The Southern Book Club’s Guide to Slaying Vampires

‘The Southern Book Club’s Guide to Slaying Vampires’ af Grady Hendrix

Når vampyren går på jagt i Sydstaterne
Patricia lever som hjemmegående mor i 90’erne i en mindre by i Sydstaterne. Hendes liv er ret trivielt og det eneste interessante i hendes hverdag er møderne i den lille bogklub, hun har sammen med en række andre kvinder. Men altiing ændrer sig, da den ældre nabokvinde dør, og hendes søn flytter ind. Han viser sig at være en ganske charmerende mand, som Patricia hurtigt bliver venner med. Men noget er galt – ikke blot måden, nabokvinden døde på men også de dødsfald, der sker blandt børn i ghettoen. Hvad foregår der? Patricia får mistanke til den nye nabo, men hvordan skal hun overbevise nogen om, at han sandsynligvis er vampyr?

Socialrealisme møder sæbeopera møder horror
Denne bog er svær at kategorisere stilmæssigt. Historien foregår i en mindre by i Sydstaterne i 90’erne blandt en gruppe husmødre, der mødes i en lille bogklub for at diskutere underlødige krimier. De er ret stereotypt fremstillet, og forestillingen om, at de skal ende i kløerne på en vampyr er både grotesk og underholdende. Men historien er dog ikke specielt sjov, for tragiske mord finder sted i ghettoen, og da hovedpersonen prøver at finde ud af, om det kan være den charmerende nabo, der er morderen, så tager historien en noget anden drejning.

Jeg fik ikke helt det, jeg håbede på
Jeg kunne godt lide den første fjerdedel, som var både mystisk, syret og sjov med de skeptiske husmødre og vampyren, som måske/måske ikke var der. Det fuldstændig absurde i at se ganske almindelige husmødre diskutere, om naboen har begået mord, samtidig med, at han charmerer alt og alle i nabolaget. Men derefter udviklede historien sig i en retning, hvor jeg var i tvivl om, hvad forfatteren ville opnå med fortællingen. Humoren forsvandt, alvoren satte ind og frustrationen bredte sig i takt med, at Patricia ikke vidste, hvad hun skulle stille op. Samtidig hoppede historien også i tid, hvilket i mine øjne ødelagde flowet og den sidste rest troværdighed.

Så ja, jeg havde håbet på en krimihistorie om en lusket vampyr, der drev kispus med nogle stædige husmødre, der samtidig var fortalt med et glimt i øjet. En hyggelig sommerlæsningsbog. I stedet fik jeg en noget forvirrende, rodet og langtrukken historie med nogle ret ensidige kvinder, der er gift med nogle virkelig tåbelige og nedladende mænd, en (lidt for) snedig vampyr og en række tragiske mord, der (desværre) mest af alt bare behandles som lidt eksotisk krydderi, der er drysset ud over bogen.

Jeg valgte at læse ‘The Southern Book Club’s Guide to Slaying Vampires’, fordi oplægget lød interessant, og den havde fået en god rating på Goodreads. Jeg kan dog også se, at den virkelig deler vandene – det er den type bog, som folk enten elsker eller hader. Jeg hører desværre ikke til første kategori.

The Familiars

‘The Familiars’ af Stacey Halls.

Når liv kan føre til død
Den unge adelskvinde Fleetwood venter atter barn. Hun har før været gravid, men børnene har ikke overlevet fødslen, og denne gang frygter hun, at hun ikke selv vil overleve fødslen. Hun vil dog gøre alt for, at barnet gør, så da hun møder den unge jordemoder Alice, som lover, at hun kan hjælpe, sørger hun straks for at hyre hende. Men ikke alle har samme tiltro til Alice, og snart går der rygter om heksekræfter og ond magi.

Heksejagt og intriger
‘The Familiars’ foregår I 1600-tallet, hvor heksejagten rasede i Europa. Det var et sort kapitel i menneskets historie, hvor frygten for det ukendte og det mystiske førte til drab på tusinder af kvinder (og enkelte mænd). Hvor irrationelle og intrigante udtalelser udløste drab og tortur af mennesker, og hvor det var stort set umuligt at slippe levende derfra, når først man var blevet anklaget for hekseri. Selvom temaet er tydeligt til stede i fortællingen og også udgør en del af hovedplottet, så bliver det dog ikke nær så intrigant som en del andre historier om heksejagt, for fokus er først og fremmest på Fleetwoods graviditet, hendes kamp for livet, og hendes forhold til ægtefællen Richard.

