Hate List

’Hate List’ af Jennifer Brown

Din kæreste begik skoleskyderi, og nu står du tilbage
Valeries liv tager en dramatisk drejning, da hendes kæreste Nick dræber en række af de andre gymnasieelever, inden han skyder sig selv. Selvom det er hende, der stopper skyderiet, tager mange efterfølgende afstand fra hende, for det var hende, der sammen med Nick skrev en liste over personer, de hadede. En liste, han tog udgangspunkt i da han begyndte at skyde folk. Men Valerie havde aldrig tænkt sig, at det skulle komme så vidt, og nu kæmper hun både på grund af savnet af kæresten og den modvilje og mistro, hun mødes med – også i familien.

Korte glimt af episoden
Bogen er fortrinsvist skrevet i nutid, men mange kapitler indleder med et glimt fra selve skoleskyderiet og beskriver hver enkel skudscene samt den person, der bliver ramt. De nærmest filmiske scener virker godt, da man som læser får et indblik i, hvordan episoden har udspillet sig, samt hvem de enkelte ofre er, og hvordan deres forbindelse er til Valerie.

Handlinger har konsekvenser
Udgangspunktet for denne bog er et skoleskyderi, hvilket – i danske øjne – er et ret usædvanligt emne (heldigvis). Bogen handler dog ikke særlig meget om selve skyderiet men om konsekvenserne af det – både for hovedpersonen Valerie men også de personer, der blev ramt, samt deres familier. Det er en meget vigtig lære i, at alt hvad du siger og gør har konsekvenser, og at selv ting, du selv finder ubetydeligt, kan påvirke andre. For Valerie har det voldsomme konsekvenser, da hendes kæreste vælger at dræbe en række af de skolekammerater, der har gjort nar af ham og Valerie. Hun mister sin kæreste men står også pludselig i en situation, hvor folk opfatter hende som medskyldig.

Troværdighed og håb
Jeg synes, at historien rummer tilpas megen frustration, mistro og håbløshed til, at den på mange punkter virker troværdig. Valeries forældre er så skamfuldt mistroiske og vrede, at jeg helt krummede tæer, mens en af Valeries klassekammerater er så positiv over for hende, at jeg ind imellem frygtede, at bogen ville have en lidt for overfladisk happy ending. ’Hate List’ giver et interessant indblik i en situation, som lidt for mange amerikanske skoleelever desværre har oplevet gennem de seneste årtier, men som vi sagtens kan lære af. For som sagt handler bogen ikke så meget om selve skyderiet men mere om de konsekvenser, der er af ens handlinger, og det er altid værd at reflektere over.

Den hengivne hr. X

‘Den hengivne hr. X’ af Keigo Higashino

Fra enlig mor til morder
Yasuko er enlig mor og arbejder i en madpakkebutik. En dag dukker hendes voldelige eksmand op, og mødet eskalerer så voldsomt, at hun ender med at slå eksmanden ihjel med hjælp fra datteren. Nu er gode råd dyre, men hjælpen dukker uventet op i form af hendes nabo, Ishigami, der tilbyder at hjælpe med at dække over mordet. Han instruerer hende i, hvad hun skal fortælle politiet, og så skal han nok sørge for at bortskaffe liget. Men hvad Ishigami ikke ved er, at hans gamle studiekammerat fra universitetstiden hjælper politiet, og pludselig bliver opklaringsarbejdet en intellektuel kamp om, hvem der er bedst til at sætte fælder for modstanderen.

Minimalistisk krimi
Denne historie adskiller sig meget fra vestlige krimier, hvilket jeg fandt ganske forfriskende. Den er meget enkel i sin opbygning og holder sig primært til selve dramaet omkring mordet og det efterfølgende opklaringsarbejde. Af samme grund virker personerne nærmest provokerende flade i forhold til de vestlige krimier, hvor en del af persongalleriet ofte er skilsmisseramte, alkoholiske, har oprørske teenagere eller noget helt syvende, der gør dem stressede og udkørte. Til gengæld får man et fint indblik i den japanske kultur og dens – i vestens øjne – konservative hierarkiske omgangsform. Og så var politiets fremgangsmåde i forhold til opklaringen overraskende troværdig og var med til at give fortællingen et realistisk skær.

