Hvorfor jeg ikke kan fordrage ‘Forbandede kærlighed’

Nu er det sjældent, at jeg skriver meget negative boganmeldelser. Jeg synes dog, at ’Forbandede kærlighed’ af Colleen Hoover, som jeg læste i min sommerferie, er så problematisk, at jeg bliver nødt til at anmelde den på bloggen. Min irritation skyldes i høj grad, at jeg føler mig snydt for en (god) kærlighedshistorie, som jeg forventede, da jeg valgte bogen. Men det skyldes i særdeleshed også et meget usundt parforhold, hvor den ene part klart udnytter den anden, og hvor jeg virkelig ikke håber, at unge mennesker tror, at det er acceptabelt.

Forlagets oplæg:
Da Tate Collins møder den hemmelighedsfulde pilot Miles Archer første gang, er det langt fra kærlighed ved første blik. Det er heller ikke ligefrem venskab. Det eneste, de to har til fælles, er en ubestridelig gensidig tiltrækning, og snart indleder de et uforpligtende forhold udelukkende baseret på sex. Det burde være den perfekte ordning for dem begge, for Tate har ikke tid til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Spørgsmålet er nu blot, om Tate kan overholde de to simple regler, som Miles har opstillet som eneste betingelse for deres forhold:

Spørg aldrig ind til fortiden.
Forvent ikke en fremtid.

De tror, at de kan håndtere det, men de indser begge hurtigt, at de leger med ilden. For Miles bærer på en mørk hemmelighed, som han ikke er parat til at slippe, og som tiden går, falder Tate langsomt, men sikkert for den flotte og mystiske pilot. Og pludselig er intet særlig enkelt længere.


Jeg troede, det var en kærlighedsroman og ikke en samling af sexscener
Da jeg valgte at læse bogen, havde jeg den klare opfattelse af, at det var en romantisk historie. Jeg havde dog ikke i min vildeste fantasi – heller ikke efter at have genlæst forlagets oplæg – troet, at bogen var så proppet med sexscener, der ofte var meget detaljeret beskrevet. Nu er jeg ikke specielt snerpet, men jeg blev helt utrolig træt af at læse om hovedpersonernes lagengymnastik, og jeg savnede i den grad kærlighed og følelsesmæssig intimitet i fortællingen.

Umodne hovedpersoner og en utilnærmelig træmand
Det tog mig lang tid at indse, at de to hovedpersoner skulle forestille at være i midten af 20’erne. Deres opførsel mindede mest af alt om to 15-årige, der indleder et fysisk forhold for første gang, og hvor det kan være charmerende hos teenagere, så virkede det tåkrummende pinligt, når de var ti år ældre. Det blev så ikke bedre af, at den mandlige hovedperson, Miles, var ekstremt lukket og kun fokuserede på egne behov. Er vi ikke snart færdige med træmænd som den romantiske part i moderne kærlighedshistorier? Miles vil intet fortælle om sin fortid, ikke tale om en fremtid og behandler i det hele taget Tate som en ting, der skal tilfredsstille ham seksuelt. På ingen måde et sympatisk menneske. Der hintes løbende til, at hans opførsel skyldes fortidens skeletter, men for det første mener jeg ikke, at andre skal lide under hans dårlige erfaringer, og for det andet synes jeg så heller ikke, at hans fortid er forklaring nok (eller rettere grund nok).

Brug-og-smid-væk kærlighed
Da hovedpersonerne indleder forholdet, er det en klar forudsætning, at de udelukkende mødes for at have sex. Sådanne forhold findes der mange af i dag. Jeg synes dog, at det er så ucharmerende og koldt beskrevet – måske fordi den ene af parterne i sidste ende gerne vil mere og andet end det. Men det er virkelig ubehagelig læsning at læse om et så usundt forhold, som skaber så ulykkelige situationer.

Let gennemskueligt plot med skuffende slutning
Det eneste, der fik mig til at læse bogen færdig, var ønsket om at få slutningen med. Ikke fordi jeg havde forventet noget stort og vildt, for jeg var ret sikker på, at jeg allerede tidligt havde gættet på, hvad grunden til Miles’ sindssyge opførsel var. Men jeg havde et stille håb om at blive positivt overrasket. Det blev jeg ikke. Slutningen føltes flad og mest af alt som et antiklimaks. Den var klodset beskrevet og på ingen måde det dramatiske og følelsesladede højdepunkt, der var lagt op til.

