Så er der readathon – foråret 2019

14.00
Så er readathon slut. Jeg fik spist frokost, læst den sidste tegneserie, og den sidste halvanden times tid har jeg faktisk ikke læst men har ryddet op og gjort rent. Det skønne solskinsvejr giver så megen energi, at jeg ikke kan sidde stille, og vores hjem trænger til forårsrengøring, så læsning må blive igen i aften inden sengetid. Lige nu vil jeg i hvert fald nulre rundt og gøre huset forårsklar.

Jeg håber, du havde en god readathon – tak fordi du fulgte med 🙂

11.15
Jeg blev færdig med ‘Frenchman’s Creek’, som heldigvis viste sig at være en glimrende læseoplevelse, selvom starten kedede mig. Nu vil jeg holde en lille pause – herunder spise frokost ude i solen – og derefter vil jeg kaste mig over ‘The Wicked + The Divine nr. 4’.

7.55
Jeg faldt tidligt i søvn, så jeg fik ikke læst meget i går aftes, men til gengæld vågnede jeg også tidligt, så jeg startede med en times e-boglæsning (så jeg ikke behøvede at tænde lys og vække ægtefællen). Derefter blev det til 50 sider i ‘Frenchman’s Creek’, og nu må det snart være tid til morgenmad, inden læsningen fortsætter!

Jeg håber, det går godt hos dig 🙂

22.13
Har lige tørt de sidste tårer væk efter at have læst ‘The Travelling Cat Chronicles’. Pyha. God bog men fik også knuget hjertet godt og grundigt. Nu sidder jeg lige og sunder mig lidt, inden jeg kaster mig over ‘Frenchman’s Creek’. Den bliver taget med i seng, for jeg kan mærke, at jeg ikke holder så mange timer endnu, da jeg vågnede tidligt i dag.

Pøjpøj med læsningen – håber du har mange timer foran dig endnu!

18.49
Jeg fik læst ‘Mother Night’ færdig, og derefter var det tid til aftensmad, som vi – og hold nu godt fast – SPISTE UDENFOR PÅ TERRASSEN! Det er så første gang i år, at vi spiser aftensmad udenfor, men det bliver forhåbentlig ikke den sidste. Hvor er det bare dejligt med lune dage.

Nu vil jeg lige tjekke, hvordan det går hos jer andre, og så fortsætter jeg læsningen med ‘The Travelling Cat Chronicles’.

15.50
Næsten to timer er gået. Jeg har færdiggjort første bog (aka tegneserie), og den var oldschool men på den gode måde. Meget smukt tegnet. Nu er jeg godt i gang med ‘Mother Night’, som jeg påbegyndte ude i haven. Der er strejf af solskin, så det er ok lunt, men nu er jeg trukket indenfor igen. Skal ikke starte foråret med en solskoldning!

Image by Pexels from Pixabay

13.58
Så er der kun et par minutter til start! Nu vil jeg gå ind i stuen og finde første bog frem, som dog er en tegneserie – nærmere bestemt ‘Red Sonja Vol. 1’.

Jeg håber, du får en god readathon!

13.00
Readathon starter om en time, og jeg er mere eller mindre klar. Godt nok vågnede jeg alt for tidligt (tak til vores ene kat), men jeg har både nået morgencykeltur, rengøring og tøjvask! Nu vil jeg lige nulre lidt rundt og ordne et par ting mere, inden det gør løs kl. 14.

Er du klar, og ved du, hvad du vil læse som første bog?

Læsestakken til weekendens readathon

På lørdag er der atter den halvårlige readathon, og jeg deltager selvfølgelig, for det er simpelthen så hyggeligt – og i øvrigt en god undskyldning for at læse en masse.

Jeg har ikke noget læsetema denne gang – det har jeg ind imellem til forårs-readathonen (til efterårsudgaven læser jeg altid horror), men jeg har samlet en god blanding af tegneserier og mindre bøger – både nyindkøbte og nogle, der har stået et stykke tid på bogreolerne.

Har du planer om at deltage? Og ved du, hvad du skal læse?

Readathon oktober 2018

09.33
Readathon er ovre for mit vedkommende for denne gang. Om lidt skal jeg ud af døren, da jeg har en aftale ude i det gode vejr. Jeg blev ikke færdig med ‘I Am Legend’, så den kommer med på togturene til og fra arbejde i næste uge.

