Mercedesmanden

Forventninger:
Man ved jo aldrig helt, hvad man kan forvente af Stephen King. Selvom han er en af mine yndlingsforfattere, så kan hans bøger være lige så elendige, som de kan være geniale. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig af ’Mercedesmanden’, for jeg er ikke specielt interesseret i krimier, og det var lige præcis krimidelen, jeg syntes trak ned, da jeg læste hans seneste bog ’Outsideren’.

Resumé:
Den pensionerede politimand Bill bliver involveret i opklaringen af sagen om Mercedesmanden – en gammel sag, hvor gerningsmanden dræbte mennesker ved at køre dem ned med en Mercedes. Den uopklarede sag vækkes pludselig til live, da morderen selv sender et brev til Bill. Hvornår vil morderen slå til igen?

Det bedste:
Bogen vinder ved nærmere bekendtskab. Jeg var lidt skeptisk i starten, hvor handlingen ikke rigtig fangede mig, men i anden halvdel af bogen blev jeg alligevel grebet af fortællingen og ikke mindst spændingen ved jagten på morderen.

Det værste:
Historien er lige lovlig lang, og selvom bogen er velskrevet, så kunne der med fordel være skåret ca. 20% fra. Det er meget sympatisk med en ældre hovedperson, men Stephen King har aldrig været god til de romantiske scener, og derfor kom scenerne med Bills flirten med en yngre kvinde til at virke unødigt akavede.

Kan anbefales til:
Er du til klassiske krimier med en lang og rolig opbygning, hvor du også kan følge med i, hvad skurken laver, så kan ’Mercedesmanden’ anbefales. Der svælges ikke i død og ødelæggelse, men i stedet bygges uhyggen langsomt op, mens du som læser bliver mere og mere nervøs for, om morderen kan stoppes i tide.

Outsideren


SPONSORERET INDLÆG

Forventninger:
Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal forvente at Stephen King. Gennem sin meget lange karriere har han både skrevet nogle virkelig gode bøger samt nogle, der er noget værre bras. Det kan et eller andet sted godt fascinere mig, selvom det selvfølgelig også er irriterende, at en af mine yndlingsforfatteres bøger kan svinge så meget. Men jeg håbede naturligvis det bedste, da jeg fik bogen tilsendt fra Hr. Ferdinand.

Resumé:
En 11-årig dreng bliver brutalt mishandlet og myrdet i den lille by Flint City. Hurtigt koncentrerer mistanken sig om byens populære baseballtræner Terry, og han bliver anholdt under dramatiske omstændigheder. Problemet er blot, at Terry har et ret godt alibi samt vidner, der hævder, at de var sammen med ham på gerningstidspunktet. Men hvorfor finder politiet så spor fra ham på gerningsstedet samt taler med vidner, der har set ham tæt på mordstedet op til og efter drabet?

Det bedste:
Starten af denne bog er meget medrivende, for ligesom politifolkene sidder man som læser og spekulerer som en gal over, hvordan historien kan hænge sammen. Hvordan kan der være så modstridende beviser? Og bedst som man sidder og grubler over det, tager historien pludselig noget af en drejning, så for alvor bliver i tvivl om, hvordan det hele skal ende. Elsker det – ikke mindst beskrivelserne af Terrys familie og både deres og omgivelsernes reaktioner på begivenhederne.

Det værste:
Jeg syntes desværre, at historien tabte pusten undervejs, og den sidste tredjedel føltes noget jævn. Jeg savnede lidt mere uhygge og spænding – der gik lidt for meget ‘nu forklarer vi lige plottet’ over den. Og så var teksten desværre skæmmet af en lang række slå- og stavefejl – der burde have været en ekstra omgang korrekturlæsning.

Kan anbefales til:
‘Outsideren’ har en ret makaber start, så kan du ikke udholde at læse detaljerede beskrivelser af, hvad der er sket med et myrdet barn, så skal du holde dig langt fra denne bog. Når det så er sagt, så er det primært starten, der er ubehagelig – resten af bogen minder mere om en klassisk krimi men dog med elementer af andre genrer.

En af os lyver


Jeg trængte til lidt letlæselig ungdomslitteratur for nylig, og derfor lånte jeg ’En af os lyver’, som har fået ganske god omtale.