Pseudofølt sprog
Jeg var ikke så vild med skrivestilen. Det var især i fortidskapitlerne, hvor man skulle lære Miles og hans baggrund at kende. Her prøvede bogen ind imellem at være meget lyrisk og følt, men det kom mest af alt til at virke påduttet. Måske skyldes det den danske oversættelse, men ikke desto mindre virkede det ikke naturligt.

Alt i alt – ’Forbandede kærlighed’ er en af mine dårligste læseoplevelser i år. Kan absolut ikke anbefale den (uanset hvilke bøger, du er til).

A Torch Against the Night

Jeg får læst en del e-bøger for tiden, og her har jeg blandt andet kastet mig over ‘A Torch Against the Night’, der er efterfølgeren til ‘An Ember in the Ashes’. Bøgerne er skrevet af Sabaa Tahir.

Jeg vil undlade at skrive et resumé af handlingen, da det vil afsløre for meget i forhold til den første bog, men da jeg var ret begejstret for ‘An Ember in the Ashes’, vil jeg i stedet diskutere, om ‘A Torch Against the Night’ lever op til den første.

… og ja, det gjorde den! Den er spændende, dramatisk, actionfyldt og overraskende på samme tid. Der var godt nok et tidspunkt i første halvdel, hvor det var lige ved at kamme over i trekantsdrama, men i stedet for at tæske rundt i de sædvanlige YA-klicheer, så fik forfatteren drejet det over til noget langt mere interessant.

Jeg elsker, at der bliver gjort så meget ud af personerne i denne serie. Især Helene er yderst interessant, men også den ekstremt ondskabsfulde og manipulerende kommandant pirrer min nysgerrighed. Jeg kan naturligvis også godt lide heltene, men det er de to førnævnte, som helt sikkert skiller sig mest ud i forhold til anden ungdoms-fantasy.

Jeg vil egentlig gerne sige mere, men så er jeg bange for, at jeg afslører for meget, så lad mig i stedet slutte af med at anbefale bøgerne samt krydse fingre for, at næste bog snart kommer!

Huset i Himlen

‘Huset i Himlen’ er den type bog, som jeg egentlig ikke har lyst til at læse, da jeg ud fra omtalen kan se, at det nok bliver en ret ubehagelig læseoplevelse. Men det lærer man jo intet af, så jeg besluttede mig alligevel for at læse den.

Bogen er skrevet af Amanda Lindhout (i samarbejde med Sara Corbett) og handler om Amanda, der i starten af 20’erne rejser ud i verden og besøger en lang række lande i Mellemøsten, Sydamerika og Asien. Undervejs får hun en række journalistiske opgaver – blandt andet som tv-journalist i Afghanistan. Flere af de steder, hun rejser til, er ikke lande, hvor du forventes at kunne rejse trygt som kvinde, men hun slår det hen, for der sker nok ikke noget. Men det gør der alligevel en augustdag i 2008, hvor hun bliver bortført i Somalia. Bortførerne forlanger millioner af kroner for at udlevere hende og Nigel, som hun rejser sammen med. I starten tror Amanda, at der ikke vil gå lang tid, før alting løser sig, men månederne går, og bortførerne bliver mere og mere hensynsløse. Hun forsøger at holde modet oppe hos Nigel og sig selv, men det bliver sværere og sværere, jo mere tingene spidser til.

‘Huset i Himlen’ bliver solgt på at omhandle Amandas tid som gidsel, og derfor virker starten af bogen utrolig lang. Man skal faktisk ca. en tredjedel ind i bogen, før bortførelsen sker, og det synes jeg er for lang tid. Inden da fortæller Amanda om sin barndom og årene op til, at hun bliver taget som gidsel, og selvom det giver et fint indblik i hendes tanker og væremåde, så fylder det for meget. Man får mest af alt indtrykket af en meget naiv og dumdristig ung kvinde, som ikke har nogen realitetssans overhovedet. Det er på sin vis meget ærligt og var også med til at forklare, hvordan hun endte i den situation, men igen – det fyldte for meget.

