Hvorfor jeg ikke kan fordrage ‘Forbandede kærlighed’

Nu er det sjældent, at jeg skriver meget negative boganmeldelser. Jeg synes dog, at ’Forbandede kærlighed’ af Colleen Hoover, som jeg læste i min sommerferie, er så problematisk, at jeg bliver nødt til at anmelde den på bloggen. Min irritation skyldes i høj grad, at jeg føler mig snydt for en (god) kærlighedshistorie, som jeg forventede, da jeg valgte bogen. Men det skyldes i særdeleshed også et meget usundt parforhold, hvor den ene part klart udnytter den anden, og hvor jeg virkelig ikke håber, at unge mennesker tror, at det er acceptabelt.

Forlagets oplæg:
Da Tate Collins møder den hemmelighedsfulde pilot Miles Archer første gang, er det langt fra kærlighed ved første blik. Det er heller ikke ligefrem venskab. Det eneste, de to har til fælles, er en ubestridelig gensidig tiltrækning, og snart indleder de et uforpligtende forhold udelukkende baseret på sex. Det burde være den perfekte ordning for dem begge, for Tate har ikke tid til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Spørgsmålet er nu blot, om Tate kan overholde de to simple regler, som Miles har opstillet som eneste betingelse for deres forhold:

Spørg aldrig ind til fortiden.
Forvent ikke en fremtid.

De tror, at de kan håndtere det, men de indser begge hurtigt, at de leger med ilden. For Miles bærer på en mørk hemmelighed, som han ikke er parat til at slippe, og som tiden går, falder Tate langsomt, men sikkert for den flotte og mystiske pilot. Og pludselig er intet særlig enkelt længere.


Jeg troede, det var en kærlighedsroman og ikke en samling af sexscener
Da jeg valgte at læse bogen, havde jeg den klare opfattelse af, at det var en romantisk historie. Jeg havde dog ikke i min vildeste fantasi – heller ikke efter at have genlæst forlagets oplæg – troet, at bogen var så proppet med sexscener, der ofte var meget detaljeret beskrevet. Nu er jeg ikke specielt snerpet, men jeg blev helt utrolig træt af at læse om hovedpersonernes lagengymnastik, og jeg savnede i den grad kærlighed og følelsesmæssig intimitet i fortællingen.

Umodne hovedpersoner og en utilnærmelig træmand
Det tog mig lang tid at indse, at de to hovedpersoner skulle forestille at være i midten af 20’erne. Deres opførsel mindede mest af alt om to 15-årige, der indleder et fysisk forhold for første gang, og hvor det kan være charmerende hos teenagere, så virkede det tåkrummende pinligt, når de var ti år ældre. Det blev så ikke bedre af, at den mandlige hovedperson, Miles, var ekstremt lukket og kun fokuserede på egne behov. Er vi ikke snart færdige med træmænd som den romantiske part i moderne kærlighedshistorier? Miles vil intet fortælle om sin fortid, ikke tale om en fremtid og behandler i det hele taget Tate som en ting, der skal tilfredsstille ham seksuelt. På ingen måde et sympatisk menneske. Der hintes løbende til, at hans opførsel skyldes fortidens skeletter, men for det første mener jeg ikke, at andre skal lide under hans dårlige erfaringer, og for det andet synes jeg så heller ikke, at hans fortid er forklaring nok (eller rettere grund nok).

Brug-og-smid-væk kærlighed
Da hovedpersonerne indleder forholdet, er det en klar forudsætning, at de udelukkende mødes for at have sex. Sådanne forhold findes der mange af i dag. Jeg synes dog, at det er så ucharmerende og koldt beskrevet – måske fordi den ene af parterne i sidste ende gerne vil mere og andet end det. Men det er virkelig ubehagelig læsning at læse om et så usundt forhold, som skaber så ulykkelige situationer.

Let gennemskueligt plot med skuffende slutning
Det eneste, der fik mig til at læse bogen færdig, var ønsket om at få slutningen med. Ikke fordi jeg havde forventet noget stort og vildt, for jeg var ret sikker på, at jeg allerede tidligt havde gættet på, hvad grunden til Miles’ sindssyge opførsel var. Men jeg havde et stille håb om at blive positivt overrasket. Det blev jeg ikke. Slutningen føltes flad og mest af alt som et antiklimaks. Den var klodset beskrevet og på ingen måde det dramatiske og følelsesladede højdepunkt, der var lagt op til.