Jeg håber, at I andre får en god slutspurt i dag. Rigtig god læsning og tak for at have fulgt med her på bloggen.07.15
Morgenstund har smoothie i mund! Sidder netop nu og nipper til smoothie, inden jeg skal tjekke, hvordan det er gået hos jer andre i nattens løb. Jeg endte med at gå i seng, hvor jeg fik læst noget i ‘I Am Legend’, inden jeg faldt i søvn. Vågnede tidligt i morges og fik læst ‘Månebarnet’ færdig, som jeg startede tidligere på ugen. Altid praktisk med en e-bog, man kan læse under dynen, så man ikke skal tænde natlampen og dermed vække den anden i sengen 😉

Håber du har fået en god start på dagen!


21.50
Jeg fik læst ‘The Walking Dead Book 10’ færdig, og det betyder, at jeg nu igen er lidt foran i forhold til tv-serien af samme navn. Jeg synes desværre, at det er meget af den samme slags konflikter, der går igen og igen. Det ville klæde serien at forny sig. Nu er jeg omvendt kommet så langt, så jeg regner stadig med at læse videre i serien, men det ærgrer mig, at de seneste albums har mindet så meget om hinanden.

Nu vil jeg kaste mig over månedens to-read-bog. Hvordan går det hos dig?


19.35
Nok pause. Nu vil jeg gå i gang med ‘The Walking Dead Book 10’, mens jeg sidder alene i den mørke stue med en lille gin & tonic inspireret af Boghunden. Det skal nok gå rigtig galt, hæhæhæ! 😛18.50
Har lige læst sjette og sidste hæfte i ‘Locke & Key’-serien, og jeg må sige, at jeg er en lidt følelsesmæssigt kvæstet lige nu. Sikke en afslutning! Pyha. Sad og stortudede til sidst – det havde jeg ikke lige ventet. Nu vil jeg lige holde en kort pause og lave lidt praktiske ting (såsom at spise lidt aftensmad), inden jeg fortsætter.

Jeg håber, at det går godt med din læsning!


16.58
Har læst femte hæfte nu, og det er en virkelig interessant historie! Der bliver endelig forklaret en del ting, der indtil dette tidspunkt kun er hintet til i de tidligere hæfter, så det var én stor ahaaa-oplevelse. Nu vil jeg kigge lidt hos jer andre, inden jeg går i gang med sjette og sidste hæfte i serien. 15.35
Er blevet færdig med det første hæfte og skal nu i gang med det næste (eller strengt taget det femte, eftersom det er femte hæfte i serien). Fjerde hæfte sluttede med noget af et plottwist, så jeg er virkelig glad for, at jeg læser disse hæfter i træk – er ret grebet af historien.

Der har også været tid til at smide et brød i ovnen, så det skal jeg lige huske at holde øje med. Håber det går godt hos dig.


14.00
Readathon begynder – jeg vil kaste mig over ‘Locke & Key 4’, som er en del af en horror-serie, jeg læser. Regner med at læse denne samt de to sidste hæfter i serien i løbet af i dag.

Rigtig god læsning!

10.55
Er ved at gøre mig klar til readathon. Har 117 ting, jeg skal nå inden, så de næste timer vimser jeg rundt og prøver at nå alt på den kvarte tid.

Læsestablen er dog klar og sofaen lige så – prioriteringer du ved 😉

Dette indlæg opdateres løbende. Jeg håber, vi ‘læses ved’!

Læseplanerne for readathon den kommende weekend


Det halvårlige readathon nærmer sig – næste weekend bliver der læst i 24 timer i træk verden over, og jeg deltager også denne gang!

Temaet for min oktober-readathonlæsning er vanen tro gys & horror, men jeg når desværre ikke at være med alle 24 timer, da jeg bliver nødt til at smutte omkring kl. 10 søndag formiddag.

Af samme grund har jeg valgt en lidt lille læsestak, der består af tre tynde tegneserier (afslutningen på en serie) samt en tyk tegneserie – og sidst men ikke mindst månedens to-read-bog. Hvis der er tid til overs (og det håber jeg, at der er), så vil jeg læse videre i ‘Children of Time’, som jeg lige er gået i gang med. Det er en ret tyk bog, så jeg forventer ikke at afslutte den inden weekenden.

Deltager du næste weekend? Hvad skal du læse? Og har du nogle særlige readathon-ritualer, du gennemgår op til og undervejs?