Beskrivelsen af hendes tid som gidsel er til gengæld ganske fin. Hun fortæller stille og roligt om den første tid, hvor håbet om frigivelse stadig spirer, og hvordan frustrationerne stiger hos gidseltagerne, jo længere tid der går. De får mindre og mindre respekt for hende, men i stedet for at svælge i selvmedlidenhed eller detaljerede beskrivelser af, hvordan de mishandler hende, får hun på en ret diskret måde gjort klar over for læseren, hvad hun gennemgår. Stor respekt for det. Som læser behøver jeg nemlig ikke malende beskrivelser af, hvad hun bliver udsat for – få ord kan sagtens give mig et billede af, hvad der skete (og som nævnt i starten – det er ikke noget, jeg har lyst til at svælge i).

Det er på mange måder en ubehagelig læseoplevelse, for det er svært at forstå, hvordan mennesker kan behandle hinanden så grusomt. Men det er også en historie, som man bør læse for at få et indblik i, hvad der kan ske, når man bevæger sig ud til områder, der er præget af fattigdom og politiske uroligheder.

Den hellige Knud

‘Slægten’ er en serie skrevet af en række danske forfattere. Den består indtil videre af over 20 historiske romaner om Danmarkshistorien, og jeg har længe overvejet at starte på den. Eftersom temaet for læsningen her i årets første tre måneder er historiske romaner, så var ret det oplagt at kaste sig over serien.

‘Den hellige Knud’ er skrevet af Maria Helleberg og foregår i slutningen af 1000-tallet og starten af 1100-tallet. Hovedpersonen er Valdemar, der bliver taget til fange, da han sammen med en række andre vikinger forsøger at plyndre England. Valdemar undslipper og drager omkring i Danmark, indtil han støder på den danske konge Knud. De to bliver venner, og da Knud bliver dræbt under et bondeoprør, arver Valdemar en gård på Fyn, hvor han slår sig ned.

Jeg læste denne bog som lydbog, og det var muligvis ikke et godt valg, eftersom oplæsningen var noget tung og langsom. Det smittede selvfølgelig af på læseoplevelsen, men jeg syntes dog også, at selve historien var lang tid om at komme op i omdrejninger. Den var lidt knudret fortalt (pun intended), og jeg sad flere gange og ønskede, at jeg havde valgt at læse en fagbog om hændelserne i stedet. Rigtig ærgerligt, når de historiske romaner ellers kan være med til at dramatisere og gøre historiske episoder levende.

Jeg er ikke skræmt væk mht. om jeg vil læse flere bøger i serien på et tidspunkt, men lige nu er jeg ikke specielt fristet.

Et beskidt job

For et par år siden læste jeg ‘Vi ses deroppe’ af Pierre Lemaitre, og det var en ret positiv læseoplevelse, så da jeg opdagede, at endnu en af hans bøger blev oversat til dansk, var jeg straks interesseret i at læse den.

‘Et beskidt job’ handler om Alain, der er i slutningen af 50’erne og arbejdsløs på fjerde år. Han har tidligere arbejdet som HR-chef men må nu tage sig til takke med et par småjobs, der lige akkurat kan betale de faste regninger. Han er efterhånden ret desperat, så da han en dag får positivt svar på en jobansøgning, er han straks fyr og flamme. Det viser sig, at jobsamtalen består af en praktisk opgave, hvor han skal overvære en fingeret gidseltagning, hvor gidslerne er en række ledere, som skal testet. Alain skal være med til at udvælge den leder, der vil egne sig bedst til at gennemføre en stor fyringsrunde i virksomheden. Alain vil gøre alt – simpelthen alt – for at få jobbet, så han går i gang med et researcharbejde, der snart tager magten fra ham…

Udgangspunktet for denne bog er ret interessant.  En ansættelsessamtale der bygger på en gidseltagning og efterfølgende forhør. Et oplæg, der har masser af potentiale. Den første del af bogen er da også ganske medrivende. Her følger man Alains forberedelser til ‘jobsamtalen’, og der er ingen tvivl om, at han er motiveret. Samtidig bliver det også tydeliggjort, hvor desperat han er for at få jobbet, for pengene er små, og han har ingen udsigt til ellers at kunne tjene nok til dagen og vejen.

Desværre knækker filmen undervejs, da der sker nogle ret ekstreme ting. Det i sig selv gør ikke så meget, men der er indlagt så mange twists i historien, at det kom til at virke klodset og forceret. Historien bliver efterhånden så pumpet med dramatiske drejninger, at jeg mistede interessen for, hvordan det ville gå Alain.