Pseudofølt sprog
Jeg var ikke så vild med skrivestilen. Det var især i fortidskapitlerne, hvor man skulle lære Miles og hans baggrund at kende. Her prøvede bogen ind imellem at være meget lyrisk og følt, men det kom mest af alt til at virke påduttet. Måske skyldes det den danske oversættelse, men ikke desto mindre virkede det ikke naturligt.

Alt i alt – ’Forbandede kærlighed’ er en af mine dårligste læseoplevelser i år. Kan absolut ikke anbefale den (uanset hvilke bøger, du er til).

The Wicked Deep

Forventninger:
Jeg er flere gange stødt på ’The Wicked Deep’, når jeg har set boganmeldelser på Youtube. Jeg huskede den umiddelbart som en bog, der havde fået udmærket kritik, så da jeg faldt over den hos Ereolen Global, lånte jeg den med forventning om, at den ville være en fin og lidt sommerlig ungdomsbog.

Resumé:
For to hundrede år siden blev tre søstre anklaget for at være hekse og derefter dømt til druknedøden. Siden har de hver sommer hjemsøgt byen, der dræbte dem, for at lokke unge fyre med under vandets overflade. Hver søster tager mindst én dreng, inden pigerne atter forsvinder en måned efter. Penny er opvokset i byen og har ligesom alle andre affundet sig med den forbindelse, der hviler over byen, men i år er det anderledes. En ny dreng ankommer til byen – fuldstændig uvidende om forbandelsen – og Penny fatter straks interesse for ham. Men hvordan skal hun beskytte ham mod de hævngerrige søstre?

Det bedste:
Stemningen i bogen er spot on. Vemodig, dragende og letsindig kombineret med en smertelig forudsigelighed. Det er en historie, som udvikler sig langsomt (måske lidt for langsomt), men som også har en slutning, der er det værd.

Det værste:
Jeg syntes desværre, at personerne virkede ret simple og ikke specielt interessante. , at kærlighedsdelen var lidt svag, hvilket er særlig ærgerligt i en bog som denne, hvor den er ret essentiel for historien.

Kan anbefales til:
Er du til vemodige historier, som ikke kan garantere en lykkelig slutning, så er ’The Wicked Deep’ noget for dig. Den er ikke specielt nyskabende, men det er en fin lille historie.

The Sky is Everywhere

Forventninger:
Jeg havde ikke de vilde forventninger til ’The Sky is Everywhere’. Den har fået noget blandede anmeldelser hos de bloggere, jeg følger på Goodreads, og det virkede som en standard ungdomsbog, men jeg gav den ikke desto mindre en chance.

Resumé:
Lennies storesøster, Bailey, er død, og Lennie befinder sig pludselig i et tomrum, hvor hun skal finde sig selv. Midt i det hele står Baileys kæreste, Toby, som Lennie søger trøst hos, men hun møder også den musikalske Joe, som vækker hendes interesse. Hun er splittet mellem de to fyre, og samtidig opdager hun, at hun åbenbart ikke kendte sin storesøster nær så godt, som hun troede, for Bailey gemte på mange hemmeligheder…

Det bedste:
Bogen er letlæselig, og den er tilpas overfladisk til at fungere fint som ferielæsning på stranden eller i sommerhuset.

Det værste:
Jeg var mildest talt ikke særlig imponeret af denne bog. Hovedpersonen var en egoistisk, ubetænksom og i det hele taget ret tåbelig teenager, som i store dele af bogen ikke virkede særlig berørt over, at hendes storesøster var død. Jeg havde egentlig troet, at det var en mere rørende bog at læse, når nu udgangspunktet er, at hovedpersonen lige har mistet sin søster, men det blev ret overfladisk behandlet det meste af tiden. Lennie havde en utrolig lemfældig omgang med andre folks følelser, og det virkede absurd usandsynligt, at to fyre skulle være interesserede i hende på samme tid. Derudover syntes jeg ikke, at de små tekststykker, som hvert kapitel blev indledt med, virkede særlig godt – det var alt for tænkt, alt for planlagt.