 

Dewey’s Readathon – forår 2018

14.00
Så er readathon ovre! Jeg overraskede mig selv ved også at færdiggøre ‘Hvidløgsballaderne’, så jeg nåede faktisk også at læse ‘Saga 8’ i løbet af de sidste 40 minutter. Sikke en slutspurt!

Nu vil jeg kigge lidt hos jer andre, og så vil jeg nyde det gode vejr (jeps, der er solskin igen!) med en lang cykeltur.

Tak for alle jeres beskeder – håber I har haft en lige så hyggelig readathon som jeg havde 🙂

11.05
Nå men øh… så blev jeg allerede færdig med ‘Tidens væsen’. Til slutspurten vil jeg kaste mig over min ‘togbog’ (dvs. den bog, jeg pt. har med i tasken til og fra arbejde). Den hedder ‘Hvidløgsballaderne’, og den bør kunne underholde mig tiden ud, for der skal jo også være plads til frokost undervejs.

10.05
Jeg har netop færdiggjort min sidste bog i læsestablen! Jeg var åbenbart for pessimistisk denne gang mht. læsemængden, men så kan jeg meget passende fortsætte med ‘Tidens væsen’, som jeg gik i gang med for nogle dage siden.

Håber læsningen går godt hos dig 🙂

07.15
Jeg har ligget og læst i sengen den sidste halvanden times tid. Er efterhånden nået ca. en tredjedel ind i ‘The Way of the Warrior’, som tegner sig til at være en udmærket ungdomsbog. Om lidt skal jeg have lidt morgenmad.

Hvordan går det hos dig?

00.15
Havde egentlig planer om at gå i seng inden midnat, men så kom vores hankat tilbage for at ligge i sofaen sammen med mig, og så blev jeg oppe lidt længere. Det betyder også, at jeg har færdiggjort en bog mere og nu er gået i gang med ‘The Way of the Warrior’. Meeen… må hellere smutte i seng nu. Starter nok morgenen med at putte under dynen, mens jeg læser, så der går lidt tid, før jeg atter opdaterer. God læsning og/eller sov godt – alt afhængig af, hvad du har planer om her i nat 😉

22.45
‘Monster on the Hill’ var en hyggelig og smågakket tegneserie om et monster, der ikke kunne finde ud af at være skræmmende og dermed var en stor skuffelse for landsbybeboerne, der savnede at blive skræmt godt og grundigt. Jeg fik et par billige grin undervejs, og det gav et ekstra pift til læselysten! Om lidt går jeg i gang med en anden dragebog, nemlig ‘Dragen med de røde øjne’ af Astrid Lindgren. Jeg er spændt på, hvad den vil byde på af historier, for jeg tror ikke, jeg før er stødt på disse historier, men jeg elsker Lindgrens fortællinger 🙂

21.40
Så blev jeg færdig med ‘As The Heart Bones Break’. Det trak noget ud til sidst – den bog fangede mig bare ikke. Er lige gået i gang med næste bog, som faktisk er en tegneserie – den virker tilpas gakket, hvilket også er tiltrængt efter den noget deprimerende bog.

Går det godt med læsningen hos dig?

18.35
Holder lige en lille pause fra læsningen for at spise aftensmad og tjekke, hvordan det går hos (jer) andre deltagere. Jeg er fortsat i gang med ‘As The Heart Bones Break’, og den er heldigvis blevet lidt bedre. Min husbond spiller computer med nogle af vennerne, så der er en hyggelig pludren i baggrunden, mens jeg skriver dette. Inde i stuen, hvor jeg læser, er der dog helt stille, eftersom vores hankat har slumret sødt på et tæppe ved siden af mig indtil nu.

16.40
Holder en lille pause i læsningen. Jeg startede som sagt med ‘The Dog Who Dared to Dream’ (som jeg fotograferede ved en af vores katte, der syntes, at det var en utrolig dum bog at læse… ;)). Fin lille bog i stil med ‘The Hen Who Dreamed She Could Fly’, som jeg læste sidste år. Jeg er kommet godt i gang med næste bog, der samtidig også er månedens to-read-bog: ‘As The Heart Bones Break’. Den er interessant skrevet, men desværre fanger historien mig endnu ikke. Jeg håber, det kommer undervejs.

Nu vil jeg lige kigge med hos jer andre – fortsat god læsning 🙂

13.55
Om et øjeblik trisser jeg UD I HAVEN, HVOR JEG STARTER MED AT LÆSE! Ja, undskyld råberiet, men jeg havde ærlig talt ikke troet, at jeg ville komme til at sidde udenfor til dette års forårs-readathon. Jeg er helt oppe at køre over det 🙂 Min første bog bliver ‘The Dog Who Dared to Dream’. Rigtig god læsning til dig!

