Father Christmas’ Fake Beard

Forventninger:
Jeg havde ikke så mange forventninger til ‘Father Christmas’ Fake Beard’ af Terry Pratchett, men jeg håbede selvfølgelig, at den kunne byde på et par gode grin, for det gør hans bøger som regel – og så var det jo ikke dårligt, at det samtidig var julenoveller, for det var jo helt klart oplagt at læse i denne måned.

Resumé:
Bogen består af 10 noveller med julen som omdrejningspunkt, og de er illustreret med en række skøre og sjove tegninger.

Det bedste:
Der var flere lune og finurlige fortællinger i novellesamlingen, som fik mig til at trække på smilebåndet og klukke lidt for mig selv. Tegningerne var også ganske fornøjelige at se på.

Det værste:
Der var desværre også en del af novellerne, som føltes lige lovlig tynde og uinteressante. Det betød også, at den samlede læseoplevelse var på det jævne, og at bogen ikke var helt så god og underholdende, som jeg havde håbet på.

Kan anbefales til:
Børn og barnlige sjæle, der gerne vil læse nogle hyggelige julenoveller og som elsker halvgakkede tegninger.

Mandelgaven


Forventninger:
Jeg havde ikke de vilde forventninger til ‘Mandelgaven’ af Erik Valeur. Jeg håbede selvfølgelig på nogle fine små horrornoveller med juletema, men jeg var også lidt skeptisk i forhold til kombinationen.

Resumé:
‘Mandelgaven’ indeholder syv små noveller, der foregår forskellige steder i Danmark. Omdrejningspunktet for dem alle er aftenen – dvs. juleaften – og de traditioner og fejltrin, der kan følge med, når familie og forventninger mødes i et sammensurium af højspændte følelser. For der er mange traditioner og forventninger tilknyttet mandelgaven, og der er mange muligheder for at såre og fornærme andre, hvis man ikke følger de uskrevne regler.

Det bedste:
De første noveller er klart de mest uhyggelige/ubehagelige og dermed også dem, der passede bedst til mine forventninger i forhold til oplægget. Det er simple men letgenkendelige konflikter, der drives af primitiv grådighed, smålighed og forstokkethed.

Det værste:
Jeg syntes desværre ikke, at der var så meget kød på de sidste historier. De var ikke lige så skarpe og forfærdelige som de første, hvilket selvfølgelig var ærgerligt, når nu novellesamlingen lagde så godt ud.

Kan anbefales til:
Til dig, der har oplevet en række lettere akavede juleaftener på grund af sære mandelgave-ritualer – eller til dig, der frygter, at du vil opleve det en dag. Måske er dette ligefrem en idé til næste års mandelgave?

Julebestiariet

Forventninger:
Jeg havde ikke så mange forventninger til ’Julebestiariet’, som er skrevet af Benni Bødker og illustreret af Jon Kenn Mortensen. Mest af alt var det bare en oplagt mulighed for at kombinere kvartalstemaet, horror, med julelæsning – en ikke så kendt kombination, som dog er blevet mere udbredt de seneste år.

Resumé:
’Julebestiariet’ er en slags julekalender og monsterguide på samme tid. Hver dag præsenteres et nyt vintermonster, og hver præsentation er fulgt af en detaljeret illustration af monsteret/monstrene.

Det bedste:
Illustrationerne er uden tvivl det bedste ved bogen. De er detaljerede og stemningsfulde og helt igennem hygg… øh, uhyggelige at se på!

Det værste:
Jeg synes desværre ikke, at konceptet i sig selv fungerede så godt – måske fordi jeg kendte de fleste monstre i forvejen. Jeg havde foretrukket, hvis der var gjort lidt mere ud af at beskrive hvert monster – måske med en (fiktiv) stemningsrapport, der fortalte om et menneskes møde med et sådant væsen.

Kan anbefales til:
Børn, der er træt af nuttede nisser og gerne vil kigge på flotte illustrationer af farlige monstre. Nåja, og til voksne, som gerne vil skræmme ungerne lidt…

Jul i andre lande

Forventninger:
Jeg elsker at høre om traditioner fra andre lande – især når det gælder jul og nytår – så det lå lige til højrebenet, at jeg skulle læse ‘Jul i andre lande’ af Sofie Maria Brand. Jeg satsede stærkt på, at det ville blive en hyggelig oplevelse.

Resumé:
Bogen gennemgår juletraditioner i 24 lande, hvor teksten er suppleret af hyggelige og farverige illustrationer. Der fortælles både om de nordiske juletraditioner, om lande hvor julen først fejres den 25. december eller på Helligtrekonger og om, hvad man spiser i løbet af denne højtid i de enkelte lande.

Det bedste:
Selvom det strengt taget er en børnebog, så er ‘Jul i andre lande’ også hyggelig læsning for voksne. Der vil helt sikkert være traditioner, du ikke har hørt om før eller juletraditioner, du ikke nødvendigvis forbandt med lige det land.