Bogen er skrevet af Karen M. McManus og handler om teenagerne Brownyn, Addy, Nate, Cooper samt Simon, der alle har fået en eftersidning, fordi de har haft telefon med i en af timerne. De nægter dog at have gjort det, men må ikke desto mindre affinde sig med at møde op. Det bliver dog en ret dramatisk oplevelse, for pludselig falder Simon om – tilsyneladende fordi han har fået en allergisk reaktion. De andre elever forsøger at redde ham, men han dør, og mistanken retter sig nu mod de fire andre elever. Hvem af dem er den skyldige? For alle vidste, at Simon led af jordnøddeallergi, og det kommer hurtigt frem, at bægret, han drak af, var smurt med jordnøddeolie. Og Simon var ikke en særlig populær fyr, for han var manden bag skolens berygtede og hadede sladder-app, hvor han hang alt og alle ud.

Så var det stræberen Brownyn, den kønne Addy, baseball-stjernen Cooper eller småforbryderen Nate, der gjorde det?

Historien er fortalt gennem de fire hovedpersoner, og det fungerer ganske fint, da man så får et bedre indblik i, hvem de er som personer. Her finder man blandt andet ud af, hvorfor de fire meget forskellige elever hver især kan have et motiv til at dræbe Simon, selvom det er en meget voldsom handling. Der er lagt lidt forskellige teasere ud undervejs, så det skifter, hvornår mistanken er rettet mod den enkelte, og selvom det kan virke lidt konstrueret, så giver det også et fint flow i historien.

Persongalleriet er ret klassisk – der er stræberen, skønheden, den hotte sportsstjerne og den småkriminelle. Det er lidt ærgerligt, at det er så stereotypt, og det trækker lidt ned i læseoplevelsen.

Nu vil jeg selvfølgelig ikke røbe slutningen men blot konstatere, at til trods for, at den er overraskende, så er den samtidig også så speciel, at den virkede utroværdig. Det var simpelthen for tænkt – for konstrueret.

’En af os lyver’ er en glimrende læseoplevelse. Den er let og hurtig at læse og vil egne sig fortrinlig til sommerferien.

Zarens guld

Det er efterhånden flere år siden, at jeg læste ‘Det revolutionære råd’ af Martin Winckler-Carlsen – en debutbog, som overraskede positivt mht. et ganske spændende og originalt plot samt at det i det hele taget var en ganske velskrevet bog.

Nu er efterfølgeren kommet, og da jeg stødte på ‘Zarens guld’ hos Ereolen, lånte jeg den straks lyttede til den på mine togture til og fra arbejde. Det skal lige sige, at ‘Zarens guld’ godt kan læses, uden at du behøver at have læst den første bog – men selvfølgelig er der en række referencer, som giver lidt mere mening, hvis du har læst ‘Det revolutionære råd’.

Denne bog handler om den store russiske guldskat, som forsvandt i vinteren 1920 – efter sigende i en dyb sø. Det var zarens guld, som han prøvede at redde under den russiske revolution, og historien siger, at det faldt gennem isen, da man prøvede at fragte det over en frossen sø. Ingen fandt skatten, så historien har overlevet generationer, men nu bliver der stillet spørgsmålstegn ved den. En ældre kvinde kontakter journalisten Maja Moberg og kan fortælle hende ting, der sår tvivl om, hvad der egentlig skete med guldet. Maja bliver nysgerrig og begynder at undersøge sagen, og snart er hun på jagt efter oplysninger, som andre tydeligvis vil skjule. Flere omkring hende dør, og Maja er i overhængende fare.

Historien minder – opbygningsmæssigt – meget om den første bog. Forfatteren har taget fat i endnu en gammel gåde. Denne gang var det en, jeg havde hørt om før, nemlig gåden om hvor den russiske zars guld forsvandt hen. Den type historier synes jeg ofte er ret interessante – “hvad nu hvis…” eller “hvad mon der i virkeligheden skete…”. Jeg syntes også, at den første halvdel var ret spændende. I starten skulle jeg lige vænne mig til, at der blev hoppet i tiden, men det gav fint mening i forhold til baggrundshistorien. Desværre tabte jeg lidt interessen undervejs. I anden halvdel af bogen blev tempoet til tider ret hektisk, og fortællestilen blev desværre ret ‘amerikaniseret’ i form af nogle ret dramatiske begivenheder, som jeg ikke syntes passede ind i den danske kontekst. Det ærgrede mig en del, for det endte med at trække ned i læseoplevelsen.