Stærk loyalitet
Fleetwood beskrives som en ung og til tider naiv kvinde med hjertet på rette sted. Hun er let at sympatisere med, ikke mindst fordi hun vitterlig tror på det bedste i andre og gerne vil gøre det godt. Jeg var (selvfølgelig) vild med, at hun var så loyal over for Alice, når det samtidig var tydeligt, at det kunne bringe Fleetwood i problemer. Der er ingen tvivl om, at Fleetwood stiller sig selv i en meget sårbar og udsat position med sine handlinger, og jeg var lige ved at bide negle flere gange, når tingene spidsede til.

Ingen sikker vinder
Nu vil jeg selvfølgelig ikke afsløre slutningen – blot sige, at dette er et af de sjældne tilfælde, hvor jeg var meget i tvivl om, hvorvidt historien ville ende godt eller skidt, og hvad der egentlig ville være en god slutning. Hvor meget skal de gode ’vinde’, før man føler, at det er en happy ending? Findes det overhovedet i sådan en historie?

‘The Familiars’ var en rigtig fin læseoplevelse – stemningsfuld, dragende og en lille smule magisk.

Rosernes torne

SPONSORERET INDLÆG

‘Rosernes torne’ af Stephen King og Owen King

Væk aldrig en sovende kvinde
I en fiktiv verden – meget lig den eksisterende – bryder en mystisk virus løs, der rammer alle klodens kvinder, når de lægger sig til at sove. Et tyndt spindelvæv omslutter dem, og hvis man prøver at vække dem ved at ødelægge spindelvævet, vågner de op i en tilstand af absolut raseri og forsøger at dræbe den formastelige, inden de lægger sig til at sove igen. Snart er mændene splittede i grupper, der enten vil beskytte kvinderne, dræbe dem eller indfange den ene kvinde, der efter sigende ikke falder i søvn og som måske har løsningen til, hvordan denne krise skal overvindes.

Interessant koncept
‘Rosernes torne’ er lidt anderledes end de normale dystopier. For det første er det kun kvinderne, der bliver ramt af sygdom i denne fortælling, og for det andet bliver de ikke slået ihjel men nærmere påvirket i en grad, hvor de måske/måske ikke kan reddes. Alt håb er derfor ikke ude, selvom udbredelsen af virussen går stærkt.

Kønnenes kamp – eller hvad?
Jeg synes på den ene side, at det er et interessant twist, at det kun er kvinderne, der bliver ramt af virussen, for det betyder, at der stadig er ca. halvdelen tilbage af menneskeheden til at reagere på udbruddet. Og heldigvis er mændenes reaktioner ikke helt så primitive, som man kunne have frygtet. På den anden side ville jeg have foretrukket, at det var mændene, der faldt i søvn, for tror jeg kunne have givet en langt mere nuanceret og overraskende fortælling. Der er – selvom forfatterne prøver at undgå det – stadig et strejf af, at det er manden, der skal redde kvinden, ligesom der [SPOILER ALERT] også går lidt for meget kvindekollektiv over det, der sker, når kvinderne falder i søvn. Men som sagt – points for, at mændenes reaktioner generelt er ret forståelige og naturlige og ikke så absurde/primitive, som man kunne have frygtet.

Svagt persongalleri
En af Kings stærke sider er persongalleriet, som – selvom der ofte er nogle klicheer iblandt – ofte indeholder nogle spændende skæve eksistenser og nogle gode, solide helte (og nogle til tider ret irriterende og knapt så nuancerede skurke). Men i ‘Rosernes torne’ er der langt mellem de interessante personligheder, ikke mindst fordi persongalleriet er alt for stort. Som læser mister man efterhånden overblikket over de mange personer, der optræder undervejs i historien, og derfor mister man også lidt grebet om fortællingen.

Begrænsningens kunst
Stephen King er kendt for mange ting – blandt andet at skrive en hel del tykke bøger. ‘Rosernes torne’ er ingen undtagelse, for den sniger sig op på 800 sider. Og kvantitet er ikke altid lig kvalitet. King har før vist, at han sagtens kan skrive lange bøger og stadig gøre historien nærværende og spændende, men det lykkes desværre ikke i denne bog. Den er alt, alt for lang. Man skal i hvert fald være væbnet med en ret stor tålmodighed eller være die hard King-fan for ikke at føle, at historien godt kunne have været strammet op. King mangler – atter en gang – en god og konsekvent redaktør.