Jeg vil til gengæld rose forfatteren for at skabe en ret anderledes hovedperson. Han er kompromisløs, egoistisk og meget dedikeret. Det ene øjeblik meget detaljeorienteret og struktureret, det andet øjeblik spontan og komplet uforudsigelig. Han er ikke specielt sympatisk, men han er virkelig interessant og noget for sig.

Denne bog kunne have været genial. Tematikken – arbejdsløshed – er et samfundsproblem, som desværre rammer mange, og som kan få fatale følger for den enkelte. Forfatteren har valgt at belyse dette gennem en ret ekstrem situation, og det kunne have virket, men det gør det desværre ikke, da historien bliver overlæsset med alt for mange twists. Historien ender derfor ikke med at være genial men snarere smågal tenderende til rabies-ramt. Utrolig ærgerligt når nu forfatteren tidligere har bevist, at han kan skrive virkelig godt.

Kongens frille

Jeg har efterhånden læst en del bøger af Philippa Gregory de seneste år. Alligevel har ‘Kongens frille’ formået at stå urørt på min bogreol i over 10 år! Pinligt – og det værste er, at jeg ikke har en god undskyldning for det.

‘Kongens frille’ foregår i England i 1500-tallet, mens Henrik den 8. var konge. I bogen følger vi teenagepigen Mary Boleyn – lillesøster den noget mere kendte Anne Boleyn, som endte med at blive gift med kongen under ret dramatiske omstændigheder. Mary er sjældent beskrevet i de mange filmatiseringer og bøger, der er skrevet om Henrik den 8., men råder Gregory bod på ved at beskrive de magtkampe og intriger, som Boleyn-søstrene bliver viklet ind i ved hoffet. Her gælder alle kneb om at vinde kongens gunst, og familien går forrest for at skubbe pigerne ned i kongens seng, så Boleyn-slægten kan nyde godt af bekendtskabet. I perioder er det Mary, der må smile og flirte med kongen, men på andre tidspunkter er det Anne, der ser ud til at løbe med sejren. Men selvom Mary føder kongen to børn, er det alligevel Anne, der i sidste ende løber med hele kongeriget…

Historien om den anden Boleyn-pige, Mary, er interessant – ikke mindst fordi storesøsteren Annes skæbne er så kendt. Selvom Mary er en del af hoffet, så formår hendes tilgang til det hele at belyse, hvor absurd og intrigant hoflivet er. Hun elsker kongen men absolut ikke dramaet og intrigerne og er derfor en fin modpol til den evigt smilende og dybt manipulerende Anne. Familiens rolle og ikke mindst farens og onklens evige pres på de to piger for at få dem til at gå i seng med kongen er decideret ulækkert.

De enkelte scener er meget levende beskrevet, og ind imellem føltes det næsten som at være der selv. Til gengæld er bogen lige lovlig lang i forhold til, hvad historien kan bære, så der kunne forfatteren snildt have skåret lidt i sideantallet uden at ødelægge fortællingen.

Er du til historiske romaner, i særdeleshed om det engelske hof, så er ‘Kongen frille’ bestemt værd at læse.

An Ember in the Ashes

‘An Ember in the Ashes’ har længe været en af favoritterne blandt en del af de vloggers, jeg følger, så da jeg fandt ud af, at jeg kunne låne den via Ereolen Global, besluttede jeg mig for at downloade den og have den som reservebog på ferien i Frankrig. I stedet endte jeg med, at den udkonkurrerede en af de papirbøger, jeg havde planlagt at læse på rejsen!

Bogen er skrevet af Sabaa Tahir og er første bog i en serie. Jeg ved ikke, om det bliver en trilogi, men eftersom de fleste fantasyforfattere ikke kan skrive andet nu til dags, så er det et meget godt bud.

