Iqbal Farooq og julesvineriet

Jeg har kastet mig over julebøgerne, og den første, jeg har nået at læse, er denne kalenderbog, som jeg hørte som lydbog via Ereolen.dk. Deres lydbogafspiller egner sig ikke særlig godt til kapitelinddelte bøger, så jeg valgte at droppe opdelingen og hørte den i stedet, når jeg havde lyst. Så kunne jeg nemlig også blive færdig med den tidligt på måneden 🙂

‘Iqbal Farooq og julesvineriet’ er skrevet af Manu Sareen. Det er som sagt en kalenderbog med 24 kapitler, men der findes faktisk flere børnebøger med Iqbal. I denne bog er Iqbals far blevet bidt af en gal julenisse. I hvert fald har han bestemt, at i år skal familien fejre dansk jul – til trods for, at de er muslimer. Iqbal er ikke helt tryg ved det projekt og slet ikke i hænderne på faren, der ikke lader til at have nogen hæmninger – eller helt ved, hvad han har kastet sig ud i. Faren forsøger snart at engagere hele opgangen i juleriet, og da det er en noget broget skare mht. etnicitet, er der lagt i ovnen til en rigtig multietnisk jul. Meeen det der med juleglæden kniber lidt i resten af København, for julepynten i gaderne forsvinder om natten, og politiet står tilsyneladende på bar bund. Iqbal og Tariq mener, at det er for galt og begynder at undersøge sagen, og så sker der ting og sager…!

Jeg skulle lige et par kapitler ind i denne bog for at vænne mig til stilen. Der er en frisk og multietnisk stil i bogen, som blev yderligere forstærket af de forskellige accenter, oplæseren brugte undervejs. Der er steder, hvor det bliver ret karikeret, men det er jo også en børnebog, og det virker på ingen måde ondskabsfuldt. Ideen med inderen, der gerne vil holde dansk jul, er både sød og sympatisk, ligesom børnenes meget politisk korrekte skoleinspektør, som synes, at skolen skal holde multietnisk jul dette år.

Handlingen foregår primært på Nørrebro i København, og selvom jeg vil mene, at alle kan få noget ud af at læse bogen, så tror jeg, at den er ekstra interessant, hvis man kender Nørrebro i forvejen.

‘Iqbal Farooq og julesvineriet’ er en hyggelig og moderne julekalender. Du skal ikke vælge den, hvis du vil have en historie med masser af nisser og klejner, og den vil nok ikke egne sig særlig godt til de helt små børn. Den kan dog være sjov for de lidt større børn (og de voksne som også kan smile af de skøre påfund).

Christmas at Thompson Hall and Other Christmas Stories

Så er det tid til endnu en julebogsanmeldelse – denne gang ‘Christmas at Thompson Hall & Other Christmas Stories’ af Anthony Trollope. Det er en del af Penquins hardcover-juleklassikere. Jeg har tidligere anmeldt ‘The Nutcracker’, ‘The Night Before Christmas’ og ‘A Merry Christmas: And Other Christmas Stories’.

‘Christmas at Thompson Hall & Other Christmas Stories’ indeholder fem noveller, der alle – i et eller andet omfang – udspiller sig ved juletid i England i 1800-tallet. Den første og længste historie er en småkomisk historie om et ægtepar, der overnatter på en kro, inden de skal videre næste dag for at mødes med familien til jul. Overnatningen forløber dog ikke uden problemer, hvilket fører til en hel del forviklinger og pinlige optrin. Den næste historie er en kærlighedshistorie, hvor det forelskede par desværre er så stivnakkede begge to, at de er ved at ødelægge den spirende kærlighed med stædige udmeldinger og misforståelser. Tredje historie bygger på lidt af den samme type forviklinger, mens fjerde historie er noget anderledes. Den foregår under den amerikanske borgerkrig, hvor to brødre er havnet på hver sin side af konflikten, hvilket selvfølgelig giver en række problemer – også for den øvrige familie. Den sidste historie er en superkort fortælling om to svogre, der er meget uenige, men alligevel forsøger at blive forsonet op til jul.