Maja og Jacob var stadig et godt makkerpar, og jeg syntes, at deres scener fungerede rigtig fint – ikke mindst da Maja (af grunde jeg ikke vil afsløre her) bliver ret vred på Jacob. Meget menneskeligt og troværdigt.

‘Zarens guld’ var en udmærket bog. Jeg foretrækker dog stadig forfatterens første bog, da den dels har en mere original historie og et bedre tempo, så jeg vil foreslå, at du starter med den.

 

Over mit lig

Det er ikke så tit, jeg hører krimi-lydbøger, men da jeg skimmede min huskeliste igennem hos Ereolen, faldt jeg over ‘Over mit lig’ af Mikkel Birkegaard, så den kastede jeg mig over i sidste uge.

I ‘Over mit lig’ følger man den succesfulde forfatter, Frank Føns. Han er blandt andet kendt for at aflive sine hovedpersoner på grusom vis, men det bliver snart et problem for ham. Pludselig dukker der et kvindelig op i en havn tæt på, hvor han bor, og drabsmetoden minder uhyggeligt meget om den metode, han har beskrevet i sin seneste bog, der er lige på trapperne til at blive udgivet. Det risler koldt ned af nakken på Frank. Er det et sammentræf, eller er der nogen, der har sneget sig til at læse bogen og er blevet inspireret? Da der senere findes endnu et lig, hvor mordmetoden ser meget bekendt ud, indser Frank, at han selv kan være i overhængende fare.

Denne bog startede rigtig lovende. Jeg blev hurtigt fanget af fortællingen om den succesrige og lidt selvfede forfatter, som pludselig bliver rodet ind i en mordsag, hvor han bliver mere og mere bekymret for, om mistanken vil rette sig mod ham – og om morderen i virkeligheden er ude på at dræbe Frank i sidste ende. Umiddelbart virker Frank sympatisk, men i løbet af bogen afsløres der flere og flere detaljer om hans liv, der gør, at man som læser kommer i tvivl. Har Frank faktisk noget med mordene at gøre? Hvem er han egentlig som person? Hans liv begynder at krakelere, og han bliver mere og mere alene, for som læser overvejede jeg også, om jeg kunne holde af/med ham.

Opbygningen var ganske spændende, men historien tabte pusten undervejs. Der var et eller andet, der ikke rigtig fungerede, men det er svært at sige præcis hvad. Jeg tror, det mest af skyldtes, at jeg havde svært ved at tro på historien. Der var for meget, som skurede i ørerne på mig, og det ærgrede mig, for nu var opbygningen ellers så interessant. Jeg havde det også ret blandet med slutningen, som virker deler vandene. Den er stilmæssigt noget anderledes end resten af bogen, hvilket gjorde, at jeg havde lidt svært ved at leve mig ind i den del. Slutningen er samtidig også ret brutal, hvilket har faldet mange for brystet – den er IKKE for folk med sarte nerver. Selv jeg, der har læst en del af Chris Carter, måtte synke et par gange, fordi det var nogle ret voldsomme scener. Men det var nu mere det drastiske stilskifte, jeg havde det sværest med.

‘Over mit lig’ bygger på et interessant præmis, men jeg syntes desværre ikke, den var så veludført, som jeg havde håbet på.

 

Sort død

Så blev det tid til en krimi. Dem læser jeg ellers ikke så ofte, men jeg faldt over denne her på min læseliste på bibliotekets hjemmeside, og da jeg gerne vil gøre den liste lidt kortere, lånte jeg bogen med hjem.