‘An Ember in the Ashes’ har to teenagere som hovedpersoner – slaven Laia og soldaten Elisa. De befinder sig i hver sin ende af hierarkiet i imperiet, og alligevel har de meget til fælles. Begge drømmer de om en bedre verden – en fri verden, hvor man ikke skal leve i frygt, og hvor samfundet ikke lægger så mange begrænsninger på borgerne. Laia føler sig nødsaget til at kontakte modstandsbevægelsen, da hendes bror bliver arresteret. De indgår en aftale om, at hun vil spionere for modstandsbevægelsen, og så vil de sørge for at befri hendes bror fra fængslet. Men Laias opgave viser sig at være dødsensfarlig, for der holdes skarpt øje med hende, og ét fejltrin vil betyde døden. Samtidig er Elias næsten færdig med sin uddannelse som soldat. I al hemmelighed har han dog planlagt at stikke af, men komplikationer opstår, og han står pludselig i en situation, hvor han måske kan få sin frihed på anden vis.

Denne bog var en virkelig positiv overraskelse. Jeg frygtede lidt, at den blot være endnu en oprørsbog i stil med mange af de andre ungdomsbøger om kampen-mod-det-undertrykkende-samfund, der er kommet de senere år, men jeg synes, at ‘An Ember in the Ashes’ formår at have sin egen stil.

Dette er en brutal bog. Jeg tænkte flere gange på ‘The Hunger Games’, mens jeg læste den. Ikke fordi de to bøgers handlingsforløb matcher, men fordi der er visse fælles træk såsom en ret barsk handling, hvor folk dør og oprøret mod en statsmagt, der er undertrykkende og voldelig.

Det fungerede rigtig fint med to hovedpersoner, som man skifter til at opleve historien igennem. Der var et par gange, hvor Laia var lige lovlig naiv, eller hvor Elias simpelthen ikke tænker sig om, og her var det som læser ofte let at gætte, hvad der så ville ske. Alligevel formåede bogen flere gange at overraske, og spændingen steg næsten hele vejen gennem fortællingen, hvor jeg sad og spekulerede på, hvad forfatteren mon havde i ærmet. Slutningen var ikke så overraskende, men havde dog et par twists, som jeg fandt ganske interessante.

Kærlighedsdelen i bogen var… kompliceret. Jeg frygtede et trekantsdrama, men forfatteren havde valgt en noget mere indviklet historie, hvor Amors pile i den grad fløj gennem luften hele tiden! Jeg vil ikke afsløre mere her, men er du til kærlighedshistorier og komplikationer, så burde du kunne få din lyst styret med denne bog.

Som jeg startede med at skrive, så udkonkurrerede denne e-bog helt en af de papirbøger, jeg havde slæbt med på ferien, som jeg slet ikke nåede, fordi jeg havde travlt med at læse ‘An Ember in the Ashes’. Det var en spændende og medrivende fortælling, og jeg skal helt sikkert læse fortsættelsen.

Er du til bøger om undertrykkelse, uretfærdighed, oprør, loyalitet og kærlighed, så er denne bog noget for dig.

Kongemagerens datter

Hehe. Jeg troede, at ‘Rosekrigene’-serien var en trilogi, men for nylig opdagede jeg, at Philippa Gregory også har skrevet to bøger mere i serien, og nr. fire – ‘Kongemagerens datter’ – fandt jeg som lydbog på Ereolen.dk

Her er links til anmeldelserne af de tre første bøger i serien, ‘Den hvide dronning’, ‘Den røde dronning’ og ‘Skæbnehjulet’.

‘Kongemagerens datter’ handler selvfølgelig – ligesom de foregående bøger – om Rosekrigene, og denne gang er det Anne Neville, der er hovedpersonen i historien. Hun bliver allerede som ganske ung involveret i det højtragende magtspil, hendes fader har gang i. Han spiller på flere heste og forsøger ved list og snilde at sætte sine døtre i den bedst mulige situation, så den ene af dem kan ende som Englands dronning. Men hans leg med magten får grufulde konsekvenser, og pludselig er Anne på egen hånd. Hvem kan hun stole på, og hvordan sikrer hun bedst sin fremtid.

Jeg troede egentlig, jeg ville blive træt af at høre den samme historie fortalt igen og igen, for selvfølgelig kan jeg genkende en hel del af handlingen fra de foregående bøger. Forfatteren formår dog hele tiden at give historien nye vinkler, hver gang historien skifter hovedperson, og det lykkes også i ‘Kongemagerens datter’. Det bliver bestemt ikke mindre interessant, at hovedpersonen Elisabeth fra den første bog, ‘Den hvide dronning’, har en klar skurkerolle i den fjerde bog, og jeg fik helt lyst til at genlæse den første bog… og sådan set også den anden for at kunne sammenligne de forskellige hovedpersoners opfattelse af begivenhederne.