Bogen var en svingende læseoplevelse. Den første fortælling om parret på kroen var sød, men også temmelig karikeret, og jeg undrede mig en hel del over hustruens opførsel. Det var så karikeret og virkelighedsfjernt, at jeg blev mere mystificeret end decideret underholdt, men det var en ok fortælling, om end den ikke havde voldsomt meget med jul at gøre.

Den næste historie havde til gengæld mere julestemning. Det var en ret forudsigelig kærlighedshistorie, men fint fortalt. Den efterfølgende historie efterlod til gengæld intet indtryk hos mig overhovedet.

Den fjerde historie, der handlede om den amerikanske borgerkrig, var nok den mindst julede af alle historierne, men til gengæld var det muligvis også den mest interessante (hvilket nok skyldes, at jeg absolut ikke føler, jeg ved nok om borgerkrigen og derfor suger til mig, så snart jeg støder på en reference til den begivenhed). En udmærket historie, der dog har lidt af et antiklimaks af en slutning.

Den femte historie var ligesom den tredje ikke en, der gjorde noget indtryk på mig overhovedet.

Jeg savnede først og fremmest mere julestemning i bogen, for selvom historierne foregår ved juletid, så er det en ret ubetydelig kendsgerning i flere af novellerne. Personerne er overfladiske og er til tider svære at holde af, men det gjorde mig nu ikke så meget. Jeg savnede til gengæld lidt mere fremdrift og uforudsigelighed i historierne – der var ikke så meget nyt at komme efter, og det var derfor en lidt overfladisk læseoplevelse.

Hvis du vil have (nostalgisk) julestemning, vil jeg hellere foreslå dig at læse ‘A Merry Christmas: And Other Christmas Stories’ eller ‘Letters from Father Christmas’.

Hogfather

Efter flere skønne Pratchett-oplevelser tidligere i år med ‘Wyrd Sisters’ og ‘Guards! Guards!’, så mente jeg, at julebogen ‘Hogfather’ ville være perfekt her i den søde juletid. Hvem kan ikke bruge et godt grin her i den kolde, mørke decembermåned?

‘Hogfather’ er som sagt skrevet af Terry Pratchett og foregår som de andre bøger i serien i Discworld-verdenen. Her forsøger auditørerne (en form for guder i Discworld-serien, der plejer at fungere som skurke i bøgerne) at sætte Julemanden ud af spillet. Da Julemanden forsvinder, beslutter Døden sig imidlertid for at vikariere for ham for at sørge for, at folk (aka børn) bliver ved med at tro på Julemanden. Men… det er selvfølgelig noget af en udfordring, da Døden ikke just ved særlig meget om jul, juleglæde eller børn for den sags skyld. Døden går ellers meget op i opgaven og måske endda for meget? Det mener hans assistent i hvert fald, og der begynder da også at ske mystiske ting, når Døden dukker op for at være den glade gavegiver. Samtidig prøver Dødens barnebarn, Susan, at finde ud af, hvad der egentlig skete med Julemanden, og om det fortsat er muligt at redde ham.

Denne bog havde potentiale til at være rigtig sjov. Det syntes jeg bare aldrig, at den blev. Desværre. Jeg er ellers ret vild med Pratchetts bøger, men denne her faldt helt igennem. Der var ikke på noget tidspunkt, hvor jeg grinede, men jeg trak da på smilebåndet et par gange.

Døden er vanen tro herlig – helt klart min yndlingsfigur i Discworld-serien, og det er faktisk interessant at se, hvordan han agerer som Julemanden. Der var et par gange, hvor jeg syntes, det blev lidt søgt, men ellers var det en fin fortolkning.

Jeg kedede mig til gengæld helt afsindig i afsnittene med auditørerne. Der zonede jeg helt ud og havde svært ved at koncentrere mig om handlingen.

Historien virker ret rodet og alt for lang. Der mangler nogle snappy punchlines og den overdrevent underspillede ironi, der var i blandt andet var med til at gøre ‘Wyrd Sisters’ helt fantastisk.

Alt i alt den dårligste Pratchett-bog, jeg til dags dato har læst – og det ærgrer mig helt enormt. Men nej, denne her kan jeg desværre ikke anbefale.

The Night Before Christmas

I min jagt på julebøger faldt jeg over denne lille sag, som jeg ikke kunne stå for.