Kan anbefales til:
Jeg var som sagt ikke særlig begejstret for bogen, men hvis du har et svagt punkt for trekantsdramaer og ubetænksomme teenagetøser, så er denne bog måske noget for dig.

Hvis jeg var din pige

Forventninger:
’Hvis jeg var din pige’ af Meredith Russo har fået mange positive ord med på vejen, så jeg forventede en god læseoplevelse – og håbede på, at det ville være en bog, der både rørte mig og satte nye tanker i gang.

Resumé:
Amanda er lige startet på en ny skole og får straks en masse opmærksomhed – især fra fyrene. Men hun er bange for at nærme sig andre, for hun vil ikke have, at de opdager den hemmelighed, hun bærer rundt på. At hun tidligere hed Andrew. At hun fik tæv, fordi hun var anderledes. Men da hun falder i snak med Grant, og han viser sig at være en sød og betænksom fyr, som er helt vild med hende, så begynder hun at overveje, om ikke hun skal give slip og tage chancen med ham. Hun risikerer at miste sit helt nye liv, men måske er Grant chancen værd.

Det bedste:
Der er en rigtig fin sårbarhed over denne bog, hvor man i den grad kan mærke, hvor svært Amanda har det med at skjule sin fortid og samtidig være tro over for sine nye venner. Hvordan hun i det hele taget har svært ved at stole på folk. Det giver et indblik i et dilemma, som mange mennesker har – at man ikke altid kan eller tør være sig selv på grund af de omgivelser, man er i – og på den måde er denne bog også meget relevant for folk, der ikke nødvendigvis føler, at de er et andet køn end det, de er født som. Skrivestilen er let og lidt banal, men det fungerer fint i forhold til, at det er Amanda, der fortæller historien. Og så er kærlighedshistorien så godt fortalt – forsigtig og håbefuld på samme tid.

Det værste:
Jeg undrede mig lidt over Amandas alder i bogen. Hun opfører sig som en på 15-16 år, men det nævnes undervejs, at hun er 18. Det passer dog dårligt sammen med en episode 13 år tidligere i hendes liv, hvor hun må have været mere end 5 år, så hele aldersaspektet var ikke helt gennemtænkt. Derudover var slutningen lidt tam. Mere kan jeg ikke sige uden at røbe for meget, men jeg havde håbet på en lidt mere hjertegribende afslutning.

Kan anbefales til:
Til dig, der elsker forsigtige kærlighedshistorier uden insta love, trekantsdramaer og store armbevægelser. Til dig, der tør være anderledes. Til dig, der tør være dig selv. Til dig, der håber på det bedste i mennesker. Til dig, der har brug for lys i mørket.

Release


Jeg er ret vild med både ’A Monster Calls’ og ’Chaos Walking’-trilogien af Patrick Ness, så selvfølgelig skulle jeg også læse ’Release’, som han udgav sidste år. Den har efterhånden stået noget tid på bogreolen, men for nylig blev det endelig tid til at læse den.

’Release’ foregår i løbet af én dag, hvor man følger teenageren Adam, der ligesom så mange andre jævnaldrende tumler med identitetskrise og lavt selvværd. For Adam er der dog mere i det – som homoseksuel har han det svært i en religiøs familie, hvor forældrene tydeligt prioriterer storebroren. Selvfølgelig uden på nogen måde at tale om deres forhold til Adams seksualitet eller grunden til, at de forskelsbehandler dem. Og da Adam pludselig bliver udsat for sexchikane på arbejde, kulminerer det hele.

Der er faktisk tale om to historier i denne bog, for hvert kapitel indledes med en ganske kort scene, hvor man følger en ung kvinde og en faun. Det giver bogen et abstrakt touch af magisk realisme, men er også ret forvirrende i starten, og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ikke 110% sikker på, at jeg forstod, hvorfor det skulle med. Jeg syntes aldrig rigtig, det virkede for mig.

Bogen er en forholdsvis simpel fortælling om at finde sig selv og træde i karakter. En eviggyldig historie uanset hvilken alder, seksualitet eller generel overbevisning, man har. Adam bliver tvunget til at tage stilling – at beslutte sig for, hvornår nok er nok – og selvom omstændighederne kunne være bedre, så er det samtidig et vigtigt skridt for ham.