Simpelt sprog eller dårlig oversættelse?
Jeg var lidt skuffet over sproget i ‘Den hengivne hr. X’, for det var ret banalt – nærmest barnligt enkelt. Jeg sad undervejs og spekulerede over, om den var en særlig asiatisk stil (eller blot forfatterens generelle stil), eller om det var oversættelsen, der var med til at forfladige sproget. Men da jeg ikke kan læse originalsproget, så har jeg ingen jordisk chance for at vurdere dette. Under alle omstændigheder var det med til at distancere mig fra fortællingen, og jeg følte ind imellem, at jeg sad og overværede et lidt (for) amatøragtigt teaterstykke.

Der er også lidt overraskelser
Uden at afsløre for meget, så kan jeg godt røbe, at selvom historien er simpel og langt henad vejen også ret forudsigelig, så er der stadig nogle godbidder til læseren. Det var en positiv oplevelse for mig, for historien i sig selv er så stram, og sproget så simpelt, at der skulle et eller andet ind for at peppe den lidt op – og det kom der.

‘Den hengivne hr. X’ er til dig, der har mod på en anderledes krimi – hvad enten du er krimifan eller normalt ikke læser krimier. Jeg er ikke selv den store krimilæser, men fandt denne forfriskende anderledes.

A Land of Permanent Goodbyes

‘A Land of Permanent Goodbyes’ af Atia Abawi

Flugten fra Syrien
Tareq lever et helt normalt liv sammen med resten af familien i Syrien – indtil den dag, hvor bomberne falder. Mange dør under bombeangrebet, og byen ligger i ruiner. Han og de øvrige overlevende forlader området og søger i stedet mod Europa via Tyrkiet for at finde tryghed og mulighed for at overleve. Men rejsen dertil er farefuld, og hvem siger, at de overhovedet er velkomne?

Meget relevant historie
Hvor aviserne de senere år er flydt over med historier om flygtninge på vej mod Europa og politikere, der frygter, hvad det kan medføre, så giver ‘A Land of Permanent Goodbyes’ den menneskelige historie, der ligger bag flugten til Europa. Den fortæller om mennesker, der lever helt normale liv, lige indtil det ikke længere er muligt, og som i bund og grund ‘bare’ gerne vil leve et sted langt væk fra krig og terror. Et sted hvor de kan hele sårene fra de grusomme forbrydelser, de har oplevet. Historien er på én meget simpel og jordnær og samtidig et meget godt billede på en kompliceret situation. For hvem forstår ikke behovet for tryghed?

Troværdigt billede af flugt
Jeg synes, at forfatteren har ramt en fin balance i forhold til at skildre grusomhed. Der er ingen tvivl om, at det er barsk læsning, men jeg følte ikke, at det var unødigt voldeligt eller ubarmhjertigt blot for at vække stærke følelser hos læseren. Jeg er ikke i tvivl om, at flugten til Europa meget vel kan foregå på den måde, som bogen beskriver, og jeg føler virkelig med de mennesker, der oplever dette.

Der mangler dog lidt dybde
Der er ingen tvivl om, at det er en stærk historie, og det gør mig ikke så meget, at historien er både simpel og kort. Jeg savner dog lidt mere dybde hos flere af personerne i bogen, og især nødhjælpsarbejderne fremstår flade og unuancerede. De bliver ikke rigtig brugt til at skabe flere vinkler i historien og er desværre lidt ligegyldige for læseoplevelsen.

Jeg kan varmt anbefale ‘A Land of Permanent Goodbyes’, men vær opmærksom på, at det bestemt ikke er feel good læsning.

The Fox Girl and the White Gazelle

‘The Fox Girl and the White Gazelle’ af Victoria Williamson

Et umage venskab
Reema er flygtet fra Syrien sammen med sin familie og er endt i Glasgow. Hun savner dog sit hjemland og ikke mindst storebroderen, som forsvandt under flugten, og som de ikke har hørt fra siden. Hun har lidt svært ved at passe ind på den nye skole, men støder på Caylin, der bor i samme blok. Caylin er dog ikke synderlig interesseret i at lære Reema at kende, for hun har det svært i skolen og derhjemme. Men pludselig opdager begge piger, at en ræv og hendes kuld holder til i baggården, og de begynder begge i skjul at fodre dyrene, som har svært ved at klare sig i storbyen. Langsomt lærer de hinanden at kende og finder ud af, at de måske har mere tilfælles, end hvad de først troede.