Inden
Det er formiddag – kun tre timer inden, at readathon starter – og jeg dimser rundt og laver alt muligt andet, der lige skal være styr på, inden læseeventen går i gang. For eksempel plante krydderurter i vores bede! Jeps, det er bare om at få styr på alle de praktiske gøremål inden kl. 14!

Deltager du? Er du klar? 

Hvad skal jeg læse til readathon – nu som tag

Jeg faldt over en readathon-tagleg hos Boghunden, som jeg har valgt at deltage i for at spice indlægget om readathon-læsestablen lidt op.

1. Hvor skal du læse henne?
Det skal jeg hjemme, og det bliver nok i sofaen det meste af tiden.

2. Har du været med før?
Ja – første gang var foråret 2014. Det var dengang, hvor forårsreadathon kunne nydes udenfor i sol og varme… suk… Jeg deltager i øvrigt både forår og efterår.

3. Læse alene eller sammen med andre?
Det kommer an på, om katte tæller med! Vi har to katte, og de plejer altid at kigge forbi undervejs for at tage en lur i sofaen – gerne oven på mine ben – mens jeg læser. Sidste gang ‘deltog’ min allerkæreste også i et par timer, da han joinede mig i sofaen med en dyne og lidt læsestof.

4. Holder du dig vågen alle 24 timer?
Nej, det går ikke. Godt nok har jeg fri om mandagen denne gang, men jeg har altså brug for 5-6 timers søvn for at få noget ud af resten af søndagen.

5. Har du planlagt hvilken bog/hvilke bøger du skal læse?
Jeps, jeg har samlet en lille stabel af forskellige bøger – både bøger, der passer til kvartals-læsetemaet (Asien) men også en tegneserie og en børnebog, jeg længe har ønsket at læse.

6. Kom med et gæt på, hvor mange sider du får læst?
… yrk, det er svært. 1000? Har ingen anelse.

7. Hvad glæder du dig mest til?
Den hyggelige stemning og den gode undskyldning for at læse i et helt døgn. Ah, the nerdness!

8. Hvilke snacks er *must haves* til readathon?
Her skiller jeg mig nok ud fra de fleste andre deltagere, for jeg går ikke op i snacks og spiser meget få i løbet af eventen. Jeg tager mig som regel en kop kakao til efterårseventen, og jeg har nogle gange cola light til forårseventen, men ellers er det oftest lidt chokolade og/eller lidt frugt.

9. Har du et godt readathon tip, du vil dele med andre?
Sørg for at få rørt dig inden, at du skal sidde ned i mange timer. Hold evt. en pause undervejs for at gå en tur, danse lidt i stuen eller tage armbøjninger – bare et eller andet der får gang i kroppen. Jeg plejer at træne nogle timer om formiddagen.

10. Følger du andre deltagere på sociale medier undervejs?
Ja, det er noget af det bedste ved eventen. Jeg plejer at have folks blogindlæg åbne og så refreshe dem med nogle timers mellemrum.

Read-a-thon med horror og hygge

14.00
Read-a-thon er ovre! Jeg nåede at læse to bøger, to graphic novels samt et par noveller fra samlingen ‘Rise’. Jeg har været i godt selskab undervejs, da vores ene kat har brugt det meste af tiden på sofaen ved siden af mig (eller oven på mine ben), mens vores anden kat har været utrolig kælen hver gang, jeg satte mig ved computeren for at opdatere bloggen samt følge med hos jer andre. Gemalen har puslet rundt i baggrunden og sørgede for aftensmad i går, og så er der ikke mindst jer, der har fulgt med. Tusind tak for jeres kommentarer!

Nu vil jeg gøre mig klar til at suse ud af døren, for jeg skal til fødselsdag hos et par venner.

11.50
Har netop færdiglæst ‘Cloak’ i selskab med vores hankat som gjorde sit bedste for at presse mine ben flade! Tror jeg skal danse lidt rundt for at få gang i blodomløbet igen 😀

Om lidt står den på frokost, og så skal jeg i gang med eventens sidste bog – ‘Rise’. Den når jeg helt sikkert ikke at blive færdig med, men det har nu heller ikke været planen fra start.