Historien var – bortset fra de abstrakte indledninger – fint fortalt, men den sagde mig ikke så meget. Jeg har efterhånden læst en del bøger om teenagere, der skal finde sig selv – herunder også om unge homoseksuelle, da det er blevet meget populært at skrive om de senere år – men jeg syntes desværre ikke, at ’Release’ havde noget nyt at byde på. Jeg læste bagefter, at bogen blandt andet er inspireret af ’Mrs. Dalloway’, som jeg læste sidste år, men den bog var jeg heller ikke så begejstret for, så måske er det alligevel ikke så overraskende, at ’Release’ ikke fangede mig.

Er du til Patrick Ness’ tidligere bøger, er det ikke sikkert, at denne bog er for dig, men er du til de mere quirky abstrakte bøger (som for eksempel ’More Than This’), så kan det være, at du vil synes om ’Release’.

Som stjerner på himlen


I løbet af de sidste fem år er der udkommet en del bøger, der handler om unge, der døjer med fysiske eller psykiske sygdomme. En af dem er ‘Som stjerner på himlen’ af Jennifer Niven, som jeg læste for nylig som e-bog.

I bogen følger man Finch og Violet, der går på samme skole og som mødes en dag i skolens klokketårn, hvor de begge stirrer ud over kanten og ned i døden. Finch er skolens problembarn – særlingen som de andre mobber. Violet er derimod ret populær, men hun har haft det svært, siden hendes søster døde. De falder i snak, og hvem der egentlig redder hvem fra at begå selvmord er svært at sige, men der opstår en særlig forbindelse mellem dem. Da de senere kommer til at danne makkerpar i forbindelse med en skoleopgave, er det samtidig kimen til et finurligt venskab, som giver begge noget at glæde sig over – og leve for.

Mødet i tårnet er en ret speciel – men ikke desto mindre virkningsfuld – måde at starte historien på, og jeg var da også fanget med det samme. Samtidig var Finchs personlighed så skæv og anderledes i forhold til de fleste andre personer i ungdomsbøger, at det pirrede min nysgerrighed. Den meget kontrollerede og næsten perfekte Violet gav en fin kontrast men blegnede dog noget i forhold til Finchs ret markante personlighed.

Jeg syntes dog, at fortællestilen blev lidt mindre original undervejs og kom til at minde lidt for meget om andre ungdomsbøger. Derfor var udviklingen heller ikke specielt overraskende, og det ærgrede mig – især i forbindelse med slutningen, som føltes lidt for forceret og tænkt – den lille detektivopgave virkede simpelthen for usandsynlig i mine øjne.

Jeg kan godt forstå, at flere sammenligner denne bog med ‘En flænge i himlen’ (udover at de danske titler minder om hinanden). Jeg synes dog, at ‘En flænge i himlen’ har meget mere at byde på og er langt mere rørende end ‘Som stjerner på himlen’. Sidstnævnte har bestemt sine kvaliteter og er blandt andet tankevækkende, men jeg blev hverken rørt eller overrasket, da jeg læste den – den mindede ganske enkelt for meget om lignende ungdomsbøger.

Da hun forsvandt

Det er efterhånden syv år siden, jeg læste ‘Hvis jeg bliver’ af Gayle Forman, og jeg anede ikke, der var skrevet en efterfølger, før jeg stødte på den, da jeg surfede lydbøger hos Ereolen.

OBS – læs ikke videre, medmindre du har læst den første bog!

‘Da hun forsvandt’ foregår tre år efter den første bog. Her følger man Adam, som ser tilbage på de seneste år uden Mia. Hvad gik der egentlig galt? Hvorfor forsvandt hun? Adam ser tilbage på dengang, de var sammen, og selvom han har en anden kæreste nu, så trives han ikke uden Mia.

Jeg synes egentlig ikke, at den første bog behøvede en fortsættelse, så jeg var spændt på, hvad ‘Da hun forsvandt’ kunne byde på. Vinklen var lidt overraskende – og modig. Selvom Mia valgte livet – og Adam – i slutningen af første bog, så er de ikke sammen her tre år efter. I starten er der ikke rigtig nogen forklaring på det, og som læser mærker man Adams frustration og forvirring, som ikke bliver mindre af, at historien hopper en del i tiden (lidt for meget efter min smag). Men da Mia og Adam pludselig mødes og dermed får mulighed for at tale tingene igennem, falder meget på plads.