Troværdige og nuancerede personer
’The Fox Girl and the White Gazelle’ er en meget smuk og velfortalt historie om to meget forskellige piger, der trods alle odds finder sammen om at pleje en såret hunræv og hendes unger. De to piger tumler med hver deres problemer, men lærer meget om sig selv og hinanden, og det er fortalt på en meget fin måde, så det ikke kommer til at virke belærende eller naivt. Det er især Caylin, der skiller sig ud, for det er sjældent, at hovedpersoner i (udenlandske) ungdomsbøger har så mange negative personlighedstræk, men det gør hende ikke desto mindre ganske menneskelig og relevant.

Meget pædagogisk
Dette er historien om to mennesker fra vidt forskellige verdener, som alligevel lærer at acceptere og forstå hinanden og sig selv. Den er til tider forholdsvis pædagogisk og rummelig i forhold til, hvordan virkeligheden ofte er, men jeg synes dog ikke, at det kammer over, og historien rummer også flere tragiske øjeblikke, som gør, at dette bestemt ikke er en sukkersød fortælling.

‘The Fox Girl and the White Gazelle’ er en rigtig fin og velfortalt historie om venskab og næstekærlighed. Om at tro på sig selv og på andre. Bestemt værd at læse.

The Travelling Cat Chronicles

Forventninger:
Jeg har læst flere japanske fortællinger i løbet af de seneste år, hvor dyr har været hovedpersonen, og det har virket overraskende godt. Jeg håbede derfor på en lignende oplevelse med ’The Travelling Cat Chronicles’, men havde dog også på fornemmelsen, at denne bog kunne være lige så sørgelige/vemodige som de andre bøger.

Resumé:
Katten Nana er glad for sit liv hos sin ejer Satoru, men det vil snart ændre sig, for Satoru kan ikke længere have Nana boende. De tager derfor ud for at besøge nogle af Satorus venner, som måske kan have Nana boende, men Nana er ikke interesseret i at flytte. Han vil blive boende hos Satoru uanset hvad.

Det bedste:
Det er en meget fin lille historie om venskab og kærlighed – stille og roligt fortalt ud fra kattens synspunkt. Når det er dyr, der agerer historiefortæller, kan det ofte virke ret søgt, men jeg synes, det fungerer okay her. Som katteejer er det også en historie, der går i hjertet, for selvom jeg undervejs gættede, hvor historien bar hen, så blev jeg ret rørt over slutningen.

Det værste:
De sidste 40-50 sider er lidt for langtrukne, så slutningen ikke blev helt så elegant, som den kunne være.

Kan anbefales til:
Er du til de rolige japanske fortællinger, og holder du tilmed af katte, så er denne bog nok noget for dig. Men husk at have et lommetørklæde i nærheden.

Neverworld Wake

Forventninger:
‘Neverworld Wake’ var endnu en e-bog, jeg var faldet over hos Ereolen Global uden at vide noget om den i forvejen. Jeg blev nysgerrig, da jeg læste foromtalen, som godt kunne tyde på, at denne historie kunne byde på et twist eller to – og den slags kan jeg ikke stå for!

Resumé:
Det er ét år siden, at Beatrice sidst var på Wincroft – sommerresidensen, hvor hun og hendes fem bedste venner har brugt de seneste års sommeraftener på at drømme, feste og filosofere over livet. Men i år er det anderledes, for Jim mangler. Han døde under mystiske omstændigheder sidste år, og Beatrice håber i sit stille sind, at turen tilbage vil gøre hende klogere på, hvad der egentlig skete. Men hun fornemmer hurtigt, at det kan blive svært at finde frem til sandheden – ikke mindst da de åbner døren for en fremmed, og alt pludselig forandrer sig.

Det bedste:
‘Neverworld Wake’ er den slags bog, hvor jeg keder mig lidt i starten, indtil der pludselig sker noget, som får mig op af stolen og udbryde ‘Hvad i… ‘. Det bliver stille og roligt mere og mere nervepirrende – ikke mindst fordi hovedpersonens mistro over for alt og alle smitter af på læseren. Jeg har i det hele taget en svaghed for WTF-øjeblikke i bøger og film.

Det værste:
Historiens opstart er lidt vag og kedelig, og samlet set er bogen lige en anelse for lang. Det ville have klædt bogen med en lille opstramning.