Tak til Bog & Idé for anmeldereksemplaret.

The Wicked Deep

Forventninger:
Jeg er flere gange stødt på ’The Wicked Deep’, når jeg har set boganmeldelser på Youtube. Jeg huskede den umiddelbart som en bog, der havde fået udmærket kritik, så da jeg faldt over den hos Ereolen Global, lånte jeg den med forventning om, at den ville være en fin og lidt sommerlig ungdomsbog.

Resumé:
For to hundrede år siden blev tre søstre anklaget for at være hekse og derefter dømt til druknedøden. Siden har de hver sommer hjemsøgt byen, der dræbte dem, for at lokke unge fyre med under vandets overflade. Hver søster tager mindst én dreng, inden pigerne atter forsvinder en måned efter. Penny er opvokset i byen og har ligesom alle andre affundet sig med den forbindelse, der hviler over byen, men i år er det anderledes. En ny dreng ankommer til byen – fuldstændig uvidende om forbandelsen – og Penny fatter straks interesse for ham. Men hvordan skal hun beskytte ham mod de hævngerrige søstre?

Det bedste:
Stemningen i bogen er spot on. Vemodig, dragende og letsindig kombineret med en smertelig forudsigelighed. Det er en historie, som udvikler sig langsomt (måske lidt for langsomt), men som også har en slutning, der er det værd.

Det værste:
Jeg syntes desværre, at personerne virkede ret simple og ikke specielt interessante. , at kærlighedsdelen var lidt svag, hvilket er særlig ærgerligt i en bog som denne, hvor den er ret essentiel for historien.

Kan anbefales til:
Er du til vemodige historier, som ikke kan garantere en lykkelig slutning, så er ’The Wicked Deep’ noget for dig. Den er ikke specielt nyskabende, men det er en fin lille historie.

Monstress

Forventninger:
Jeg havde rimelig høje forhåbninger til ‘Monstress’ – ikke blot så tegnestilen virkelig smuk og dragende ud, men jeg så også mange begejstrede kommentarer om serien, så jeg tænkte, at den godt kunne være noget for mig.

Resumé:
Tegneserien foregår i en alternativ udgave af 1900-tallets Asien, hvor en teenagepige med en arm viser sig at bære på mørke hemmeligheder og ubeskrivelige kræfter. Hvor hun end kommer, resulterer det i dramatiske scener. Hvem er hun egentlig, og hvad er det for kræfter, hun besidder?

Det bedste:
Tegnestilen er vanvittig flot og stemningsfuld. Jeg kunne snildt forestille mig adskillelige af disse tegninger blæst op i plakatformat, så de kunne hænge i mit hjem. Så fascinerende!

Det værste:
Jeg syntes desværre, at historien fremstod fragmenteret og rodet. Det var til tider noget forvirrende at holde hoved og hale på, hvad der egentlig foregik. Det er, som om den vil for meget fra start og i stedet for at bygge langsomt op, så vælter alle mulige indtryk ind over læseren. Jeg er stadig meget i tvivl om, hvad jeg skal mene om hæftet, og af samme grund overvejer jeg at læse det næste bind for at blive klogere på, hvad der foregår.

Kan anbefales til:
Er du til vanvittigt smukke og stemningsfulde historier, som dog også er ret barske og voldelige, så er ‘Monstress’ noget for dig. Bare vær opmærksom på, at historien ikke nødvendigvis er stringent og logisk.

Serafina and the Black Cloak

Forventninger:
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig af ’Serafina and the Black Cloak’. På den ene side havde jeg set en del positive anmeldelser af bogen, og på den anden side var jeg bekymret for, om den ville være lidt for meget børnebog til min smag.

Resumé:
Den unge pige Serafina lever skjult i kælderen hos den rigmand, hvor hendes far arbejder. Hun fanger rotter og bruger i det hele taget en del af sin tid på at tage på eventyr, men en nat oplever hun noget skræmmende. En mand i en lang sort kappe får et barn til at forsvinde, og hun formår kun lige at undslippe. Flere børn forsvinder, og rædslen spreder sig i området. Serafina ved, at manden må stoppes, og hun beslutter sig for at finde ud af, hvem han er.