‘Sort død’ er skrevet af Lotte Petri og handler om forskeren Selma, der bliver kontaktet af sin gamle studiekammerat, der vil diskutere noget vigtigt med hende til instituttets jubilæumsfest. Det når de dog aldrig, da studiekammeraten forsvinder og senere bliver fundet myrdet i kælderen på Rigshospitalet. Snart dukker der dog andre lig op, og disse bærer på den frygtede sygdom pest. Men det er ikke den almindelige udgave af pest – dette er en genmanipuleret udgave af sygdommen, og noget tyder på, at der er nogen har særdeles morbide planer…

Det er lidt svært at anmelde denne bog uden at røbe for meget, men lad mig starte med at sige, at denne bog virkede ganske lovende. Det var meget interessant med tilfældene af pest – ikke mindst da det var tydeligt, at der lå onde hensigter bag – og jeg syntes, at historien byggede op til en spændende afslutning. Det hele virkede i starten som om, at det var noget, der med lidt god vilje godt kunne ske i Danmark i dag.

Desværre var plottet i sidste ende ikke noget for mig. Det blev pludselig alt for utroværdigt, da man endelig fik en forklaring på, hvad der foregik. D det hele kammede over i et yderst sært sammensurium af… ok, nu kan jeg ikke skrive mere uden at røbe for meget. Men under alle omstændigheder – der skete en række ting, som virkede fuldstændigt utroværdige, og det ødelagde desværre læseoplevelsen for mig. Fra at være en udmærket bog endte det med at blive en lidt træls læseoplevelse, og det er derfor ikke en bog, jeg kan anbefale.

 

Lyden af stilhed

Jeg har ikke været så heldig med lydbøgerne her på det sidste, men ‘Lyden af stilhed’ skilte sig heldigvis positivt ud.

Bogen er skrevet af Rosamund Lupton og handler om kvinden Yasmin, der sammen med den 10-årige datter flyver til Alaska for at besøge ægtemanden Matt. Yasmin er rasende, da hun tager af sted, da Matt har haft en affære med en lokal kvinde, men da hun ankommer, får hun at vide af politiet, at Matt er omkommet i en brand. Politiet har dog endnu ikke fundet liget, og Yasmin nægter at tro, at manden er død. Snart er hun og datteren på en farefuld køretur ud i snelandskabet for at lede efter ham. Vejret viser sig dog ikke at være den eneste udfordring – også en mystisk lastbilchauffør øger spændingen og gør deres køretur til en kamp mod tiden og ikke mindst kulden.

Jeg synes, at titlen er utrolig velvalgt til denne rolige og nærmest underspillede thriller. Den er meget stemningsfuld, og jeg kan næsten mærke frosten bide og sneen knirke, når forfatteren beskriver det vejr, som Yasmin og datteren kører ud i. Virkelig fascinerende og skræmmende omgivelser på samme tid.

Grundhistorien er enkel men troværdig, og jeg kan godt forstå Yasmins besættelse af at finde frem til manden, selvom det også virker ret ekstremt i forhold til vejrsituationen og det faktum, at hun har et barn med sig. Jeg var dog ikke så vild med twistet med lastbilchaufføren – det virkede bare ikke på mig, og det kom til at virke ret søgt.

Hvis du gerne vil læse en stemningsfuld vinter-thriller uden de store action-sekvenser, så kan jeg anbefale at læse denne bog. Plottet er ikke specielt nyskabende, men den iskolde og frostmættede stemning er helt perfekt til vinterlæsningen.

Blood Rites og Dead Beat

Jeg har endelig fået genoptaget læsningen af ‘Dresden Files’-serien af Jim Butcher. Pausen fra serien blev væsentlig længere end planlagt, og det var der egentlig ikke nogen grund til.

I løbet af den seneste måned har jeg læst bog seks og syv – dvs. ‘Blood Rites’ og ‘Dead Beat’. Det er tydeligt, at serien har fundet et roligere tempo, hvilket passer mig fint. Selvom de første bøger var ganske underholdende, så var de samtidig også så actionpacked, at det virkede komplet usandsynligt, at hovedpersonen ville blive ved med at overleve. Men det roligere tempo klæder serien. Og bare rolig, der er stadig masser af action, det er bare ikke lige så ekstremt som tidligere.

Humoren er bevaret, og selvom Harry gentager sig selv lidt for tit med, hvor beskyttende han er over for kvinder, så er det ikke noget, der generer  mig synderligt. Det er også fint at se, hvordan forfatteren stille og roligt bygger flere lag på historien og opbygger en parallelverden, som i den grad kan give Harry grå hår.

Jeg har lovet mig selv, at der ikke skal gå lige så lang tid, før jeg læser de næste bøger i serien, så måske jeg skal se at få købt de næste bøger til december, når jeg bestiller en portion bøger.