Kan anbefales til:
Er du bøger, hvor spændingen langsomt bliver bygget op, og hvor du bliver mere og mere i tvivl om, hvad der foregår, og hvem du kan stole på, så er denne bog noget for dig. Den er fyldt med frustration, forvirring og fortielse. Afslutningen af det værd.

Sankt Psyko

Forventninger:
Jeg faldt over ’Sankt Psyko’, da jeg ledte efter lydbøger, jeg kunne låne hos Ereolen. Jeg kunne ikke stå for det lidt kryptiske oplæg, som fik mig til at håbe på en lidt snørklet, spændende og måske også dramatisk fortælling om et sindssygehospital.

Resumé:
Jan søger et vikarjob som pædagog hos børnehaven, der er tilknyttet en retspsykiatrisk afdeling. Det er dog vigtigt, at han ikke er alt for åben om sin fortid, for der var engang, hvor det gik galt. Det er efterhånden mange år siden, men Jan vil helst ikke have, at de spørger ind til hans første ansættelse som pædagogmedhjælper, for det kan ødelægge hans planer.

Det bedste:
Starten er rigtig godt bygget op. Som læser sidder man virkelig og grubler over, hvad Jan mon har af planer, for det er tydeligt, at han har en skjult dagsorden, som han for alt i verden ikke vil have frem. Der er en del tomgang undervejs i historien, men bogen sluttes af med en ret interessant finale, som jeg følte, jeg burde have set komme, men alligevel blev overrasket over.

Det værste:
Der var desværre alt for megen tomgang i historien. Den startede rigtig fint ud, men undervejs tabte historien pusten og blev alt for langtrukken. Hvis den midterste del var strammet noget op og gjort kortere, så havde det været en bedre læseoplevelse. Men forfatteren blev næsten tilgivet, da der var en ret interessant afslutning.

Kan anbefales til:
Er du til underspillet spænding og psykologisk drama, så er ’Sankt Psyko’ nok noget for dig. Du skal blot være opmærksom på, at det er en ret lang fortælling med en del gentagelser, så den kræver lidt tålmodighed af læseren.

Mercedesmanden

Forventninger:
Man ved jo aldrig helt, hvad man kan forvente af Stephen King. Selvom han er en af mine yndlingsforfattere, så kan hans bøger være lige så elendige, som de kan være geniale. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig af ’Mercedesmanden’, for jeg er ikke specielt interesseret i krimier, og det var lige præcis krimidelen, jeg syntes trak ned, da jeg læste hans seneste bog ’Outsideren’.

Resumé:
Den pensionerede politimand Bill bliver involveret i opklaringen af sagen om Mercedesmanden – en gammel sag, hvor gerningsmanden dræbte mennesker ved at køre dem ned med en Mercedes. Den uopklarede sag vækkes pludselig til live, da morderen selv sender et brev til Bill. Hvornår vil morderen slå til igen?

Det bedste:
Bogen vinder ved nærmere bekendtskab. Jeg var lidt skeptisk i starten, hvor handlingen ikke rigtig fangede mig, men i anden halvdel af bogen blev jeg alligevel grebet af fortællingen og ikke mindst spændingen ved jagten på morderen.

Det værste:
Historien er lige lovlig lang, og selvom bogen er velskrevet, så kunne der med fordel være skåret ca. 20% fra. Det er meget sympatisk med en ældre hovedperson, men Stephen King har aldrig været god til de romantiske scener, og derfor kom scenerne med Bills flirten med en yngre kvinde til at virke unødigt akavede.

Kan anbefales til:
Er du til klassiske krimier med en lang og rolig opbygning, hvor du også kan følge med i, hvad skurken laver, så kan ’Mercedesmanden’ anbefales. Der svælges ikke i død og ødelæggelse, men i stedet bygges uhyggen langsomt op, mens du som læser bliver mere og mere nervøs for, om morderen kan stoppes i tide.

Min kæreste elskling

SPONSORERET INDLÆG

Forventninger:
’Min kæreste elskling’ af Gabriel Tallent har fået overvældende gode anmeldelser, hvilket selvfølgelig pirrede min nysgerrighed. Samtidig var der et eller andet lokkende ved titlen, som i første omgang fik mig til at smile – hvilket dog hurtigt falmede, da jeg hørte, at det var en ret barsk fortælling om en ung pige og hendes dominerende far.