‘The Night Before Christmas’ er skrevet af Nikolai Gogol og er en form for eventyr, der foregår i Ukraine, hvor hekse og djævle er på spil natten før juleaften. Men hvor man først tror, at det er et traditionelt eventyr, udvikler historien sig snart til en parodi på dette, da der også indflettes et kærlighedsdrama og en forvekslingskomedie med bejlere, der puttes i kulsække.

‘The Night Before Christmas’ er en speciel og utraditionel julefortælling og er på visse områder så aparte, at jeg havde svært ved at opfatte den som en julehistorie. Julestemning – som jeg ser det – var der ikke meget af.

Historien var på sin vis udmærket, men jeg havde en underlig fornemmelse af at have læst den før – eller i hvert fald den del med kærlighedsdramaet og komedien – og jeg var ikke så vild med den passage. Så hellere flere hekserier i den mørke nat, så det blev mere ‘Nightmare before Christmas’-agtigt, hvis det endelig skulle være. Jeg var heller ikke synderlig vild personerne i bogen, som jeg havde svært ved at relatere til og som virkede distancerede og var ret karikerede.

Sproget i bogen var til gengæld en positiv overraskelse, hvor forfatteren med malende beskrivelser formåede at danne masser af fantasifulde billeder i mit hoved under læsningen. Det er en stemningsfuld bog, men desværre ikke helt den stemning jeg var på udkig efter.

Et spændende bud på en julefortælling, men desværre ikke lige det, jeg håbede på.

A Merry Christmas & Other Christmas Stories

Det er december og dermed tid til at læse julebøger! Ok, jeg ‘tyvstartede’ faktisk i weekenden i forbindelse med 1. advent, men det er også ok.

‘A Merry Christmas & Other Christmas Stories’ købte jeg for et års tid siden – lige efter jul så vidt jeg husker. Det er en fin lille sag, som indeholder en række julehistorier skrevet af Louisa May Alcott – ja, hende der blandt andet skrev ‘Little Women’. Bogen indeholder da blandt andet også et uddrag af denne bog – selvfølgelig med en scene fra jul.

Dette er en sød lille julebog fyldt med historier om næstekærlighed og juleglæde. Det bliver ind imellem lige lovlig karikeret og sukkersødt, men på den anden side er det jo en julebog, og derfor må der gerne smøres lidt tykt på. Det er en bog, der fik mig til at smile – og en enkelt gang få lidt fugtige øjenkroge – og jeg nød at læse de små historier, der emmede af drømme, kærlighed, skinnende æbler og glæden ved at give. De sidste to historier var desværre ikke helt på højde med de foregående, men ellers var jeg godt tilfreds.

En glimrende julebog med et nostalgisk skær for dig, der gerne vil læse søde julehistorier, der emmer af næstekærlighed og glæde.

Bøgerne under træet

Jeg håber, du har haft en dejlig juleaften. Det havde jeg sammen med familien – herunder to små og meget glade nevøer. Efter en lækker julemiddag, hvor jeg havde medbragt julesalat, spekulatius, fedtebrød og polvorones, var det selvfølgelig tid til juletræsdans og gaveudpakning. Det sidste blev ret omfattende, da vi var 11 mennesker denne aften. Jeg fik en række dejlige ting – blandt andet disse tre bøger. Jeg får ikke så tit bøger til jul og fødselsdag, så tre stk var ganske godt. Det eneste ærgerlige er, at jeg har læst dem alle sammen (!). ‘Marco effekten’ læste jeg i sommers, hvor jeg havde lånt den af en af mine venner. Den var dog så god, at jeg gerne selv ville eje den. ‘The Walking Dead 1’ lånte jeg i sin tid på biblioteket og blev så begejstret for serien, at jeg er begyndt at samle på den, og her manglede jeg den første bog i serien. ‘Valhalla – den samlede saga 5’ er den sidste bog i genudgivelsen af Valhalla-tegneserierne, og her er der faktisk lidt nyt læsestof, for udover det baggrundsmateriale, der nu er tilføjet, så har jeg ikke læst to af de tre tegneserier, som bogen indeholder. Det glæder jeg mig til!