Det bedste:
Anden halvdel var klart den bedste. Da først jagten på manden i den sorte kappe gik ind, så livede historien op og endte med at blive spændende. Derudover kan jeg godt lide den mørke, dystre stemning og af samme grund er dette ikke en bog, der bør læses af mindre børn.

Det værste:
Starten af bogen var noget tung og knudret at komme igennem. Det var, som om forfatteren lige skulle skrive sig varm. Jeg savnede lidt flere detaljer undervejs, da historien ind imellem kom til at virke lidt flad og unuanceret, da tonen i bogen var forholdsvis tør og nøgtern.

Kan anbefales til:
Er du til dystre fortællinger med overnaturlige elementer, så er denne børnebog måske noget for dig.

Den grønne mil

Forventninger:
Jeg læste ‘Den grønne mil’ for ca. 25 år siden og så filmatiseringen nogle år efter (den har faktisk 20 års jubilæum i år), og dengang satte jeg stor pris på den stilfærdige og tankevækkende historie. Jeg håbede selvfølgelig på, at den ikke havde mistet sin charme, og så kunne den også indlede mit Stephen King-tema her i årets første måned.

Resumé:
Historien fortælles af den pensionerede fængselsbetjent Paul, som mindes sommeren 1935, hvor han arbejdede på dødsgangen i et amerikansk fængsel. Her går fangerne den grønne mil, når de går ned ad gangen for sidste gang, inden de skal henrettes. Fangerne sidder der som regel i længere tid, så fængselsbetjentene når som regel at kende dem ret godt, inden fangerne henrettes. En dag ankommer en ny og ret iøjnefaldende fange – en over 2 meter høj afroamerikansk mand ved navn John Coffey. Han er blevet dømt for at voldtage og myrde to piger, men fængselsbetjentene får snart en mistanke om, at John ikke har begået forbrydelsen. Han virker alt for naiv og uskyldig til at have begået en så brutal forbrydelse, og snart viser det sig, at John har nogle helt særlige evner…

Det bedste:
‘Den grønne mil’ af Stephen King er en utrolig velfortalt historie om næstekærlighed, retfærdighed og ikke mindst mangel på selvsamme. Den har et roligt tempo og forstår at opbygge et interessant og tilpas nuanceret persongalleri. Samtidig giver den et interessant indblik i livet og døden på dødsgangen.

Det værste:
Der er ikke noget, jeg mangler i denne bog, men jeg kan forestille mig, at der vil være læsere, som synes, at tempoet i fortællingen er lige lovlig langsom.

Kan anbefales til:
Vil du gerne forsøge dig med Stephen Kings forfatterskab, men ikke er til uhygge, action og blodige scener, så er ‘Den grønne mil’ noget for dig. Det er en rolig fortælling, og selvom der er overnaturlige elementer i bogen, så er det inkorporeret på en fin og elegant måde.

Outsideren


SPONSORERET INDLÆG

Forventninger:
Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal forvente at Stephen King. Gennem sin meget lange karriere har han både skrevet nogle virkelig gode bøger samt nogle, der er noget værre bras. Det kan et eller andet sted godt fascinere mig, selvom det selvfølgelig også er irriterende, at en af mine yndlingsforfatteres bøger kan svinge så meget. Men jeg håbede naturligvis det bedste, da jeg fik bogen tilsendt fra Hr. Ferdinand.

Resumé:
En 11-årig dreng bliver brutalt mishandlet og myrdet i den lille by Flint City. Hurtigt koncentrerer mistanken sig om byens populære baseballtræner Terry, og han bliver anholdt under dramatiske omstændigheder. Problemet er blot, at Terry har et ret godt alibi samt vidner, der hævder, at de var sammen med ham på gerningstidspunktet. Men hvorfor finder politiet så spor fra ham på gerningsstedet samt taler med vidner, der har set ham tæt på mordstedet op til og efter drabet?

Det bedste:
Starten af denne bog er meget medrivende, for ligesom politifolkene sidder man som læser og spekulerer som en gal over, hvordan historien kan hænge sammen. Hvordan kan der være så modstridende beviser? Og bedst som man sidder og grubler over det, tager historien pludselig noget af en drejning, så for alvor bliver i tvivl om, hvordan det hele skal ende. Elsker det – ikke mindst beskrivelserne af Terrys familie og både deres og omgivelsernes reaktioner på begivenhederne.