Jeg håber, du hygger dig og får en skøn slutspurt!

8.00
Jeg vågnede for halvanden time siden og slæbte min bog og min dyne ind i sofaen for at læse uforstyrret. Er nået ca. en tredjedel ind i ‘Croak’. Om lidt vil jeg spise morgenmad – nok en smoothie – og tjekke, hvordan det går jer andre.

23.20
Jeg er færdig med ‘The Walking Dead Book 9’, som var bedre end de seneste bøger i serien, så det var en dejlig overraskelse. Mens jeg læste, stjal en af vores katte min plads i sofaen, så jeg måtte rykke lidt væk fra lampen, men alt er tilgivet, når man har blød pels og spinder meget højt!

Om lidt vil jeg gå i gang med ‘Croak’ – sandsynligvis mens jeg putter under dynen i sengen. Ved endnu ikke, hvornår jeg tørner ind, men det sker nok om en times tid.

Har du planer om at læse hele natten?

21.32
Blev færdig med ‘Darling Jim’ og holder nu en lille pause, inden jeg fortsætter med ‘The Walking Dead Book 9’. Jeg kunne godt lide ‘Darling Jim’, selvom der plotmæssigt var noget, der irriterede mig. Dog en meget stemningsfuld bog og meget velegnet som efterårslæsning.

Hvordan går det hos dig?

19.25
Vi har spist aftensmad – kylling og rodfrugter, som blev tilberedt på grillen. Må hellere smide en opskrift på det på madbloggen i næste uge, for det var rigtig godt. Jeg har også nået en del længere med ‘Darling Jim’ og regner med at færdiggøre den om 1½ times tid. Nåja, og så måtte jeg også holde kroppen lidt i gang, så jeg fik taget nogle arm- og mavebøjninger!

Pt. grubler jeg over, om ikke jeg skal have en kop varm et-eller-andet i løbet af aftenen. Jeg har både mulighed for at lave te og kakao. Hvad synes du? (billedet er i øvrigt af hot buttered rum, som jeg prøvede at lave for nogle år siden).

15.43
Er nået igennem første bog – tegneserien ‘Locke & Key 2’ – som både var interessant, forvirrende og forløsende på samme tid. Forkælede mig selv med en mokka-flødebolle, inden jeg gik i gang med ‘Darling Jim’, som indtil videre er ganske lovende. Pt. holder jeg en lille pause for at kigge med hos jer andre. Det ser ud til, at folk er kommet godt i gang!

13.58
Nu daffer jeg ind i stuen og finder første bog frem. Det bliver ‘Locke & Key 2’. God fornøjelse derude!

12.50
Læsestablen er lagt frem på sofabordet, jeg har købt lidt Halloween-slik, og gemalen har sagt ja til at stå for aftensmaden. Kort sagt – jeg er klar til read-a-thon! Om lidt over en time går den halvårlige læseevent i gang, og vanen tro har jeg valgt horror som temaet for efterårs-read-a-thonen. Herover ser du min læsestak. Jeg forventer ikke at læse alle bøger til ende i løbet af det næste døgns tid, men jeg håber, jeg når så langt som muligt.

Jeg opdaterer dette indlæg i løbet af hele læseeventen, så du kan følge med i, hvordan min læsning går. Hvis du også deltager, håber jeg, at du får et rigtigt hyggeligt arrangement. Rigtig god fornøjelse!

Læsestablen til den kommende Read-a-Thon

Næste weekend står den på læsehygge i rå mængder! Der starter efterårs-udgaven af Dewey’s Read-a-Thon, og denne gang er jeg også med Ligesom de forrige efterårs-udgaver bliver læsetemaet for mit vedkommende også horror/gys, hvilket passer fint til dette kvartals læsetema (hvor jeg – tadaaa – også læser horrorbøger!).

Og hvad skal jeg så læse? Jeg har samlet mig en fin læsestabel med et par tegneserier, en enkelt dansk bog samt to engelske bøger. Den ene engelske bog er ret tyk, så den regner jeg ikke med at få læst færdigt, men jeg håber da på at få begyndt på den i løbet af eventen.

Jeg poster et blogindlæg på lørdag et par timer før, at eventen går i gang, og det indlæg vil jeg så opdatere løbende igennem hele eventen.

Hvad med dig? Deltager du, og hvad skal du i så fald læse?