De seneste år har jeg fået en god vane med at give mig selv en julegave, og det gør jeg også i år. Det bliver fire bøger, som jeg regner med at finde på juleudsalget. Jeg har endnu ikke lagt mig helt fast på hvilke bøger, det skal være, men mon ikke flere af bøgerne vil være bøger med vintertema? Det har jeg nemlig lyst til at læse for tiden – især nu hvor sneen pynter gader og stræder.

The Nutcracker

Denne klassiker er den sidste julebog, jeg når at læse i år. Jeg har længe ønsket at læse den, og da Rikke fra Paperback Castles fortalte om den smukke udgave af bogen, som Penguin Books har udgivet (sammen med fire andre julebøger), så var det et oplagt køb.

‘The Nutcracker‘ er skrevet af E.T.A. Hoffmann og foregår juleaften. Her får Marie en speciel dukke, nøddeknækkeren, af sin onkel. Hun er vild med den, men broderen Fritz bliver misundelig og vil have fingre i den. Da det lykkes, taber han den på gulvet, så den går i stykker. Marie er knust, men onklen får heldigvis repareret nøddeknækkeren med det samme. Da familien er gået i seng, bliver legetøjet imidlertid levende. Marie opdager det, da hun har sneget sig ned for at hente nøddeknækkeren. Hun omringes af en flok mus, som vil have fat i nøddeknækkeren, og Marie må ty til en desperat handling for at forsøge at redde sin dukke.

At læse denne bog er som at tage på en nostalgisk tidsrejse i gamle eventyr og klassisk julestemning. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på blandt andet ‘Den lille hyrdinde og skorstensfejeren’, da jeg læste om nøddeknækkeren, de små mus og den måbende Marie. Der er så megen julemagi og glimt af andre eventyr i denne bog, og det er en fryd at læse den – også selvom enkelte detaljer kan være lidt forvirrende i denne drømmeverden, hvor julens mystik blandes med barnets fantasi.

Og så vil jeg egentlig ikke afsløre mere her – blot anbefale bogen, hvis du har lyst til at læse en julebog med masser af julestemning og magiske øjeblikke.

Dash & Lily’s Book of Dares

Denne bog var en af de mest populære julebøger sidste år, men der nåede jeg ikke at læse den – og jeg havde egentlig heller ikke troet, at jeg ville nå det i år, indtil jeg fandt den på tilbud til Bookoutlets store Black Friday-udsalg.

‘Dash & Lily’s Book of Dares’ er skrevet af Rachel Cohn og David Levithan. Den handler om den sekstenårige Lily, der få dage før jul efterlader en rød notesbog i den store boghandel, The Strand. Notesbogen indeholder en række anvisninger, som den, der åbner bogen, skal følge, inden vedkommende afleverer bogen tilbage med en ny opgave i. Det bliver teenagedrengen Dash, der finder bogen, og heldigvis er han med på spøgen, så snart udveksles bogen igen og igen i de kolde decemberdage med en masse sjove opgaver og udfordringer – dog uden at Dash og Lily møder hinanden. Alligevel vokser der snart et venskab frem mellem de to, men også spinkle håb og drømme om, at den anden måske er den eneste ene…

Som bogelsker er selve starten på denne bog – at finde en personlig notesbog med opgaver og tanker i en boghandel – selvfølgelig en skøn vinkel på historien, men det er nu ikke, fordi den del fylder så meget. Det er snarere teenagernes tanker om livet, julen, håb og drømme, der fylder siderne, og det er langt hen ad vejen både hyggeligt, sødt og til tider tankevækkende.

Den første halvdel af bogen var meget, som jeg forventede – sød, sjov og med en spirende romantisk tone mellem de to, men derefter tog historien en underlig drejning, jeg ikke brød mig om. Pludselig skete der flere ekstreme ting, som brød magien og både virkede hysterisk og helt ude af kontekst. Det irriterede mig grusomt og ødelagde meget af læseoplevelsen. Jeg forstod i det hele taget ikke helt, hvorfor forfatterne havde valgt denne vinkel.