Jeg er ikke særlig meget til kærlighedshistorier, men jeg synes, at denne bog rammer meget godt nogle af de frustrationer, misforståelser og sårbarhed, som teenagetiden rummer. De forskellige hop i tid virkede ikke altid så godt, men omvendt er bogen ikke særlig lang, så jeg synes ikke, at det tog overhånd.

‘Da hun forsvandt’ er en udmærket efterfølger. Den er ikke nødvendig at læse, men jeg synes, at det var en fin oplevelse.

Beast

Jeg læser en del eventyrbøger for tiden – både klassiske men også moderne versioner – så da jeg faldt over ‘Beast’ hos Ereolen Global, kunne jeg ikke nære mig og lånte den med det samme. Jeg vidste ikke så meget om bogen inden – udover at det vist nok skulle være en fortolkning af ‘The Beauty and the Beast’.

Bogen er skrevet af Brie Spangler og handler om teenageren Dylan, som har svært ved at passe ind i skolens sociale liv. Han er høj og muskuløs – og meget behåret. Hans udseende får folk til at kigge underligt efter ham, og han har kun én ven – den evigt populære og pigeglade JP. En dag falder Dylan ud fra et tag og brækker benet, så han nu fremstår endnu mere akavet. De voksne mistænker faldet for at være et selvmordsforsøg, så han bliver tvangsindlagt til at deltage i en terapigruppe for folk, der skader sig selv med vilje. Her møder han Jamie – og så forandrer alt sig. For Jamie er virkelig smuk, og Dylan forelsker sig straks i hende. Og miraklet sker – Jamie virker også interesseret i ham! Snart svæver Dylan rundt på en rus af lykke, men nogle få ord får alvorlige konsekvenser for ham og Jamie.

Der er både fordele og ulemper ved ikke at vide noget om denne bog på forhånd. En af fordelene er, at hvis du ikke har læst teaserteksten på Goodreads, så bliver du ret overrasket undervejs – på den fede måde vel at mærke. Der var i hvert fald en ting, jeg ikke lige havde set komme, men som gør historien noget mere interessant end den gennemsnitlige ungdomsbog. Klart det, der gør bogen værd at læse – og af samme grund vil jeg ikke komme ind på det her.

Ulempen er til gengæld, at jeg i et godt stykke tid blev mere og mere irriteret over, at jeg ikke syntes, at bogen fungerede som en fortolkning af ‘The Beauty and the Beast’, for jeg synes ærlig talt ikke, at ‘Beast’ har særlig meget med eventyret at gøre. Hvis du kan glemme sammenligningen mellem de to historier, så er ‘Beast’ så meget bedre.

Men som sagt – jeg synes, at ‘Beast’ er en ganske god ungdomsbog. Der er mange af de klassiske problematikker – længslen efter at passe ind, at være populær, at forelske sig, at blive hørt – og de er behandlet på en rigtig fin måde i bogen. Selvom jeg sympatiserer med Dylan, så er det også tydeligt, at han ind imellem opfører sig som et fjols, og det gør ham dejlig menneskelig. JP’s udvikling er også ret interessant, og i det hele taget er samspillet mellem Dylan, Jamie og JP med til at skabe en lang række interessante scener i bogen. Min eneste anke er det tidspunkt, hvor JP og Jamie rotter sig sammen – det syntes jeg var ret utroværdigt.

‘Beast’ var en positiv overraskelse og en af de bedste ungdomsbøger, jeg har læst i år.

The Wrath & The Dawn

Se, det var egentlig ikke meningen, at jeg ville læse denne bog. Da de første anmeldelser af ’The Wrath & The Dawn’ kom ud, besluttede jeg mig for, at den behøvede jeg ikke at læse, da den nok ikke var noget for mig.

Men da jeg ledte efter eventyrbøger på Ereolen Global, faldt jeg over denne bog, og da e-udgaven har en anden forside end den, de fleste vloggers og bogbloggers har vist, opdagede jeg ikke, at det var den bog, jeg ikke havde tænkt mig at læse. Akja.