Den ukendte hustru

I min jagt på gode lydbogsoplevelser faldt jeg over ‘Den ukendte hustru’ hos Ereolen.dk, og da jeg ikke mindes at have læst noget af Leif Davidsen før, så var det en oplagt mulighed for at stifte bekendtskab med hans forfatterskab.

’Den ukendte hustru’ handler om den danske forretningsmand Marcus, der er taget på ferie sammen med sin russiske hustru, Nathalie, i Rusland. Nathalie forsvinder pludselig sporløst, og Marcus står tilbage uden at ane, hvad han skal gøre. De russiske myndigheder er ikke en hjælp, og Marcus må efterhånden indse, at han åbenbart ikke kender sin hustru nær så godt, som han troede.

Bogen har et meget roligt tempo – lidt for roligt til min smag. Faktisk var det først ca. halvvejs inde i bogen, at der for alvor kom gang i handlingen. Indtil var tempoet nærmest søvndyssende roligt. Det var dog ikke, fordi bogen derefter var et actionpacked eventyr, men der kom lidt mere kød på handlingen i anden halvdel af bogen. Nu skal krimier ikke nødvendigvis være hæsblæsende action fra første til sidste side, men her var der simpelthen for meget nølen og tomgang til, at det for alvor blev spændende.

Bogens største force er det indblik, den giver i det russiske samfund og det politiske spil. Det var dog synd, at det var pakket ind i en historie, der i bund og grund var for langsom og for langtrukken.

Hovedpersonen er i mine øjne ret anonym og dermed heller ikke specielt spændende. I det hele taget gjorde persongalleriet ikke rigtig noget indtryk, og det var helt klart en af de ting, der trak ned i det samlede billede.

Samlet set var ’Den ukendte hustru’ en noget sløv læseoplevelse. Jeg manglede mere kød på handlingen, mere dramatik, mere spænding, og det er en historie, der hurtigt forsvinder i glemslen.

Jagthundene

Under den nys overståede sommerferie fik jeg også læst en krimi – nemlig ‘Jagthundene’ af Jørn Lier Horst. Det var en bog, jeg havde fundet i bogtræet nogle måneder inden, og jeg tænkte, at det var meget passende med lidt krimilæsning i løbet af sommerferien.

‘Jagthundene’ er den ottende bog i serien om efterforskningslederen William Wisting. Man kan dog sagtens læse denne uden at have læst de foregående bøger. I ‘Jagthundene’ bliver en 17 år gammel sag genoptaget, da det viser sig, at beviserne mod gerningsmanden sandsynligvis er falske. William Wisting var efterforskningsleder på den sag, og han kommer derfor hurtigt i politiets søgelys. Det falder på et ret uheldigt tidspunkt, da der samtidig forsvinder en ung kvinde, og der opstår en mistanke om, at det kan være en serieforbryder, der er på spil. Kan William finde frem til forbryderen? Eller bliver det hans datter Line, som arbejder som journalist, der først kommer på sporet af bortføreren?

‘Jagthundene’ var en ganske god krimi. Den har en meget troværdig ramme, og det rolige tempo gør, at dette sagtens kunne være en forbrydelse, der havde foregået i virkeligheden. Her er ikke tale om superpsykotiske og sadistiske forbrydere som i Chris Carters bøger (de er nu også gode, det er slet ikke det) men om et drama, der kunne finde sted i Skandinavien.

Jeg er normalt ikke til krimier, hvor journalister optræder som detektiver, men jeg synes nu, at forfatteren slipper meget godt fra at inddrage en journalist så meget i handlingen. Hun er måske lidt heldig undervejs, men det fungerer fint, og forholdet mellem far og datter er også med til at skabe et sympatisk makkerpar i opklaringsarbejdet.

Det er ikke en krimi, hvor jeg sidder og bider negle i ren spænding undervejs – så dramatisk eller actionpacked er den ikke. Der er en fin fremdrift i historien, og der er skam også nogle dramatiske scener, men det er ikke en historie, der på nogen måde ryster mig. Det er dog ikke en kritik – jeg syntes, det var forfriskende at læse en god, solid og jordnær krimi, og jeg var fint underholdt undervejs.