Det var dog dialogen, som jeg brød mig mindst om – ikke gennem notesbogen men når Dash mødte Lilys familiemedlemmer, eller når Lily mødte Dash’ venner. Flere gange sad jeg og undrede mig dybt over, hvorfor dialogen skulle være så konstrueret og mystisk. Der er jo ingen, der taler på den måde til mennesker, de møder for første gang! Det virkede falsk og dermed også ligegyldigt.

Bogen havde potentiale til at fortælle en sød, romantisk historie, der foregår ved juletid, men i stedet bliver det en halvrodet affære med utroværdige episoder og irriterende dialoger. Hvis du går i gang med at læse den, så stop, når du er ca. halvvejs – jeg syntes i hvert fald, at det var noget af et antiklimaks at læse den anden halvdel, og efter de føromtalte ekstreme passager, så kunne bogen ikke vinde mit hjerte.

The Oxford Book of Christmas Stories

Da jeg ledte efter julebøger på Saxos hjemmeside til denne måneds julelæsning, faldt jeg ved et tilfælde over ‘The Oxford Book of Christmas Stories’. Ud fra beskrivelsen lød den så god, at jeg købte den helt spontant – uden at researche på den, som jeg normalt gør, når der er bøger, jeg gerne vil købe. Det kom jeg til at fortryde…

Bogen beskrives således:
“Families and friends come together at Christmas and, as they do, there are stories to be told. Stories about love, secrets, friendship, bravery, conflict, and compassion. This collection includes stories by Charles Dickens, Laurie Lee, Philippa Pearce, Geraldine McCaughrean, Jacqueline Wilson, Nicholas Fisk, and many, many more. So whether you want to slide with Mr Pickwick on the ice or find out what’s on Adrian Mole’s Christmas list, there are delights and surprises to be discovered in this wonderfully varied anthology of stories illustrated in both colour and black and white.”

Ud fra den beskrivelse forventede jeg en novellesamling fyldt med hyggelige klassikere og nye dejlige og julevarme historier. Det var dog ikke helt det, jeg fik. Jojo, der var skam en historie af Charles Dickens, men ikke en særlig god eller interessant fortælling. I det hele taget var mange af historierne korte, uinteressante og virkede ufærdige, ligesom mange af dem slet ikke var hyggelige. Det værste var dog, at en stor del af dem intet havde med julen at gøre! Jeg forstod simpelthen ikke den sammensætning og følte mig ærlig talt lidt snydt.

Der er enkelte interessante, underfundige og rørende historier i samlingen, men der er alt for få, og det var en ret utilfredsstillende læseoplevelse. Jeg kan derfor ikke anbefale denne bog.

Letters from Father Christmas

Hvordan mon det var at være barn af J. R. R. Tolkien – en af verdens mest kendte og elskede forfattere? Det får man et indblik i, når man læser ‘Letters from Father Christmas’. Bogen indeholder nemlig alle de breve, som J. R. R. Tolkien sendte til sine børn ved juletid – under dæknavnet Julemanden.

Det er nærmest magisk – og meget rørende – at læse denne samling af breve, som er rigt illustreret med tegninger af Julemandens værksted og hans hjælpere. Brevene bliver også længere og længere, eftersom ‘Julemanden’ gør mere og mere ud af at beskrive interessante og dramatiske begivenheder, der er sket på Nordpolen siden sidste brev.

Der er ingen tvivl om, at Tolkien har elsket at skrive disse breve til sine børn samt lave de mange illustrationer. Der er lagt så megen kærlighed i disse hilsner, at det er umuligt ikke at blive glad og rørt, når man læser brevene. Og så er en række af teksterne ret finurlige og sjove – og selvfølgelig lidt barnlige, men brevene er jo også skrevet til børn.

Der er også noget vemodigt ved at læse brevene, for i takt med, at børnene bliver ældre, er der flere og flere af dem, der ikke længere skriver hilsner til Julemanden, så til sidst er det kun den yngste, der får hilsner fra ham. Det kan derfor betragtes som en slags rejse gennem barndommen at læse bogen, for der venter hele tiden det uundgåelige – at børnene bliver voksne og får travlt med andre ting.

Dette er en af de sødeste og mest hyggelige julebøger, jeg har læst, og jeg kan varmt anbefale den til alle uanset alder.