’The Wrath & The Dawn’ er en fortolkning af den klassiske bog ’1001 nats eventyr’, hvor den unge pige, Shahrzad, melder sig frivilligt til at gifte sig med den unge kalif, der er kendt for at dræbe sine brude efter bryllupsnatten. Shahrzad ønsker at hævne sin bedste venindes død, da hun var en af kaliffens brude, og hun håber, at hun med giftermålet kan komme tæt nok på kaliffen til at dræbe ham. Så er spørgsmålet blot, hvordan hun overlever den første nat, hvis det ikke lykkes hende at dræbe ham der…

Det var en noget blandet læseoplevelse. Jeg var ikke særlig begejstret for hovedpersonen, Shahrzad. Hun skal forestille at være en stærk og intelligent kvinde (som den originale Scheherazade), men det kommer sig ikke rigtig til udtryk. Shahrzad er 16 år, men hun opfører sig dog så egenrådig og selvsikker, at hun nærmere virker som en 24-årig. Men hendes handlinger virker ikke særlig udspekulerede – nærmere dumdristige og lige lovlig kærlighedshungrende.

For ja – mit største kritikpunkt er Shahrzads hurtige forelskelse i kaliffen. Allerede efter lidt over én dag begynder hun at føle sig tiltrukket af ham, og her taler vi ikke bare om en eller anden tilfældig fyr men den mand, der har dræbt hendes bedste veninde samt dusinvis af andre kvinder! Det er simpelthen så utroværdigt og lugter langt væk af instant love, som alt for mange YA-bøger lider under. Det er muligt, at man kan forelske sig i en morder efter længere tid, men jeg synes, det er meget usandsynligt, og det virker meget mærkeligt, at hun har så svært ved at tage sig sammen til at dræbe kaliffen.

Der er visse ting i bogen, jeg ikke kan kommentere på, da det vil afsløre for meget af handlingen, men i bund og grund mener jeg ikke, at der er noget, der formilder omstændighederne ved hendes forelskelse. Det er ganske upassende. Beklager, men det er det altså, og det får hende til at virke langt mindre interessant end Scheherazade fra den oprindelige historie. Det pæneste, jeg kan sige om kærligheden i denne bog er, at trekantsdramaet trods alt ikke for alvor folder sig ud (selvom det lurer under overfladen – jeg gætter på, at det vil maxe ud i efterfølgeren…suk…).

Sprogligt er historien dog letflydende og meget stemningsfuld. Jeg kunne nærmest føle varmen og dufte de tunge, krydrede dufte. Hvis man derfor så bort fra kærlighedsdelen, så var det til tider ganske hyggeligt at læse bogen. Jeg savnede dog flere af de historier, som hun skal forestille at fortælle undervejs – de fyldte alt for lidt i bogen, og det ærgrede mig, for bogen mistede noget af den magi, som originalen havde.

Alt i alt en ret middelmådig læseoplevelse. Masser af ørkenstemning men også en ret irriterende hovedperson, som jeg havde meget svært ved at forstå og sympatisere med. Jeg kommer ikke til at læse efterfølgeren.

A Torch Against the Night

Jeg får læst en del e-bøger for tiden, og her har jeg blandt andet kastet mig over ‘A Torch Against the Night’, der er efterfølgeren til ‘An Ember in the Ashes’. Bøgerne er skrevet af Sabaa Tahir.

Jeg vil undlade at skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til den første bog, men da jeg var ret begejstret for ‘An Ember in the Ashes’, vil jeg i stedet diskutere, om ‘A Torch Against the Night’ lever op til den første.

… og ja, det gjorde den! Den er spændende, dramatisk, actionfyldt og overraskende på samme tid. Der var godt nok et tidspunkt i første halvdel, hvor det var lige ved at kamme over i trekantsdrama, men i stedet for at tæske rundt i de sædvanlige YA-klicheer, så fik forfatteren drejet det over til noget langt mere interessant.

Jeg elsker, at der bliver gjort så meget ud af personerne i denne serie. Især Helene er yderst interessant, men også den ekstremt ondskabsfulde og manipulerende kommandant pirrer min nysgerrighed. Jeg kan naturligvis også godt lide heltene, men det er de to førnævnte, som helt sikkert skiller sig mest ud i forhold til anden ungdoms-fantasy.

Jeg vil egentlig gerne sige mere, men så er jeg bange for, at jeg afslører for meget, så lad mig i stedet slutte af med at anbefale bøgerne samt krydse fingre for, at næste bog snart kommer!