‘Kongemagerens datter’ er ret medrivende, men ca. to tredjedele inde i bogen syntes jeg, at den kørte lidt i tomgang, da Annes paranoia var ved at være lidt trættende at høre på. Heldigvis kom historien godt i gang til sidst, og det endte med at være en rigtig fin læseoplevelse. Nu glæder jeg mig blot til, at den femte bog bliver udgivet som lydbog…

Skæbnehjulet

Dette er tredje og sidste bog i ‘Rosekrigene’-trilogien af Philippa Gregory. Jeg har tidligere anmeldt ‘Den hvide dronning’ og ‘Den røde dronning’.

‘Skæbnehjulet’ er lidt anderledes i forhold til de to foregående bøger, for den foregår før dem. Bogen fokuserer i stedet på Jacquetta af Luxembourg, der bliver enke i en meget ung alder og derefter trodser alt og alle og gifter sig af kærlighed. Det er ganske uhørt på dette tidspunkt og giver da også hende og ægtemanden en del problemer, men hun vil hellere være gift med en, hun elsker end en, som har samme stand som hende. I stedet bliver hun en del af dronningens damer og er snart en af hendes fortrolige. Her er Jacquetta vidne til magtkampe og dramaer, der har konsekvenser ikke blot for hoffet men for hele landet.

Jeg var ret spændt på, hvad denne bog ville byde på, når nu den foregik før de to andre bøger, og jeg blev heldigvis positivt overrasket. Jacquetta er en hovedperson, der er langt lettere at forstå og elske end de kvinder, der er hovedpersonerne i de to foregående bøger, og det var lidt af en befrielse, for selvom det – også – var to ret interessante kvinder, så var det nu rart med en hovedperson med begge ben på jorden.

Det giver også et interessant twist på fortællingen, at man som læser godt ved, hvad historien vil ende med, men at man ikke kender (hele) vejen dertil. Det gav en anden ro over fortællingen, men det gjorde den bestemt ikke kedelig.

‘Skæbnehjulet’ supplerer fint de to andre bøger, men kan også sagtens læses alene. Jeg må samtidig konkludere, at det er den af bøgerne i trilogien, som jeg bedst kan lide – og at det forhåbentlig ikke er sidste gang, jeg læser noget af Philippa Gregory.

Den røde dronning

‘Den røde dronning’ er skrevet af Philippa Gregory og er anden bog i ‘Rosekrigene’-trilogien. Jeg har tidligere anmeldt ‘Den hvide dronning’.

Normalt skriver jeg ikke et resumé af handlingen, når det drejer sig om bog 2 i en serie, men i dette tilfælde kan jeg faktisk blot henvise til opsummeringen i min anmeldelse af ‘Den hvide dronning’, eftersom ‘Den røde dronning’ foregår på samme tid og omhandler mange af de samme ting. I ‘Den røde dronning’ får man nemlig Margaret Beauforts udlægning af begivenhederne i forbindelse med krigen om Englands trone i 1400-tallet.

Jeg blev lidt overrasket, da jeg fandt ud af, at bøgerne lå så tæt på hinanden i fortællestil. På den ene side er det et genialt træk at lade to så forskellige kvinder fortælle om begivenhederne i ‘hver deres bog’. På den anden side betød det dog også, at der var lige lovlig megen gentagelse i ‘Den røde dronning’ i forhold til den første bog – ikke kun fordi jeg havde læst om begivenhederne før, men også fordi forfatteren gentog mange pointer adskillelige gange i løbet af bogen.

De to kvinder er ret forskellige, og igen var det lidt underligt at høre en lydbog, hvor oplæseren var væsentlig ældre end den kvinde, som bogen handler om. Det generede mig dog ikke nær så meget i forbindelse med denne bog som ved forgængeren.

Det endte med at være en middelmådig læseoplevelse – først og fremmest fordi denne version af historien ikke gav nær så meget nyt til fortællingen, som jeg havde håbet, og fordi der i det hele taget var for mange gentagelser i bogen (forfatteren var for eksempel svært glad for at sammenligne Margaret Beaufort med Jeanne d’Arc).