Resumé:
14-årige Turtle lever i et forfaldent hus sammen med sin far. Hun er en enspænder, der bruger det meste af tiden derhjemme eller i det omkringliggende område, hvor hun øver sig i at skyde. Skolen bruger hun ikke megen tid på, og de andre elever interesserer hende ikke. Hun elsker sin far, der også ofte udtrykker sin kærlighed til hende – ind imellem på en meget direkte og upassende måde. Ingen lader til at have nogen anelse om forholdet mellem far og datter, for faren er en meget karismatisk mand, og Turtle gør alt for at dække over ham. Men så er der alligevel en dreng, der vækker hendes interesse, og pludselig begynder Turtle at opdage, at livet udenfor hjemmet kan have noget spændende at byde på.

Det bedste:
Den første tredjedel af bogen er yderst velskrevet – nærmest sanselig i sit brug af malende beskrivelser af områder og handlinger. Det gjorde, at den næsten ikke var til at lægge fra sig, da jeg først var begyndt at læse den. Samtidig er den fascinerende om end knudret fortælling om et menneske, der absolut ikke ligner de fleste hovedpersoner i bøger, ligesom den giver et indblik i, hvordan et liv med psykisk og fysisk vold kan være. Hvordan et menneske kan finde sig i alt på grund af kærlighed.

Det værste:
Dialogen er klodset og trættende i længden. Én ting er, at Turtle har et virkelig grimt sprog, som ind imellem kan virke frastødende. Det har dog samtidig også den virkning, at hun ikke får den klassiske uskyldsrene og passive offerrolle men faktisk virker som et menneske, der kan bide fra sig. Men dialogen mellem de forskellige personer i bogen bliver ofte for kantet og har et utroværdigt ordvalg. Cirka halvvejs er der en lang scene, hvor Turtle er på udflugt, og herfra syntes jeg desværre, at historien begyndte at blive fragmenteret og usammenhængende. Den stak i lidt forskellige retninger, som om den ikke rigtig kunne beslutte sig for hvilken stil og plot, den skulle holde sig til. Den sidste tredjedel og ikke mindst slutningen blev ret rodet, hvilket var ret ærgerligt, når nu bogen lagde så godt ud.

Kan anbefales til:
Er du til barske fortællinger om misforstået kærlighed, så er denne bog måske noget for dig. Hovedpersonen er en fighter, og hendes kamp er bestemt værd at læse om. Jeg må dog advare om, at der er nogle ret voldsomme scener i bogen. Der er heldigvis meget få scener med seksuelt overgreb (som i øvrigt ikke er særlig detaljerede) , men til gengæld er der nogle voldsscener, som er virkelig ubehagelige.

Island

Forventninger:
Jeg faldt over denne bog, da jeg var i London sidste år og blev nysgerrig, da jeg ikke havde hørt om bogen før. Men oplægget lød spændende, så den endte med at blive købt med hjem.

Resumé:
Teenagedrengen Cameron skal for første gang med sin mor til en arktisk ø, hvor hun skal arbejde i en uges tid. Han er ikke særlig begejstret for udsigten til en uge uden computer og mobil, men da han møder pigen Inuluk på en af sine vandreture, er der endelig en, han kan tale med. Inuluk fortæller ham om øens historie, og sammen udforsker de øen, mens Cameron bliver mere og mere betaget af den rå og barske ø. Men hvem er Inuluk egentlig? Og hvad er det ved den hvide isbjørn, der virker så dragende på Cameron?

Det bedste:
Jeg kan godt lide ideen med at opbygge en børnebog, der belyser farerne ved global opvarmning. Det var noget, der optog mig allerede som barn, så jeg synes, at det er fint at tage dette alvorlige emne op. Samspillet mellem Cameron og hans mor er meget fint fortalt. Historien er desuden suppleret af nogle meget fine illustrationer af Chris Riddell (som også illustrerede Neil Gaimans Sleeper Spindle).

Det værste:
Fortællingen rørte mig desværre ikke så meget, som jeg havde håbet. Den var til tider lidt knudret fortalt, og det er ikke en god idé, når nu den er skrevet til børn. Historieflowet kunne godt have brugt en lille opstramning.

Kan anbefales til:
Er du til historier med overnaturlige elementer og barsk natur, så er denne bog muligvis noget for dig. Den er nok lidt for abstrakt for de helt små børn, men tweens bør kunne få noget ud af historien.