Det værste:
Der er lige lovlig mange gentagelser i bogen, for der er selvfølgelig en del traditioner, som lande har tilfælles – for eksempel i de nordiske lande. Det kan være svært at gøre det meget anderledes, men måske det kunne være præsenteret anderledes i bogen, så det ville føles mere varieret.

Kan anbefales til:
Alle julenisser og folk, der gerne lære mere om juletraditioner i andre lande.

Jul i skovridergården

Ups – lige pludselig overtog juletravlheden, og jeg har ganske enkelt ikke haft tid til at læse eller blogge om bøger de seneste dage. Men nu er det endelig juleferie, så her får du mine tanker om ‘Jul i skovridergården og andre fortællinger’, som jeg lyttede til tidligere på måneden.

‘Jul i skovridergården…’ er en novellesamling af Sophus Bauditz og er en række fortællinger om livet i provinsen i ‘de gode gamle dage’, hvor der er fokus på stemningsfulde beskrivelser af naturen og de dialoger og små sammenstød, der er i de små samfund. Novellesamlingen indeholder 10 noveller, der i en vis grad har julen som omdrejningspunkt. Jeg var dog lidt skuffet over, at det langt fra var alle noveller, der havde julen som fokus, så det var en lidt blandet fornøjelse at læse. Nogle af novellerne var ganske fine mht. landsbyidyl og provinsromantik, mens andre ikke sagde mig så meget.

Hvis du er i humør til fortællinger, der har en rolig fortællestil og emmer af mark og landsby, så er denne novellesamling noget for dig. Et udmærket supplement til læsningen her i vintertiden.

Jul hele året

Her i december har jeg besluttet mig for at hygge mig med lidt jule-lydbøger. Den første, jeg kastede mig over, var ‘Jul hele året’ af Kasper Winding. En lydbog på lidt over fem timer, så selvom den er skrevet som en julekalender, så kan du sagtens høre den i løbet af en eftermiddag.

‘Jul hele året’ handler om de to nisser – Visse og Vasse. De bor i en hule på Bornholm, og hver gang, de bruger deres nissemagi, bliver de mindre, indtil de får en god lang lur. Det giver naturligvis visse (!) udfordringer – ikke mindst da den ene af dem ender hos to kaniner, der straks vil adoptere den lille nisse. Visse og Vasse møder dog også mange af øens andre beboere i løbet af året, der går i løbet af bogen, og det kommer der mange finurlige episoder ud af.

Dette er en bog, som virkelig vinder på indlæsningen. Den varme rolige stemme, der former de skøre stemmer til flere af personerne, får bare en til at komme i godt humør, og jeg grinede flere gange undervejs – ikke mindst af de bimsede kaniner.

Det er en lidt usædvanlig julekalenderbog, da handlingen strækker sig over et år og derfor ikke er specielt julet. Historien er måske ikke vanvittig spændende, selvom den da har sine øjeblikke, men her trækker oplæsningen op, og jeg vil derfor klart anbefale den som lydbog.

‘Jul hele året’ er som sagt en kort bog, så hvis du som jeg synes, at det er lidt bøvlet at nøjes med ét kapitel om dagen, så hør gerne flere  – eller hele bogen på én dag. Det bliver den bestemt ikke dårligere af.

De dejlige (bog-)julegaver

bogjulegaverDet er dagen efter dagen – aka første juledag. Jeg håber, du havde en dejlig juleaften.

Jeg nød en aften sammen med familien, hvor der traditionen tro blev spist masser af god mad, sunget julesange og naturligvis også pakket gaver ud. Og hvad fik jeg så? En lang række dejlige ting – herunder også en overraskende høj stabel bøger, yay!

Jeg fik ‘Leviathan Wakes’, ‘Fables HC 6’ og ‘Rat’s Wars’ af min allerkæreste, og så fik jeg ‘Paris’ og ‘Krig og Fred’ af den øvrige familie. Simpelthen så dejlige boggaver!

‘Rat’s Wars’ har jeg allerede læst her til formiddag, og mon ikke jeg også får læst ‘Fables HC 6’ i løbet af julen? ‘Krig og Fred’ bliver dog nok et sommerferieprojekt (ligesom med ‘Anna Karenina’ sidste sommer), og så håber jeg at få læst ‘Leviathan Wakes’ i løbet af de kommende måneder. Hvis jeg nu er smart, får jeg læst den rimelig hurtigt, så jeg kan ønske mig den næste i serien til min fødselsdag… 😉

‘Paris’ læser jeg nok også i løbet af de kommende måneder, for det vil passe ind i en af mine bogudfordringer… men mere om det ved årsskiftet, hvor jeg røber planerne for næste års læsning.

Har du fået bøger i julegaver – og i så fald hvilke?

