedt. Forfatteren formår at præsentere de enkelte individer som helstøbte personer og ikke som karikerede skabeloner, og det er langt hen ad vejen personerne, der bærer denne fortælling. Der er selvfølgelig også et hovedplot, men det er i høj grad de små personlige fortællinger og twists, som skaber denne bog.

Det eneste negative, jeg kan sige om denne bog er, at jeg ikke har den som hardback. Jeg ville gerne have købt det fra start, men den udgave er desværre allerede udsolgt. Jeg håber i mit stille sind på, at den bliver genoptrykt, for ‘The Long Way to a Small Angry Planet’ er den slags bog, jeg meget gerne vil have i hardcover-udgave.

Om jeg skal læse efterfølgeren? SELVFØLGELIG!! 

Et Grimm’t eventyr

Så blev det tid til endnu en lydbog. Dem har jeg ikke været så heldige med i denne måned, hvor jeg har droppet en del efter at have hørt en time til halvanden, uden at de fængede. Så jeg var lidt spændt på, hvordan ‘Et Grimm’t Eventyr’ af Dennis Jürgensen ville være. Læg i øvrigt mærke til, at den passer ind i månedens eventyrtema 🙂

I ‘Et Grimm’t Eventyr’ har en videnskabsmand opfundet en maskine, som gør det muligt at rejse ind i bøgernes verden. Den første bog, som skal udforskes, er Grimms samlede eventyr. Det lader dog til at være en temmelig farlig verden, for da hemmelige organisation HANK sender en række agenter afsted, vender de ikke tilbage. Kort tid efter forsvinder videnskabsmanden også, og nu er gode råd dyre. Et specialteam bestående af Rana, Bufo og Pelodytes bliver sendt ind i eventyrerne for at finde ud af, hvad der er sket med de andre agenter og – hvis muligt – redde dem.

Der er en del af de klassiske eventyr, der får en kærlig behandling i denne bog, og der er bestemt nogle overraskelser undervejs. Jeg syntes, at ideen som sådan var vellykket, men jeg blev desværre ikke rigtig fanget af historien. Det skyldtes først og fremmest de tre hovedpersoner, som jeg havde svært ved at leve mig ind i – de var nogle pudseløjerlige størrelser.

Humoren var overraskende… lummer. Altså i betragtning af, at det var en Dennis Jürgensen-bog. Det dominerede på ingen måde historien, men der var dog nok til, at jeg studsede lidt over det. Men altså – det gjorde mig ikke noget.

‘Et Grimm’t Eventyr’ er ikke en af Jürgensens bedste bøger, men det var ok underholdning, og jeg syntes som sagt, at ideen med at rejse ind i eventyr, hvor alt ikke er, som det plejer, var ganske fin.

Searching for Dragons

I sidste måned udpegede jeg ‘Dealing with Dragons’ til at være aprils bedste læseoplevelse, så jeg havde selvfølgelig høje forventninger til efterfølgeren, ‘Searching for Dragons’. Bøgerne er skrevet af Patricia C. Wrede og er de første bøger i en serie på fire.

I ‘Searching for Dragons’ er hovedpersonen skiftet ud. Cimorene fra den første bog er stadig med, men historien fortælles gennem Mendanber – den unge konge af den fortryllede skov. Han opdager, at dele af skoven er ødelagt, og mistanken falder på dragerne, da han finder flere drageskæl blandt de forkullede træer. Han opsøger Kazul – eller rettere forsøger på det, for hun er blevet taget til fange af onde troldmænd. Det går naturligvis ikke, så han slår sig sammen med Cimorene, og de drager afsted for at lede efter Kazul.

Det er stadig en sød og hyggelig historie, men jeg synes desværre ikke, at Mendanber er en lige så interessant hovedperson. Han virker faktisk rimelig anonym, og det er lidt synd, når nu Cimorene var en så sjov og handlekraftig hovedperson i første bog.

Humoren er – måske af samme grund – heller ikke nær så sprudlende og overraskende i ‘Searching for Dragons’, selvom der nu er flere scener med yderst inkompetente troldmænd. De er ikke lige så gakkede som dem i Terry Pratchetts bøger, meeen de er heller ikke ligefrem frygtindgydende.

Jeg endte dog med at være fin underholdt alligevel. Det er en ganske hyggelig fortælling, og der er fortsat nogle fine og lidt overraskende pointer, som bryder det gængse billede af, hvordan eventyr ‘skal’ være.

Dealing with Dragons

Jeg kan faktisk ikke huske, hvor jeg stødte på ‘Dealing with Dragons’, men jeg har en mistanke om, at det var en fantasy-liste hos Goodreads. Uanset hvad lød bogen rigtig hyggelig, og da den handler om prinsesser og drager, passer bogen godt til mit kvartalstema, ‘Eventyr’.

‘Dealing with Dragons’ er skrevet af Patricia C. Wrede og er første bog i en trilogi. Den handler om prinsessen Cimorene, der ikke bryder sig om det typiske prinsesseliv, hvor man skal sidde og være yndig, mens man broderer. Det er gudsjammerligt kedeligt efter hendes mening, så hun stikker af og ender med at møde dragerne. Drager er som bekendt meget farlige væsner, men det lykkes Cimorene at overbevise en af dragerne om, at Cimorene kan være hendes prinsesse. Drager har jo et eller andet med prinsesser, og enhver respekteret drage skal naturligvis have en prinsesse. Det er ganske vist temmelig usædvanligt, at en prinsesse selv tilbyder sin hjælp – normalt skal man bortføre dem – men dragen Kazul vælger ikke desto mindre at lade Cimorene bo hos sig. Det er dog ikke uden visse udfordringer, for selvfølgelig kommer det væltende med håbefulde ungersvende, der gerne vil redde prinsessen fra den stygge drage. Men hvad gør man, når prinsessen absolut ikke vil reddes og i stedet foretrækker at gøre rent?

Dette er egentlig en børnebog, men jeg synes bestemt også, at voksne bør læse den, for den er både sjov og indeholder nogle rigtig gode pointer. Her er endelig en bog, der tør udfordre det gængse prinsessebillede. Væk er de lyserøde tylskørter, de evindelige baller og de mange suk efter prinsen på den hvide hest. I stedet får vi en prinsesse, der er både klog og initiativrig og som hellere vil arkivere dokumenter og vaske op end at sidde hele dagen lang for at være yndig og dydig. Hun gider absolut ikke blive reddet, og hun ender tilmed hos en hundrage, som taler om muligheden for at blive dragernes konge. For ja, i denne bog kan hundrager godt blive konger! Ah, det føltes skønt at få rusket op i alle de gængse antagelser om, hvordan eventyrverdener er bygget op…

Sproget er let og ligetil med nogle meget fine – og ganske underholdende – dialoger. Samtidig er der skruet godt op for actiondelen til trods for, at det er en kort bog, så der er ganske enkelt ikke tid til at kede sig. Det passer fint til historien, for det er ikke ligefrem en bog, hvor der er brug for lange beskrivelser af landskabet eller tilbageblik.

Jeg morede mig kosteligt undervejs, og ‘Dealing with Dragons’ er klart en af de bedste læseoplevelser indtil videre i år. Jeg har derfor også straks bestilt de to sidste bøger i trilogien, og dem satser jeg på at læse i løbet af maj måned.