Det værste:
Jeg syntes desværre, at historien tabte pusten undervejs, og den sidste tredjedel føltes noget jævn. Jeg savnede lidt mere uhygge og spænding – der gik lidt for meget ‘nu forklarer vi lige plottet’ over den. Og så var teksten desværre skæmmet af en lang række slå- og stavefejl – der burde have været en ekstra omgang korrekturlæsning.

Kan anbefales til:
‘Outsideren’ har en ret makaber start, så kan du ikke udholde at læse detaljerede beskrivelser af, hvad der er sket med et myrdet barn, så skal du holde dig langt fra denne bog. Når det så er sagt, så er det primært starten, der er ubehagelig – resten af bogen minder mere om en klassisk krimi men dog med elementer af andre genrer.

Dyrekirkegården

Forventninger:
Jeg læste ‘Dyrekirkegården’ for 16-17 år siden. Jeg mener, det var den anden bog af Stephen King, jeg læste, og jeg var vild med den. Der er gået en del år siden, så jeg var spændt på, om historien stadig holdt, eller om min smag havde ændret sig meget siden da.

Resumé:
Louis og hans familie flytter til Ludlow, hvor de har købt en hus. Ikke så langt fra deres grund ligger der en dyrekirkegård, hvor de lokale børn begraver deres kæledyr. Hvad de færreste ved er, at der dybere inde i skoven er en gammel indiansk gravplads, som siges at kunne vække de døde. Da familiens kat dør, mens Louis er alene med den, går han i panik og begraver den på den indianske gravplads. Tænk nu, hvis det faktisk virker og ingen opdager, at der er sket den noget. Men kan man overhovedet vække de døde til live?

Det bedste:
Dette er efter min mening en af de bedste bøger, King har skrevet. Der er skruet ned for de dramatiske effekter og blodige scener og i stedet er der en snigende uhygge, hvor du tydeligt kan fornemme, at noget er galt – og vil gå endnu mere galt – men hvor alt ser pænt og tilforladeligt ud på overfladen. Samtidig kan man – hvor vanvittigt det end kan se ud – godt forstå Louis’ beslutninger, selvom jeg ikke er enig i dem. Der er noget meget menneskeligt ved dem, og i det hele taget fremstår personerne troværdige, selvom de ikke var specielt sympatiske.

Det værste:
Tempoet er lidt langsomt. Selvom det på den ene side er med til at opbygge uhyggen, så kunne historien godt have været fortalt på lidt færre sider. Så mange overraskelser er der trods alt heller ikke i den.

Kan anbefales til:
Har du ikke læst King før, så er dette en af de bedste bøger at starte med. Der er skruet ned for de overnaturlige elementer og hæsblæsende scener og i stedet er den krybende uhygge i fokus. Har du læst bare nogle få horrorbøger, vil der nok ikke være så mange overraskelser undervejs, men det er ikke desto mindre en fed horrorbog, der kan give kuldegysninger.

I Am Legend and Other Stories

Forventninger:
Jeg så filmatiseringen for en række år siden og tænkte, at jeg også gerne ville læse bogen på et tidspunkt. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at bogen ikke ville være nær så poleret og sjov, og det fik jeg også ret i.

Resumé:
Bogen er en samling af en række noveller – dels den lange hovednovelle, ‘I Am Legend’, samt en række små noveller. Hovednovellen handler om den sidste mand på jorden, Robert, der har formået at holde sig i live, selvom resten af menneskeheden er forvandlet til blodtørstige vampyragtige væsener, der jagter ham om natten. Da han på et tidspunkt støder på en rigtig levende hund, får han en mistanke om, at han måske alligevel ikke er det eneste menneske, der har overlevet katastrofen. Men hvad gør han, hvis han faktisk finder frem til andre overlevende – kan han atter stole på et andet menneske.

Det bedste:
Det er en interessant – og dyster – verden, som ‘I Am Legend’. Hovedpersonen er en lidt sær snegl, er der lidt svær at holde af, men det syntes jeg passede rigtig fint til historien. Han har en noget akavet og desperat opførsel, hvilket virker meget troværdig omstændighederne taget i betragtning.

Det værste:
Selve ‘I Am Legend’ er en udmærket historie, selvom den desværre hverken fangede mig eller rørte mig så meget, som jeg havde håbet på. De øvrige noveller var til gengæld slet, slet ikke mig – mange af dem virkede for korte eller bare for ligegyldige.

Kan anbefales til:
Er du til dystopiske fortællinger, bør du overveje at læse ‘I Am Legend’ – ikke mindst fordi det er en klassiker inden for genren.