Julefortællinger

julebog‘Julefortællinger’ af Astrid Lindgren var en af mine yndlingsjulebøger som barn. Af samme grund undrer jeg mig over, at jeg havde glemt alt om den, indtil jeg for et par måneder siden faldt over den på Saxo. Hvordan kunne jeg glemme denne juleklassiker!? Men under alle omstændigheder var der ingen slinger i valsen – den skulle købes, så jeg kunne læse den op til jul (og de næste mange år).

Bogen er en samling af de mange julehistorier, som indgår i Astrids Lindgrens elskede fortællinger. Det er dermed også et hyggeligt gensyn med børnene fra Bulderby, Emil fra Lønneberg, Grynet og Pippi Langstrømpe.

Når jeg læser bogen, kører min indre biograf alle de filmatiseringer over historierne, som blev sendt, da jeg var barn (og som jeg ind imellem stadig støder på ved juletid). Det er selvfølgelig utrolig svært at anmelde denne bog med friske øjne, når det er en bog, jeg har læst og elsket gennem så mange år, så det vil jeg ikke forsøge på.

I stedet vil jeg anbefale denne bog til dig, hvis du vil opleve børnenes glæde over julen fra en tid, hvor alt var hjemmelavet – ofte også gaverne – og hvor julefreden ikke blev forstyrret af tv-udsendelser, internet og sociale medier. Her er en oprigtig glæde over julen og familiehyggen, og historierne er – selvfølgelig – gennemsyret af gode gerninger og næstekærlighed. Nåja, og så er der selvfølgelig rå mængder af knitrende, skinnede sne.

Christmasaurus

ChristmasaurusDa jeg for et par uger siden stødte på denne bog ved et tilfælde, var det instant love – seriously! Jeg mener – en julebog med en dinosaur? Jeg, som elsker dinoer, måtte naturligvis eje denne bog, så den blev købt og læst sidste weekend.

‘Christmasaurus’ er skrevet af Tom Fletcher og er en julebog for børn. Den handler om drengen Kevin, der sidder i kørestol. Han elsker dinosaurer og har det ganske fint i skolen – indtil den dag, da der dukker en rigtig strid pige op, som straks ser sig sur på ham. Nu bliver Kevins skoledage rigtig trælse, og da julen nærmer sig, er han ærlig talt ikke i julehumør. I et øjebliks desperation skriver han ‘en dinosaur’ på sin ønskeseddel til julemanden. Hvad han ikke ved af er, at der faktisk bor en dinosaur – Christmasaurus – hos julemanden på det tidspunkt, og Christmasaurus får snart mulighed for at flyve med julemanden på gaveuddeling…

Dette er en utrolig kær og hyggelig fortælling om en ganske sød og almindelig dreng, der får en virkelig magisk juleaften. Bogen er rigt illustreret med de mest kære tegninger (i stil med den på forsiden – men lidt rundere og mere nuttet tegnet), og skrivestilen er munter og rimelig actionpacked. Har du nogensinde læst ‘Familien Fab’ eller ‘Skrumpen fra det ydre rum’ af Gunnar Wilde, så er der visse lighedstræk.

Det er en meget fin og rimelig forudsigelig fortælling. Udover dinosauren kunne jeg godt lide, at forfatteren havde valgt en lidt atypisk hovedperson – en lille dreng i kørestol, som bor alene med faren. Rigtig godt træk.

‘Christmasaurus’ er en bog, der emmer af julestemning og skøre forviklinger. Selvom der også er alvorlige scener i blandt, så er den gennemsyret af hjertevarme. Du behøver ikke at elske dinosaurer for at nyde denne bog, meeen det hjælper helt sikkert 🙂

Bitre mandler

Nu er jeg mest til hyggelige julehistorier, hvor sneen knitrer, nisserne laver spilopper, og hvor julefreden sænker sig over det ganske land. Det var derfor noget af et stilskifte, da jeg besluttede mig for at læse novellesamlingen ‘Bitre mandler’, der er en række krimihistorier med julen som tema. Bidragsyderne er en lang række af Danmarks mest kendte forfattere gennem de sidste 40 år – lige fra Dan Turéll til Gretelise Holm.

Dette er absolut ikke en samling af hyggelige julehistorier – tværtimod. Der er ingen garanti for en lykkelig slutning, og julen er sjældent et positivt element i novellerne. Faktisk er der en række af historier, der har meget lidt med jul at gøre, og det gjorde, at jeg var ret skuffet og frustreret i løbet af de første 3-4 noveller. Derefter distancerede jeg mig fra juletemaet (eller rettere manglen på samme), og det hjalp en hel del. Godt nok var de efterfølgende historier noget mere ‘julede’, men jeg synes faktisk, at novellesamlingen giver et langt bedre indtryk, hvis man helt ignorerer, at den markedsføres som en juleantologi.

Jeg kunne i øvrigt godt lide, at en del af historierne er ret dystre og grumme, så hvis du er til krimier, hvor det ikke altid er helten, der ler til sidst, så er denne novellesamling et fint bud.