 

Forårsudgaven af Dewey’s Read-A-Thon

Afslutning – søndag eftermiddag
Jeg havde som sagt planer i dag, så jeg nåede ikke at læse så meget. Jeg fik læst en god del af ‘The Gracekeepers’ og regner med at læse den færdig i aften. Nu har jeg kigget rundt til jer andre for at se, hvor seje I har været til at læse i dag – godt gået 🙂

Tak for denne gang. Vi læses ved til efteråret, hvor jeg håber på at kunne være med alle 24 timer 🙂

23.55
Nu er det sengetid for mit vedkommende, da jeg skal tidligt op i morgen. Jeg fik læst ‘Eventyrbogen’ færdig, og jeg regner med at læse videre i ‘The Gracekeepers’ i morgen. Det er ikke sikkert, jeg når at lave en opdatering, inden jeg skal ud af døren, men så vender jeg tilbage i morgen eftermiddag med en afslutning på, hvad jeg nåede at læse i toget.

God læsning derude!

21.40
Jeg sidder lige nu med en stor kop varm kakao og tjekker, hvordan det går ude i blogland med læsningen. Jeg er nået et godt stykke ind i ‘The Gracekeepers’, men overvejer at holde en pause, da jeg har lyst til at hyggelæse ‘Eventyrbogen’. Kan mærke at jeg er noget træt efterhånden, men nu vågnede jeg også omkring kl. 6 i morges, så det er nok ikke så underligt…

18.10
Jeg har færdiggjort ‘Fables Deluxe Book 7’, og den var langt bedre end de sidste par Fables-bøger, jeg har læst. Jeg kan godt lide serien, men de seneste, jeg har læst, har jeg ikke været så begejstret for, så det var rigtig fedt, at den syvende bog var ret spændende. Jeg elskede blandt andet den lille historie om Rapunzel 🙂

Nu skal vi snart spise aftensmad, og bagefter skal jeg i gang med ovenstående bog – ‘The Gracekeepers’. Den købte jeg for nylig, men desværre ikke i den hardcoverudgave, jeg gerne ville have fingre i, da den var udsolgt. Det er jo lige meget i forhold til selve historien, men hvis du ligesom jeg også går op i bogforsider, så forstår du nok, hvorfor det irriterede mig lidt.

Håber det går godt med din læsning!

16.25
Jeg holder lige en lille pause for at hente vand samt tjekke, hvordan det går jer andre. Jeg har fået læst ‘Then Hen Who Dreamed She Could Fly’, og det var en rigtig fin lille fortælling. Lige inden, jeg gik i gang, besluttede vores hankat sig for at joine mig på sofaen, og efter en halv time kom min kære ægtefælle og vores hunkat også derind! Så jeg må hellere tilbage til læseselskabet om lidt… Jeg er pt. i gang med at læse ‘Fables Deluxe Book 7’, og den er rigtig god indtil videre.

13.15
Jeg er ved at gøre klar til readathon, der starter kl. 14. Jeg er liiiidt bagud (har haft ret travlt denne uge), men jeg har lagt den første bog frem, som bliver ‘Then Hen Who Dreamed She Could Fly’. Resten af min læsestabel finder du her.

Nu vil jeg kigge forbi jer andre, og så skal der ellers findes et tæppe frem. Planlægger at læse i stuen – og desværre ikke haven i år, for vejret er frygtelig koldt og vådt denne gang!

Jeg håber, vi læses ved – rigtig god fornøjelse, hvis du deltager 🙂

Hvad skal jeg læse til Read-a-Thon?

I den kommende weekend er der atter Dewey’s Read-a-Thon, og vanen tro deltager jeg, for det er en ganske hyggelig læseevent. Desværre kan jeg ikke være med al tiden, da jeg har planer søndag formiddag, men jeg regner med at læse hele lørdagen samt det af søndagen, jeg kan nå.

Da jeg læser eventyrbøger dette forår, er det naturligvis også temaet for læsningen til denne read-a-thon. Jeg regner ikke med at nå alle bøgerne, men jeg synes, det er rart at have lidt at vælge imellem. Jeg har valgt følgende bøger:

‘Fables Deluxe Book 7’
‘Eventyrbogen’
‘The Hen Who Dreamed She Could Fly’
‘Alice’
‘The Gracekeepers’

Jeg regner med at nå ‘Fables 7’ og ‘The Hen Who…’, men hvilke af de øvrige, jeg har mest lyst til at læse den dag, ved jeg ikke endnu.

Hvad med dig? Deltager du, og hvad skal du i så fald læse?